Måne floden - Harry Styles

Denne her historie er om en ung pige, som flytter til en ny by alene.
Hendes smil og imødekommende udstråling sørger for at hun nemt finder venner.
Hun møder Harry ( Han er i historien bare en almindelig dreng ) og de to opbygger hurtig et tæt venskab.
-Smil, latter, hygge, tryghed og varme er med i deres venskab. Disse eneskaber er ikke kun i en bedste ven.

-Måske er det hende selv du lyver for...

1Likes
0Kommentarer
620Visninger
AA

1. Begyndelsen

I dag er det Torsdag, intet spændene skal ske. Gymnasiumet skal overstås igen i dag. Dagen i dag hælder i mod at blive en ganske almindelig Torsdag, lige foruden at jeg skal starte på et nyt gymnasium, i en ny anden G, i en helt ny by og oven i det skal jeg bo i en fed villa, men alene. Jeg er 17. Klokken er seks, og mit vækkeur har lige vækket mig. Jeg slår langsomt og uvilligt mine øjne op. Jeg svinger forsigtigt mine ben ud over senge kanten, og ned på gulvet, mens jeg ber til at jeg har fået det rigtige ben ud af sengen i dag. Intet er værre end første skole dag fyldt med uheld. Jeg stiller mig op, og strækker mig. Jeg kigger lidt rundt, det hele er så nyt, så flot og rent. Jeg tager dynen omkring mig, og gå ud i køkkenet, for at sætte noget vand over til te, da jeg kommer ud i køkkenet, får jeg den smukke sol opgang lige ind på mit sol brune ansigt, og med udsigt ud i mine have, som er fyldt med roser, et stort japansk kirsebær træ og en kæmpe svimmenpool. Haven er ind hegnet, men over i det ene hjørne er der en låge, en låge som føre ud til den smukkeste skov, en skov ved navn Himmelens indre. Mit yndlings sted i Skoven, er den smukke brede flods hjerte, nemlig ved et lidenskabeligt vandfald i floden Månefloden. Jeg vågner fra mine dagdrømme, der er allerede gået næsten et kvarter, vandet er for længst færdigt. Jeg drikker mit te, og spiser en grov bolle med chokolade på. Jeg står længe foran alt mit tøj, jeg tror jeg er en af de piger med mest tøj i hele byen, det er en lille hygge provins by, med gang i jeg er flyttet til. Jeg finder et par stramt siddende mørke blå shorts, og en kort baby gul top, med et par fede sorte stiletter til. Lidt godt skal man jo se ud. Jeg ligger min make up, og flader mit blonde lange ellers bølgede hår, og finder min taske og sol briller. Så er jeg ellers på vej i skole. Jeg håber folk er i mødekommende og jeg håber jeg måske kan finde nogle gode veninder inden alt for længe. Mens jeg går mod skole se jeg mange folk, de fleste hilser, smiler og spørg om jeg er ny her i byen. Det lader til at være en lille by, hvor alle kender alle. Skolen er stører end jeg havde forventet. De første timer går rimelig nemt, og nu samles de fleste elver sig i kantinen, og folk samler sig i de små grupper de nu er i, nogle grupper er nemme at se hvilken slag de er, og andre helt omvendt. Jeg kigger lidt rundt, om der er nogle tøser, jeg måske ville passe med. Jeg leder med øjne, og går et skridt frem, i sammen sekund en dreng kommer løbende ind i mig, og skubber mig. Jeg vælter mens jeg holder hele min bakke med mad i hånden. I mens jeg flyver gennem luften flyver maden ud over mig, da jeg er et par sekunder fra jorden, mærker jeg nogle stærke men bløde arme under mig. En eller anden fremmed dreng har lige grebet mig, redet mig for at falde. Mine øjne er lukket, jeg åbner dem langsomt, og mega nervøst. Og jeg ser lige ind i de smukkeste grønne øjne! Jeg kigger rundt, kantinen er næsten tom nu, jeg prøver at sige noget men jeg ved ikke hvad jeg skal sige, det her er så flovt. " Mit navn er Harry", siger han bare totalt roligt. Jeg slår mine øjne helt op, da det går op for mig at jeg stadig ligger i hans skød, og at han har sat sig ned. Jeg må have været væk i lange tid. Med det samme sætter jeg mig op, og med det sammen kan jeg mærke den buldrende hovedpine. " Hvor er de alle sammen henne?", spørg jeg bare, uden så meget som et tak, men jeg er bare så dybt flov. Han rejser sig op, og hjælper der efter mig op. Han holder om livet på mig, mens hans smukke øjne