Why so serious?

Den 16-årige Emily Møller bliver sendt på kostskole af sin far, fordi han skal to år til Afghanistan i krig. Faderen syntes ikke, at hun skal bo alene hjemme, uden nogen til at passe på hende, for hendes familie er spredt ud over hele Danmark. Han syntes også, at hun skal ud fra hendes faste rammer og møde nogle nye mennesker, for i følge faderen, er hun blevet en genert og indadvent pige. Så hvordan vil en genert og indadvent pige klare sig i en verden omringet af mennesker, og overleve sine skøre og friske værelseskammerater, der bestemt er det modsatte af hende selv?

10Likes
21Kommentarer
1483Visninger
AA

13. Kapitel 12.

Før jeg var gået ind i skabet, havde jeg åbnet døren, der førte udenfor, for at narre dem. Bagefter gik jeg ind i skabet, lukkede dens dør, eller låge, efter mig. Så snart jeg var inde i skabet, var der mørke. Og da lågen lukkede sig helt i, kunne jeg ikke se noget. Jeg begyndte at fortryde, at jeg var gået derind. Jeg kunne høre pigerne komme tættere på, og at de gik ud af døren. Men jeg hørte ikke døren smække. Så en måtte stå og vente. Mine vejrtækninger begyndte at blive dybere og mere hysteriske. Jeg kunne høre døren smække, og pigerne snakke. De var ikke faldet i min fælde.

Jeg begyndte at høre stemmer. Og ikke pigernes velkendte stemmer. Det var stemmer, som har jagtet mig i mine maridt. De begyndte at overdøve alt andet, og jeg følte, at jeg tit fik stød igennem hele kroppen. Jeg lavede tit nogle små spjæt, mens stemmerne kom tættere og tættere på mig. Mine øjne begyndte at løbe i vand, og mine ben og arme rystede. Stemmerne fyldte hele mit hoved. De blev vredere, og vredere og højere og højere. Jeg begyndte at kunne høre ejerne af stemmernes fodtrin. De var tunge, og kom tættere og tættere på skabet. De begyndte at sige ord. Ord, jeg havde hørt før. De kom så tæt på mig, at jeg lavede et kæmpe spjæt, og ramte med mit hoved i skabet.

Mit hoved gjorde ondt, men jeg gav ikke smerten opmærksomhed. Jeg lagde kun mærke til stemmerne. Jeg rystede endnu mere end før, da jeg hørte en beroligende, velkendt stemme. Ikke pigernes, men hans. Han sagde de samme ord, som den dag. Det fik mig til at ryste endnu mere, og jeg satte mig panisk op på knæ. Jeg skulle ud.

Jeg prøvede at åbne døren, men den var låst. Jeg bankede på den, men der skete intet. Jeg bakede som en sindsyg, både med arme og ben. Stemmerne. De kom tættere på mig. Jeg følte, at de omringede mig. Jeg rystede, og mit hoved føltes som en bikube. Jeg skreg, at jeg ville ud, mens jeg bankede på døren. Men der skete intet. Jeg blev ved med at skrige, at jeg ville ud derfra, og bankede løs på lågen.

Til sidst kunne jeg ikke klare det mere. Jeg skreg højlydt, at jeg skulle ud, og bankede på lågen, skubbede til den og sparkede med mine ben. Pludselig blev lågen åbnet, og jeg faldt ud af skabet. Jeg lå med maven på gulvet og mit hoved hvilende på gulvet. Tårene trillede stadig ned ad mine kinder, men endelig var stemmerne og lyden af fodtrin væk. Jeg åndede lettet op og blev liggende.

"Emily, er du okay?" Spurgte en ret bekymret Nikoline. Jeg kiggede op fra jorden, og så de andre pige stå forvirrede. Og for ikke at nævne bekymrede.

"Mhh.. Ja." Svarede jeg med en ret grødet stemme.

"Hvad skete der?" Spurgte Charlotte. Skal jeg fortælle dem det? Eller nej. Eller jo. Jo, jeg gør. De vil forstå det. På en måde. Måske ville det hjælpe mig. Men.. Nej. Jeg kender dem ikke godt nok. Det gør for ondt.

"Øhm, ikke noget." Virkelig Emily? Var det dit bedste svar? Din tykke nonneko, altså!

"Emily, helt seriøst. Vi har aldrig set dig sådan." Nikoline kiggede alvorligt på mig, ligesom de andre piger. Jeg fik sat mig op, og kiggede op på pigerne. Mig, der følte mig lille før. Jeg skulle bare have vidst, hvordan jeg har det nu. Jeg grublede over, hvad jeg kunne sige til dem. Jeg kunne jo ikke bare sige ingenting, igen. Jeg lignede jo en, der havde fået et anfald. Arg, Gud. Slå mig lige med en ko, tak.

"Har du en fobi, eller hvad er der galt?" Spurgte Anna mig. Har jeg nævnt, at jeg elsker den pige? For det gør jeg! Virkelig meget! Møøssser til dig! Du har reddet MIT LIV!

"Ja." Og det var det eneste, jeg kunne få ud af min mund. Jeg snøftede, og rystede stadig en smule. Jeg var fuldstændig overvældet over, at det stadig var så klart i min hukommelse.

"Hvad for en? Hvorfor har du ikke fortalt det? Kan vi hjælpe? Skal vi til lægen? Skal jeg hente noget? Har du det dårligt? Skal jeg hente en spand?" Spørgsmålene kom væltende ud af Sofie, som tydelig var en smule i chok.

