The Hunger Games Fanfiction

Som nogen af jer muligvis ved, så er hovedpersonen og hans søster MEGET inspireret af The Kids Are All Right, så no hate, vi har det bare sjovt <3 De to hovedpersoner er Shoesiee (D1) og Laser (D5) Laser er 15 år og kommer fra det femte distrikt i Panem, hvor han bor med sin storesøster Joni, der fylder 18 på Reaping dagen. Ironisk nok, bliver bliver Laser valgt og i ren og skær panik, volunteerer Joni for den anden pige dert bliver valgt, fordi hun ikke kan undvære sin Laser. Shoesiee er 17, og har hele sit liv trænet til sit liv til The Games. I år melder hun sig så frivilligt, og håber at finde lykken.

13Likes
14Kommentarer
1308Visninger
AA

5. The Tribute Parade (Laser)

Der er gået to dage, og nu er det langt om længe blevet tid til at forlade toget, og træde ind i Capitol. Jeg får kuldegysninger, og begynder dermed at ryste over det hele. Joni kommer over til mig, da hun har bemærket hvor nervøs jeg er, og vi mødes i et kram. Vi er begge rædselsslagne, og vi sidder og ryster indtil  toget sænker farten gevaldigt, og vi kigger forundret ud af vinduet. Joni rejser sig fra den sofa vi sidder i, og går over imod det. "Laser.. Det er Capitol!" Siger hun med rystende og forskræmt stemme. Jeg rejser mig også idet hun siger det, og går over imod vinduet, hvor hun står. Jeg ser en kæmpestor hvid togstation, der er helt plain, og alligevel så mægtig. Stråler af magt gør den. En hel forbandet masse af uhyggeligt farvestrålende mennekser, står og jubler uhæmmet af os, idet vi stille og roligt triller helt ind, indtil toget endelig stopper.

Og selvom jeg troede at jeg aldrig nogensinde skulle sige det her, så vil jeg ikke ud af det her tog. Maden i toget var fantastisk. Jeg har holdt mig langt væk fra kagerne, men Joni har smurt dem ind i ansigtet på sig selv, og hun har taget en del på. Hvilket muligvis kan være en fordel, og måske ikke. Jeg har fået de mest fantastiske måltider, der først var overvældende og jeg skulle bruge flere måltider på at vænne mig til det, men nu går det, og jeg kan ikke lade være med at spise. Det der har gjort mest indtryk på mig her, har været en hummer - leveret direkte fra 4 - overtrukket med appelsinsovs, smeltet karamel i siden af tallerknen som man kan dyppe sin hummer i, og kæmpestore blå vindruer overtrukket med smeltet hvid chokolade, der eksploderer på tungen. Det var min absolutte livret. Men der var så meget andet, og man skulle bare hviske hvad man ville have i et mundstykke, og så kom det op på et lille glasbord, dampende varmt og fuldkomment frisk og spiseklart. Jeg har også taget lidt på, hvilket er fantastisk, for da jeg kom, var jeg en udsultet lille splejs, og nu føler jeg, at jeg har.. Har en chance.

Vi bliver gennet væk af 4 peacekeepers. En til hver side, og så er der Otto og Timistia lige bag os. Det er betryggende at have noget tilbage fra 5 i det mindste. Otto mener jeg. Og i et kort øjeblik, glemmer jeg helt hvor jeg er. Jeg glemmer helt, at jeg om mindre end en uge ligger død i en trækiste, blive betragtet af mine forældre og så senere begravet. Og den tanke fører mig tilbage til virkeligheden, og jeg får i et kort øjeblik kuldegysninger.

