Why so serious?

Den 16-årige Emily Møller bliver sendt på kostskole af sin far, fordi han skal to år til Afghanistan i krig. Faderen syntes ikke, at hun skal bo alene hjemme, uden nogen til at passe på hende, for hendes familie er spredt ud over hele Danmark. Han syntes også, at hun skal ud fra hendes faste rammer og møde nogle nye mennesker, for i følge faderen, er hun blevet en genert og indadvent pige. Så hvordan vil en genert og indadvent pige klare sig i en verden omringet af mennesker, og overleve sine skøre og friske værelseskammerater, der bestemt er det modsatte af hende selv?

10Likes
21Kommentarer
1463Visninger
AA

11. Kapitel 10.

Det var en rigtig spændende kamp. Men det var svært for mig at lade være med at udbryde noget. Det var nu ikke altid, at jeg kunne holde min mund, så derfor fik jeg mange blikke igennem aftenen. Og jeg kan lige så godt sige, at hvis blikke kunne dræbe, var jeg død nu. Men det var også svært at sidde som den eneste Nordsjælland fan i mit område,

Jeg kunne nu ikke dy mig, så hver gang Nordsjælland scorede, rejste jeg mig på med hænderne over hovedet og jublede. Og eftersom det var en målrig kamp, kom jeg da op og stå fire gange, og hver gang sendte alle AAB fansene på tribunen, jeg sad på, mig dræberblikke. Men det var også forståeligt nok, for Nordsjælland vandt! Wuhuuu, mine jubelscener var så meget det værd! 4-2!! 4-2!!!

På vejen hjem blev jeg ved med at drille Frederik. Der gik ikke ét minut, hvor jeg ikke nævnte, at Nordjsælland vandt.

"Hold nu op!" Sagde han, da vi næsten var hjemme ved kostskolen. 

"Det er da ikke min skyld, at du hepper på et taber hold." Svarede jeg ham igen. Han gav mig det vildeste dræberblik, og skubbede mig. Jeg var ikke parat, så jeg væltede ned på jorden. Jeg kiggede ondt på ham, og så grinede han bare af mig. Jeg rejste mig op, og prøvede at vælte ham, men eftersom han er et hoved højere end mig og lidt af et muskelbundt, væltede jeg bare mig selv. Og det det fik ham jo selvfølgelig bare til at grine mere.

Der gik ikke lang tid, før vi stod foran kostskolen. Vi havde stået lidt, da han begyndte at grine lidt for sig selv. Jeg kiggede underligt på ham, og smilede af ham.

"Undskyld, men det er altså utroligt, så meget kostskolen ligner Hogwarts." Sagde han i sit grin. Sig mig, har han lige stjålet nogle af mine tanker igen?

"Det er også det, jeg siger." Grinede jeg tilbage. Efter at have stået og grint lidt sammen, fik jeg sagt farvel, og var på vej hen mod døren. Eller porten. Smagssag.

"Hey Emily, du glemte noget." Jeg tog mine hænder forvirret i lommerne, og ledte efter mobil og sådan. Sært, jeg har da alt med. Han var gået smilende hen til mig, havde bredt sine arme ud, og gav mig et stort bamsekram. Jeg stillede mig op på tæer, og krammede igen. Ahh, han dufter dejligt. Mhhh.. Han trak sig fra mig og vinkede farvel, mens jeg vinkede igen.

Da jeg kom ind på mit værlse, blev jeg verfaldet af Sofie. Hun hopppede bogstavelig talt op på mig, så jeg væltede ud af døren igen med hende på slæb. 

"Det også godt at se dig." Sagde jeg. Vi fik rejst os op, og gik ind i værelset. De kiggede alle mærkeligt på mig, og sendte hinanden blikke. De altså sære, de er. Jeg satte mig ned på min seng, og nød tanken om weekend. Jeg havde ligget ned i noget tid, da de andre kom hen og gloede for vildt på mig. De havde stadig et mærkeligt smil på deres læber.

"Hvad?" Spurgte jeg dem.

"Hvordan gik din daaaaate?" Råbte Nikoline.

"Ro på, hele stedet behøver ikke høre dig." Sagde jeg til hende. Hun fnøs bare, og ventede spændt.

"Og desuden var det ikke en date." Udtrykte jeg. De sukkede alle af mig, rullede med øjne og kastede opgivende med armende.

"Men det var da meget hyggeligt. Nordsjælland tæskede AAB!" Sagde jeg meget, meget glad. De fortsatte deres suk, og lod mig være resten af aftenen. Men selvfølgelig kun den ene aften.

