The Suicide

To uger til det endelige selvmord. Angelina er en pige på seksten år og tre måneder, hun lever på en kostskole, hvor hun ikke ligefrem har det nemt. Hun har sin kæreste Sky og sin eneste og bedste veninde Yuira. Kemien imellem Sky og Angelina er fuldkommen smadret og Yuira virker til at blive mere og mere træt af hende, imens fjenderne hober sig op. Angelina beslutter sig for at begå selvmord, hvis tingene ikke meget hurtigt bliver bedre.

2Likes
2Kommentarer
775Visninger
AA

2. Angelina - Kostskole.

Hans læber angriber mine. Jep angriber er det perfekte ord for det. For jeg gør intet. Jeg har egentlig et problem med det, men jeg har ikke lyst til at skulle komme med endnu en lam undskyldning. Sidste gang var den jo dødsyg... - "Undskyld Sky, men jeg har et dårligt knæ." Jeg nyder på ingen måde det han gør ved mig, eller rettere: med mig. 

"Angel, hvorfor er du så stille?" Hans mørke øjne ser på mig med det der bedende blik, som jeg forlængst har lært at tackle. Eller... Det har jeg jo umiddelbart ikke, for ellers ville jeg jo have fortalt ham sandheden.

"Jeg er bare træt Sky, ikke andet." Jeg sætter mig op og ser på ham. Hans mørkeblå trøje ligger nede på gulvet og han har åbnet hans grå bukser, jeg har dog alt mit tøj på. Heldigvis.

"Okay min engel, så går jeg." Siger han en smule irriteret og trækker sin trøje over hovedet. Det giver mig en kvalmende fornemmelse hver gang han siger: min engel. For jeg er hverken hans, eller en en engel. Hvis han kunne forstå mine tanker og hvad jeg har tænkt mig at gøre, ville de to ord aldrig være kommet ud af hans mund.

"Tak." Mumler jeg for mig selv og jeg lader mine mørkeblå øjne studerer ham imens han ordner sit tøj, hår og ansigtsudtryk. Så han ser så fandens charmerende og kold ud på samme tid, som altid.

Han giver mig kort et dræberblik inden han går ud fra mit værelse. Hvorfor er jeg overhovedet sammen med sådan en som ham? En fyr der egentlig hellere vil have en tøs han bare kan være sammen med som det passer ham.

Den knugende stilhed ligger sig omkring mig og får mig kort til at holde vejret. Jeg husker på de ord jeg engang havde sagt: "Du er alt jeg behøver for at være lykkelig." - Tænk at jeg bare overvejede at sige det. Hvis jeg havde sagt det nu, havde det lydt som en blanding af fortrydelse og ironi.

"Ew.." Mumler jeg for mig selv, jeg kan ikke klarer tanken om ham eller om os sammen. Han er også en af grundende til at jeg snart ville forlade denne jord. Men først, skal han og de andre der har såret mig, pines lidt.

Bare ikke lige nu.

Jeg er for træt, for fyldt med had til alt og alle. Det er nemlig i det her humør jeg skal skrive dagbog i. Jeg trækker min computer frem og går ind på Word. Jeg starter det her dokument som alle andre, med et klassisk: 

'Kære dagbog.'

Jeg er så træt, jeg er så vred, jeg er så livløs. Jeg føler at jeg allerede nu er ved at forlade min krop, at jeg allerede nu er væk. Jeg kommer aldrig tilbage hertil igen, det ved jeg med sikkerhed. Men først når jeg har fået svar på de uløste gåder i mit liv.

Hvorfor er det at jeg bliver med Sky? Jeg følger mig jo ikke engang tryk i hans arme, jeg føler mere at han holder mig halvejs ud over en klippe. Jeg føler jo bare ikke at jeg kan efterlade ham, ikke før jeg har fået ham til at indse hvad han har gjort imod mig og imod mit liv.

Så dagbog. Hvorfor har jeg ikke stoppet alt det med ham noget før?

Jeg sletter de sidste to sætninger og bider mig i underlæben. Mine håndflader er svedige og mine fingre glider hver gang de rammer tasterne. Hvorfor har jeg ikke stoppet det før? Tænker jeg så, hvorfor har jeg overhovedet ikke overvejet det før nu? Jeg bider hårdere i min underlæbe da jeg skriver videre.

Så dagbog. Jeg ved nu at jeg vil blive sammen med Sky, jeg har tænkt mig at få ham til at tro at jeg elsker ham. Hvilket jeg ikke gør, ikke mere.

- Angelina.

 

Jeg fatter ikke hvad jeg lige har skrevet, men når det står i min dagbog, er det et bevis på at jeg har skrevet det. Og ergo, må jeg jo lige have taget den beslutning.

Trætheden sidder faktisk i mine øjne, og gør mig øm i hele kroppen. Faktisk virker det mere som om at trætheden niver og river i mig, for at få mig til at sove. Men det må være hadet til ham, der har fået mig til at skrive det. Men samtidig, kan jeg vel ikke hade ham fuldkommen, for på et tidspunkt har jeg elsket ham. Af hele mit hjerte.

