Why so serious?

Den 16-årige Emily Møller bliver sendt på kostskole af sin far, fordi han skal to år til Afghanistan i krig. Faderen syntes ikke, at hun skal bo alene hjemme, uden nogen til at passe på hende, for hendes familie er spredt ud over hele Danmark. Han syntes også, at hun skal ud fra hendes faste rammer og møde nogle nye mennesker, for i følge faderen, er hun blevet en genert og indadvent pige. Så hvordan vil en genert og indadvent pige klare sig i en verden omringet af mennesker, og overleve sine skøre og friske værelseskammerater, der bestemt er det modsatte af hende selv?

10Likes
21Kommentarer
1460Visninger
AA

4. Kapitel 3.

De første to uger gik meget hurtigt. Da jeg er slut med 9 klasse, skulle jeg begynde i gymnasiet. Heldigvis lå gymnasiet kun fem minutter væk på gå-ben. Jeg havde valgt musiklinjen, så jeg gik officielt i 1.ab. Eller som de andre kalder ab'erne, hippierne. Og det havde jeg det helt fin med. Faktisk elskede jeg det! Der var en pige i min klasse med pink hår, og to drenge med hår, der gik længere ned end skuldrene! De var alle rigtig søde, men også meget sære. Eller spøjse. I hvert fald var det nyt, men godt.

Jeg havde allerede fået et rigtig godt venskab med mine værelseskammerater. Faktisk, var jeg allerede bedre veninde med dem, end jeg havde været med nogen i hele mit liv. Men set i bakspejlet, havde jeg nu ikke været den sociale type, og faktisk da jeg tænkte rigtig godt efter, havde jeg heller ikke rigtig haft nogle veninder.*Hvordan overlevede jeg før? Det er jo det fedeste at have veninder! Der er godt nok meget, jeg er gået glip af.*  Men selvfølgelig kom vi ind på emnet kærester. De andre fortalte ivrigt om deres ekser, og hvad de har oplevet, og pinlige historier. Og jeg var bomstille. Jeg sagde ikke ét ord. For jeg har aldrig i mit liv, været tæt på bare at få en flirt med nogen. Det blev jeg (desværre) nødt til at fortælle dem. Og også det, at jeg næsten aldrig har ført en rigtig samtale med en dreng, og de eneste drenge, jeg har krammet, er drenge i min familie.

Det var så derfor, jeg allerede efter to uger stod den sidste fredag i august, og gjorde mig klar til en såkaldt "film date", som mine veninder kaldte det. *Veninder. Det er helt sjovt og mærkeligt, at jeg ligepludselig kan stå og omtale nogen sådan. De fik mig hurtig ind i deres gruppe. Hvilket jeg er super glad for, eftersom de har været veninder i to år, og jeg så ligepludselig kommer dumpende. Vi er alle samme alder, faktisk er jeg den yngste. Men de andre har også fødselsdag i de fire første måneder af året, det da helt snyd. Men hvorfor lod jeg dog mine veninder lokke mig til noget så dumt som en film date. Og så endda med en dreng, jeg aldrig har mødt før. Det eneste jeg ved er, at han hedder Jonas, og at han er fyldt 16 her for et måned siden. Det' det. Åhh, Gud! Hvad har jeg dog sagt ja til?* 

Jeg stod og tog mit blonde hår i en hestehale, mens jeg hørte sangen "Some nights" af Fun. Jeg var næsten færdig, hvilket var godt, for Jonas kom om fem minutter. Jeg skyndte mig at tjekke min makeup, tog mine cowboybukser på mine lange ben, *Okay, lange og lange kan man vist ikke helt kalde dem, men de er da længere end min overkrop.* tog min mørkeblå kostskole sweatshirt på, og skrålede med til Some Nights.*Seriøst Emily? Du skal på date, og du tager sådan en trøje på? En ting jeg nok burde have spurgt de andre om, inden de tog hjem til deres forældre på besøg. De tog afsted her for to timer siden. Nåh, pyt! Det skal nok gå. THEY SOUND LIKE THIS ONE!*

