Why so serious?

Den 16-årige Emily Møller bliver sendt på kostskole af sin far, fordi han skal to år til Afghanistan i krig. Faderen syntes ikke, at hun skal bo alene hjemme, uden nogen til at passe på hende, for hendes familie er spredt ud over hele Danmark. Han syntes også, at hun skal ud fra hendes faste rammer og møde nogle nye mennesker, for i følge faderen, er hun blevet en genert og indadvent pige. Så hvordan vil en genert og indadvent pige klare sig i en verden omringet af mennesker, og overleve sine skøre og friske værelseskammerater, der bestemt er det modsatte af hende selv?

10Likes
21Kommentarer
1452Visninger
AA

9. Kapitel 8.

Lige da døren var åbnet, stod der bræk ud af en pige, og det ramte drengen, der stod lige foran hende, på trøjen. Drengen fik et meget surt,og skræmt udtryk i ansigtet, og pigens ansigt ændrede sig hurtig fra syg til skyldig. Drengen løb hen mod døren, og bumpede lige forbi os. Oi sikke en lugt! Puuhhh. Der var mørkt i rummet, hvor stort det var, kunne jeg ikke sige med sikkerhed, men der var mange mennesker, så jeg gættede på ret stort. Der var rødt lazerlys over det hele, og der var også diskokugler mange steder.

Vi var næsten lige gået hen på dansegulvet, da der kom en eller ande mærkelig dreng hen til Sofie. Han havde sort hår, en ret stor næse, men en ret lille mund. Han stillede sig tæt på Sofie og dansede, og så fuld som Sofie var, dansede hun med ham. Hun grinede hele tiden af ham, for han kunne ikke danse, og trådte hende derfor hele tiden på tæerne. Han prøvede ihærdigt at kysse hende, men hver gang tog hun fat om hans læber, og truede med at skære dem af, hvis han prøvede på noget. Så efter fem minutter, turde han ikke være hos os mere.

Der var ret mast, for her var rigtig mange mennesker. Pigerne sagde, at det var der altid, når der var 16+ aften. Der var mange, der bumpede ind i mig, trådte mig på tæerne, og jeg havde da også fået et par albuer i siden. Jeg føler mig som en pakke bankekød. Der var mange mærkelige drenge, der kom hen til de andre, og spurgte om numre, navn og sådan. Men selvfølgelig spurgte ingen mig. Det gjorde mig nu heller ikke noget, for det var alle sammen sådan nogle mærkelige computernørder, der ikke vidste andet end hvordan man gennemførte World of Warcraft.

Der var mange fulde mennesker, og jeg havde set over 20 mennesker falde. Den sjoveste var en rigtig dulle, der havde en fin, lille, sort, stram kjole på, og fine sølvstilletter. Hun var på vej hel til bartenderen, og ville lige imponere ham lidt, så hun svingede rigtig med hofterne, mens hun sendte ham mange flirtende blikke. Så skete der bare det, at hun spændte ben for sig selv, og faldt lige ned i en pøl tabt alkohol mens hendes lange, brune hår så det blev uldred, hendes fine kjole blev hel smurt ind i alkohol, og hendes åh så fine stilletter blev ødelagt, for en af hælene knækkede. Hun havde fået alkohol sprøjtet op i hovedet, så hendes makeup løb. Jeg kunne ikke lade være med at flække af grin, og jeg blev nødt til at læne mig på ad Nikoline.

Vi dansede og sang, og dansede og sang. Men gennem hele aftenen blinkede Charlotte meget, og hun svang gevaldigt med håret. Senere fandt jeg ud af hvorfor. Der var nemlig en sød dreng, hun havde flirtet med. Selvfølgelig skulle hun nok score en dreng, det kunne jeg da sige til mig selv. Da vi havde været der i over en time, ville hun hen og snakke med ham, så hende og Nikoline gik hen til ham og hans venner. Imens gik mig og Anna hen til baren, og sad og snakkede. Så kunne de jo altid finde os, når de var færdige med at score.

Der var hyggeligt henne ved baren. Der var massere af sofaer, borde og store bløde stole. Efter cirka et kvarter så Anna en gammel veninde, og skulle lige hurtig snakke med hende. Så jeg sad alene ved baren, og så på folk. Det var meget sjovt at se, hvor forskelligt folk opførte sig, og hvad for noget tøj, de havde på.

"Nå, kunne du heller ikke lade være med at grine, da hende dullen faldt?" Spurgte en dyb stemme bag mig, så jeg vendte mig om væk fra de dansende folk, og mod baren. Foran mig stod en virkelig flot fyr bag baren, med de flotteste chokoladebrune øjne, og mørkebrunt, kort hår.

"Sprøgsmålet er vist, hvordan kunne man lade være?" Svarede jeg ham i et grin. Jeg tænkte på hendes fald igen, og latteren kom tilbage til mig. Alt så sjovt ud. Hendes udtryk, hendes måde at falde på. Nogen burde altså have filmet det! Personen kunne sikkert....

