Why so serious?

Den 16-årige Emily Møller bliver sendt på kostskole af sin far, fordi han skal to år til Afghanistan i krig. Faderen syntes ikke, at hun skal bo alene hjemme, uden nogen til at passe på hende, for hendes familie er spredt ud over hele Danmark. Han syntes også, at hun skal ud fra hendes faste rammer og møde nogle nye mennesker, for i følge faderen, er hun blevet en genert og indadvent pige. Så hvordan vil en genert og indadvent pige klare sig i en verden omringet af mennesker, og overleve sine skøre og friske værelseskammerater, der bestemt er det modsatte af hende selv?

10Likes
21Kommentarer
1469Visninger
AA

10. Kapitel 9.

Det hele gik bare som smurt. Det gik rigtig godt i skolen, jeg havde altid styr på mine afleveringer, lektier og fremlæggelser, og jeg blev en bedre og bedre musiker af musiktimerne. Mit venskab med mine værelseskammerater gik fortsat op ad bakke, og jeg nød at have nogle veninder. Det var dejligt, at have nogle at snakke med. Det gik godt på mit "kloster", som jeg så småt er begyndt at kalde kostskolen, men til gengæld blev min humor bare dårligere og dårligere. Jeg kunne grine af næsten alt. Mit arbejde gik suveræn. Lønnen var virkelig god, og så nød jeg at arbejde. Og med Charlotte at arbejde med, kunne det umuligt blive kedeligt.

Men jeg savnede min far. Jeg savnede ham så ufattelig meget. Jeg faldt tit i søvn grædende, men jeg havde ikke kunnet snakke om det, for det var jeg for indadvendt til. Jeg troede tit, at han døde, var taget til fange, eller noget andet frygteligt. Jeg brugte mindst en time om dagen på at tænke på ham. Han var en af de eneste i min familie tilbage. Jeg havde ingen mor mere, eller storebror. Og jeg kunne ikke leve uden en far. Heldigvis fik jeg et brev fra ham i slutningen af september, hvor han skrev:

"Kære Emily. Min egen skattepige.

Jeg savner dig utrolig meget. Jeg ville ønske, at jeg kunne være hos dig. Men min pligt kalder, så derfor sidder jeg her nu, og skriver dette brev til dig.

Jeg er så ufattelig stolt af dig. Du er vokset op med forfærdelige minder og store tab, men alligevel er du blevet sådan en fantastisk pige. Du holder fast i dine meninger, og underdanighed har aldrig været en af dine egenskaber. Du er medmenneskelig, og generøs. Du tænker på andre mennesker, og sætter ofte andre før dig selv. Husk nu skattepige, at du er lige så vigtig, som alle andre.

Jeg har altid været stolt af dig. Du ved altid, hvad du skal gøre med mig i alle situationer. Du fortjener alt godt i denne verden, og jeg håber, at folk kan se den fantastiske pige, du er. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget du betyder for mig. Du er hele min verden. Jeg vil gøre alt for dig. Jeg ville gå herfra og hen til dig, hvis det var nødvendigt. Jeg vil aldrig skuffe dig. For uden dig giver livet ikke mening. Du er alt for mig. 

Os to. Vi er hinandens familie. Efter tabet af Lasse og mor, har vi to haft hinanden. Og vi har klaret os godt. Du er blevet den dejlige pige, du er i dag, som klarer sig godt i alt hvad du foretager dig. Du har altid haft hovedet højt, og tit har du været lige så voksen, som mig. Vi to har klaret os igennem meget selv, og det har gjort os stærkere. Vi to har et ubrydeligt bånd. Den forbinder os ligemeget hvor, vi er. Derfor kan vi stadig mærke hinandens kærlighed, selvom vi er så langt fra hinanden.

Statussen her henne er rimelig stabil. Der er ikke sket noget farligt endnu, og det hele går, som det skal. Jeg håber, at det fortsætter sådan, så kan jeg komme hjem til dig, uden skræmmer eller lignende. For det er det, jeg vil. Hjem til dig. Jeg savner at se film med dig fredag aften, og dele en liter is. Det er der ikke så meget af herhenne. Men jeg har det fint. Mine kollegaer er flinke, og jeg snakker godt med dem.

Min dejlige pige. Jeg håber, du har det godt på kostskolen. Og at du en dag kan forstå, hvorfor jeg valgte netop dét sted. Jeg håber du trives med dine klassekammerater, og dine værelseskammerater.

Jeg elsker dig så meget. Jeg kan slet ikke sige det nok. Du må aldrig glemme det! Ligemeget hvad, vil jeg altid være hos dig.

Mange kram, kys, grin, og smil.

Din far.

P.S. Jeg har altid dit armbånd på."

