Why so serious?

Den 16-årige Emily Møller bliver sendt på kostskole af sin far, fordi han skal to år til Afghanistan i krig. Faderen syntes ikke, at hun skal bo alene hjemme, uden nogen til at passe på hende, for hendes familie er spredt ud over hele Danmark. Han syntes også, at hun skal ud fra hendes faste rammer og møde nogle nye mennesker, for i følge faderen, er hun blevet en genert og indadvent pige. Så hvordan vil en genert og indadvent pige klare sig i en verden omringet af mennesker, og overleve sine skøre og friske værelseskammerater, der bestemt er det modsatte af hende selv?

10Likes
21Kommentarer
1527Visninger
AA

3. Kapitel 2.

"Så skattepige. Er du klar til at sige farvel?" Jeg kiggede på min far med sørgmodige øjne.

"Er man nogensinde klar til det?" Jeg nærmest hoppede hen og krammede ham. Gid jeg kunne holde ham længere tid. Sørge for, at han ikke skulle til Afghanistan. Men blive hjemme ved mig. Tænk hvis der sker ham noget. Jeg kan ikke leve uden ham. Mit hjerte kan ikke tåle, at miste min far. Det ville ødelægge mig. 

"Kan du måske komme hjem på ferie, eller til jul?" Jeg snakkede i hans skulder, men min far er mester til at kunne forstå mig.

"Lille skat, det ved du godt jeg ikke kan. Jeg ville rigtig gerne. Jeg sender så mange breve jeg kan, ringer til dig og sender billeder. Men du skal nok hygge dig med Bamse og Kylling til jul og i ferierne." En sort Kia kom, og det var den min far skulle med.

"Far. Lov mig at passe på dig selv. Og husk nu. At jeg altid elsker dig." Jeg krammede ham hårdere, og rakte ham et sølvarmbånd.

"Så længe du har det her på, vil jeg være hos dig, og der vil ikke ske dig noget!" Jeg kiggede på ham. Jeg prøvede at holde tårene tilbage. Men det var svært. Men jeg måtte være stærk for hans skyld.

"Jeg elsker dig så ufattelig højt!" Sagde min far. Tog sine hænder om mit hoved og pressede det mod ham, og kyssede min pande. Så gik han ind i bilen. Inden han satte sig ind, vendte han sig om. Jeg fik et sidste blik fra ham, inden han tog afsted. Nu gik der to år, inden jeg fik ham at se igen. Jeg stod og ventede på at jeg slet ikke kunne se bilen mere. Først der tillod jeg mig selv at græde.

Jeg kunne slet ikke få mig selv til at røre mig. Jeg stod musestille og græd. Jeg kunne slet ikke forstå det. *Før var det bare en tanke. Noget der skete senere. Men nu er det sket. Nu er han væk. Og der går to år, inden jeg ser ham igen. Hvad nu hvis han bliver dræbt? Eller alvorlig såret? Jeg kan slet ikke tænke på et liv uden ham. Jeg har brug for ham. Han må ikke bare gå. Han burde slet ikke være afsted. Han burde blive hos mig.* Sådan stod jeg udenfor og tænkte i en halv time, inden jeg var klar til at gå ind igen.

"Wow Emily, hvad har du lavet? Har du været oppe og slås med is dronningen?" sagde Charlotte, da jeg kom ind. Selvfølgelig skulle der komme en kommentar til min uheldige Narnia episode. Jeg kiggede bare på hende, og lagde mig i min seng.

"Var det så slemt, at sige farvel til farmand?" Sagde Nikoline. Jeg kiggede op, nikkede, og lagde mit hoved ned i min pude."*Jeg savner ham allerede! FAAR!! Koom nu hjeeem!*

"Bare rolig, du ser ham jo nok i ferierne, eller helligdagene. Der er jo også dage, hvor forældre kommer og besøger os." Sagde Anna frisk. "Ellers skal vi nok muntre dig op." 

"Han kommer ikke, for han er i Afghanistan." Sagde jeg stille, og kiggede ned på mine negle. Gud, hvor var de dog grimme, efter jeg havde bidt i alle på vej herhen.

"Emily, det er jeg ked af at høre." Sagde de alle næsten i kor. Jeg fortsatte bare med at kigge på mine negle. Faktisk ville jeg gerne tænke på noget andet. *Hvornår er det så, at Harry Potter kommer og forvandler hele mit værelse til det rene candyfloss? Det kunne jeg virkelig godt bruge!*

"Ved du hvad, du har brug for? En KOMEDIE!! Jeg har nogle virkelig sjove film, skal vi ikke se en?" Nærmest udbrød Sofie. Hun hoppede ned af sengen, og løb hen til sin taske. Hun ledte i noget tid, indtil hun bare lavede en bundvending. på tasken. Og jeg må ærlig indrømme, der var ting som tamponer, g-strenge og utallige barberblade, jeg helst ikke ville have set.

"Wow Sofie, du skjuler da ikke noget, var?" Sagde Nikoline drillende. Sofie rullede bare med øjnene, og smed nogle film i hovedet på hende.

