Why so serious?

Den 16-årige Emily Møller bliver sendt på kostskole af sin far, fordi han skal to år til Afghanistan i krig. Faderen syntes ikke, at hun skal bo alene hjemme, uden nogen til at passe på hende, for hendes familie er spredt ud over hele Danmark. Han syntes også, at hun skal ud fra hendes faste rammer og møde nogle nye mennesker, for i følge faderen, er hun blevet en genert og indadvent pige. Så hvordan vil en genert og indadvent pige klare sig i en verden omringet af mennesker, og overleve sine skøre og friske værelseskammerater, der bestemt er det modsatte af hende selv?

10Likes
21Kommentarer
1454Visninger
AA

12. Kapitel 11.

De to uger var endelig gået, og det blev min fødseldag. Jeg blev vækket af sang og latter. Og af at Charlotte hoppede på mig. Mange forventer de normale fødselsdagssange, når man vågner på sin fødselsdag. Men på det tidspunkt, var jeg jo på kostskolen.

"Hakuna matata. Er de klogeste ooord. Hakuna Matata. Klogere end du troooor. Så tag det roligt. Det det bedste på jooooorden. Det en melodiiii. Som gør dig friiii. Hakuna matata. TILLYK' MED FØDS'DAGEN!" Skrålede de. Jeg vågnede smilende op. Jeg var vant til, at det kun var min far, der sang for mig. Det var nu dejligt, at vågne sådan.

"GAVETID!" Råbte Anna. Nikoline kom hen til mig, og gav mig en gave, der var bundet ind i grøn indpakningspapir, og med en masse gavebånd på. Jeg kiggede på den, og kiggede derefter på de andre, og sad bare og smilede.

"Kom nu, åben den!" Nærmest råbte Sofie. Jeg begyndte stille at åbne gaven. Jeg fik åbnet den, og inden i var der lige noget, jeg havde ønsket mig. Det var en stor, mørkeblå sweatshirt, hvor der stod, med en stor, tyk og hvid skrift, Music is my boyfriend.

"Ej taak!" Sagde jeg ret skingert, for jeg var rigtig glad for den.

"Og jeg har en ekstra gave til dig!" Skreg Anna, og løb hen til hendes kommode. De andre kiggede undrende på hinanden, mens Anna var kommet hen til mig med hendes pinke indpakkede gave. Jeg åbnede den, og gæt engang hvad der var i......

Selvfølgelig noget One Direction noget. Jeg havde fået deres første album, og en kæmpe plakat af Harry. Og jeg mener virkelig kæmpe. Den var 1,90 m høj, og 1 meter bred. Det lignede helt seriøst, at han stod lige foran mig! Hun købte den sikkert til mig, så hun kan stå og kissemisse med den.

Henne i skolen blev der også sunget fødselsdagssang for mig, og så var vi ude og spille fodbold i det fine, fine vejr. Eller det regnede ikke, hvilket egentlig er godt, da det var efterår. Resten af dagen blev der lidt hygge noget, og så snakkede vi om efterårsferien.

"Nå fødselsdagsbarn, hvad skal du så lave i ferien?" Spurgte min fysiklærer Torben mig sidst på dagen. Hans runde Harry Potter briller duggede, og han kløede sig i sit julemandsskæg, mens han stadig gik rundt i sandaler og bukser til knæene, selvom det var efterår.

"Jeg skal hen til Bamse og Kylling." Svarede jeg. Latter. Der ubrød en kæmpe latter i klassen, og det tog mig lidt tid, at opfatte hvad jeg lige havde sagt. Årh, hvorfor skulle vi kalde dem Bamse og Kylling? Så der kom endnu en ting, jeg blev drillet med. Men den her var af egen fortjeneste. Klap på skulderen til mig.

 

På vejen hjem så jeg Frederik. Han kom gående imod mig, og jeg kunne mærke sommerfuglene begynde at flyve rundt i maven. Han kom hen til mig med sit forbandede charmerende smil.

"Tillykke fødselsdagsbarn." Sagde han til mig, og gav mig smilende en lille ting, der var pakket ind i limegrøn indpakningspapir med et kort til, og gav mig et kys på kinden. Jeg kunne mærke den røde farve kom op til mine kinder, og hvordan min transformation til en tomat gik hurtig, med en stor hjertebanken og en stor mængde blødhed i knæene. Jeg kiggede i hans fantastiske øjne, og følte at jeg snart ikke kunne stå på mine ben længere. Gud, be om at jeg ikke falder foran ham! BE' OM!

"Hav en god ferie." Sagde han, og gik væk. Da han var gået væk fra stien, jeg stadig stod frosset til på, prøvede jeg at gå videre mod kostskolen, men da jeg tog første skridt, svigtede mine bløder knæer mig, og jeg faldt ned på den fugtige sti. Okay, det var mærkeligt.. Hvornår er mine ben blevet til blæksprutter?