Da vi endelig er indenfor, bliver vi ført direkte ind i et rum, hvor jeg allerede kan se forskellige fødder, der stikker ud bag et forhæng imens de bliver gjort klar til The Games, og til The Tribute Parade. Jeg bliver gennet ind bag mit eget lille blå forhæng, af tre vildt exentriske damer fra Capitol. De præsenterer sig selv som 'Hulia, Xeniwia og Leianne'. Det skal så være mit prep team. Det er ikke svært at kende dem for hver deres kendetegn. Hulia har fået tatoveret sine øjenbryn i en mørk rød farve, der matcher hendes hår med samme nuance, der sidder i de vildeste krøller, der svinger rundt om hovedet på hende konstant. Hun har en stram ensfarvet gul kjole på, med blonder for neden. Xeniwia har fået opereret turkise krystaller der skinner uhyggeligt ind i hendes højre skulder, og arme. Hendes øjne er blevet opereret, så det ser ud som om, at nogen har rodet rundt i dem med en kniv overtrukket med skinnende, klar, blå maling. Hun har jakkesæt-lignende tøj på, dog i en ubehagelig pink farve, der skriger alt for meget i øjnene. Leianne lignede en stor øgle, med sine gule, gennemborende øjne, der var blevet opereret ekstra store, og det grønlige skæl der dækkede hele hendes krop, bortset fra underfladen af hendes hænder og hendes ansigt, der var let påvirket af gullig underhud, præcis ligesom hos reptiler eller lignende. Leiannne er  iført en nogenlunde behagelig pastelfarvet kjole, der går hende til langt under knæene, men som er blevet klippet lidt op, og man kan, hvis man kigger godt efter, godt se strimlerne af løs tråd, der hænger ud fra kjolen. Trods alle tres tøjvalg, er deres mave, ja faktisk hele deres krop, dækket af en slags kittel, så det ser mere proffesionelt ud. Men man kan sagtens se kjolerne. Og de damer er så utroligt skræmmende..

Min hud er præget hårdt af den omgang mit Prep Team gav mig. De rev min hud af mig. Næsten.. Intet hår på kroppen, selvom det skulle udtrykke maskulinitet. Mine øjenbryn er nådesløst blevet plukket, så jeg ligner en Capitol-dulle, der er utilfreds med sine øjenbryn, og smider mad ud, som vi kunne leve for i årevis. Tanken giver mig kvalme, og vredt lægger jeg den fra mig. Min hud er øm, og ubehageligt blød, og lige nu, ligger jeg på en selvlysende briks med en kåbe over mig, og venter på min endelige stylist. Jeg rejser mig op, og kigger mig omkring. Men der er intet at se. Briksen er midten af rummet. Centrum. Ellers er rummet bare kvadratisk med aflange lygter i siderne, der skinner i en uhyggelig blå farve. Briksen er det eneste møbel. Og så slår tanken mig. Her er ingen døre. Jeg kigger mig omkring i rummet, og leder efter en mulig indgang. Men jeg ser ikke rigtig noget. Indtil jeg hører en lyd fra mit højre øre af, og jeg drejer instinktivt mit hoved i lydens retning. Jeg når lige akkurat at være vidne til at en af væggene går op i loftet, og en forfærdeligt rodet udseende kvinde træder ind. Kvinde er egentlig nok ikke rigtig ordet. Hun ser ikke specielt gammel ud i hvert fald. Hun smiler, og idet hun træder bedre frem i lyset, kan jeg se på hende tydeligere. Og jeg opdager det med det samme. Hun har fået indopereret en hale! En kæmpestor, muteret, stor, tyk og grøn slangehale, der slæber efter jorden idet hun.. Går? Hen af gulvet. Har hun fået sprængt benene af, og måtte komme med en løsning? Eller er det her en absurd og grotesk form for mode? Kvalmen stiger op i min hals og mave, og jeg må synke en klat bræk, før jeg kan smile nogenlunde normalt, og kigge på hende. Hun smiler et smil, der underligt nok er neutralt. Hendes lilla hår, skinner i lyset, og står i kontrast til det blå. Og selvom tanken er bizar og klam.. Så er der et sted inde i mig, der fortæller mig, at hende her.. Hende her er okay. Hun rækker sin hånd imod mig, og jeg bliver positivt overrasket, da jeg hverken ser skæl eller svømmehud. "Hallo Laser, jeg er Jamlei - din stylist. Dit udseende kan muligvis betyde alt. Det er trods alt noget af det der -  wow, lækker overkrop! Den skal du nok komme langt med. Guddommelig!" Hun flækker i et stort smil tager min hånd for at undersøge mine negle og mine "genetiske" porer. Jeg indrømmer at hun skræmmer mig, og jeg er ærligt talt ikke tryg ved at overlade min krop til hendes snigende fingre. 

