Angels vs. Demons 13+

Jenn er en pige der er søster til en verdenskendt bror. Han har alt er 16 og elsker pigerne. Hun har alt, elsker at synge men vil ikke frem med det da hun er bange for kritik. There for... De er ikke som andre søskende. Jenn og Joe har en konkurrence konstant med hvem der er bedst til hvad, og det kommer til at gå helt galt da Jenn møder Joe's bedste venner One Direction.

12Likes
14Kommentarer
1869Visninger
AA

7. Forvirret.

Okay, ja drømmen er muligvis lige blevet til virkelighed.

Eller så er det bare mig der er bange for at blive såret igen.

Typisk mig.

Men altså det kunne jo passe.

Nej stop dig selv Jenn.

"Callan, kom jeg vil gerne have den kaffe nu!" sagde jeg stille.

Jeg tog hans hånd og nærmest sparkede døren op ind til Starbucks.

Jeg satte mig ned og bad ham hente det jeg ville have.

"Et stort stykke hindbærpie og en Seattle latte, er du sød og bestille det?" spugte jeg stille.

Han nikkede og gik derop, der var ikke særlig mange mennesker på det her tidspunkt, så han kom til med det samme.

Tid til at æde forvirringen væk.

Jeg kiggede over gaden og så Harry gå alene nu.

Sikkert bare en ven eller fan.

Jeg sukkede stille for mig selv.

"Hey er du ikke hende fra den nye film med Johnny Depp og Callan Mcauliffe?" var der en pige der spurgte.

"Nåå jo Jenn Buffalo, det er dig!" sagde hun lykkeligt

"Må jeg ikke nok få din autograf!!" tilføjede hun nervøst.

Falsk smil

Tjek.

Styr på stemmen.

Tjek.

"Jo selfølgelig søde, hvad hedder du?" spurgte jeg venligt.

"Sjovt nok.. Jenna." mumlede hun smilende.

"Til søde Jenna, fra Jenna Buffalo" sagde jeg stille.

Hun smilede stort og løb hen til sine venner.

Gid det der var mig.

"Nåå ser man det, din første gang." sagde Callan

"Hvad.. ad Callan!" mumlede jeg irriteret.

"Ikke sådan ment.. det er ikke min skyld at du misforsstår det!" sagde han stille.

Jeg himlede med øjnene og smilede dumt af mig selv.

"Et stykke Pie og 2 Seattle latte og en muffin!" blev der råbt.

Callan rejste sig og gik op efter det.

"Her, ikke noget ædeflip tak!" drillede han.

Jeg rakte tunge af ham, han grinede bare af mig.

Jeg begyndte at spise og drak min iskaffe.

"Altså det var ikke meningen det skulle tage hele dagen!" mumlede Callan irriteret.

"Ej nu må du stoppe!" sagde jeg drillende.

2 måneder senere.

"Thats it foeks!" råbte min tante.

Alle jublede.

Filmen var færdig og vi var klar til at tage hjem, om godt og vel en uge.

Dejligt.

Harry og mig var nu officielt kærester.

Det vil sige hele verden ved det.

Yaaay..

Hør hvor glad jeg er.

Problemet er bare at han er ret så hemmelighedsfuld lige for tiden og det pisser mig af inderst inde.

"Heey vi er færdige jubel!" drillede Callan.

Jeg smilede bare og takkede alle for et fedt samarbejde.

Det her, bliver mere og mere underligt.

***

"Hjemme" råbte jeg træt.

Der var ingen svar.

"Heeey" mumlede de da jeg kom ind i stuen.

"Hvor er Harry?" spurgte jeg træt?

"Han skulle et eller andet..." sagde Louis træt.

Jeg mærkede panikken, men ignorerede den.

"Okay godnat så" mumlede jeg og gik i seng.

"Godnat" mumlede de tilbage.

Zombier!

Jeg smed tøjet, så jeg bare stod i undertøj.

Jeg kravlede langsomt ned i seng og faldt hurtigt i søvn.

Jeg vågnede med et lille spjæt, pokkers drøm.

Jeg kiggede på uret.

2.35.

Jeg vendte mig og så at Harry ikke lå i sengen.

Hvor fanden er den prut!

Jeg rejste mig og tog dynen om mig.

Zayn var faldet i søvn på sofaen.

"Zayn, vågn op" jeg ruskede stille i ham.

"Hvad... lad mig sove!" mumlede han træt.

"Hvor er Harry, har du set ham, han er ikke i seng." hviskede jeg.

"Hvad.." sagde han stille.

Nu åbnede han øjnene og så bekymret ud.

"Zayn ved du hvor han er?" spurgte jeg bekymret.

"Nej, jeg sagde jeg ville vente oppe, hvad er klokken?" spurgte han.

"Øhh ca 3 om natten." svarede jeg.

"Jeg vækker lige Louis." sagde han panisk.

Han rejste sig og gik ind på Louis og Liams værelse.

"HVAD ER HAN IKKE" hørte jeg Liam råbe.

De farede ud imens de tog trøjer på.

Altså Liam og Louis.

"Jenna, væg de andre." sagde Louis.

Jeg gik derind og ruskede i Dianna.

"Hvad er der!" hviskede hun.

"Harry er ikke kommet hjem" sagde jeg grædefærdigt.