 

De næste to uger var jeg som en zombie. Ugerne skulle bare overståes. For så var der ferie! Og, nårh ja, jeg havde fødselsdag. Men vi havde ret mange afleveringer for, så meget af min fritid gik på dem. Jeg havde jo også mit arbejde tre gange om ugen, og det tog da også noget tid. Mig og Charlotte havde det hyle morsomt på arbejde, vi skulle jo bare lege kyllinger, og vi gjorde ofte grin med hinanden, når vi var kyllingerne.

Der var en virkelig god stemning i klassen, hvilket fik ugerne til at gå hurtigere. Men desværre drillede de mig stadig med den dag, jeg blødte igennem mine bukser. Der kom tit nogle bemærkninger, som: "Har du husket bind i dag? Ellers kan du godt låne af mig.", eller "Emily, må vi låne dine bukser til Twister?" Alle kommentarer sagt med en drillende stemme, og selv drengene ville låne bind til mig. De begyndte også tit at føre en samtale med mig om menstrurationssmerte, som om de kendte til det.

"Ved du hvad, igår havde jeg sådan nogle PMS smerter, at jeg begyndte at græde." Sagde Kasper til mig, noge dage før min fødselsdag.

"Det er bare forfærdeligt! Jeg plejer altid at spise is, når min PMS kommer." Tilføjede Mads og kom med i samtalen, og satte sig ved bordet, som mig og Kasper sad ved.

"Jeg plejer altid at høre højt musik, og kigge på alle flotte kendte drenge på Google!" Da kom Henrik med i samtalen, og de snakkede alle med en piget stemme. Haha, de gør grin med piger. Ha, de så sjove. Tror de.

"Ej, syntes du ikke også, at ham der varulven fra Twighligt er meega lækker?" Spurgte Mads.

"Joo, og ham der bæver fyren, der har det der kendte hår, og synger BABY, BABY, BABY OOOH!" Svarede Kasper.

"Og de der fem drenge, der har det der band, i ved de der fra det engelske x-factor. Alle dem gør mig i så meget bedre humør, når jeg har PMS." Sagde Henrik. Okay, de prøver at lege piger.

"Jeg er bare så træt, når jeg har min PMS." Sagde Kasper.

Det var faktisk ret sjovt, for jeg kunne godt se dem som piger. For Kasper havde langt, brunt hår, som bølgede. Han havde ret mørke øjenvipper, og derfor kunne det godt ligne, at han havde makeup på. Han var virkelig tynd, og ikke så høj, kun 1.70. Henrik havde skulderlangt, blond hår, og han var rimelig brun, og så havde han et modermærke lige over hans læbe i venstre side. Han var godt nok højere, men han var også virkelig tynd.  Mads var den med det korteste hår, men det var heller ikke helt kort. Og så havde han ret lyserøde kinder, og rimelig røde læber. Han var den højeste, og en virkelig tynd muskelbundt, men som stadig var dårlig til sport.

"Orh ja, og humørsvingningerne. I det øjeblik er jeg super glad, og i det næste har jeg lyst til at smadre en vase." Sagde Mads.

"Ja! Det er bare så hårdt, at være pige. Det er så uretfærdigt, at vi skal leve med det her!" Sagde en klynkende Kasper.

"Og det er det bare. Drenge har det bare så meget lettere." Sagde Mads.

"Ja, vi er så kræsne og fintfølende, og drenge er bare lækre og seje." Sagde Henrik. Nå, nu nedgører de også os piger.

"Det så rigtigt. Vi er bare mennesker, der kan føde børn, og bliver forelsket i kendte, som vi aldrig kommer til at møde, og så er vi fuldstændig besat af dem." Sagde Mads.

"Ja, og så kan vi ikke engang dræbe en edderkop." Da Henrik sagde det, kunne jeg ikke lade vær' med at smile for mig selv. For der tænkte jeg på Jonas.

"Og så klager vi altid over vores PMS." Sagde Kasper. Nu det nok.

"Ved i godt, hvad PMS betyder?" Spurgte jeg dem. De kiggede lidt på hinanden, og derefter på mig, som om jeg var en idiot.

"Pissed at Men Syndrome!" Sagde jeg drillende. Jeg rejste mig fra bordet og gik. SLAM!

Det var faktisk en typisk dag i min klasse. Vi var skøre, anderledes, men vi var sammen. Vi havde et rigtig godt sammenhold, og så klingede vi bare godt sammen. Jeg kunne lide alle, og alle kunne snakke godt sammen. Vi var en klasse med mange forskellige talenter, vi havde næsten en til at spille hvert instrument, og vi havde gode sangere. De var med til, at skolen gik hurtigere, og sjovere. Jeg elskede min klasse.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...