Why so serious?

Den 16-årige Emily Møller bliver sendt på kostskole af sin far, fordi han skal to år til Afghanistan i krig. Faderen syntes ikke, at hun skal bo alene hjemme, uden nogen til at passe på hende, for hendes familie er spredt ud over hele Danmark. Han syntes også, at hun skal ud fra hendes faste rammer og møde nogle nye mennesker, for i følge faderen, er hun blevet en genert og indadvent pige. Så hvordan vil en genert og indadvent pige klare sig i en verden omringet af mennesker, og overleve sine skøre og friske værelseskammerater, der bestemt er det modsatte af hende selv?

10Likes
21Kommentarer
1453Visninger
AA

6. Kapitel 5.

 

Næste dag vågnede jeg klokken seks om morgenen af Sofies forfærdelige alarm. Kan den tøs da ikke lære, at gøre sig lækker noget hurtigere, så hun ikke vækker os andre så tidligt? Vi udbrød et fælles "Arrrrhhgg". Sofie hoppede op af sengen, helt morgenfrisk. Hvad er den tøs på? Lim? De andre piger rejste sig op, og gik i gang med at gøre sig klar. Jeg burde stå op, og for første gang i min gymnasie tid, gøre mig bare en smule pæn..... Jeg kunne også bare sove.  Så som en stor overraskelse, sov jeg videre.

"Øhm Emily? Jeg tænkte, om du ville gøre mig en rigtig stor tjeneste?" Sagde Charlotte til mig på vej til morgenmad, da jeg efter en time endelig fik mig taget sammen til at stå op. 

"Hvad er det?"

"Det fordi, at jeg har den her date i aften, men jeg kan ikke få byttet min vagt på arbejdet. Jeg har spurgt min chef, og det er okay, hvis en af mine veninder tager den istedet for mig. Så derfor knæler jeg, og bønfalder dig til at gøre det her for mig. Du får selvfølgelig pengene, du tjener, og så skylder jeg dig en kæmpe tjeneste!" Hun var bogstavelig talt nede på knæ, og kiggede med de største hundehvalpe øjne i  verden. Skal jeg? Hun arbejder vist på et madsted i byen. Hun tjener vist ret godt. Jeg kunne godt bruge pengene. Orhg, det da bare en aften, det kan jeg sagtens.

"Jo, selvfølgelig." Svarede jeg i den søde tanke, at det hele nok skulle gå. At der intet pinligt ville ske, og jeg kunne gå uden at være en tomat i hovedet. Det lidt sødt, at jeg var så naiv.

 

Jeg ankom på Chicky Chicken nogle minutter i fem. Jeg stod i døråbningen, og kiggede på stedet. Det var et hyggeligt, inde i et center. Stedet var et åbent, ligesom et stort kvadrat, hvor væggene var gule, og stole og borde røde. Der var billeder af en kylling over det hele, og der var en børneafdeling i overfor mig i venstre hjørne, hvor der var små, røde stole og borde, med legetøj, tegneting, radio og tv. Loftet var nok 2,5 meter over gulvet, og der var store lamper over alt på den. Kassen var ved siden af børneafdelingen, og ved siden af kassen, var der en dør. Den dør, der førte ud køkken og kontor, hvor jeg skulle hen. 

"Du må være Emily. Hej, jeg hedder Karsten." Sagde en meget høj, og spraglet mand, da jeg kom ind på hans kontor omme bagved. 

"Kostumet er inde i lokalet ved siden af, og der kan du også klæde om, der kommer ikke nogen. Og så kan du bare gå ud og begynde." Undskyld, sagde han lige kostume? Hvad for et kostume?! Charlotte har ikke NÆVNT et KOSTUME!? Jeg nærmest løb ind i det andet lokale, jeg rev døren op, og inde i det lokale, stod et rigtig grimt, virkelig gult kyllingkostume og ventede på mig. Åh Gud, hvad har jeg dog sagt ja til?

"Hvad er det nøjagtigt, at jeg skal lave?" Spurgte jeg Karsten, da jeg kom iført kyllingkostume ind på hans kontor. 

"Du skal ud og snakke med de små, og få dem til at have en god tur her." Svarede han. 

