Når rosen visner.

Denne her historie er om kvinde, hvis liv stort set er perfekt. Men da hun mindst venter det begynder det hele at falde fra hinanden. Hun kan ikke længere se den lyse fremtid. Hun finder ud af at stoffer kan give hende alt hvad hun mangler! Hun ser fremtiden i det, hun ser lyset!

0Likes
2Kommentarer
479Visninger
AA

3. Desværre ordet kører rundt i mit hoved.

Jeg ringer op og venter, denne gang bliver opkaldet afbrudt med det samme, jeg prøver op til flere gange, men lige meget ligger han bare på. Jeg ligger en svare, " øh øm skat.. Jeg er virkelig nød til at tale med dig, for du må ikke gøre det her mod mig, det er jo ikke min skyld, og jeg er ikke lige glad med jer, du må altså tror mig, du må ikke lukke mig ud af dit liv for jeg er en del af det. " Jeg ber til at han aflytter den snart, meget snart. Jeg slår øjne op, og mærker straks den buldrende hoved pine, jeg blinker et par gange, og kigger så rundt, jeg ser ikke andet end alkohols flasker både fulde og tomme. jeg husker ikke meget efter jeg indtalte den besked på hans svare, men ud for flaskerne og rodet vil jeg gætte på, at alkohol var min løsning til min sorg. jeg rejser mig fra sofaen, og går ud og tager et glas vand. på vejen ud i køkkenet ser jeg min mobil, jeg rakker ud efter den med min svæged og trætte arm. Jeg sætter mig på en af køkken stolene. jeg har fået et par beskeder, og et enkelt ubesvaret opkald. jeg tjekker hurtigt opkaldet, det kan jo være min Kevin, men der er jeg vist lidt for hurtig på avtrakkeren, for opkaldet er fra min mor, som så også er bekymret, da jeg ikke har svaret på hendes sms'er og opkald. jeg tjekker den sidste besked, jeg smiler og springer af stolen da jeg er der står min kelvin, jeg åbner den og læser. "kære Simone. jeg er ked af at jeg sorger dig, men også at vi ikke længer kan have et forhold. du er en dejlig pige, men humøret, troen og kærligheden er der bare ikke længer, det er jeg ked af, selvfølgelig har jeg elsket dig, og da min far pludselig fik et hjerte stop, kunne jeg bare mærke det, det skal ikke længer være os, men mig og dig, vi har hvert vores liv nu, måske er det også bedst for dig sådan, det er det i hvert fald for mig.... måske er vi bare for forskellige. Kevin. " jeg læster den om og om igen, i håb om at finde et ord eller en sætning, som jeg kan forholde mig til, noget som beviser at han stadig elsker mig. men der er ingen ting, den kan kun forstås sådan, lige meget om jeg så læser den bag fra. jeg mærker et stød i kroppen, jeg kan ikke holde det ud. Tårnende triller af mine kinder. jeg tager mine knæ op under mig, krøller mig sammen på stolen. jeg kan høre noget som banker, jeg kigger rundt døren selvfølgelig. jeg rejser mig og styrter hen til døren, jeg har glemt alt om min udtværede mascara, som er i hele mit ansigt. jeg hiver døren op, der står han, rank, muskuløs og mega dejlig. Han kigger på mig med mørke rander under øjne. jeg ser ikke mere, jeg flyver ud i armene på ham. men han er fraværene og krammer ikke mig, i stedet kigger han bare undskyldende på mig. jeg har forstået, siger mit blik ham, men alligevel siger jeg, " du er ikke kommet for min skyld vel", " det er jeg ked af, jeg kommer bare for at hente de vigtigste af mine ting, jeg kommer en anden gang, og henter nogle af mine møbler. " Jeg kigger skuffet ned i jorden, han mener det, og han kommer ikke til at trække det tilbage, det er slut. jeg flytter mig fra døren, lader ham komme ind og tage han nu skal. hvad skulle jeg også ellers gøre, vi er jo begge voksne mennesker. Han går lige forbi mig, og ind i soveværelset. der tager han en taske til sine ting, han går mod stuen, jeg har glemt alt om rodet derinde, men hvad så det er jo lige meget nu. han stopper op da han kan se stuen i øjn krogen, han vender sig kort rundt, og ser på mig. jeg ser skamfuldt ned i jorden, og bider mig ser i under læben. alligevel går han der ind, men da han er der inde kan han ikke lade være med at spørge, " Hvad er der sket her? " " øm jeg jeg " nu kan jeg ikke holde tårnende tilbage, de triller ned af mine kinder, jeg kigger op på ham " du er mit et og alt, jeg har intet uden dig" han kigger skyldfølende rundt, han ved ikke hvad han skal sige, det kan jeg se på ham, " det det må du altså" og så stopper han, han kigger bare lige ind i mine tårefulde øjne, jeg kan se besværet og medlidenheden hobe sig op i hans, " desværre" og så fare han hen mod døren. jeg sætter mig på knæ, for at holde mig selv sammen, mens jeg råber efter ham " var det det , forstår du slet ikke hvor meget jeg elsker dig. " og så falder tårnende bare hurtigere og hårdere fra mine øjne. Desværre ordet kører rundt i mit hoved.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...