Med mærkelige, og sjove skridt fik jeg humpet mig tilbage til kostskolen, hvor jeg skulle pakke mine ting til min ferie hos Bamse og Kylling. Jeg savnede dem virkelig meget. Duften i hele huset af mormors hjemmebag var lige til at savle over, og deres enorm bløde sofaer, dækket med puder og dejlig, blødt betrak. Jeg savnede min mormors smil, og hendes funklende, grønne øjne, der strålede af livslyst, og min morfars uendelige snak om fodbold, som jeg altid deltog i, mens han som regel sad med AGF trøje og hjemmesko på. Og selvfølgelig havde han også købt nogle hjemmesko til mig. Det havde man altid på hjemme hos dem.

Men før jeg kunne nå at pakke, skulle vi til fællesmøde med overbygningen på kostskolen. De yngre havde allerede overlevet snakken, så det var vores tur.

"Goddag, og velkommen. Som i nok ved, er det jo ferie nu, og i skal nok hjem til familien. Så jeg vil lige opfriske nogle regler, om inden i tager af sted, og når i kommer tilbage." Og sådan fortsatte Inge Sørensen, vores rektoer, mens hun rettede på sine fine læsebriller, og hendes knold, der forresten lignede en stor bøf, sad klasket på toppen af hendes hoved, så hun lignede en teletubbie. Det passede også fint med, at hun havde helt orange tøj på, for den farve var ikke taget endnu. Tinky Winky, Dipsy, Laa-Laa, Po OG INGE!

Jeg sad og kiggede mig rundt omkring. Jeg var begyndt at vænne mig til skolens storhed. Man når man nu havde en masse tid til at tænke, var der virkelig flot. Ligesom første dag beundrede jeg tingene, men også hvordan de blev holdt. De lignede noget fra 1800-tallet, men samtidig så de ud som om, de lige var købt i Inspiration. Det tog Fru Sørensen en million år, at blive færdig med de regler, vi har hørt og læst tusind gange. Men færdig blev hun da heldigvis en time senere.

På mit værelse ville pigerne se, hvad Frederik havde købt til mig. Det gav jeg dem selvfølgelig ikke lov til. Jeg ville selv se gaven først.

"Hvorfor ikke? Gemmer du da noget for os?" Spurgte Sofie mig, så nysgerrig efter at se gaven, at hun hoppede op og ned, mens hendes hår lignede en rød drage.

"Kun din hjerne. Ej, jeg gør da ikke. Jeg vil bare selv se den først." Til min store overraskelse, sagde jeg faktisk det, jeg tænkte. Hvilket ikke skete så tit. Med det samme blev Sofies øjne røde, som hendes hår. Hun kiggede først på mig, så på pakken, så på mig igen, og så på pigerne. De nikkede alle til hinanden, alle med samme gnist i øjnene.

"GIV OS DEN SÅ!" Råbte Charlotte, mens hun nærmest kastede sig mod mig, og de andre piger gik til angreb. Åh åh, nu starter tredje verdenskrig!

"I får den ALDRIG!" Råbte jeg tilbage, og løb ud af værelset. Pigerne hjalp Charlotte på benene, mens jeg var løbet mod pigernes gymnastik sal. Da jeg nåede hen til døren ind til omklædningsrummet, havde jeg tre muligheder:

1. Jeg kunne løbe ind til omklædningsrummet, og gemme mig i redskabsrummet i gymnastiksalen.

2. Jeg kunne løbe gennem døren til højre, der førte ud af skolen, hvor jeg kunne løbe til højre, for at komme hen til hoveddøren, finde hen til værelset igen, hvor jeg kunne låse dem ude.

3. Jeg kunne gemme mig i skabet og vente på, at de forsvandt.

Jeg vidste at 1'eren var en dum ide. At gemme sig i redskabsrummet, uden at blive fundet, er lige så usandsynligt, som at Anna stoppede med at elske One Direction (især Harry.) 2'eren var en mulighed, men Charlotte løb både hurtigere end mig, og havde en bedre kondi, så hun kunne nemt overhale mig. Endnu en usandsynlig ide. Jeg nåede ikke at tænke mere, før jeg hørte pigernes fodtrin.

"Vi skal nok fange dig, Emily! MUAHAHAHA!" Råbte Nikoline. Uden at tænke over det, kravlede jeg ind i skabet. Ind i det store skab, bygget af mørkt, tungt og stærkt træ, som nok kunne blive stående, hvis der kom en orkan. Det stod til venstre for døren til pigernes omklædningsrum, hvor vores mobiler kom ind. Hvilket var mærkeligt, for i skabet var der kun én hylde øverst, hvor mobiler og sådan var, og det var kæmpe. Ligesom det skab i Narnia. Ellers var der overlevelses ting som en pose til glemte sager, og bind, hvis vi piger var uheldige.

Til mit held var skabet ikke låst. Så jeg trådte ind i det store skab, og lukkede døren efter mig. Hvilket nok var noget af det dummeste, jeg har gjort. Og desværre var det ikke Narnia, jeg gik ind til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...