Why so serious?

Den 16-årige Emily Møller bliver sendt på kostskole af sin far, fordi han skal to år til Afghanistan i krig. Faderen syntes ikke, at hun skal bo alene hjemme, uden nogen til at passe på hende, for hendes familie er spredt ud over hele Danmark. Han syntes også, at hun skal ud fra hendes faste rammer og møde nogle nye mennesker, for i følge faderen, er hun blevet en genert og indadvent pige. Så hvordan vil en genert og indadvent pige klare sig i en verden omringet af mennesker, og overleve sine skøre og friske værelseskammerater, der bestemt er det modsatte af hende selv?

10Likes
21Kommentarer
1457Visninger
AA

5. Kapitel 4.

 

Resten af min weekend gik jeg egentlig bare og tulrede rundt. Hele lørdag brugte jeg på to store opgaver til skolen, de var godt nok først til om et måned, men så var de ude af livet. Jeg har faktisk lavet to opgaver på gymnasie niveau helt selv! Jeg må ærlig indrømme, at jeg er pænt stolt. Jeg føler mig større end Harry Potter! Ja, altså, han havde måske fløjet på en kæmpe heste-fugl, kæmpet mod verdens største og farligste troldmand, besejret en kæmpe slange, og ting som det, men jeg er sikker på, at han aldrig har lavet to hele opgaver på én dag! Det var rimelig mærkeligt, at der næsten ikke var nogen, jeg var jo begyndt at vænne mig til, at der er folk over alt hele tiden. Og de dage, var der næsten kun 80 mennesker tilbage.

Søndag gik jeg, og var en rigtig musiknørd. Jeg hørte musik hele dagen, læste noder, spillede på min guitar, og sang. (musestille efter mit uheld, da jeg mødte Jonas.) Jeg kunne nu godt tillade mig at synge og spille lidt højt, for der var ingen på gangen, jeg boede på. Det brugte jeg hele dagen på, indtil pigerne kom hjem.

"Heeey, Emily! Hvordan har du det?" Anna brasede ind ad døren med sin taske, og smed sig på sengen.

"Det er vi da ligeglade med, hvordan gik det med din daaate?" Nikoline kom lige bagefter, og smed sig på sin.

"Jeg kan kun sige én ting, og det er, at jeg tror i gav mig en date med den nye Spiderman." Sagde jeg grinende. Desvære var jeg bare den eneste der forstod den, så de andre kiggede på mig med deres: Hvad har du gang i? blik. Århh, det værste ved veninder er, at jeg nu behøver at forklare hver eneste detalje af, hvad der er sket. Jeg forklarede, hvordan daten havde gået, lige fra hans mandchauvinistiske kommentarer, til mariekiksene, hans cola, og til edderkoppen. 

"Seriøst? Jonas er jo en taber!" Udbrød Charlotte. Hun sad med åben mund med et meget forvirret ansigtsudtryk. 

"Tilgiv Charlotte, hun var en smule vild med ham for at år siden, men hun turde ikke snakke til ham." Sagde Anna til mig, og kiggede smågrinende hen på Charlotte.

"Jeg snakkede da med ham. Prøv og tænk på al den tid, jeg brugte på at snakke og drømme om ham, al den tid jeg brugte.... På at fantasere om en taber? Godt jeg er ovre ham." 

"Du snakkede ikke rigtig med ham. Du gik ind i ham, og sagde undskyld, og det var det." Sagde Anna til Charlotte, med et: du ved jeg har ret. udtryk i hovedet.

"I det mindste har jeg sagt ét ord til ham, og han ved, at jeg eksistere." Charlotte gav Anna: Bom, dér fik du igen. udtryk i ansigtet. 

"Hov hov, nu skal i være søde ved hinanden." Sagde Sofie meget mor-agtig.

"Han ved det ikke endnu. Men det gør han snart. Bare rolig, vi skal nok ende sammen. Sagde Anna til Charlotte.Okay, jeg er helt væk. Hvem er det? Jeg må have lignet ét stort spørgsmålstegn, for Nikoline tilføjede:

"Anna er helt væk i Harry Styles fra One Direction." Sagde hun til mig. Jeg skyndte mig, at mime "Tak!" til hende. Jeg var nu ikke helt sikker, hvem der var hvem af dem, men jeg vidste nu godt, hvem de var, og hvordan de så ud.

"Der er jo også så meget at elske. Hans søde smil, hans bedårende stemme, hans krøllede, dejlige hår." Begyndte Anna med et drømmende blik, og tog hånden op til hjertet. Pludselig lyste pæren over mit hoved. 

