Du skal nok overleve - One shot.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2012
  • Opdateret: 2 sep. 2012
  • Status: Færdig
One shot fra mig af - skriv meget gerne en kommentar! :D
'Inspireret' af min veninde <3 ;I

20Likes
30Kommentarer
1416Visninger
AA

1. Du skal nok overleve.

Selvom det nu er lidt tid siden, tænker jeg stadig på det. Tit, faktisk meget tit. Jeg ved, at det var det bedste. Ikke kun for dem. For os alle, også mig. Men alligevel føler jeg mig ikke lykkelig. Jeg føler mig ikke hel. Et stykke af mig blev ødelagt, og er uigenkaldeligt forsvundet. Jeg får aldrig det samme syn på verdenen igen. Jeg så forkert på, hvad der var rigtigt og forkert. Alt er ikke bare som man tror det er, og har bestemt, at det skal være. Men det er vel en del af livet. Alle møder modgang.

Vrede og sårede stemmer. Tårer og sorg.

Jeg lå på min seng og kiggede op på loftet. På min nye seng, på det nye loft. Jeg kendte ikke stedet. Jeg troede ikke, at jeg nogensinde vil kunne holde af det. Tårerne skød endnu engang op i mine øjne, og jeg begravede hovedet i den store, bløde hovedpude. 

Mor havde prøvet at trøste mig. Hun havde snakket med mig hver aften. Hun sagde, at det hele nok skulle blive okay. At vi skulle komme igennem det sammen. At vi kunne skabe vores liv på ny, bare os to. Men jeg vidste, at hun var mindst lige så knust som mig.

Skænderier. Skuffelse og fortvivlelse. Vrede og sårede stemmer. Tårer og sorg.  

Jeg så til fra sidelinjen, da de ændrede vores liv og hele min verden. De troede ikke, jeg så det. Men det gjorde jeg - jeg så det hele. Efter den aften fulgte jeg alle deres bevægelser. Jeg så alt det, jeg ikke havde lagt mærke til før. 

De snakkede kun sammen, når de vidste, jeg var der. Far var næsten aldrig hjemme. Mors øjne var mørke og dystre. Men lige under vreden bølgede sorgen. 

Ordet 'hvorfor' rungede stumt mellem væggene. 

Jeg rejste mig fra sengen og gik ud i gangen. Jeg tog min jakke, som var smidt på en flyttekasse i gangen. Vinden kærtegnede mit ansigt, da jeg åbnede døren, og jeg gik ned ad vejen uden at lukke den efter mig. Jeg gik hen ad den lille sti, jeg opdagede for få dage siden. Den var under en meter bred, da de omkringliggende hække rakte ind over den, og der var ikke blevet klippet græs i lang tid. Den førte ind til en lille lysning, hvor der stod en ensom bænk. Den hvide maling var skallet af og afslørede den matte, grønne farve, den havde haft før.

Mor græd. Far var ikke hjemme. Selvfølgelig var han ikke det. 

Jeg følte mig ligesom bænken. Jeg havde været lykkelig. Derefter skallede den af mig. Langsomt, flage for flage. Jeg blev efterladt alene med min sorg. Mor kunne ikke hjælpe mig. Og selvom far kunne, ville jeg ikke lade ham. Ikke efter dette. Ikke når det var ham, der startede dette helvede. Men jeg kunne alligevel ikke hade ham.

"Hvorfor sagde du det ikke bare til mig?" spurgte hun grædende.

Jeg lagde mig på bænken. Vi var sammen om det; bænken og jeg.

Det hele skal nok gå. Hvis de overlever, overlever du også. 

Sidst jeg besøgte bænken, var det hele anderledes. Græsset var blevet klippet. Nogle havde malet bænken hvid igen. Jeg indså, at jeg godt kunne komme videre. At verdenen ikke gik i stå, fordi gnisten var forsvundet mellem dem. At jeg kunne få nye venner her på det nye sted. 

Du skal nok overleve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...