Niall åbnede øjnene og kom hurtigere ud af sengen end normalt.

Han kom også hurtigere i tøjet.

Hvorfor flipper de sådan ud.

"H-Hvad sker der!" mumlede jeg da jeg gik ud i stuen.

"Han tager ikke sin telefon, hvor fanden kan han være!" vrissede Louis arrigt.

Der er et eller andet galt.

"Kan han.." spurgte Liam bekymret og kiggede kort på mig.

"Vi tjekker." mumlede Zayn.

"Bare bliv her, vi finder ham!" sagde de og gik.

De vidste noget.. Hende pigen jeg så ham med, sammen med Callan.

Fuck Ham.

Jeg gik arrigt ind på mit værelse og pakkede mine ting.

Jeg tog bare mit tøj på fra dagen før.

En halv time senere var jeg færdig med at pakke.

Jeg tog mine kufferter og havde ringet efter en taxi.

Dianna sad bekymret i stuen.

"Sig til Hr.Styles at han kan hygge sig med den dulle! Og sig til ham at han ALDRIG skal kontakte mig igen. Vi ses derhjemme Dianna." sagde jeg med en stemme fyldt med foragt.

Jeg.Hader.Harry.Edward.STYLES!

***

Jeg lå hjemme på mit værelse og spiste slik.

Det hjalp altid.

Og jeg havde ikke spist andet i en uge.

Min mobil ringede igen.

"Er du klar til at svarer mig på hvem han lå og knaldede nu Louis, eller bliver i ved med at lyve" spurgte jeg koldt.

"Han har ikke været dig utro.." sagde Louis tøvende.

"EIIIIIIP wrong fucking answer!" sagde jeg arrigt og smed på.

Jeg gider ikke de falske typer længere.

Og det bedste ved det hele... Tjoo skole om 2 uger.

Fuck that shit.

Aint never going back there..

Why would I!

Fuck den her verden....

"Jenna din kælling, hvor fanden har du gjort af den." råbte Josh.

So much for saving that basterd.

"Gjort af hvad din gnom!" råbte jeg arrigt tilbage.

"Fjernbetjeningen" råbte han hysterisk tilbage.

"Du behøver ikke miste flere hjerneceller, du har allerede for lidt" råbte jeg flabet tilbage.

"Je.."

BLAH BLAH BLAH..

Jeg skruede volumen op for musikken jeg lige havde tændt.

Og så blev min dør nærmest sparket ind..

Guess whoo

Dianna og Louis.

"Ved du hvad, drop den selvmedlidenhed der!" sagde Dianna vredt.

"Hvad for en medlidenhed" sagde jeg flabet.

"Seriøst... kom nu bare med ud og få noget luft." sagde Louis bekymret.

"Så jeg kan grave min egen grav samtidig? Med glæde.. Og nej... Ikke før nogen af jeg kujoner fortæller sandheden.. Jeg er ikke dum, jeg så ham med en anden pige nogle måneder før, og med et var jeg uintressant. Så var han eller var han ikke utro!" spurgte jeg arrigt.

Louis kunne ikke engang kigge mig i øjnene.

"Nej han var ej!" sagde han.

"Sig det igen... IMENS du kigger mig i øjnene." sagde jeg stille.

Han kiggede mig i øjnene. Og lige da han sagde det igen, kiggede han nedaf igen.

"Løgner." sagde jeg rasende.

"Men skal det virkelig gå ud over dine venner?" spurgte Dianna.

"De venner der holder det hemmeligt, og lyver for mig.. Hvad fanden er det egentlig for nogle venner.. Kan du svare mig på det.. Men du kan jo være ligeglad, du har jo din lille loyale kæreste, ikke!" hvæsede jeg arrigt.

Hun stirrede såret på mig.

"Jeg ville kraft i helvede ikke gemme for nogen af jer, hvis jeg vidste at jeres kærester var utro! Og så står i der og kalder mig venner... Jeg har sku ikke engang sande venner.... Gå... Bare gå og forsvind ud af mit liv. For evigt!" sagde jeg koldt.

Jeg kiggede bare ondt på dem, så rejste jeg mig og tog mine kufferter.

"Ja i har jo ikke tænkt jer at forsvinde, så det gør jeg." sagde jeg såret.

Jeg var begyndt at græde, Josh vandt.

Igen.

Jeg pakkede virkelig alle mine ting og skred fra alt.

De stod bare der og kiggede på mig.

"Jeg lader dig ikke bare rejse." sagde Louis

Jeg kiggede på ham grædene

Han græd også og knugede Diannas hånd.

"Jeg har intet tilbage her, eller tilovers for jer!" sagde jeg træt og hadefuldt.

Dianna stirrede ondt på mig.

"Okay, så begrund af en hemmelighed, forlader du os. Mig.. Mig der har været dig igennem ild og vand for dig!" råbte hun arrigt.

Så gav hun slip på Louis hånd.

"Du skal vide, at jeg aldrig vil stoppe med at elske dig." det var det sidste hun sagde inden hun gik.

"Det sammer siger jeg Jen Jen, og jeg taler for alle drengene." mumlede han og tørrede sine kinder, så gik han.

Don't run away when it gets hard. Keep fighting. Sometimes someone is worth the struggle. -Nadja

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...