Så står vi her. 24 børn står samlet i en gigantisk sal-lignende plads, og står foran vores vogne. Om lidt skal vi vises frem. Hvem er vi? Hvad udtrykker vores designere? Jeg sender et blik til Joni, der står og snakker til sin designer. Eller stylist. Hvad end du nu vil kalde det. Jamlei og jeg har snakket rigtig meget sammen. Hun er ny i branchen, og i en alder af kun 16 år.. Hun og hendes partner har givet os nogle fantastiske kostumer på, og vi ligner en million. Trods hendes splittede personlighed, må jeg sige at hun har sans for stil. Hvis ikke min personlighed vil skaffe mig sponsors, får jeg med garanti nogen på grund af det her vidunderligt kreative kostume. Inspireret af vores energi-leverende distrikt, har vores tøj fået den mest fantastiske drejning. Vores tøj pumper. Det bevæger sig. Energien i vores krop, bliver udnyttet til at få kostumet til at bevæge sig. Det er mørkeblåt, og tætsiddende. Joni har fået specialfremstillet en kjole, der er så let, at selv ved det mindste vindpust, vil den blafre hektisk, og udstøde illusioner af at kjolen lever sit eget liv. Jeg selv har fået et jakkesæt på, med en kappe, der er lige så følsom. Jeg spejder rundt og gør mit bedste for at se alle detaljer ved hvert eneste outfit de andre tributes har på. Hvis jeg vil overleve, vil det her klart være et øjeblik der er værd at huske. District 1: Tætsiddende læderdragter med guldkappe og slør, ædelstene, safirer og krystaller siddende over det hele. Deres hår er trukket stramt tilbage og de har begge flere lag grøn øjensminke og guld-flager på læberne. District 2 har fået syet en masse plader i både bronze, guld og almindelige metal-plader, med en masse store søm i. De har fået høje sko på og deres hår er sat i vilde kreationer. District 4 ligner stort set fisk, bortset fra deres bare arme der flagrer rundt sammen med de tang-agtige tekstiler der flyver omkring dem. De har både finner, gæller og overdelen er lavet af skæl-lignende tekstil der fortsætter op ad deres hals og blander sig med huden. Make-up garanteret. Jeg kommer til at smile lidt da jeg får øje på dem fra district 6. Forskellen mellem de to Tributes er så ironisk stor, at det må have været noget af en udfordring for deres designere at skabe noget der ville se nogenlunde normalt ud på dem begge. Men dog er det lykkedes de ivrige unge Capitol-designere at skabe et slør af et tekstil der ligner utroligt meget en togskinne og en slags dragt af asfalt-tekstil og noget gummi-agtigt som ærmer. Sådan fortsætter det med de andre fabelagtige dragter. De er alle planlagt grundigt og der nok gjort store overvejelser om hvordan man skulle vise tributens personlighed og deres hjemdistrict.

Uden ord, mærket af sorg, bliver vi gennet op i vores karet med to sorte heste som trækker den, da det er ved at være tid til at køre. Turen tager i alt 20 minutter, og slutter af med President Coriolanus Snow's årlige tale.

Musikken brager igennem hele det kæmpestore udendørsområde, men publikum der skinner af Capitol, formår nu alligevel at overdøve bassen i den stressende musik. Portene er åbne, og District 1 og 2 er allerede igang med at modtage enorme bifald, og råb af de mange tilskuere. 3 kører ud nu, i deres kostumer, som jeg ikke når at opfange. Foran mig. Kareten fra Distrikt 4. Der sidder to havfruer. Eller snarere, en havfrue og en havmand. De skal nok få mange sponsors. Mange. De kører ud nu, og jeg kan se på deres rygge, hvordan de stivner, og kigger forskræmt ud på menneskemængden. Tiden går hurtigt, og pludselig er vores vogn på midten af banen. Skrækken står malet i mit ansigt, og Jamlei må være uendeligt skuffet. Og lige præcis derfor, tager jeg mig sammen, ranker ryggen, og smiler til publikum der skriger og hyler.

Efter Snows tale og showet er vi alle i chok. Jamlei, Timistia, Otto, Joni, hendes designer og jeg, er på vej op til vores etage på 5. sal. Vi kommer desværre i samme elevator som dem fra 2. Men de stiger da heldigvis også hurtigt af, men stilheden var utålelig, og sekundet vi er på vores egen etage, leder jeg desperat efter mit værelse. Jeg når ikke engang at kigge mig omkring i værelset, før jeg dejser om på sengen, og falder i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...