Ameth Codelskis School

Skolen Codelski er en skole for unge i alderen 15-18 år. Ikke normale unge, men unge med særlige ever. Evner normale mennesker ikke ville kunne forklare, men som skolens lærere kan give et bredt indblik i. De kan lære eleverne at kontrollere, beherske og udnytte deres evner. Codelski-skolen er opkaldt efter manden der i sin tid skabte skolen - Ameth Codelski. Codelski-skolen ligger i Irland, men på trods af det, er det folk fra hele verden der bliver transporteret til skolen. Fordi skoler som Codelski ikke er udbredte, fordi folk ikke tror på specielle menneskers eksistens. Men nødvendigheden af sådan en skole er stor! Den unge Carmen DelRoy har altid gået med troen om at være helt normal, indtil hun i en alder er tretten begyndte at opleve sære ting. Ting der ikke kunne forklares og som skræmte hendes forældre. Hun endte med at holde sig mest for sig selv, og prøve at opklare disse hændelser. Og hen mod hendes femten års fødselsdag, blev hun opsøgt af en fremmed...

5Likes
7Kommentarer
705Visninger
AA

3. Kapitel 3

En ufattelig glæde spredte sig i mig. Der var rent faktisk kommet en, som ikke så på mig som om jeg var et misforstår på grund af mine evner. Alligevel kunne jeg ikke lade vær med at undre mig over hvordan denne mand kendte til mine evner. Jeg havde jo trods alt været lidt diskret når jeg øvede, og vi omtalte det jo aldrig herhjemme. 

"Lære at håndtere sine evner? Sig mig, hvem tror du egentlig du er?" spurgte min far, men hævet stemme. Jeg knyttede mine hænder en smule, og sukkede tung. Typisk ham. Han skulle altid blande sig på de forkerte tidspunkter, i stedet for bare at holde sin mund. Selvfølgelig havde han fat i noget, sådan halvt i hvert fald. Hvem var denne mand egentlig? Det var ikke præcist det min far havde spurgt om, men det var i hvert fald det spørgsmålet lagde op til at vi skulle høre.

Et lidt fjoget smil bredte sig over mandens læber, imens han lod blikket glide rundt i spisestuen. "Hvor fjollet af mig," sagde han lidt efter, med blikket rettet mod min far. "Mit navn er Constantin Pierre Malek, 5. grads betvinger og sendt hertil af Rektor Codelski for at hente Carmen," sagde han afslappet. I mine øjne virkede han lidt for rolig, taget i betragtning af at han var hos en fremmed familie, og skulle forklare at han skulle have deres datter med. 

"Hvem er denne Codelski?" spurgte far med mistroisk stemme. Manden, Constantin, kom med en lille lyd, der lød som af blanding mellem et fnys og et grin. "Normann Codelski er som nævnt tidligere, Rektor på skolen. Han er efterkommer af selveste Ameth Codelski, der i sin tid skabte skolen." svarede Constantin. Han stemme havde et svagt eftertryk af stolthed. Denne Ameth Coldeski, og hans efterkommer Normann Codelski, måtte virkelig være noget store personer, hvis Constantin virkede så stolt over at kende dem. 

Jeg trådte langsomt lidt længere ind i rummet, for ligesom at vise for denne Constantin at jeg faktisk også lyttede. "Hvad gør denne skole så?" Endnu en gang var det min far der snakkede. Indtil videre havde min søster forholdt sig helt tavs, hvilket jeg ikke kunne bebrejde hende. Jeg ville nok også selv have holdt min mund, hvis jeg var på hendes alder og der så kom en ind, og ville tage min storesøster med sig.  

"Hjælper specielle mennesker med at kontrollere deres evner," sagde han. Utroligt nok fortrak han ikke en mine da han sagde det. Jeg bed mig en smule i læben, da han så over mod mig, med et nærmest gennemborende blik. "Du har oplevet en masse uforklarlige hændelser har du ikke?" spurgte han roligt.

"Ehm.. Jo, det har jeg," svarede jeg. Egentlig havde jeg håbet på at min stemme ville lyde rolig som hans, men i stedet skælvede den og lød nærmest længselsfuld. 

Min mor rejste sig op fra stolen, og så fra Constantin, til far og så til mig. "Carmen skal ingen steder! Hun er min lille pige!" sagde hun skingert. Constantin lukkede kort sine øjne i, inden han så fjernede blikket fra mig og så mod mor. 

"Du vil gerne din datter det bedste, ikke?" spurgte han langsomt. På trods af at han før havde virket opgivende, fasthold han stadig den rolige stemme, hvilket ikke kunne lade vær med at undre mig. Den evne til altid at lyde rolig, ville jeg gerne besidde, men altså det gjorde jeg ikke. 

"J-Jo, men.." Fik mor fremstammet.

"Så lad hende tage med. I kan komme om en måned, så i kan se den fantastiske udvikling der allerede vil have fundet sted på så kort tid." sagde han.

Nu var det Stacia der brat tog ordet, hvilket vist kom bag på os alle. "Jeg syntes hun burde få lov... Giv hende lov, som en fødselsdagsgave eller sådan noget." 

Et bredt smil bredte sig over mine læber ved hendes ord. At høre det fra min lille, elskede søster var fantastisk. Bedre end hvis mine forældre gav mig lov, selvom det også ville være fantastisk. Constantin smilede en anelse til Stacia, inden han så afventende på mine forældre. Det virkede nærmest som om de ikke kunne stå for at Stacia gerne ville have mig til at tage af sted. Som om at når hun sagde noget, lød det meget bedre. 

"Tja.. Altså, vi kan jo i hvert fald ikke bruge til noget at hun træner udenfor, alene, hver eneste dag. Hun glider jo langsomt fra os, så måske skulle hun have lov til at tage af sted, tror du ikke, skat?" sagde min mor med lavmælt stemme. Far knyttede sine hænder en anelse, inden han så tog en dyb indånding.                                                                                                                                                                                "Jo, det bør hun vel," sagde han. 

______________________________

Okay, jeg må beklage hvis dette kapitel ikke er helt så sammenhængende. Meget af det sidste, er skrevet over Ipad så der var det ikke helt så enkelt. Men i hvert fald håber jeg at i kan lide kapitlet.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...