Day By Day (One-shot)

Hun har sagt farvel. Han kan ikke klare det. Han er på sindssygens ran, da der en dag sker noget komplet uventet. Hvad er det? Er det godt eller skidt? Hvad skaber det af konsekvenser?

4Likes
9Kommentarer
670Visninger
AA

2. Day By Day

Min stol står i den anden ende af rummet. Ligesom pudderne, der ligger smidt rundt omkring. Noget af glasset i rammerne er smadret, men billederne består. Jeg ville helst ødelægge alt, og det er derfor jeg fortsætter med at kaste med ting. Jeg ved godt det ikke hjælper, men jeg vil ud med min vrede fysisk, i stedet for at brænde inde med den, psykisk. Vrede er nok heller ikke ordet. Jeg er trist. Og det bliver ikke bedre. Jeg kan mærke det.

Bare fordi hun sagde farvel. Hun vil mig ikke mere. Jeg er ikke spændende nok, og ham på den anden side af vejen, han får hende til at grine. Jeg er får hende til at græde. Jeg bliver fuld, jeg siger dumme ting, men jeg mener intet med det. Alligevel bliver jeg ved. Hun hader mig for det, og derfor er hun nu væk. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg kender da godt ham fra den anden side af vejen. Han er da min ven. Han var min ven. Indtil han stak mig i ryggen, og stjal min kæreste. Nu er vores vennekreds splittet en smule. Jeg er ikke stolt af det, men det er ikke kun min skyld. Det er ligeså meget hans, som det er min.

Jeg har lyst til at dø, men jeg har også lyst til at forfølge hende til evig tid. Se hvor hun ender. Men det er svært, for der findes mange mennesker i denne verden, og hun vil ikke se mig mere. Hvis jeg ser hende på gaden, så lader hun som om hun ikke kender mig. Hvis hun vidste hvor megen smerte hun har forvoldt. Jeg kan ikke beskrive det. Ikke med ord, ting eller følelser. Ingenting. Ligeså tom, som jeg føler mig indeni.

Alligevel kan jeg ikke lade hende gå. Jeg vil ikke glemme hende, og det vil jeg gøre ved at holde mig tæt på hende. Jeg vil vise hende, at jeg ikke bare kan skiftes ud. Jeg vil ikke have hende tilbage. Jeg vil bare ikke miste hende. Det er en forvirrende følelse, der raser inde i mit indre sind. Jeg såre hende bare, hvis jeg får hende tilbage, men jeg såre mig selv, når jeg er alene. Det sidste er selvfølgelig det bedste, for jeg skal ikke have det godt på hendes bekostning. Hun skal leve videre, og glemme mig, selvom jeg aldrig vil glemme hende. Hun er mit livs kærlighed, men det er ikke det jeg har behandlet hende som.

Jeg glider langsomt væk fra mine venner. De holder af mig, de hader bare at se mig sådan her. Der er næsten ikke noget lys i min lille lejlighed, som kun består af en stue som også fungere som værelse, et lille køkken og et badeværelse. Minimalistisk indretning. Det har jeg råd til. Mine gardiner er rullet næsten helt ned, så de få lyskegler der slipper ind, roder op i støvet, og får hele lejligheden til at se endnu værre ud.

Mine venner vil have mig ud. De siger altid at jeg skal komme videre. Men hvordan skal jeg det? Jeg har opført mig som et svin overfor den person jeg elsker allermest. Hun skal glemme mig. Det går lettest, hvis jeg bare bliver inden døre, og hun ikke ser mig.

Jeg gør intet. Jeg er gået i selvsving. Jeg ser ikke solen stå op, jeg ser den ikke gå ned. Jeg lever i mit eget tomrum. Men i det tomrum føler jeg mig lykkelig, og det er derfor jeg bliver der. Selvfølgelig føler jeg mig ikke lykkelig. Jeg føler mig bare tilpas langt væk fra alting, og det er godt nok til mig. Så kan jeg tænke over tingene, selvom det nok er det dummeste man kan gøre.

Jeg skal ud og komme videre. Det siger alle. I stedet bliver jeg hjemme, drikker det alkohol jeg har fået mine venner til at købe, så bliver jeg tilpas vred, og så smadre jeg min lejlighed. Det får jeg også klager over, men det siger mig intet. De kan bare skride væk fra mit liv. Hvorfor forstår de ikke det? Man skal ikke snige sig ind på en ulykkelig person. Specielt ikke mig.