"Vælg nu bare en film!" Svarede hun. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Sofie var utrolig udadvent. Før min far tog afsted, havde hun også fortalt meget om hendes kæreste, og nogle ret fortrolige ting, som hvor mange gange, de har gjort det. Det  kunne jeg slet ikke forstå, at hun sad og fortalte. Jo altså, til de andre måske, de have kendt hinanden i nogle år, men når jeg var der. Vi havde jo kun kendt hinanden i et par timer. Men faktisk, havde jeg ikke noget imod det. For de andre piger var også hurtige til at fortælle nogle private ting, og det var rart, at de kunne. Jeg gad også, at jeg kunne. Men det var bare ikke mig.*En dag skal jeg nok kunne fortælle private og pinlige ting, som jeg nok ikke kan nu. Det kommer, jeg skal bare stoppe med at være så indadvent! Måske har far ret. Jeg har brug for at komme væk. Jeg vil ikke være den der lille generte pige, der ikke kunne sige andet end "Hej" til folk. Nej, nu det nok. Og én ting er sikkert. De her piger kan hjælpe mig.*

De valgte filmen No Strings Attached. Jeg havde aldrig hørt noget om den, så jeg sagde bare okay. Vi gik ned i tv stuen, som lå på gangen efter vores. Der var virkelig hyggeligt, sådan lidt biograf agtig. Der var mørke gråt gulvtæppe, og væggene var hvide. Der var tre store, bløde, sorte sofaer foran et stort fladskærms tv. Vi satte os ned, og startede filmen. Starten var virkelig sjov, og vi grinte allerede meget.*Det eneste, der gør den her film sjovere, er pigernes kommentarer! Seriøst de er geniale!* De sad og kommenterede folk, der gik forbi i filmen, fx udbrød Charlotte ligepludselig "Sikke en stor røv hende der ude i siden har!". Alle grinte, og de fik mig faktisk til at glemme, at jeg var ked af det, og fik mig til at grine.

Men selvfølgelig skulle noget gå galt. For selvfølgelig begyndte der at komme tegn til, at hovedrollerne i filmen skulle have sex. Og det kunne jeg slet ikke klare. Det var jeg ikke klar til endnu. Jeg spændte i hele min krop. Jeg kunne slet ikke lade være. Det ligesom når det er med ens forældre! Det er så akavet. Jeg blev ved med at kigge ned på mine grimme negle, og lod som om, at de var rigtig spændende. Men mine tanker kunne slet ikke tænke på andet, og min krop begyndte at spænde mere og mere. Jeg kiggede rundt omkring, prøvede at få mine tanker væk fra stedet her. Men mit blik faldt på tv'et, og igen spændte jeg mere. *SHIT! Det er bare så tydeligt! Hvad skal jeg gøre? Det simpelthen for akavet! Det er jeg ikke klar til endnu! Jeg ved, at jeg ikke skal være så genert, men det her går altså alt for hurtigt! Hvad gør jeg? Skal jeg gå? Løbe for livet? Slå på brandalarmen, og gå amok?* Ligepludselig kom det alt for tæt på. Så jeg hoppede op af sofaen, sprang hen over sofaen med kurs mod døren. *FRII! Jeg er friii! Jeg overlever! Jeg skal nok..* BAM! Og med det samme, lå jeg nede på jorden. 

Jeg kunne høre latter omkring med. Min pande gjorde ondt. Jeg lå nede på jorden, og tog mig til panden. *Nejnejnejnejnej! Jeg løb bare ikke ind i døren! BE' OM! SIG AT JEG BARE IKKE LØB IND I DEN LORTE DØR!* Men smerten i min pande, og de andres grin, var nok bevis på, at det havde jeg.*Orrrrh, pis!*

"HAHAHAHAHA" Lød det fra dem alle sammen! De lå ned af grin alle sammen, og de havde alle tårer i øjnene af grin.

"Orh, Emily! Du skulle have set dig selv! Og dit udtryk, da du faldt ned på jorden!!" Fik Charlotte sagt, mellem hendes latter.*Åhh, nej nej nej! Hvor pinligt! Hvorfor Gud, HVORFOR? Hvorfor gør jeg altid sådan noget her? Årh, det bare så typisk mig! Jeg kan slet ikke beskrive, hvor pinligt det er. Jeg kender dem ikke ordentlig, og så ligepludselig flyver jeg op af sofaen som Superman, og løber direkte ind i døren, og smasker ned i jorden med det samme... Åh, nej! HARRY POTTER! Du må gerne komme og lave en trylleformular, så de glemmer det her! Helst nu, tak!* 

"Hahahahaha, Emily! Du skulle se dig selv i hovedet lige nu! Dit hoved er mere rød end Sofies hår!" Grinede Nikoline.*Årh, jeg kunne lige se det for mig. God første dag, må jeg sige!*  

Da jeg lå i sengen om aftenen, tænkte jeg på min far. Gad vide, hvordan han havde det.*Hvorfor røg jeg ikke bare ned på knæ, og bad ham om at blive? Legede en forfærdelig pige, som ikke gjorde noget han sagde? Gjorde oprør, var sur. Skreg og jamrede indtil han blev?* Men jeg vidste udmærket godt hvorfor. For det fortjente han ikke. Igennem hele mit liv, har min far klaret to børn hel selv. Han har altid hjulpet mig med mine pigeproblemer, da jeg ikke havde nogen mor at snakke med. Han var der altid, når jeg savnede en mor, når de andre piger gik med deres. Han var der, hver gang jeg drømte om min brors død. Han var lige ved siden af mig, og holdt min hånd. Han havde altid været der for mig. Og nu var det min tur til at være der for ham.   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...