The Hunger Games Fanfiction

Som nogen af jer muligvis ved, så er hovedpersonen og hans søster MEGET inspireret af The Kids Are All Right, så no hate, vi har det bare sjovt <3



De to hovedpersoner er Shoesiee (D1) og Laser (D5)



Laser er 15 år og kommer fra det femte distrikt i Panem, hvor han bor med sin storesøster Joni, der fylder 18 på Reaping dagen. Ironisk nok, bliver bliver Laser valgt og i ren og skær panik, volunteerer Joni for den anden pige dert bliver valgt, fordi hun ikke kan undvære sin Laser.



Shoesiee er 17, og har hele sit liv trænet til sit liv til The Games. I år melder hun sig så frivilligt, og håber at finde lykken.

13Likes
14Kommentarer
1342Visninger
AA

4. Capitol, here i come! (Shoesiee)

Alt står stille. Min verden kører i slowmotion mens jeg mærker hænder på min krop der skubber mig ind i bygnignen bag mig, gennem rum og gange videre til det lille venteværelse, hvor jeg står tavs midt på gulvet, måbende, som om chokket først er kommet nu.

Døren bliver smækket op og min far kommer brasende ind, svedende, mens han griber fat om mine skuldre. "Shoesiee! Shoesiee, lyt til hvad jeg siger. Du vinder det her. Du kan godt, bare.. Bare dræb alle du ser, okay? Find de stærkeste tributes, og få dem til at kunne lide og stole på dig. Forstår du hvad jeg siger til dig? Forstå det her Shoesiee, forstår du det?" Hans ansigt har skiftet farve til en lyserød kulør, og små sveddråber glider ned af hans pande. Jeg åbner munden for at sige noget, berolige min far, forsikre ham om at jeg har styr på situationen. Men det har jeg ikke. Lige nu er jeg bare en forvirret, trænet pige fra 1. Jeg nikker bare og kigger ham dybt i øjnene. Tiden er gået, og far bliver udskiftet med min mor. Vi krammer hinanden, mens hun græder ned i min skulder. Lige inden hun skal ud igen, hvisker hun ind i mit øre: "Jeg stoler på dig Shoesiee. Jeg elsker dig." Hun trækker sig stille og roligt væk fra mig, og jeg kigger ind i hendes irgrønne øjne, der skinner i lyset fra en lampe, der sidder et sted i loftet. Jeg er for fraværende til at se detaljer, ja i det hele taget bare se hvad der er i rummet omkring mig. Jeg sætter mig i en sofa der sidder i den bagerste del af rummet, og mor følger efter mig, som jeg havde håbet på. Vi sidder helt tæt, og krammer. Der skal ikke andet til. Et øjebliks tryghed, før hun nærmest bliver revet væk af en peacekeeper. Jeg bliver siddende i sofaen, uvidende om, om hun var min sidste gæst, eller om der er flere på vej.

Døren åbner og mit søskendesæt på tre træder ind. Cavern, Cloud og Sparkle. Lille Sparkle på 8, der ikke engang er gammel nok til at få lodder i puljen, men som alligevel hver dag tvinges til at svede rundt i en træningssal. Vil hun overhovedet det? Cavern, Cloud og jeg ville, men Sparkle er jo bare så uskyldig. De sætter sig alle tre i sofaen ved siden af mig. Cavern på venstre side, og Cloud på højre. Sparkle sidder på skødet af mig, og græder ind i min bluse. Men hun har ingen grund til at græde. Hun har nok bare ikke rigtig fattet konceptet at være career endnu. Det kommer, det kommer. Jeg smiler lidt af hende, og mine to ældre brødre griner lidt med. "Så bliver det endelig idag hvad Shoesiee?" Siger Cloud med et lille smil på læben. Jeg nikker. Mødet med mine søskende, har ligesom gjort det klart hvorfor jeg gjorde det her. Jeg gjorde det fordi jeg kan og vil vinde det her spil med stor fornøjelse, og glæde. Og tiden flyver afsted, og Sparkle når faktisk også at grine lidt af de jokes vi udveklser lidt imellem each other. Men som alle andre, bliver de alle tre revet væk af the peacekeepers, og kort efter går turen til toget. Turen er temmelig lang, så vi skal køre i en lille bil fra 6 derud.