"Nååårrrhh, er det ham der, der minder om lille Per?" Udbrød jeg vildt stolt over, at jeg vidste hvem det var. Jeg er da sladderens dronning. Glem alt om ugeblade, magasiner og internettet! Jeg ved alt! Men blikket på Anna viste tydeligt, at jeg havde sagt noget forkert. De andre piger grinede, men Anna gav mig det vildeste dræberblik. Åhh nej! Jeg dør! Hendes blik borer sig igennem mine øjne, det smelter min hjerne, det for mit hjerte til at gå i stå. Farvel onde verden! Jeg tager afsted nu! Hun smed sin pude efter mig, og ramte mig lige i hovedet, så jeg væltede ned af min seng. 

"NEJ Emily! Selvfølgelig minder han ikke om Lille Per, er du dum? Han er da meget pænere." Sagde Anna lidt vredt, med en smule af afsky.

"Du har helt ret. Hvis jeg var otte år, ville jeg helt klar gå efter Lille Per!" 

"EMILY!!!!" Råbte Anna efter mig, og den her gang valgte hun at smide sin mobil efter mig. Jeg fik den lige i panden, og jeg skyndte mig op på sengen igen, og lagde mig fladt på den. Der var latter i hele værelset, og jeg satte mig op igen. Jeg holdt mig på panden, og skar en grimasse. 

"Var det virkelig nødvendigt?" Spurgte jeg Anna. Hun nikkede, mens hun smilede af fryd over hendes sejr. (det syntes hun i hvert fald det var.) Jeg tror mit kranie er ødelagt! Arrh!

"Er det meget slemt?" Jeg fjernede hånden fra min pande, og de andre grinte lidt igen.

"Nej, nej. Men det vil nok give et blåt mærke." Sagde Sofie med et skævt smil.

"Emily! Du har da ikke fortalt os, at du er hindu!" Udbrød Nikoline. De andre syntes det var vældig sjovt, men der kom den alvorlige side frem i mig. Jeg havde lige fået en mobil i hovedet, og så lavede de sjovt med det. Det var da overhovedet ikke sjovt.

"Ha. Ha. Ha. Meget morsomt." Svarede jeg, og kastede mig ned på sengen. 

Selvom de nu godt kunne irriterer mig, var pigerne altså fantastiske. Jeg havde kun kendt dem i  to uger, vidste jeg meget om dem. Charlotte var foreksempel én ud af hele fire børn. Hun kom fra Herning, var en total fodboldfreak, havde haft tre kærester, men de holdt ikke i særlig lang tid, og det her var hendes tredje år her. Nikoline var en rigtig dansemus, hun gik til dans mandag, tirsdag, onsdag og torsdag, to timer hver dag, hun kom fra Bramming, hun havde to mindre søstre, der var tvillinger, det var hendes andet år her, og så havde hun haft to kærester før, hvor begge var seriøse og holdt i et år hver, tror jeg nok det var. Sofie var fra Grindsted, havde en kæreste, der hed Søren, de havde været kærester i halvandet år, hun var også en dansemus ligesom Nikoline, de gik vist nok til dans sammen, når jeg tænker over det, det var hendes tredje år her, og så havde hun en storebror. Anna var fra Aalborg (derfor havde hun den bondejyske accent), hun havde boet her i fire år, lige siden hendes forældre blev skilt, og stemningen blev rigtig slem derhjemme, hendes storesøster var flyttet hjemmefra, hun gik til bordtennis tre gange i ugen, og havde haft fire kærester, nogle forhold var seriøse, andre var en fejl.

Jeg var nu rigtig heldig. For de var rigtig åbne, og selvom de havde kendt hinanden i år, lukkede de mig ind, som om jeg også altid havde været der. Jeg ville ønske, at jeg kunne være lige så åbne som dem. Jeg havde da også fortalt ting som mit kærlighedsløse og asociale liv. Men jeg kunbe ikke snakke om min mor og storebror. Det lå for tæt på. Jeg kun ikke fortælle dem alt det jeg så, eller hvad jeg følte og manglede. Der var også kun gået to uger, så det var nok naturligt, at jeg ikke ville fortælle dem mine inderste følelser. Men det kunne være, at det aldrig sker. For den eneste, jeg havde snakket med om mine følelser om min mor og bror, var min far. 

______________________________________________________________________________

Stjernerne der plejer at vise når hun tænker, er væk nu og fremover. Håber at det ser bedre ud. :-)
I må meget gerne kommentere min historie og skrive ris og ros. Det er min første historie, og vil gerne prøve at gøre den så god som mulig :-)
Håber i kan lide den :-)

-Camilla.Aagaard. :-)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...