The Hunger Games Fanfiction

Som nogen af jer muligvis ved, så er hovedpersonen og hans søster MEGET inspireret af The Kids Are All Right, så no hate, vi har det bare sjovt <3



De to hovedpersoner er Shoesiee (D1) og Laser (D5)



Laser er 15 år og kommer fra det femte distrikt i Panem, hvor han bor med sin storesøster Joni, der fylder 18 på Reaping dagen. Ironisk nok, bliver bliver Laser valgt og i ren og skær panik, volunteerer Joni for den anden pige dert bliver valgt, fordi hun ikke kan undvære sin Laser.



Shoesiee er 17, og har hele sit liv trænet til sit liv til The Games. I år melder hun sig så frivilligt, og håber at finde lykken.

13Likes
14Kommentarer
1317Visninger
AA

3. On my way to the Capitol (Laser)

Timista skubber Joni og jeg ind i hvert vores lille venteværelse, i The Hall of Justice, hvor vi kan få tre minutter med vores nærmeste hver. Det eneste billede jeg har på nethinden, er det blik Joni gav mig da hun trådte op på podiet og tog min svendende hånd. Hvad havde hun gang i? Nej, ikke Joni! Joni skulle blive i Distrikt 5, og sørge med mor og far over min alt for tidlige død. NEJ. De rædselsfulde tanker må jeg gemme til jeg ankommer til Capitol. Nu skal jeg koncentrere mig om at sige ordenligt farvel til mine forældre. Finde ud af hvordan jeg skal fortælle dem hvor meget jeg elsker dem, så de rigtig forstår det.

Inde i værelset, kigger jeg mig hurtigt omkring, og der går ikke llænge før jeg har fået et indblik af det meget simple rum. Bagerst i rummet står der en sofa, overtrukket med et blødt stof. Jeg tror det er velour. Jeg har hørt om det før, men ingen i 5 har penge nok til at nyde den bløde tekstur af velour. Men jeg har af den ene eller den anden grund hørt om det før. Ved siden af sofaen, står der et lille turkist bord af træ. Ovenpå står der en lille  gennemsigtig vase med et smidigt design, og fylder rummet med duften af de røde roser, der står nede i vasen. Der er et enkelt vindue i højre side af rummet, men der er ikke rigtigt noget at se på. Det er ironisk nok en gråvejrsdag, og et par master står ikke mange meter fra vinduet. Mon det er pænere at se ud af vinduerne i de andre distrikter? Som i 11 eller 10? Og det er så det. En sofa, et bord og et vindue.

Jeg når ikke engang at sætte mig i sofaen, før jeg hører en tikken fra døren, og kort efter går den op. Min mor træder ind, og uden et ord, går hun imod mig, og vi mødes begge to i et stort varmt kram. Hun placerer sit hoved imod mit bryst, hvilket ikke er svært for hende, da hun er meget lav. Og jeg kan mærke at hun har grædt. Selvfølgelig har hun det. Begge hendes børn er blevet dømt til den visse død idag. Selvom vi bare er svipsere. Det var ikke meningen at hun skulle føde os. Mor havde en kæreste. Ugifte. Ingen planer om at få børn. Men vi kom alligevel. Og hun har ikke fortrudt det. Hver gang vi spørger om hendes fortid, og vores ankomst til dennne grusomme verden, finder hun en eller anden måde at lede opmærksomheden den anden vej på.

Jeg trækker mig langsomt væk fra hende, og hun kigger mig dybt i øjnene. "Du kan godt gøre det her Laser," hun ser kort ned. "Det sagde du også til Joni. Gjorde du ikke?" Hun svarer ikke, hvilket giver mig svaret på mit spørgsmål. Det har hun. "Jeg er ked af det Laser.. Jeg.." Hun kigger ikke engang på mig, før hun vender sig om, og går ud af rummet. Helt frivilligt! "Mor! Nej! Du må ikke!" Men det er for sent, og igen er jeg alene i det store rum med få møbler.

Det var det. Slut med besøgene. Min mor er den eneste der elsker mig. Som sagt, så er vi svipsere, og kort efter at mor fandt ud af at hun var gravid, forlod vores ukendte far os, og skyndte sig væk, for aldrig at komme tilbage. Men jeg bliver positivt overrasket, da døren igen klikker og går op. Min første tanke er, at  det er mor der er vendt tilbage, men det er det ikke.

Det er min barndomsven Seal. Vi hænger tit ud efter skole, ja vi er faktisk sammen stort set hele tiden. Men af en eller anden grund havde jeg ikke regnet med at se ham her. Og jeg kan ikke lade være af at smile ved synet af ham, trods den triste dag det er i dag. Vi krammer ikke. Selvfølgelig gør vi ikke det, vi er jo bare venner. Og vi siger heller ikke noget. Tavsheden er jo egentlig heller ikke så slem, når det kommer til stykket.. Og vi sidder der og nyder at vi er sammen lidt endnu, indtil en peacekeeper kommer og siger, at nu er det nu. Og så kommer krammet. Fuldkommen uventet, men det er rart at det kom. Men selvfølgelig bliver Seal flået væk fra mig, og jeg er alene.

