Forladt

En skole opgave. synes i jeg kan aflevere den?

1Likes
2Kommentarer
462Visninger

1. Forladt

 

Hun gik på stranden, med bare tæer. Sandet var vådt og sumpet. Det sneg sig op mellem hendes tæer. Hun gik nede ved vandet, selv om det var en stor frygt for hende. Hun stoppede op og kiggede ud over det brusende, mørke og dybe hav. Det lignede noget der prøvede at spise alt det kom i nærheden af.

 

Hvis man går i vand kanten prøver de store bølger at få fat i ens ben og hive en med ud i dens is kolde mave. Hun kunne ikke svømme, kun med vinger eller badering. Det er måske bare ikke så passende for en kvinde på snart 37 år.

 

Hun havde ingen familie. Kun en søn, men han var død. For 2 måneder siden præcist i dag. Hun tænkte tilbage på den dag han kom til verden. Hun fik ham i armende for første gang. Hans små læber var helt lyserøde. Han smilede til hende. Hun smilede igen.

 

Hun samlede en af de mange sten op. Hendes lange fingre pressede stenen, så hårdt ind i håndfladen, at der kom en rift i hånden.  Hun kastede stenen så langt ud i vandet som hun kunne. Riften i hånden generede hende ikke. Hendes tanker var et andet sted. I himlen. Oppe ved hendes elskede søn. Han var nok blevet gode venner med både Jesus og Gud, for han var en god dreng og en meget klog dreng. Klogere end de fleste 6 årige drenge. Hun vidste ikke hvor det var kommet fra. Det var i hver til falde ikke fra hende.

Hun ville op til ham. Hun ville se hans smukke ansigt igen og stryge ham over hans brune bløde hår og fortælle ham at det hele nok skulle  gå, igen. Hun ville flyve med vinden op mod Gud, lige som hendes søn havde gjort. Hun måtte se sin frygt i øjnene, for at se hendes trøst igen. Der var intet at leve for. Livet var ikke lige det hun havde drømt.

 

Hun ville tage sit liv. I dag, lige nu og her. I vandet, hun ville drukne sig selv og sin sjæl. Hun gik langsomt men yndefuldt ud i vandet. Det sneg sig hurtigere og hurtigere op om hendes ny barberede ben. Nu gik hendes frygt til navlen, og om lidt ville den stige hende til hovedet. Hun kiggede sig hurtigt om for at se om der var nogen. Det var der ikke.

 

Men inde på stranden så hun noget ligge på en sten. Det så ud som et barn. Hun løb ind mod stenen. Da hun næsten var der henne, så hun at det var en dukke. En dukke der lignede hendes søns dukke på en prik. Hun gik helt hen til den. Der lå et brev i hånden på den. Hun tog brevet og foldede det ud. I brevet stod der:

 

Tiden går og går

Folk bliver ældre

Verden bliver større og større

Alt udvikler sig

 

Alt liv har ændret sig

Vores arbejdskraft bliver mindre og mindre

Mens fabrikkerne vokser

 

Vi prøver at hjælpe

Men verden er for stor

Vi kan kun tro og håbe

Så lad dit smil ændre verden

Men lad ikke verden ændre dit smil

 

Hun mente hun kunne genkende digtet, men hun var ikke sikker. Hun drømte sig tilbage til sønnens første dag i skole. Hun gav slip på hans lille fine hånd for første gang. Han så sig om i den store verden, den verden han nu skulle leve i, havde hun tænkt. Men det var ikke længe han fik lov til at leve her i verden. Hun måtte op til ham og fortælle ham at det ikke var et godt sted at leve. Hun ville holde ham i hånden igen.

 

Hun samlede en masse våde sten sammen ude i vandet og gravede et hul i sandet under vandet. Så godt hun nu kunne. Hun havde taget dukken med ud i vandet. Den skulle han have igen. Hun dykkede med dukken under armen. Sit lange smukke hår puttede hun ned i det hul hun havde gravet og puttede stenene oven på. Hun lagde dukken på bunden og lagde sig oven på den. Hun gravede hænderne og fødderne ned i sandet. Hun kunne ikke trække vejret mere. Men stenene kunne ikke holde håret og sandet smuttede mellem hendes fingre og tæer. Hun flød op igen, lige tids nok. Hun gispede efter vejret. Hun ville dø. Hun ville ikke give op.

 

Hun fandt den skarpeste sten i vandet. hun skar sin puls åre over lige så langsomt. Det gjorde ondt. Smerten var ekstrem. Nu begynde blodet at løbe. Det ramte vandet, det blev helt rødt omkring hende. Hun havde skåret puls åren helt over. Hun kiggede ned i vandet, dukkens hoved kom til syne midt i alt det røde. Hun ville samle den op, så hun var sikker på at få den med sig. Men hun havde ikke flere kræfter og ikke mere blod. Hun snublede. Hun kunne ikke rejse sig, hun kunne heller ikke nå dukken. Og langsomt gled hendes øjne i. Hun åbner sine flotte øjne for sidste gang.

 

Han hvisker med sin lidt hæse stemme ”lad dit smil ændre verden, men lad ikke verden ændre dit smil”.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...