"SO COME ON!! OH COME ON! OH COME ON! OHH COOME OON!" Skrålede jeg med til sangen. Godt jeg var den eneste her. Det var en af de sange, man ikke kan synge med til, uden at det lyder forfærdeligt, hvis man virkelig ikke anstrenger sig for at det skal lyde godt. Jeg fortsatte med at skråle, og skråle, og skråle. "Man you wouldn't believe. The most amazing things. They can come from. Some terrible liiiiiieeeeeeeeeeeeeeeesssss. AHhhhhhhhh! Oh woah, oh woah, oh whoa oh oh. Oh woah, oh woah, oh whoa oh oh!" Ligepludselig hørte jeg klap bag mig, jeg vendte mig om. Og dér stod der en af de sødeste drenge, jeg nogensinde har set. Han havde brune øjne, mørkebrunt hår, som var redt mod venstre side. *Faktisk minder han mig om sådan en sød lille alf, der hjælper julemanden i sit værksted. Jeg kan faktisk godt se ham med rødt nissetøj, og en sød lille nissehue. Han har også lidt røde kinder, endnu mere perfekt. Åh, nej vent! Julemandens hjælper hørte mig synge! Orrhhh, nej, nej, nej! Harry Potter, jeg venter stadig på den der glemme-besværgelse!* 

"Det må jeg gi' dig! Du har talent." Sagde han grinende, og gik hen mod mig. Han gik hen mod mig, og rakte hånden frem. "Jonas." Sagde han med et virkelig sødt smil. *Årh han har smilehuller. Søøødt!*  

"Emily." Jeg tog hans hånd og rystede den, alt imens mit hoved kiggede stejlt op, for han var ret høj. Han var kommet to minutter for tidligt! Tænk hvis han ikke havde været det? Så havde han ikke hørt min fantastiske sang, og så ville det hele ikke være så akavet. "Jeg rydder lige lidt op, så er jeg klar til at gå." Sagde jeg, og begyndte at rydde op, mens han gik ud på værelset, og udforskede mine billeder på min reol. Jeg skyndte mig, men så fik jeg et kig på mig selv i spejlet.*Nej, nej, nej, nej! Det' bare løgn! Jeg ligner jo en tomat! Som de andre piger siger: Mit hoved er mere rødt end Sofies hår!* Jeg prøvede at putte lidt vand i hovedet for at køle ned. Men selvfølgelig hjalp det ikke. Han stod stadig og ventede, og jeg kunne ikke trække tiden mere.*Så kan det da også bare være ligemeget!*

Vi var på vej hen til filmlokalet, som vi havde bestilt hele aften, hvilket var nemt, for det var i den her weekend folk var hjemme og besøge deres forældre. Jonas' forældre var midt i en slem skilsmisse, derfor ville han helst blive her, fik jeg fortalt. Og det kan man jo faktisk godt forstå. 

"Nå, hvad for en film skal vi så se?" Spurgte jeg Jonas, for han havde valgt film. Han havde også en taget en pose med fyldt af ting, jeg ikke vidste var, for som 'en rigtig gentleman', som mine veninder havde sagt, havde han sørget for daten. 

"Så det gad du godt at vide?" Spurgte han drillende med et øjenbryn i luften. Jeg kiggede på ham med mit bedste hundehvalpe ansigt. "Orh, det et fejt træk. Okay, hvis du så gerne vil vide det, skal vi se Terkel i knibe." 

"Okay." Sagde jeg rimlig uden nogen tone. *Mener han virkelig det? Det er da en af de dårligste film i hele verden! Det er bare en dårlig splatterfilm for børn! Måske er alfer bare ikke så vilde med rigtige splatterfilm, og bliver nødt til at se det i animation udgave!* Jeg prøvede at få et smil frem. Men det virkede ikke helt. Jeg ved ikke hvordan det her dating halløj virker, men jeg havde da forventet noget andet end Terkel i knibe. Helt ærlig, Bambi ville have været bedre at se. 