Men meningen med alt det her er, at jeg skal leve videre. Jeg skal ikke se mig tilbage. Hvis jeg ikke lever videre, komme jeg ikke videre, og det gør hun heller ikke. Selvom hun allerede har en ny. Han sidder ved hendes side, og han får hende ikke til at græde, ligesom jeg gør. Jeg er ikke god for hende. Jeg fortryder ikke at have elsket hende, jeg fortryder kun de forfærdelige ting jeg har gjort mod hende, som jeg slet ikke burde.

Jeg har været ond, og uretfærdig. Jeg ved ikke hvordan jeg bar mig ad. Hun skal ikke svare, når jeg råber om natten, at jeg savner hende. Hun skal ikke huske mig. Hun skal kun huske de gode minder. Så vil jeg gøre det samme. Jeg vil lade være med at sove, og i stedet blive oppe om natten, for at slette tankerne, og tænke på noget andet. Tænke på vores gode minder. For dem har vi jo også. De tidligere minder, da vi var nyforelskede. Det er vi bare ikke mere, og det gjorde det svært. Det gør det svært for os begge, men lettere for hende. Hun skal leve videre, og det skal jeg også. For selvom jeg ikke troede jeg kunne gå med denne ballast, levede jeg længere end jeg turde håbe på. Og hun lever også. Og hun stråler. Hun har det godt. Det er det vigtigste.

Morgnen da jeg vågner op den dag, kan jeg mærke noget ikke er rigtigt. Hvorfor, det ved jeg ikke, men noget skal ske. Og det er med en af mine nærmeste. Jeg har aldrig haft den form for ’kræfter’ før, og det undre mig på det ypperste. Hvorfor ved jeg pludselig sådan noget? Jeg er ikke i kontakt med omverdenen. Den lå låst inde, sammen med alle de dårlige minder, som jeg forgæves prøver at glemme.

Det er bare så svært det hele. Kan jeg ikke bare springe ud fra et tog? Nej, selvfølgelig kan jeg ikke det. Som alle hele tiden siger: ”Du skal leve videre! Du skal nok klare dig, og det gør hun også!” i mens de smiler varmt og rart til mig. Hvorfor må jeg ikke bare dræbe dem? Det ville være lettere. Ikke at jeg vil dræbe dem, for de mente det godt, jeg gider bare ikke høre på dem, og det er hårdt nok for mig, i forvejen. De gør det ikke lettere.

Nogle lette, og meget fine bank lyder på min dør, og de bryder min stilhed. Jeg åbner langsomt døren, og ser min ven stå der. Han har blomster i hånden. Han har en tåre siddende i øjenkrogen. Han følger med mig ind, selvom det vidst ikke var hans hensigt. Jeg er ligeglad. Jeg skal ikke ud. Jeg forstår heller ikke blomsterne, men det er hans valg. Jeg vælger bare at sætte mig i min stol, og kigge på ham, indtil han taler. Det virker som det eneste jeg kan finde ud af. Jeg snakker nemlig slet ikke. Jeg går bare rundt, og sparker til ting.

Alligevel får det han fortæller mig, til at give en lyd fra mig. Han fortæller, at hun er blevet opereret. Hun har kræft. Det har hun aldrig fortalt mig, det påstår jeg i hvert fald. Indtil han forklare mig, at hun flere gange har prøvet at sige, men jeg ikke har lyttet. Jeg har aldrig været god for hende. Hvorfor lyttede jeg ikke, når hun sagde sådan noget? Det burde jeg have gjort. Jeg har det forfærdeligt med mig selv. Det kan han vidst også mærke, for han ligger en hånd på min ryg, inden han skubber mig ud af døren, ud til hans bil.

Udenfor. Jeg er udenfor min lejlighed, men for første gang er jeg ligeglad. Jeg vil nemlig bare hen til hende. Finde ud af hvordan hun har det. Det er alt der går igennem mit hoved. Det er også derfor jeg slet ikke ænser de tåre der fortsat løber ned af mine kinder. Det virker ikke som om de vil stoppe.

Jeg græder stadig, da døren til operationsstuen bliver åbnet, og hun kommer ud. Uden puls. Kræften har taget hende. Og endnu engang flyder mine tåre. Jeg ved at mine tåre engang ville tørre ud, men lige nu løber de, og jeg ved at min cyklus ville være længere om at blive brudt ned. Men det skal nok ske.

Det vil blive bedre engang, selvom jeg vil bliver kedeligere dag for dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...