Men hvad bliver der af mine dagbøger, hvem vil nogensinde forstå hvorfor jeg vælger at handle, som jeg nu gør. Det er jo ikke ligefrem noget tilfælde at jeg begår selvmord, sådan lige. Jeg bider hårdere i min underlæbe og sukker. Det må vente til imorgen, jeg er for træt til at kunne tænke og til at kunne gøre noget som helst andet end at sove. Jeg tager det lille slips, som alle, piger og drenge, går med på skolen, af og ligger det på gulvet. Jeg trækker så trøjen af og derefter skjorten jeg har indenunder.

Underligt at man kan fryse med så meget tøj? Det må være helt unaturligt koldt uden- og indenfor.

Jeg trækker så bare hurtigt nederdelen og de knælange strømper af. Jeg ligger min computer ned under min seng igen. Der nede er jeg sikker på ingen vil åbne den, eller bare røre den. Jeg kryber ned under dynen i undertøj og slukker for den lille natlampe. Der bliver straks mørkt på mit værelse.

Jeg har aldrig brudt mig om mørke. Den frygt har altid været der. Frygten for at nogen, eller noget skulle dukke op. Eller sågar stå og stirre ned på mig, uden jeg kan se dem. Jeg bider mig i underlæben og trækker dynen tæt omkring mig, imens jeg prøver at holde alle tankerne ude. Lade være med at tænke på nogetsom helst. - Ikke på Sky, ikke på mine forældre, ikke på kostskolen. Ikke på selvmordet.

 

~

 

Jeg vågner op den næste morgen, dynen ligger hen over min krop, så den dækker mig fra halsen og ned. Jep, det må være helt utrolig koldt, især om natten. Jeg kommer op at sidde, men slår så straks armene omkring mig da vinduet står helt åbent.

Det går op for mig at det er min værelses kammerat, Jessica, der har åbnet vinduet. Hun står for enden af min seng. Hendes lyse hår er sat op i en stram hestehale, som sidder højt. Den mørke makeup omkring hendes øjne, får hende til at syntes mere tynd. 

"Godmorgen sovetryne!" Ler hun og smiler stort, hun kaster så mit tøj over til mig. Jessica er langt fra min veninde, som de fleste nok vil tænke eftersom hun virker venlig. Men tro mig, i al hemmelighed sniger hun sig rundt og udspionere mig.

"Hej." Siger jeg koldt, faktisk, for at være præcis, lige så kold som mine arme nu er. Jeg tager så den lyseblå skjorte på og knapper omhyggeligt alle knapperne. Jeg trækker så den store uldtrøje over hovedet og retter på den.

"Skynd dig, der er snart morgenmad." Jeg himler med øjnene da hun har vendt sig væk fra mig. Endnu en dag i helvede. Jeg lukker mine øjne i, men kun i nogle få sekunder. Jeg bliver nødt til at få noget morgenmad, eller... Ja, det lille tørrer stykke toast med lidt marmelade som de kalder morgenmad.

Hun ser kort over på mig med et koldt smil over læberne. Gåsehuden rejser sig på mine arme og får mig til at se væk. Hvad har hun nu set? 

Eller læst?!

Har hun læst dagbøgerne på min computer?! Jeg trækker straks min computer frem, jeg tænder den op og går undersøger hurtigt om der var kode på alle de dokumenter hvor der står: Kære dagbog. Som det første.

Der er ingen kode. Jeg gisper og sætter hurtigt koden til det nyeste dokument. 

"Hvad er der?" Spørger hun lavt og køligt, jeg lukker hurtigt det hele ned. Jeg er virkelig bange for at hun ved det. Eller at hun har mistanke. "Et kærestebrev?" Spørger hun så og ser på mig med sine stikkende blå øjne. Jeg slår blikket ned på computerens glatte overside. Hun ler kort.

"Når nej. Der er jo ingen andre end Sky der gider dig. Men han er så småt også ved at være træt af dig." Hendes sidste sætning lyder som et spørgsmål, men ikke et jeg orker at svarer. Jeg bider tænderne sammen. Fint, tænker jeg, det passer da godt, hvis han er ved at blive træt af mig. Så slipper jeg for at skulle lade som om jeg elsker ham.

"Bland dig nu bare udenom, Jessica." Jeg spytter næsten hendes navn ud, som om det var giftigt eller generelt bare ulækkert. Hun tager så hænderne i vejret og ser på mig med et irritabelt blik.

"Undskyld jeg blander mig i min værelseskammerat's liv." Siger hun så og prøver at spille fornærmet da hun går ud og forsvinder ned af gangen. Jeg ligger min computer ned under sengen og tager nederdelen på. Hun må have fornemmet at der var noget jeg ikke ville have alle skulle vide på min computer. Hvilket kun kan betyde at hun nu vil vide det.

Pis.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...