"Så ud og gør det godt. Hyg dig." Og så kiggede han ned i sine papir. Oh, shit! Jeg gik ud af kontoret, og ud i resturanten. Alle de små børn skreg glad op over at se mig. Eller det var faktisk kyllingen, de var glade for at se. Det var egentlig også ligemeget. Det var MIG, der skulle styre kyllingen. Åh nej, det her ender galt! Det ved jeg? Hvad skal jeg gøre? Oh, jeg er en kylling jeg flyver da væk! Og så dum og desperat jeg var, hoppede jeg, og baskede med mine arme, som en eller anden idiot. Øv, de virker ikke! Fordømt! Jeg er fanget! I et kyllingkostume! Fordømt! IGEN!

En masse små børn løb rundt om mig, skrigende og larmende unger. De ville alle snakke med mig. Jeg kiggede rundt. Hvordan kan der være så mange børn? Burde de ikke være hjemme og lege med Barbie eller sådan noget? Jeg prøvede at gå et skridt til højre, men de fulgte efter mig. Jeg trådte to skridt bagud, og gæt igen. DE FUGLTE EFTER MIG! Hvad skal jeg gøre? Jeg tror, jeg begynder at hyperventilere! Åh Gud, hvad skal jeg gøre? Og som et tegn fra Gud, åbnede døren sig, mens der var lys der lyste ned på den. Så jeg løb hen til døren, og løb ud af resturanten. Men de små børn løb jo bare efter. Jeg løb rundt om springvandet, men de fulgte efter mig. Årh, jeg giver op! Så jeg traskede tilbage i resturanten.

Jeg satte mig ned på en stol, opgivende, mens de små børn hoppede omkring mig. Jeg havde sat mig i børne afdelingen, så der var selvfølgelig børne musik i radioen. De begyndte at spille Timon og Pumba. Hakuna Matata, som pigerne plejede at sige. Heeeey! Og så lyste pæren over mig hoved. Turde jeg gøre det? Skulle jeg? Orh, der var ikke andre, og folk kunne ikke se mit ansigt. Børnene ville elske det! 

"Hakuna Matata! Er de klogeste ooooord! Hakuna matata. Klogere end du troooooor!" Begyndte jeg at skråle med min bedste kyllingestemme. "SYNG MED!" Råbte jeg til børnene.

"Så tag det roliigt. Det det bedste på jooooorden. Det en melodiiii. Som gør dig friiiiiii! HAKUNA MATATA! TIMON OG PUMBA!" Skrålede alle børn inde i resturanten. De grinte, og løb stolt hen til deres forældre og fortalte, at de havde sunget med Chicky, som kyllingen hed. Resten af aftenen sad jeg og snakkede med børn, og sang med på de sange, jeg kendte. Børnene var nu meget søde, og de fortalte mig alt!

Jeg fik foreksempel historien om, hvordan en lille pige mistede sin første tand. Hun havde en rokketand, og den ville hun gerne have ud. Så hun tog en snor om tanden, løb hen til sin storebror, og de bandt snoren på hans cykel. Så begyndte han at cykle, men rokketanden ville ikke ud, så den lille pige løb efter cyklen, heldigvis var det på græs, for hun væltede nemlig, og tanden ville ikke give slip, så hun blev slæbt rundt på græsset. Efter noget tid faldt den ud, og hendes røde trøje var blevet grøn.

Da jeg var færdig på arbejde, var Charlotte kommet. Hun roste mig for min optræden som Chicky, og syntes, at jeg var en sand kyllingemester. Fedt, det er jo også lige dét, jeg higer efter at blive! Karsten roste mig helt op til skyerne. Han tilbød mig endda et job, som den nye kylling, Chickyline, Chickys veninde. Lønnen var rigtig god, men nej. Jeg skulle i hvert fald ikke... 

"Hun tager imod det!" Råbte Charlotte. Jeg kiggede dumt på hende. Hun trak mig til siden, og fortalte hende, at jeg ikke ville have jobbet. Hun blev ved med at forklare, hvor god lønnen var, og så kunne vi også arbejde sammen. Jeg kunne nu godt bruge pengene

"Jeg tager imod det!" Vent, var det lige mig der sagde det?

"Fantastisk, du starter på torsdag. Velkommen i klubben." Sagde Karsten, og rakte mig hånden. Jeg tog imod den, og rystede den. 

"Charlotte kan forklare dig reglerne, og i har samme arbejdstider, så du kan kigge på hendes i den her uge, indtil du får dit eget." Sagde han, og så var han væk. Så sammen med Charlotte gik jeg fra den gule restaurant, både med et nyt job, 200 kr. på lommen, og et tomatrødt ansigt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...