Toget er splinternyt. Glatte, polerede vægge, gulve, lofte, døre. Selvom Squash og jeg jo kommer fra District 1 og er vant til luksus, er togkupéen ret overvældende alligevel. Squash spankulerer selvsikkert ind og griber et æble, mens jeg bliver stående i dørkammen. En skingrende latter kommer fra enden af kupéen, hvor der er en glat metaldør. Pludselig tager nogen i håndtaget, og ud kommer en muskuløs kvinde, med gyldne lokker, hun svinger over skulderen. Hun har et simpelt, tætsiddende, sort jakkesæt på, og mørk sminke om øjnene. Hun rækker først hånden frem til Squash, som står tættest, og siger: "Barbara. Vandt The Games i 111. I har sikkert hørt om mig." Hun virker selvsikker og ambitiøs. "Squash. Jeg er ret god til spyd og knive." Barbara nikker og vender hovedet mod mig. "Shoesiee. Jeg..." Men jeg ved ikke hvad jeg ville sige. Jeg føler mig helt ved siden af mig selv og jeg har glemt alle mine manerer. Barbara trækker en stol ud, og sætter sig. "Vi finder ud af det. Klar?" Spørger hun med et lille smil i mundvigen. "Til hvad?" Spørger Squash så. Barbara hælder skolhed kaffe i en kop. "Til at vinde."

Jeg hader hende. Hader alt ved hende. Hader at Squash kan lide hende. Jeg ryster vredt på hovedet, og rejser mig hurtigt op. Jeg går med strenge, faste skridt over imod indgangen til min egen kæmpestore kupé. Jeg stormer ud på badeværelse der er lagt ind i kupéen, og tænder for vandhanen. Jeg river tøjet af mig selv, og står tilbage foran spejlet, med lyden af rindende vand som den eneste i rummet, udover bumlen fra toget, der glat kører hen over skinnerne med 200 kilometer i timen. Det banker på døren, og da den går op, for jeg direkte op, og kigger forskræmt på Squash der står i døråbningen, med et skævt smil om sine fyldige læber. "Jeg har altså set en pige nøgen før." Jeg smiler. Selvfølgelig har han det. Han er en pæn fyr, og har sikkert været sammen med en del piger før. Jeg lader tøjet falde til jorden, idet jeg slipper det fra min favn, og går over imod min seng som han har sat sig på. "Du kan ikke li' Barbara, vel?" Spørger han roligt. Jeg ryster på hovedet, og griner en smule. "Nej.. Nej, hun er lidt af en personlighed," siger jeg smilende, og han griner også lidt selv. "Men kan du li' mig?" Han læner sig frem, og tager blidt fat i min hage og hiver mig tættere på sig selv. Hvad? Vil han nu kysse mig? Jeg river mig hurtigt væk. "Nej Squash! Hør, læg an på en anden blodinedum tribute, og lad mig være. Alliance, ikke romance!" Jeg rejser mig op, og trods det faktum at jeg er splitterragende nøgen, tager jeg hårdt fat i hans skuldre, og skubber ham væk, og ud af værelset.

Jeg kaster hurtigt en Capitol inspireret kjole over mit hoved, som jeg ikke engang selv når at se designet på, før det banker på døren. Kan den knægt ikke bare lade mig være? "Smut! Skrid af helvede til!" Jeg kigger på døren, uden rigtigt at vide hvorfor. "Undskyd mig!" Lyder en skingrende stemme, og ved med det samme at det er Barbara, og bliver derfor meget pinligt berørt. "Beklager... Hvad vil du?" Jeg kan høre en højlydt og skuffet sukken, som om at hun prøver at forklare kvadratroden af 6 til en retarderet blondine. "Jeg vil spille klaver på dit hår, hvad tror du jeg vil? Jeg vil snakke med dig!" Jeg kigger bare ud af vinduet, og ser landskabet flyve forbi. Vi er nok i 3 by now. Der er høje master overalt, og ikke rigtig noget udendørs område som sådan. Snart er vi i Capitol. Om en dag måske. Jeg rejser mig og åbner døren, så hun kan komme ind. "Bare en hurtig snak, et spørgsmål egentlig.. Jeg kan se at du ikke er i humør til snak ligenu, så.. Shoesiee.. Hvad er dit specielle talent?" Jeg nikker. Det har en hver career. Og som så mange andre, har jeg flere end en. "Altså, jeg er bedst i nærkamp.. Men jeg er god med spyd. Og en masse andre våben.." Jeg smiler lidt, og bliver lettet da Barbara gør det samme. "Okay. Tak. Jeg vil lade dig være nu så.." Med de ord, vender hun sig roligt om, og forlader rummet uden en lyd.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...