The Hunger Games Fanfiction

Som nogen af jer muligvis ved, så er hovedpersonen og hans søster MEGET inspireret af The Kids Are All Right, så no hate, vi har det bare sjovt <3



De to hovedpersoner er Shoesiee (D1) og Laser (D5)



Laser er 15 år og kommer fra det femte distrikt i Panem, hvor han bor med sin storesøster Joni, der fylder 18 på Reaping dagen. Ironisk nok, bliver bliver Laser valgt og i ren og skær panik, volunteerer Joni for den anden pige dert bliver valgt, fordi hun ikke kan undvære sin Laser.



Shoesiee er 17, og har hele sit liv trænet til sit liv til The Games. I år melder hun sig så frivilligt, og håber at finde lykken.

13Likes
14Kommentarer
1343Visninger
AA

1. The Reaping (Laser)

 

”Laser, lyn lige buksen, arenaen står åben.” Sagde Joni. Joni er min storesøster. Der er 2 år imellem os. Hun har fødselsdag i dag. Reaping day. Det er hendes sidste år I år. Vi prøver desperat at glemme den hændelse, der i dag vil få familier til at sørge. Eller til at fryde sig over, at deres barn, ikke er blevet valgt. Joni er 18. Man får først ét lod ind i puljen når man fylder 12. Når man er 13 får man to, og sådan fortsætter det indtil man er 18, og i alt har 7 lodder i puljen. Men man kan forhandle med livet som indsats. Man kan nemlig frivilligt vælge at få et nyt lod i puljen for hvert familiemedlem imod at få et ekstra forråd af korn og olie til eget forbrug i et helt år. Vi er fra Distrikt 5. Vi leverer energi til Capitol, som de frit kan bruge af, hvorimod vi her, må knokle hænderne af for at få lys i vores lille købmand. Der er i alt 12 distrikter. Der var faktisk en gang 13, men det 13. distrikt mandede sig op, og gjorde hvad vi alle ønsker at gøre. De gjorde oprør imod Capitol, og fik alle os med på den. Capitol fik nådesløst udryddet 13, og skabte hermed The Hunger Games. 24 børn. En arena. En nation der kigger på. Og så til sidst.. En overlevende vinder. Det er en kamp på døden. Og de folk der bor derovre. De nyder at se vores blod trille ned over sværd, spyd og knive.

Jeg ryster kort på hovedet. Jeg kan ikke klare at se alt blodet og så er det endda kun inde i mit eget hoved. Så tænkt engang lige på virkeligheden. Den kolde, nådesløse virkelighed. Jeg kigger kort op på Joni, og gør som hun siger, og lyner med en anelse besvær, lunlåsen helt op. Og så hører vi hornet tude. Hornet, der indikerer at vi skal ned til torvet. Ned til torvet, og få vores skæbne bedømt. Må vi leve et år til? Eller er det i år, vi med sikkerhed vil dø? Jeg tager Joni i min egen hånd, hun kigger i mine øjne, før hun kort efter åbner munden, og med blid og rolig stemme spørger: "Er.. Er du klar?" Jeg overvejer kort spørgsmålet. Nej. Nej jeg er overhovedet ikke klar. Men der er absolut ingen vej tilbage, og må derfor vælge bare langsomt at nikke, og lave et blik, der uden stress spørger, om vi skal gå. Joni kigger blidt på mig, før hun sætter det ene ben foran det andet, og så er vi ellers på vej.

Nede på torvet står den kæmpestore sorte scene. Den er prydet med et lille brunt podie, hvor Timistia snart tripper op, i sin stramme, skrigende grønne kjole, der er så typisk Capitol, at det næsten er irriterende. Timistia er Distrikt 5's eskorte. Sidste år havde hun Distrikt 6 - Transportmidler - men da Otto sidste år vandt spillet, blev hun forfremmet til 5. Der er også 3 stole. En til den ældste mentor, borgmesteren af 5, og så Timistia. Jeg går over til en kæmpelang kø af drenge i alle aldre, der skal stikkes i fingeren, og få sat fingeraftryk i sit eget blod, for at Capitol kan registrere hvem der er kommet, og samtidig kan lave en folkeoptælling. Da det er min tur, kigger jeg ikke engang ned på min finger, før jeg mærker stikket, og skynder mig væk, og stiller mig op til de andre drenge på min alder. Og så begynder det altså. Timistia, borgmesteren og Distrikt 5's ældste mentor, Timian, sidder på de tre simple stole. Kort efter rejser borgmesteren sig og kigger nervøst på forsamlingen, før han begynder den lange smøre om The Dark Days, og der går lang tid før han er færdig. Jeg finder kort Joni på den anden side af menneskemængden, i pigernes område, nær de 18-årige. Stakkels Joni. Det er hendes fødselsdag i dag, og hun skal gennemleve det her på dagen! Vi udveksler kort blikke, før Timistias skingre stemme braser igennem, og går direkte til sagen. Hun ændrer den 'traditionelle' plan. Hun vælger drengene først. Og lige præcis derfor, kan jeg ikke 'slappe af' kort tid endnu, som jeg ellers plejer. Spændingen stiger. Hun dykker med et smil ned i puljen, hun laver nogen 'Bollywood' bevægelser med sine skingrende lyserøde hænder, før hun med et hurtigt ryk griber fat i et navn. Hun går tilbage til podiet, åbner sedlen, og siger navnet. Siger navnet. SIGER NAVNET. "Laser McKenderson" Det. Detdetdetdet. Det er mit MIT navn. Jeg sender impulsivt Joni et forfærdet blik, men hun har blikket sænket i jorden. Jeg vender hovedet. Mit blik er fæstnet på Timistia. Og jeg træder op på scenen. "Veeelkommen. Åh hjerteligt velkommen ind i varmen! Hvilken ære hvad? Stil dig lige derover, imens jeg vælger en pige!" Jeg går et halvt skridt til højre, og kiggede ned i jorden. Og ser så ud på forsamlingen. Og tiden går pludseligt alt for hurtigt. Navnet 'Paula Prezley' bliver nævnt, og så hører jeg Joni's panikslagne stemme skære igennem med ordende "JEG MELDER MIG FRIVILLIGT! STOP STOOOOP SIGER JEG! JEG.. JEG ÆH.. JEG VIL MELDE MIG!" Jeg slår hurtigt blikket op, og mimer ordet 'nej' til mig selv igen og igen. Mig og Joni. Hvad.. Hvad sker der?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...