"Skal jeg svare på dem alle?" Spurgte jeg med en stemme, der gerne burde have været lidt ironi i. Men universet var imod mig.

"Hvad er det for en fobi?" Spurgte Charlotte mig alvorligt. Jeg skulle lige hurtig tænke mig om, inden jeg fandt den perfekte fobi.

"Klaustrofobi." Svarede jeg. Sådan, high five til mig mand!

"Hvis du lider af klaustrofobi, hvorfor gik du så ind i et lille skab?" Spurgte Nikoline mig. Altså lille og lille, det er da et rimelig stort træ. Aldrig har jeg hadet Nikoline så meget, som i det øjeblik. Jeg skulle virkelig tænke mig om den her gang. Hvorfor skulle hun få mig til at uddybe det mere.

"Jeg øhmm.. Altså, det er jo egentlig et ret stort skab." Jeg tænkte til der dansede små nissemænd rundt i mit hoved. "Det er fordi, at øh.. Sidst jeg oplevede det, var jeg en lille pige. Så jeg, øhhmm, troede at jeg var over min fobi." Jeg stirrede ud i luften, da jeg tænkte tilbage. Små, kolde vindstød kom ned ad min ryg.

"Hallo, Emily er du der? Eller skal vi ringe efter Frederik, for at han kan give dig mund til mund?" Sagde Sofie drillende til mig. Jeg var nu glad nok for, at hun brød den akavede stemning.

"Århh, hold da op!" Jeg rejste mig, og puffede til Anna, og gik videre mod værelset, mens jeg tørrede mine øjne, og fik rystet færdigt.

 

"Emily!" Nærmest råbte min mormor, da jeg stod i deres dør. Hun trak mig ind i et kram, og hun begyndte nærmest at græde. Jeg kunne dufte, at hun havde bagt, hvilket gjorde mig helt rørt. Jeg havde virkelig savnet hende. Hun trak mig ud af sit kram, og kiggede glad på mig.

"Sikke stor du er blevet! Du er næsten ikke til at kende." Hun lukkede døren efter mig og tog min taske.

"Karl, kom nu." Råbte hun til min morfar. Han kom tøffende i hans sædvanlige tøfler, og der kom et stort smil på hans læber.

"Emily! Hvor er det lang tid siden!" Han nærmest løb hen til mig, (eller hvad man kan kalde det?) og gav mig et stort kram. Jeg kunne se, at der løb en tåre ned ad min mormors kind, mens morfar tog mig ud af krammet.

"Nøj, hvor er du da vokset. Skal jeg hente Fifi, eller klarer du dig uden?" Sagde min morfar med et grin. Fifi var min bamse, sidst jeg så dem. Og utrolig nok var der gået fem år siden jeg sidst så dem. Jeg kom ind i huset, og genkendte alt. Duften, malerierne, væggens farve, ja selv loftets farve. Mormor førte mig ind til det værelse, jeg skulle bo i i ferien.

"Når du er færdig med at pakke ud, kommer du så ud i køkkenet?" Spurgte min mormor mig.

"Ja, selvfølgelig." Hun gik ud af værelset, og jeg stod alene i det lille værelse. Hvorfor er der gået så lang tid, inden jeg kom her? Jeg satte mig på sengen, og kiggede rundt. Væggene var cremefarvet, gulvtæppet var gråt, og skabene var af træ. Der var et vindue over skrivebordet, og sengen var ved siden af. Der var hyggeligt, og morfar og mormors duft var i hele huset. Jeg følte mig hjemme.

Jeg gik ud af værelset, og hen til døren til køkkenet. De har faktisk et ret stort hus. Rigtig bamse agtigt. Døren til køkkenet var lukket. Mærkeligt. Jeg åbnede døren, og fik mig lidt af en overraskelse.

"I dag er det Emilys fødselsdag. Hurra, Hurra, Hurraaa!" Mormor og morfar stod med flag, en gave og en kage med lys i. Jeg blev helt rørt, og før jeg vidste af det, trillede en tåre ned ad min kind. Jeg smilede til den store guldmedalje.

"Tillykke med fødselsdagen." Afsluttede de, og jeg gik hen og krammede dem. Vi satte og ved deres bord i køkkenet, og jeg pustede lysene ud. Alle undtagen én.

"Nå, der er en tilbage. Hvad hedder drengen?" Spurgte min morfar mig med et bredt smil om læben. Og uden så meget at en tanke fløj i mit hoved, rødmede jeg. Meget. Mormor og morfar grinede lidt. Det er heldigt, at de ikke kender til Frederik! Vent, hvad tænkte jeg lige der? Vi er venner. Slut. Ikke noget kæreste halløj der. Nej, nej. Jeg får ikke kærester. Eller bliver forelsket. Eller gør jeg? Nej, pjat.

Jeg ville have diskussionen med mig selv i mit hoved væk, men jeg vidste ikke hvordan. Så jeg tog min gaffel, og slog mig direkte i panden. Måske en smule for hårdt.

"Nej, Emily! Hvad laver du?!" Råbte min mormor, da hun stillede sig op, og jeg kiggede på hende. Jahh, måske ikke den bedste plan. Men heey,mine tanker et andet sted nu. Min mormor kiggede stadig uforstået på mig.

"Øhm, flue!" Var min eneste nogenlunde gode forklaring, jeg kunne give dem. Min mormor gav et lille suk fra sig, da hun grinede med min morfor.

"Jeg kan ikke huske, at du var så mærkelig, da du var lille." Sagde min morfar grinende. Det er fordi, at jeg har været alt for meget sammen med pigerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...