Ameth Codelskis School

Skolen Codelski er en skole for unge i alderen 15-18 år. Ikke normale unge, men unge med særlige ever. Evner normale mennesker ikke ville kunne forklare, men som skolens lærere kan give et bredt indblik i. De kan lære eleverne at kontrollere, beherske og udnytte deres evner. Codelski-skolen er opkaldt efter manden der i sin tid skabte skolen - Ameth Codelski. Codelski-skolen ligger i Irland, men på trods af det, er det folk fra hele verden der bliver transporteret til skolen. Fordi skoler som Codelski ikke er udbredte, fordi folk ikke tror på specielle menneskers eksistens. Men nødvendigheden af sådan en skole er stor!
Den unge Carmen DelRoy har altid gået med troen om at være helt normal, indtil hun i en alder er tretten begyndte at opleve sære ting. Ting der ikke kunne forklares og som skræmte hendes forældre. Hun endte med at holde sig mest for sig selv, og prøve at opklare disse hændelser.
Og hen mod hendes femten års fødselsdag, blev hun opsøgt af en fremmed...

5Likes
7Kommentarer
759Visninger
AA

2. Kapitel 2

"Carmen, vi skal spise!" En glad barnestemme nåede ind til mig, på trods af at jeg normalt sov ret tungt. Jeg gned mig lidt i øjnene, inden jeg langsomt åbnede mine øjne. Den velkendte, blå øjede pige stod bøjet ind over mig og smilede bredt. Stacia. Et mildt, halv træt smil bredte sig over mine læber inden jeg så nikkede. Af en eller anden grund følte jeg mig alt for smadret til at sige noget. Jeg førte bare min ene hånd op til Stacias kind, og nussede hende kort, inden hun så trådte lidt væk, så jeg kunne komme op at stå. Varmen var kommet helt ind i min krop, men alligevel var mine tær stadig kolde. Ikke at jeg ligefrem kunne gøre noget ved det lige nu. 

"Hvad skal vi have?" spurgte jeg langsomt, da vi var gået ned til spisestuen, hvor min far allerede havde sat sig. Mor så lidt over mod mig, dog undgik hun ret tydeligt at møde mit blik. "Pasta a la cabonara," svarede hun langsomt, inden hun selv satte sig ned overfor far. Stacia satte sig ved mor og jeg satte mig på den sidste frie plads, ved far. Hvilket egentlig var okay. Jeg kunne bedst lide at sidde ved far, fordi han ikke rigtig snakkede til mig, og han undgik at se på mig. Mor derimod blev ved med at se sådan lidt skræmt på mig, som om jeg nærmest kunne springe i luften når som helst, så det at sidde ved far, var i det mindste en smule mere behageligt. 

Stilheden lå tungt over huset, imens vi spiste. Kun den svage lyd af regnen, der stadig var igang, hørtes. Minutterne gik, imens vi bare sad og fyldte os med mors Cabonara ret. Hun var god til at lave mad, virkelig dygtig faktisk, selvom jeg ikke rigtig brød mig om at sige det. Uanset hvor kedelig en ret vi skulle have, formåede hun altid at få den til at smage skønt.

Da jeg havde spist hvad jeg nu lige kunne, skulle jeg lige til at rejse mig, da lyden af vores ringeklokke bredte sig i huset. "Jeg åbner," sagde jeg langsomt. Jeg skulle alligevel til at rejse mig og gå fra bordet, og nu havde jeg også en god undskyldning. Nemlig at mor og far sikkert skulle snakke med en, så jeg kunne gå. Jeg gik hurtigt ud i entréen, og hen til døren, som jeg langsomt åbnede. Synet der mødte mig var ret uventet. Det var en ung mand, med kulsort hår og helt mørkebrune øjne. Han lignede ikke ligefrem en mine forældre kendte, og så havde jeg jo aldrig set ham før, og jeg vidste hvordan de fleste af dem der tit besøgte mine forældre så ud. 

"Ehm.. Kom ind," sagde jeg efter lidt tid. "Tak," sagde han langsomt. Hans stemme var en smule hæs, og han snakkede ikke så forfærdelig højt. "Jeg går ud fra at du vil snakke med mine forældre?" sagde jeg langsomt, efter han havde taget sine sko af. Han svarede ikke, men gik bare lige forbi mig og ind i spisestuen. Jeg rystede kort på hovedet, inden jeg skyndte mig efter ham, ind i spisestuen. 

Mine forældre sad begge og gloede på den unge mand, med et undrende blik. Dog så manden selv, ret afslappet ud, som om han var vant til at folk blev så forvirrede over at se ham. 

"Jeg er kommet for at hente jeres datter, Carmen DelRoy," sagde han med samme hæse stemme som før. Det var som et slag i ansigtet, og jeg kunne tydeligt se at mine forældre havde det på samme måde. Der bliver inviteret en fremmed indenfor, og så siger han at han er kommet for at hente en. Det var jo alt andet end normalt. 

"Undskyld.. Du er hvad?" spurgte min mor lavmælt, og så skiftevis fra den unge mand til mig. Jeg stod stadig i døråbningen og havde det som om jeg var blevet limet til gulvet. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå. "Jeg er kommet for at hente jeres datter. Ser i, Carmen høre ikke til her. Hun skal med mig til Coldelskis skole, hvor hun vil lære at håndtere sine evner," sagde han. Han så stadig fuldkommen afslappet ud.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...