Vi kom ind i filmlokalet, og han satte filmen på. Bagefter tog han tingene ud af posen. *Okay, så da han var ude og købe ind til daten tænkte han: Heey, lad mig lige købe syv pakker mariekiks, og tre liter cola. Og så skal vi da se Terkel i knibe. Romaaantisk!* Jeg prøvede virkelig at lade vær' med at være negativ, men han var ikke særlig spændende. Han sagde ikke så meget, faktisk næsten ingenting. Det var mig der holdt samtalen kørende, og næsten alle hans svar var på max fem ord. Og når han endelig sagde noget, sagde han altid noget irriterende mands chauvinistisk. Som da jeg spurgte hvad sport han gik til. Hans svar var fægtning, og at han var så træt af at træne med piger, for piger var både svage og kan ikke finde ud af sport, og i følge ham, burde kvinder bare blive i køkkenet, og øve sig med at lave mad istedet. Og sådan holdning har jeg, og altid haft, rigtig meget imod, og er modstander af.

Filmen havde været i gang i tyve minutter, og Jonas havde næsten ikke lavet andet end at grine. Han sad meget tæt på mig, og jeg følte mig ikke særlig tilpas. Det eneste der holdt mit humør oppe var hans grin. For det var utrolig dybt, og det lød som om han gik i hack. Han rakte (igen, igen) ud efter flere kiks, men hans blik var på fjernsynet, så han væltede den åbne 1-liters cola, der var halv fuld. Jeg skyndte mig op ad sofaen, stillede flasken så hurtig som mulig at stille den op. Imens var Jonas løbet ud efter papir, og han kom som lynets hast tilbage med to køkkenruller. Og han begyndte at jamre, og jamre, og jamre.

"Åh, nej. Al den cola der gik til spilde." "Åh nej, gulvtæppet." "Spildt cola er spild af penge." "Jeg kunne lige så godt have kastet pengene i toilettet." "Man skal ikke græde over spildt mælk, men hvad så med cola?" "Spild af god cola." *Hvis den dreng ikke snart holder op med at jamre over sin spildte cola, propper jeg en hel bakke mariekiks i hans jamrende mund!* Det tog os noget tid, at få gulvtæppet nogenlunde tørt, sådan cirka syv minutter. Syv elendige minutter, hvor han jamrede over den spildte cola. Det var det tidspunkt, hvor han faktisk sagde mest. Men han fortsatte, da vi havde sat os ned, og så mere af filmen.*Tænker han kun på colaen? Hvad med gulvtæppet? Eller den enorme stak køkkenrulle vi fik brugt! Tænk da lidt på regnskoven!*

Vi havde set filmen i næsten en halv time, og som den store overraskelse, kedede jeg mig. Wow, hvem havde gættet det? Jeg rakte ud efter en mariekiks, og satte mig tilbage i sofaen. Der lagde jeg mærke til, at der var en kæmpe, fed edderkop ved kiksene. *Skal jeg lige tjekke om han er bange for edderkopper?*

"Kiksene er altså bare rigtig gode. Man kunne jo blive ved med at spise af dem." Sagde jeg, og rakte mig ned for at tage en mere, mens jeg lagde to oven på edderkoppen. *Muahaha!*

"Ja, man bliver helt afhængig." Svarede han. Og lige efter min plan, gik han i fælden. Han bevægede sig hen for at tage flere, han kiggede på kiksene, og da han fjernede dem, blev hans øjne virkelig store. Hans mund begyndte at skælve, og han sprang op af sofaen, imens han skreg et virkelig piget skrig. 

"Aaaaaaarhh, edderkooooop! EMILY! EMILY, du bliver nødt til at fjerne den. Det det, det bliver du altså!" Han var flygtet hen til hjørnet, og stod helt stille.

"Det kan jeg desværre ikke. Jeg kan ikke lide at dræbe dyr." Svarede jeg, mens jeg virkelig prøvede at kvæle mit grin.

"Det er ikke et dyr. Det et monster! Nærmest råbte han. *Af en mandschauvinist at være, har  han et temmelig piget syn på verden.*

"Undskyld, men jeg kan altså ikke." Svarede jeg igen. Hans reaktion var at spurte hen til bordet, hvor edderkoppen var, smide alle hans colaer og kiks i posen, han nærmest rev hans DVD ud af dvd-maskinen, og så fløj han ud af døren, mens han skreg:"Farveeel Emily!" Og da jeg ikke kunne høre ham mere, lagde jeg mig ned, og grinte til der flød en hel flodbølge ud af mine øjne. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...