Why so serious?

Den 16-årige Emily Møller bliver sendt på kostskole af sin far, fordi han skal to år til Afghanistan i krig. Faderen syntes ikke, at hun skal bo alene hjemme, uden nogen til at passe på hende, for hendes familie er spredt ud over hele Danmark. Han syntes også, at hun skal ud fra hendes faste rammer og møde nogle nye mennesker, for i følge faderen, er hun blevet en genert og indadvent pige. Så hvordan vil en genert og indadvent pige klare sig i en verden omringet af mennesker, og overleve sine skøre og friske værelseskammerater, der bestemt er det modsatte af hende selv?

10Likes
21Kommentarer
1453Visninger
AA

7. Kapitel 6.

 

Næste dag fik jeg sådan ondt i maven. Jeg troede, at jeg var ved at blive syg, men jeg gik alligevel i skole. Det gik fint nok, jeg kunne nogenlunde koncentrere mig. Jeg var sikker på, at det nok skulle holde op. Men midt i engelsk timen, mærkede jeg noget ubehageligt, og foruroligende. Følelsen, som kun piger kender. Nemlig følelsen af, at man har fået sin menstruation. 

Nej, nej! Det her sker bare ikke. Det må være noget, jeg bilder mig ind. Det er det sikkert. Jeg overreagerer nok bare. Det er ikke endnu, det er ikke min tid på månedet. Jeg kunne ikke overbevise mig selv, for tidspunktet passede perfekt. Jeg blev nødt til at være sikker, så jeg satte mig tilbage i stålen, spredte benene lidt, og kiggede efter noget rødt. Og som jeg frygtede, var der kommet blod på stolen, og min lyseblå bukser var blevet røde, hvor mit underliv var. Du må bare lave gas med mig Gud!! HARRY POTTER! Hvis det er dig, så sender jeg Voldemort en sms om, hvor du er! Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre. Det hele blev tåget. Skulle jeg vente? Eller løbe ud af døren? Jeg besluttede mig for at vente, og først gå ud af klassen, når alle de andre var gået. 

Jeg syntes, at min plan var perfekt. Jeg havde bare overset én lille detalje. Jeg stoppede jo ikke med at bløde. Hvorfor kan det ikke holde pause? Det jo ikke fordi, det er en vulkan, der skal ødelægge min stol og bukser. Hvad skal jeg gøre, hvis det begynder at dryppe ned af stolen? Jeg kunne se, og mærke, at jeg blødte meget, og min plantage af blod på mine bukser blev større og større. Jeg kunne ikke bare sidde der og vente til, at jeg blødte til det strømmede ned af stolen. Så uden at tænke mig om, havde jeg rejst mig op ad stolen, og stormet ud ad klassen. Uheldigvis sad jeg bagerst i det modsatte hjørne af, hvor døren var, så nogen så min røde plantage. 

"Der er vist din tid om måneden, var?" Råbte en der hed Tobias efter mig. Mit hoved blev ligeså rødt som mine bukser, og jeg løb ud på toilettet. Jeg fik tørret mine bukser af, men selvfølgelig blev farven. Jeg tog noget toiletpapir i mine underbukser, og løb hjem. Jeg havde taget den sorte cardigan, jeg havde haft på, rundt om livet, så man ikke kunne se den røde plantage bagpå. Jeg løb rent faktisk hele vejen hjem, uden pause. Men mine tanker var også en hel anden sted. 

"Emily, hvad er der sket?" Jeg kunne høre Jonas' stemme bag mig. Gud, hvorfor gør du det her, var? Hvad har jeg gjort, for at fortjene det her? Jeg vendte mig om, tomatrød i hovedet, dels af at jeg havde løbet, dels af at rødme.

"Ikke noget, jeg er okay." Sagde jeg, og havde fuldstændig glemt, at den røde plet foran ikke var skjult. Han lavede store øjne, og grinte en smule. Jeg skyndte mig at vende mig om, og spænede ind på mit værelse. Det her er bare ikke min dag! Jeg fik nye bukser på, og tog tilbage for at forklare min lære det. Det var heldigvis sidste modul, så jeg skulle ikke have flere timer.  Min lærer Susanne forstod det, og jeg fik ingen kritik eller skæld ud for at brase ud af timen. Hvor er det heldigt, at det er hende, jeg havde!