borer sig blidt ind i mine, " Timerne er startet for længst", siger han som svar på mit spørgsmål. " Nej! ", udbryder jeg. Han kigger forskrækket på mig, " hvad er der, gør det ondt?". " Nej men jeg kan da ikke komme for sent på min første dag!", " rolig jeg har fået en til at sige at vi ikke kommer, fordi du faldt og slog dig slemt. "," åh tak tror jeg.". Han holder stadig omkring mig, pludselig afbryder han stilhed, og jeg er taknemmelig, da det er en smule akavet. Stille spørg han, " skal jeg følge dig hjem?". Jeg nikker usikkert ja. Vi taler en del sammen på vej hjem til mig, og han virker super sød, meget åben, og som en dreng jeg godt kunne være interesseret i at få et venskab med. Med et da vi står foran min dør, og han siger med sin silke bløde stemme," nå det var vel det ik, vi ses i morgen". Jeg kigger på ham, jeg har ikke lyst til at sige farvel, jeg vil blive ved med at tale med ham, jeg vil lære ham at kende. Jeg kigger på ham med spørgende øjne, " du vil ikke med ind?". Vi sidder inde på min sandfarvede bløde lædersofa, tavsheden har sinket sig over os. Ingen af os siger et ord. Jeg lader min hånd glide op og ned af sofaens dejlige puder. Jeg kan mærke at Harry øjne, jeg kigger op. Hans øjne er som limede fast til mine, vi siger stadig intet, men et lille smil titter fra vores begges mundvige. "Kan jeg byde dig på noget? " spørg jeg ikke for at bryde stilheden, for det var fascinerende at kigge så dybt ind i hans sjæls vinduer, men jeg spurgte faktisk for ikke at opføre mig uhøflig. "Ja hvad har du?", spørger han uden at fjerne hans øjne fra mine. Vi sidder igen på min sofa, med hver vores kop varm kakao. Jeg kigger på klokke, " wow vi skulle først have haft fri nu, klokken er lige slået tre." Harry kommer med et uventet svar, " endnu en god ting ved du væltede." Jeg kiggede forvirret og fornærmet op på ham, " hvad mener du?". " For det første fik vi tidligere fri, for det andet fik jeg lov at lære dig at kende, og det tredje ja kig lige hvor jeg sidder, jeg sidder nu hjemme hos en helt fantastisk smuk pige." Mit forvirret og fornærmet ansigts udtryk, bliver til en rødmen, og jeg bliver nød til at kigge ned i den varme kakao. Jeg kigger igen op, og smiler til ham. Vi har sat os ud til det lille bord ved swimmenpoolen. Vi griner sammen, driller hinanden og taler på livet løs, det føles som vi har kendt hinanden altid. Min mobil ringer. Jeg rejser mig, og løber hen til min mobil. Jeg tager den op i min hånd, og kigger på numret. Det er Steffen, min ex. Jeg sukker dybt, men tager den så. " Ja hallo", " jamen hej, jeg ville bare høre om du er faldet godt til?", " jo tak, hvordan går det med Katrine?" spørg jeg ironisk, " stop nu skat, Katrine var jo bare en fejl.", " Ligesom Janne og Nina, helt ærligt Steffen det var dig der var en fejl, en fejl fra min side af, og du skal slet ikke kalde mig skat. Jeg afbryder opkaldet, og går langsomt tilbage mod bordet. " Hvad så er du okay ? ", " ja jeg har det fint, det var bare min ex."," okay, må man spørge hvorfor det stoppede ?", " selvfølgelig jeg har ikke noget til oversfor ham, han var sammen med en eller anden pige, og en af mine veninder mens han og jeg var sammen.", " Han er godt nok for dum, man skal ikke kaste rundt men de dyrebare ting, dem kan man ikke bare lige afstatte." Jeg rødmer igen, " mange tak"."Klokken er blevet mange, jeg må hellere til at gå". Jeg kigger på klokken, den er halv elve, " Tiden flyver af sted, når man er i godt selskab", siger jeg og smiler. Vi griner let, mens vi går hen mod min hoveddør. Jeg åbner den, og spørg " Skal jeg følge dig lidt at vejen?", " hvilken gentleman lader kvinden følge ham hjem?" siger han efterfulgt af et lille grin. Han hiver mig ind til ham, og jeg mærke hans varme hænder, hurtigt gilder hen over min mave, hans kram er varmt, og jeg har ikke lyst til at give slip, han giver mig et venskabeligt kys på kinden, og smiler til mig. "vi ses i morgen", råber jeg til ham, lige inde jeg lukker døren i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...