Ameth Codelskis School

Skolen Codelski er en skole for unge i alderen 15-18 år. Ikke normale unge, men unge med særlige ever. Evner normale mennesker ikke ville kunne forklare, men som skolens lærere kan give et bredt indblik i. De kan lære eleverne at kontrollere, beherske og udnytte deres evner. Codelski-skolen er opkaldt efter manden der i sin tid skabte skolen - Ameth Codelski. Codelski-skolen ligger i Irland, men på trods af det, er det folk fra hele verden der bliver transporteret til skolen. Fordi skoler som Codelski ikke er udbredte, fordi folk ikke tror på specielle menneskers eksistens. Men nødvendigheden af sådan en skole er stor!
Den unge Carmen DelRoy har altid gået med troen om at være helt normal, indtil hun i en alder er tretten begyndte at opleve sære ting. Ting der ikke kunne forklares og som skræmte hendes forældre. Hun endte med at holde sig mest for sig selv, og prøve at opklare disse hændelser.
Og hen mod hendes femten års fødselsdag, blev hun opsøgt af en fremmed...

5Likes
7Kommentarer
758Visninger
AA

1. Kapitel 1

Regnen forsatte uafbrudt, som det havde gjort i snart en time. Alligevel forsatte jeg uanfægtet med at øve, nede ved den lille sø nær det velkendte hus - Mit hjem. Jeg havde brugt det meste af dagen nede ved den sø. Blot for at træne og træne og træne, fordi jeg vidste jeg kunne noget specielt. Jeg vidste ikke hvad, men uforklarlige ting skete af en eller anden grund, altid for mig. Ting jeg ikke kunne forklare, uanset hvor meget jeg prøvede.  Jeg vidste jeg var anderledes.

Det var derfor jeg ikke gik hjem. Jeg ville ikke se mine forældres skræmte, nærmest bebrejdende blikke. Når jeg vendte hjem, ville klokken være omkring 18:00 og så ville det kun være for at få noget mad. Der ville aftensmaden jo være kommet på bordet, og på trods af mine forældres blikke, kunne jeg ikke bare blive væk. Hvad ville Stacia ikke sige? Hun ville være forvirret over at jeg ikke var til stede, måske endda bange.

Stacia, min lillesøster, var den eneste person i familien der ikke så på mig med frygt. Hendes blik var fyldt med glæde og elskværdighed. Men det ville sikkert ændre sig når hun blev ældre. Så ville hendes smukke is blå øjne se på mig med frygt, ligesom mine forældres. 

Jeg trådte nogle skridt væk fra vandet, og tog en let indånding. Jeg var udmattet, efter de mange gange jeg havde svinget rundt med armene, svømmet gennem søens kolde vand, og lavet de særeste ting, blot for at få et lille tegn om, at jeg virkelig havde anderledes evner frem. Det var da også lykkedes et par gange. Jeg havde løftet vandet op, næsten en meter op faktisk, men på grund af min glæde over det, må jeg havde mistet grebet, for da det skete, røg vandet ned igen, med et svagt plask. Ærgerligt!

Faktisk burde jeg nok bare gå hjem.. Jeg kunne jo bare sætte mig ind på værelset, eller snakke lidt med Stacia. Jeg var jo ikke tvunget til at være i køkkenet hvor min mor højst sandsynligt lavede mad, eller i stuen hvor min far så fjernsyn. 

Jeg nikkede en anelse for mig selv, og begyndte langsomt at gå hen af den lille sti, der ville føre mig hen til huset. Det ville højst tage mig fem minutter at komme hjem, hvis ikke lidt mindre. Jeg begravede mine hænder i de brune, ret gennembløde bukser, imens jeg roligt gik mod det fine, murstenbelagte hus, med de hvide vinduer. 

Tanken om at min femten års fødselsdag med hastige skridt nærmede sig, var det eneste der optog mine tanker, den korte vej jeg havde hjem. Jeg tænkte ikke over mine gennemblødte sko, eller hvor kølig luften egentlig var, på trods af at det var sidst i Januar. 

Jeg kom hurtigere op til huset, end jeg lige havde regnet med. Jeg trådte op af de tre trin og endte på en træ veranda, med et overdække. Regnene ramte mig ikke længere, men hørtes dog kraftigt på det lille 'tag'. Jeg åbnede døren op og trådte ind, uden at tage hensyn til at mine sko var ret våde, og jeg nok burde havde taget dem af udenfor. 

Ganske som forventet kunne jeg høre fjernsynet og emhætten. Hvilket jo betød mor var i køkkenet og far så fjernsyn. Derfor havde de højst sandsynligt heller ikke hørt mig komme ind. Jeg tog hurtigt mine sko af, og lod dem bare stå midt i den lille entré, hvorefter jeg gik hen mod trappen der ville føre op til det lille loft. Det eneste der var deroppe, var sådan set Stacias værelse, mit værelse og så et lille toilet, uden bad eller andet derinde. Badet var nedenunder, på en gang hvor mine forældres værelse også var. Samt en dør, der ville vise en lille trappe, som førte ned til kælderen.

Jeg gik hen af gangen deroppe, imens jeg lod min ene hånd løbe hen af væggen, sådan lidt for sjov. Det var først efter jeg var kommet indenfor at det gik op for mig hvor meget jeg egentlig frøs. Nede for enden var døren ind til mit værelse. Derinde stod min seng, mit klædeskab, et spejl, et skrivebord og så et par hylder med lidt forskelligt på. Dog mest af alt billeder. 

Jeg gik direkte hen til skabet, for at finde noget tørt tøj. Min blå hættetrøje med påskriften; 'I don't care what you think' og så et par sort gamacher, samt mine uldsokker skulle nok kunne gøre det. Så ville jeg med garanti få varmen. Hurtigt klædte jeg om, og det våde tøj smed jeg bare i en bunke ovre i hjørnet, inden jeg smed mig på sengen. Jeg drejede hovedet til venstre, for at se på uret der hang på væggen. Klokken var kun 17:30, så faktisk kunne jeg lige tage en hurtig lur. Langsomt lukkede jeg øjnene i, og gled i en nærmest drømmeløs søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...