Da jeg kom hjem på kostskolen igen, sad de andre piger på værelset, og ventede på mig. Vi skulle hen og se vores drengespille mod en anden skoles. Vi var gået ud af skolen, og begyndte at gå mod fodboldbanen, på den anden side af skolen. Pigerne kendte en genvej, gennem den store have foran, forbi hallen, drengenes omklædningsrum og så var vi der. Det var en utrolig mærkelig og kompliceret genvej, skolen var så stor, at jeg ikke havde styr på den endnu, og jeg kunne slet ikke forklare folk vej. Skolen var alt for labyrint agtig! Mens vi gik derhen, fortalte jeg dem om min dag. 

"Årh, stakkels dig!" Udbrød Anna med hendes højlydte stemme. "At bløde igennem er det værste!" 

"Og ikke nok med det, så har jeg de vildeste menstruationssmerter! Min mave gør helt vildt ondt, og jeg bløder rigtig meget!" Da jeg havde sagt det, åbnede døren til drengenes omklædningsrum foran os, og hele fodboldholdet kom løbende ud fra det. GRINENDE! "

"Tag nogen panodil!" Var der en der råbte til mig. Jeg rødmede, igen igen idag! Hvorfor?! HVORFOR?! De andre piger grinte ad mig, mens jeg stod målløs tilbage med åben mund. Jeg kunne ikke bevæge mig.

"Kom nu tøser, vi skal videre. Jeg vil se fodbold!" Råbte Charlotte et par meter foran os. Hvordan kom hun derhen så hurtigt? Er hun en vampyr?

"Kom nu Emily." Sagde Sofie til mig, mens hun skubbede mig roligt i ryggen. "Det er bare ikke din dag." Nej Sofie, det har du helt ret i!

Om aftenen ville vi lave pandekager, og vi var heldige at få lov til. Kun os fem. Vi havde selv købt ingredienserne, og heldigvis var pigerne på god talefod med skolens ledelse. Når man går ud af gangen, hvor mit værelse var, gik lige ud, forbi salen, når man til en stor dør, og der er køkkenet. En idiotsikker vej, så jeg for ikke vild.Vi fik tændt kogepladen, men de tog lidt tid om at varme op. Så mens fik vi lavet blandingen, snakkede vi.

"Hvis de ikke havde vundet kampen mod de tabere, skiftede jeg altså skole." Sagde Charlotte ud i det blå. "De andre spillede da ad H til. Forsvaret gik jo op i midtbane, og deres angriber i forsvar. Og så kunne de ikke engang lave en inderside!" Jeg var den eneste, der forstod det. De andre lignede ét stort spørgsmålstegn.

"Det skal nok passe." Sagde Sofie til Charlotte. Da vi var godt i gang med dejen, snakkede jeg med Charlotte om kampen, mens Nikoline og Sofie snakkede om deres nye dansenummer, og Anna... Jaah, hun sad med hovedet støttende i hendes hånd, mens hun kiggede på den hvide væg. Wow, det er egentlig et stort køkken. Et stort kvadrat, med højt til loftet. Væggene er lavet af hvide rektangler, og der er store firkantede køkkenborde på række, fem på hver række. Der var tre rækker. Men der skal jo selvfølgelig også laves mad til alle. Gad vide hvordan de laver mad på Hogwarts. Der er jo mange, og der er helt vildt meget mad. De tryller det nok frem.

"Anna, er du okay?" Jeg havde lænet mig mod bordet, kiggede væk fra det, mod Anna, der sad på en stol ved et lille bord en meter fra. Sofie gik hen til hende, klaskede til hendes arm, så hendes hoved faldt ned på bordet. BAM og SMASK lød der fra hende. Jeg kunne se en spytpøl, hvor hendes hoved nu lå. Hun åbnede straks øjnene op og råbte: "HARRY!" Vi grinede alle sammen. Jeg kunne slet ikke lade være. Min mave gjorde ondt, og jeg fik tårer i øjnene.

Da vi var færdige med at grine, havde Anna fået tørret savlet af sit hoved, og vi fik tørret tårene væk. Min mave gjorde helt ond, så jeg tog mine arme tilbage, og lagde hænderne på bordet, og lænede mig på dem. Av det varmt, AV Det gør ondt!!!