Dagen, hvor jeg fik brevet, brugte jeg på at græde. Dels fordi jeg var ked af det, men jeg var også glad. Min far var i live. Han havde det godt. Han ville klare den. Det gik godt. Og sådan skulle det fortsætte det. Det blev det nødt til. Jeg ville have min far tilbage, som han tog afsted.

Men alligevel blev frygten for, at der skete ham noget der. Jeg kunne ikke lade være med at se ham skadet, ligge på jorden og vride sig af smerte. Eller ligbleg på hospitalet, mens han bliver båret vek af sygeplejersker. Især fordi jeg vidste, at han spillede en virkelig stor rolle. Han var obersten, og derfor målet for modstanderne.

Pigerne prøvede at muntre mig op, men intet hjalp. Hvorfor kommer Harry Potter ikke snart, og forvandler mit værelse til candyfloss? Det ville hjælpe. Pigerne ville igen prøve at hjælpe med en komedie, men det hjalp slet ikke. Jeg var i et sort hul den dag.

 

I starten af oktober skulle jeg mødes med Frederik igen. Efter at vi havde skrevet meget sammen, inviterede han mig med ud og se fodboldkamp. AAB mod FCN, hvilket passede perfekt, da jeg var Nordsjællandfan og han var AAB fan. Pigerne var helt oppe og køre, da jeg fortalte dem det, hvilket de også var, da jeg gjorde mig klar. Det var en fredag aften, og jeg stod inde på vores toilet.

"Hey, hey, heeeey!" Kom Sofie råbende ind. Hun blev ved med at kigge så mærkeligt på mig. De andre kom brasende ind ligesom Sofie, og begyndte at kritisere alt muligt.

"Ej Emily, du kan da ikke tage den trøje på."

"Ej, du kan da ikke sætte dit hår op i en hastehale."

"Nej, du kan ikke tage den makeup på, du skal have mere på."

"Jo piger, jeg kan godt tage en Nordsjælland trøje på, til en af deres kampe. Jo piger, jeg kan godt have mit hår i en hestehale, for det er rarest. Og jo piger, jeg kan godt kun have mascara på, for mere er ikke nødvendig!" Svarede jeg igen, og de kiggede drillende på mig. Årh, dem og deres "Du skal være en pige-pige!". Nej, jeg er ikke en tøs-tøs, og det bliver jeg nok heller aldrig! De andre piger var nemlig meget feminine, og det var ikke lige så tit, at jeg var det.

"Piger jeg skal afsted nu. Seees." Råbte jeg til dem, inden jeg gik ud ad døren. Jeg gik hen til gymnasiet, hvor Frederik stod klar, høj som han var, med hans flotte, mørkebrune hår strittende, hans øjne lyste op, han smilede sådan et sødt smil, mens han hans smilehuller blev synlige, og han stod i sin forfærdelige AAB trøje. Jeg smilede til ham, mens jeg vinkede. Jeg nåede hen til ham, da han krammede mig. Jeg kunne mærke, at jeg rødmede, og da han trak sig fra mig, blev der ligepludselig endnu koldere end før.

"Er du klar til at se Nordsjælland få tæsk?" Spurgte han mig.

"Nej, jeg er klar til at se Nordsjælland gi' tæsk." Svarede jeg tilbage, med tryk på gi'. Han sendte mig et af sine charmerende HAHA smile, og vi gik hen til AABs stadion.

Vi havde de fedeste pladser, selvom det nu var ret svært at finde en plads, hvor hver fan kunne blive tilfreds. Vi satte os i midten på den aflange tribune, og fandt os godt til rette. Det var rigtig træls, for der sad en ret høj mand foran mig, så jeg ikke kunne se så godt. Efter 15 minutter af kampen, og 15 minutters hyggelig samtale med Frederik, kunne han godt se, at jeg ikke sad godt.

"Hey, skal vi lige rykke to rækker til højre. Der sidder ikke nogen." Sagde han, og blinkede med sit venstre øje. Jeg nikkede, og vi rykkede. Årh, så meget bedre. Det nu ret sødt, at han lagde mærke til det. Vi sad og snakkede, og hyggede os. Jeg hyggede mig faktisk, selvom jeg var omringet af AAB fans.

Efter 25 minutters spilletid, var der hjørne til Nordsjælland. Der blev skudt et fantastisk indlæg, og bolden blev hættet ind i målet. Der lød en kæmpe jubel henne Nordsjællandfansene, og jeg tog min sweatshirt af, og rejste mig op i min FCN trøje, og jublede. Det var så, da jeg stod med armene i vejret, at jeg opdagede, at jeg jo var omringet af AAB fans, og jeg sad jo på deres side, så alle de kiggede på mig, og jeg satte mig lige så stille ned igen.

"Godt klaret." Hviskede Frederik til mig. Igen Frederik, stjæler du mine tanker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...