The Hunger Games Fanfiction

Som nogen af jer muligvis ved, så er hovedpersonen og hans søster MEGET inspireret af The Kids Are All Right, så no hate, vi har det bare sjovt <3



De to hovedpersoner er Shoesiee (D1) og Laser (D5)



Laser er 15 år og kommer fra det femte distrikt i Panem, hvor han bor med sin storesøster Joni, der fylder 18 på Reaping dagen. Ironisk nok, bliver bliver Laser valgt og i ren og skær panik, volunteerer Joni for den anden pige dert bliver valgt, fordi hun ikke kan undvære sin Laser.



Shoesiee er 17, og har hele sit liv trænet til sit liv til The Games. I år melder hun sig så frivilligt, og håber at finde lykken.

13Likes
14Kommentarer
1370Visninger
AA

2. The Reaping (Shoesiee)

Omme i baghaven sidder vi alle fire. Mig, mine to storebrødre, Cavern og Cloud, begge på 18 og så min lillesøster Sparkle på 14. Det er morgen, og dermed dagen hvor The Reaping skal finde sted, og far står og råber af os. Og vi skammer os egentlig indeni, fordi vi alle føler, at vi gør noget forkert. Far er en nådesløs mand. Han vandt faktisk spillet for cirka 10 år siden, og vi er kendt som 'vinderbørnene'. "Shoesiee! Du skal helt ned, vil du dø?" Jeg kigger svedigt og også grædefærdigt på min fars kolde øjne, der ikke viser kærlighed. Jeg har ikke mere i mig, og trods smerten, forsøger jeg at holde mig oppe. Men jeg kan ikke, og jeg braser sammen, og mærker det fugtige morgengræs imod min venstre kind. Jeg lukker mine øjne. Jeg kan ikke så på far uden skam. Skam over, at han, vinderen af The Hunger games, skal have en ussel svækling som mig af en datter. Jeg prøver, men intet synes at være godt nok til ham. Bare en average career. Intet specielt.

Jeg er fra 1. En lille skødehund med massere af penge, der sjovt nok alligevel 'skal levere varen'. Luksusvarer. Ting, som Capitol overhovedet ikke behøver for overlevelse, men som de alligevel forlanger af os, fordi de finder vores ting 'flotte'. Mor kommer ud i haven til os andre. Jeg kan høre hendes fodtrin, og åbner svagt mine øjne, for at se på hendes ansigt. Hun er temmeligt ligeglad med at vi føler os elendige. Hun lader far om det fysiske, og om at koste rundt med os som uduelige hunde. "Shoesiee. Cavern, Cloud. Sparkle! Gå ind og gør jeg klar, det begynder om en time!"

Jeg sidder og kigger mig selv i spejlet. Jeg har lige været i bad, og prøver nu, at finde ud af, hvordan jeg skal sætte det. Mit hår er faktisk rimeligt specielt. Den forreste del af mit hår er sort som kul, og hænger i tykke lokker ned over mine øjne, og i det hele taget mit ansigt. Størstedelen og dermed bagsiden af mit hår, er naturligt skinnende lyst, der nærmest skirger i øjnene når man kigger på det i solen. Okay.. Overdrivelse fremmer forståelsen.. Den sorte del af mit hår er unaturligt. Før far vandt spillet, arbejdede mor på en fabrik der solgte hårfarver til Capitol. Der var alle former for farver, lyserød, grøn, blå.. Sort..  En dag faldt en flaske med sort farve på gulvet, og de overordnede på fabrikken frygtede, at farven ikke ville virke derefter, så mor fik farven, og den kom i mit hår. Og det er fint. Der er ingen bivirkninger, og den sorte farve, er nærmest blødere end den lyse del af mit hår. Til sidst vælger jeg egentlig bare at lade det hænge løst, tykt som det er, og rejser mig tilfreds fra sædet, tidsnok til, at jeg hører hornet tude, og vi skal nu officielt samles på torvet.

Jeg står sammen med de 17-årige og gnider min pegefinger en smule, for at få det lille prik jeg fik før til at forsvinde. Før jeg begav mig ind i menneskemængden af børn, kom far hen til mig. Han ruskede hårdt i mig så jeg blev svimmel, og råbte hårdt ind i hovedet på mig: "SHOESIEE! GØR DET ORDENTLIGT. JEG VIL IKKE SØRGE OVER DIN DØD, HVIS IKKE DU GØR EN SKIDE INDSATS. TAG DIG SAMMEN SHOESIEE. Jeg råder dig til at tage dig godt og grundigt sammen!" Og så havde han ellers forladt mig der. Alene. Overladt til mig selv, og i et øjeblik var jeg fuldstændig i uråd. Og nu står jeg her så.

Jeg kigger på Moshiba, eskorten, der er godt igang med at finde det kvindelige navn. Navnet 'Sireena Burlene' kommer ud af hendes mund. Et ord, jeg aldrig har hørt om før. Det er sjovt nok en totalt utrænet pige, hvilket er meget unormalt. Jeg vender mig halvt om imod min far, hvilket er alt for lang tid, da pigen ved siden af mig - en på 18, Geriana Woods - kommer med de to første ord: "Jeg melder.." Jeg kniber ondskabsfuldt øjenene sammen, hæver min albue, og sender den afsted imod hendes ansigt, med alle mine kræfter, og den slynger sig som forventet op i hendes næse, og hun ryger til jorden, og man hører knækket da hendes hoved rammer jorden med et dump. Men hun er ikke død. Hårdt såret, men hverken bevidstløs eller død.
 "JEG melder mig frivilligt. Jeg skal være med." Uden tilladelse fra nogen som helst, begiver jeg mig selvsikkert op til scenen, og snart står jeg ved siden af Moshiba. "Mit navn er Shoesiee Phoenix," siger jeg, og lidt usikkert nikker Moshiba. Det har hun nok ikke oplevet før. En del peacekeepers er begyndt at flokkes omkring det punkt, hvor jeg ligefør stod. De tager sig nok af Geriana. Moshiba ved selvfølgelig snart hvad hun skal gøre, og velkommer mig varmt, før hun går over til drengenes pulje, og trækker navnet 'Lersan Dowell'.

En stor mørk dreng, med tydelige muskler, og bred skulderbygning melder sig med det samme frivilligt, og ligesom mig, træder han uden tilladelse op på scenen og Moshiba byder ham varmt velkommen. Hans navn er 'Squash Meldown' og jeg genkender ham tydeligt fra træningen. Han er utroligt talentfuld når det kommer til drab, og jeg er glad for, at det højst sandsynligt er ham jeg skal alliere mig med.

Nu er det nu. Nu skal det ske, det er tid til at komme ind, og vise, at jeg er noget værd. Jeg giver kort Squash hånden, og smiler en smule. Jeg skal udstråle selvtillid, ikke frygt. Derefter bliver vi eskorteret ind i bygningen bag os, og jeg ved, at alt nu vil begynde. Nu, er det min store chance.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...