"AAAAAAAAAAAAAAAAVVVV!" Jeg sprang væk fra bordet, tog mine hænder til mig, og hoppede op og ned. *AV, AV, AV, AV, AV, AV, AV, AV, AV, AV!!* De andre piger løb hen til mig, og kiggede på mine hænder. Som den spade jeg var, havde jeg lænet mig op ad kogepladen. Hvor dum kan man være? De hentede en af køkkendamerne, som tog min hånd i kold vand, og der skulle den være i noget tid. Efter en time eller to fik jeg isposer på mine hænder.

De andre piger var så søde, at lave pandekagerne færdig, og kom ind med dem til os alle, og så spiste vi dem. Eller, jeg blev madet af Charlotte, for det var kun min ringefingers, pegefingers og langefingers spidser, der ikke var dækket af ispose. Vi hyggede os rigtig, selvom mine hænder gjorde ondt. Det var heldigvis ikke så alvorligt, at vi skulle til læge. Men jeg skulle beholde isen på til imorgen. 

Inden jeg skulle sove, fik jeg en ny ispose på. Ahhhhhhhhhh. Om natten skulle jeg tisse, og selvom de andre sov, så lukkede jeg alligevel døren. Der var så mørkt, og samtidig med at jeg halv sov, kunne jeg næsten ikke se noget. Jeg tog brattet op, og satte mig. SWHUP sagde det, og så sad jeg nede i toilettet. SERIØST! Hvordan kan det her ske? Så jeg sad med nede i et toilet, og mine knæhaser var lige nedenunder toilettets kant. Jeg prøvede at trække mig op, men mine hænder gjorde for ondt. AAAAV! Jeg undrede mig over, hvordan jeg kunne sidde fast i et toilet. Det jo ikke normalt. Vent, jeg tog begge brat op! Årrrrhhhh!

"Hallo, piger? Anna? Charloootte? Sofie? Nikoliine?" Jeg kaldte ligeså stille på dem, for man måtte ikke råbe, når lyset var blevet slukket over alt. De vågnede ikke. Jeg prøvede at kalde på dem igen, med det virkede ikke. Jeg kaldte lidt højere, med det virkede ikke. Sådan sad jeg i en hel time. Åh, Gud! Hører de tosser da ingenting? Har de drukket sovemedicin, eller hvad? Jeg var virkelig træt, og mine øjne blev ved med at lukke sig. Nej, Emily! Du må ikke sove. Hold øjnene vågne! Du må.. Du må altså ikke. Stop. Du skal ikke soov......

"ARRHG!" Jeg vågnede hurtigt af et skrig. Det var Sofie. Hun stod foran mig, og skriget blev udskiftet af grin. De andre piger skyndte sig hen til hende, og så stod de alle foran mig og grinte. Vent, sidder jeg stadig på toilettet? Det gør jeg!! De blev ved, og ved, og ved med at grine, Nikoline lå på gulvet, Charlotte stod lænet op ad Anna, mens hun stod lænet op ad muren. De havde alle tårer i øjnene, og holdt om deres maver. 

"Ja, har i tænkt jer at hjælpe mig op, eller har i tænkt jer, at lade mig sidde her resten af dagen?" De grinede og grinede, og grinet slugte deres ord. 

"Årh undskyld." Fik Anna fremstammet.  

"Århh, normalt spørger folk, om nogen sad fast i toilettet, fordi de er langsomme, men DU! Du har faktisk RIGTIG siddet fast i toilettet." Udbrød Sofie. Haha, meget morsom. Hjælp mig så op. Efter tyve minutter, fik de endelig taget sig sammen, og hjalp mig op ad toilettet. 

"Tak." Sagde jeg toneløst til dem, mens jeg gik ind i min dejlige, bløde seng. Min krop var øm og smadret efter at have sovet i et toilet.  Okay, at sige, at man har sovet i et toilet, er altså virkelig mærkeligt! Pigerne gik grinende efter mig. Én ting, må jeg da gi' det her sted. Jeg får oplevet noget nyt.

 

_________________________________________________________________

Undskyld, at der er gået noget tid inden det nye kapitel er kommet. Men med skole, sport og arbejde er det ikke lige altid, at jeg kan finde tiden til at skrive. :)

Håber i kan lide movellaen :)

-Camilla.Aagaard :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...