"Jeg burde have filmet det. Jeg kunne sikkert have vundet AFV!" Afbrød han grinende mine tanker. Sig mig, stjal han lige min tanke? Jeg begyndte at grine, for det lød  rigtig godt ude i den virkelige verden. Pludselig slog det mig, at det var ham pigen var på vej mod. Ham, hun ville gøre indtryk på. Okay måske forståelig nok, at hun ville imponere ham. Han er da ret sød.

"Den en skam ingen gjorde. Jeg gad nu godt, at se det igen." Grinede jeg.

"Jeg kan godt lide din humor. Frederik." Sagde han, og rakte hånden frem mod mig.

"Emily." Sagde jeg, og tog imod hans hånd. Han smilede til mig, og jeg smilede tilbage.

"Det er første gang, jeg har set dig her. Hvordan kan det være?" Spurgte han mig.

"Jeg er næsten lige flyttet hertil. Jeg bor på kostskolen." Han nikkede forståeligt til mit svar. Han havde nogle virkelig flotte øjne. Årh. Han er ret sød! Vi kom i gang med en god samtale. Vi havde faktisk meget tilfældes. Vi var begge sportsinterreseret, kunne begge lide musik, og vi havde begge to en dårlig humor. Så halvdelen af tiden brugte vi på at grine. Vi havde snakket sammen i en halv time, da Anna kom og afbrød os.

"Årh undskyld det trak sådan ud, men tiden fløj simpelthen bare afsted. Jeg håber ikke, du har kedet dig, eller er blevet overfaldet af beundrere." Kom hun råbende hen og sagde. Frederik trak på smilebåndet, og jeg udbrød også et lille grin.

"Årh, undskyld. Afbrød jeg noget?" Sagde Anna med et mærkeligt blink i øjet.

"Nej, nej. Vi snakkede bare." Sagde jeg til hende. Frederik vendte sig om et øjeblik efter noget, og Anna begyndte med det samme at vippe op og ned med øjenbrynene.

"ANNA! EMILY!" Jeg kunne se Nikoline og Charlotte komme løbende mod os.

"VI SKAL AFSTED!" De var henne ved os, og som de sagde, vi skulle afsted. Klokken var lidt i to, og vi skulle være hjemme klokken to. Jeg rejste mig fra stolen, da Frederik råbte efter mig.

"Emily, vent lige." Han tog noget papir frem, skrev på det, og gav mig det. Jeg vinkede farvel til ham, kiggede på papiret og smilede for mig selv. Han havde givet mig hans nummer. Årrhhhh! Og der er også en smiley på. Vi løb hjem. Hele vejen hjem faktisk. Vi kom hjem fem minutter over to. Vi gik lydløst gennem døren, og ind på vores værelse. Vi havde siddet i to minutter og fået vores puls normal, vores hørelse tilbage, da en af skolens arbejdere kom ind.

"Det er godt at se, at i kan holde tiden piger." Kom hun smilende ind og sagde. Vi smilede alle tilbage til hende. Hun var en køn dame i 30'erne, som jeg syntes var flink, siden jeg kom.

"Godnat." Sagde hun til os, og vi svarede godnat igen. Hun var gået ud, og de andre begyndte at kigge underligt på mig. Jeg fandt mig i det i to minutter, men så blev det også for meget.

"Hvad?" Udbrød jeg stille. De begyndte alle at vippe op og ned med øjenbrynene, og begyndte at lave hjerter med hænderne.

"Hvem var ham fyren fra baren?" Spurgte Nikoline i en drillende tone.

"Nårh, det var Frederik, han arbejder der." De lavede alle fløjtelyde, og jeg rullede med øjnene.

"Hvem var det, i snakkede med?" Spurgte jeg i den mest drillende tone, jeg kunne lave. Det gik bare ikke så godt, for jeg lød mest som en gammel heks.

"Årh dem, det var bare nogle fulde handelsskole tabere." Sagde Charlotte. Vi gik ind, og gjorde os natteklar.

Da vi skulle til at sove, blev de andre ved med at forhindre mig i at sove. Jeg var rigtig træt, men de blev ved med at distrahere mig. De blev ved med at spørge ind til Frederik, hvad vi snakkede om, og hvornår vi blev kærester. Jeg prøvede at ignorere dem, men de blev ved og ved, og jeg kunne ikke lade være med at grine. Det værste var dog, da de spurgte hvor god, han fra en skala fra et til ti, var til at kysse. Jeg kunne mærke, at jeg rødmede ekstrem meget, og prøvede at lade være med at grine. Men det var umuligt. Gad vide hvordan han kysser? Han er sikkert en ti'er. Nej, nej, nej, hvorfor tænker jeg sådan? Og efter en lang kamp, faldt jeg endelig i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...