Seal var den sidste besøgende, og nu kommer the peacekeepers, og beder mig om at komme med dem. Og så går turen hen til toget. Det er en meget lille gåtur, på 20-30 meter, og da Joni og jeg ankommer, side om side, står døren åben og chokket melder sig hurtigere end forventet. Bare indgangen stråler penge og Capitol. Platindørhåndgreb og hele molivitten. Det er for koldt, der er ikke noget personlighed i de dyre luksusmøbler.

Jeg sender Joni et blik, og hun holder sig ikke tilbage med at snuppe en kage der ligefør stod på et stativ af det pureste guld. Og nu hvor vi snakker om det speiselige, så er det næsten uvirkeligt så godt det hele ser ud. Den kage som Joni har proppet i munden, var helt pink, og overtrukket med en blødt udseende chokoladecreme, der er blevet 'udskåret' i bittesmå chokoladeblomster, og et par skingrende grønne blomster af størknet sukker sidder på siden kagen. Og så er der spredet små stykker sukkerperler af guld ud over hele kagen. Dog er der noget afholder mig fra at tage noget som helst. Men Joni er allerede igang med sin anden kage. Den samme, denne gang er kagen bare gul. Jeg kigger ned i gulvet, og går over imod en lænestol og sætter mig uden en lyd ned. Og så lader jeg bare tårene strømme ned af mine kinder, imens Joni trøstespiser. Vi håndterer sorgerne på hver vores måde. Og i vores situation, er Jonis måde rent taktisk den klogeste.

Timistia kommer ind, og kigger dømmende på Joni. Hun lægger ikke skjul på det faktum, at hun er dybt skuffet over Jonis måde bare at stoppe lortet ned i halsen på sig selv. Hun rynker på panden, og vender blikket over imod mig. Vi får cirka 2 sekunders øjenkontakt, før hun bare ikke gider mere, og vender sig om, så stoffet på hendes kjole strutter ud til alle sider. Hun vender hovedet kort, og lige før hun går ud af rummet og over til 'spise-kupéen' siger hun: "Otto kommer om lidt. Pigebarn, tør dig om munden, han skal trods alt skaffe dig sponsors. Ik'?" Hun dissede vildt ugenert Joni foran øjnene på os begge! Hvilket respektløs kvindemenneske! Og den skingre stemme hun brugte. Ad. Jeg kniber øjnene sammen, da jeg får øje på Joni, der slipper sin nummer et eller andet meget højt-kage, og tørrer sig trist om munden med sit højre ærme. Og så begynder tårene også bare at flyde ned af min storesøsters kinder.

Kort efter Timistias lettende forladelse af rummet, træder Otto ind, og kigger sig omkring. Han smiler, da han ser Joni, og sender derefter mig et blik, der fortæller mig at fra nu af og lang tid frem, vil være en svær periode. Der er noget i det blik, der gør mig svært ubekvem. Er han bøsse? "Laser og.. Tony? Nej vent.. Jozi?" Joni kigger op. Hun ryster sagte på sit lille hoved. "Det er Joni," siger hun stilfærdigt. "Ahh, selvfølgelig. Undskyld Joni! Nå, lad os gå direkte til sagen Laser, kan i noget?" Hvorfor henvender han sig slet ikke til min søster? Okay, han kan hendes navn, men det er stadig lidt som om at hun kun eksisterer halvt. "Vi kan ingenting! Ingenting overhovedet! VI ER UDULIGE! HØRER DU? UDULIGE SIGER JEG!" Joni overtager det spørgsmål, der uden tvivl var 'henvendt' til mig. Hun flipper fuldkommen ud, bliver rød i hovedet og tårene strømmer ned af hendes kinder. Hende humør gør mig dårligt tilpas, og jeg kigger blot lydløst ned i gulvet. "Hm. Se det var ikke det svar jeg havde håbet på at høre.." Han kigger sig forvirret rundt i rummet, men genvinder hurtigt fattelsen, og kigger på mig. "Nej selvfølgelig var det ikke det," mumler jeg vredt. Hvad fanden havde han forventet? At vi var skide talentfulde og kunne svinge en økse i ansigtet på en fjende, med bind for øjnene? "Det har været en lang dag. Jeg går i seng," siger jeg. Selvom klokken kun er cirka 6, vil jeg gerne være på mit værelse. Og håbe at jeg dør af iltmangel. Selvom det er meget usandsynligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...