Why so serious?

Den 16-årige Emily Møller bliver sendt på kostskole af sin far, fordi han skal to år til Afghanistan i krig. Faderen syntes ikke, at hun skal bo alene hjemme, uden nogen til at passe på hende, for hendes familie er spredt ud over hele Danmark. Han syntes også, at hun skal ud fra hendes faste rammer og møde nogle nye mennesker, for i følge faderen, er hun blevet en genert og indadvent pige. Så hvordan vil en genert og indadvent pige klare sig i en verden omringet af mennesker, og overleve sine skøre og friske værelseskammerater, der bestemt er det modsatte af hende selv?

10Likes
21Kommentarer
1525Visninger
AA

2. Kapitel 1.

*Hvad skulle jeg sige? "FAR!! DU MÅ IKKE GÅ!! BLIV HOS MIG!!" Nej, nej, dårlig ide. Den ville aldrig virke. Så let er det ikke, at få min far til at ændre mening. "FAAR! DU MÅ IKKE EFTERLADE MIG HER! JEG VIL BLIVE HJEMME!!" Nej, nej, heller ikke den! Den har jeg allerede brugt tusind gange på vej her hen. "Faaaar!!! DET EN DÅRLIG IDE DET HER! LAD VÆR' MED AT GØRE DET HER MOD MIIIG!!" Med lidt tårer, ville den måske virke! Ja! Skal jeg gøre det? Ja, jeg skal! Det bliver nødt til at være nu. Sidste chance! Kom nu Emily, få hunde øjnene frem, få tårer i øjnene og giv den så hele armen! Du kan godt! Kom nu.. Gør det så... Et skridt hen mod far, og tig og bed! Kom nu! HVORFOR GØR JEG DET IKKE?!*

"Skattepige, er du med?" Min far kiggede afventende på mig.

"Øhh, undskyld, hvad?" Jeg havde ikke hørt et ord af, hvad han havde sagt. Mine tanker var fyldt af mange gode undskyldninger for at blive hjemme i dejlige sikre Esbjerg, istedet for at bo på kostskole i Aalborg.

"Nervøs, var? Bare rolig det hele skal nok gå. Du får nogle fantastiske år, tro mig. Du har godt af at møde nye mennesker. Og husk nu, Bamse og Kylling bor kun en time væk herfra." Det sidste sagde han med et glimt i øjet, for Bamse og Kylling er min mormors og morfars hæslige kælenavn, som jeg desværre gav dem, da jeg var lille. Og vi har holdt fast i dem lige siden. I stedet for at svare, kiggede jeg bare på ham. For om ikke så længe, ville der gå lang tid inden jeg så det ansigt igen.

Vi gik langsomt mod den enorme bygning. Enorm er ikke engang ordet! Den var ekstrem enorm! Ligesom et slot. Eller to slotte slået sammen. Men set i bakspejlet, boede der jo også 2000 elever, plus massere af lærer, og der er jo også skole og fælles lokaler, kantiner og haller. Der er sikkert meget mere, men jeg fulgte ikke rigtig med, da min far fortalte mig om mit nye hjem. *Hvordan skal jeg nogensinde finde rundt her? Det jo én stor labyrint! Hvis jeg en dag er væk, så er jeg et eller andet sted på det her slot, faret vild.*

Bygningen var bygget med store grå mursten, og mindede mig på nogle punkter om Hogwarts. Eller et nonnekloster. *Fedt, nu bliver jeg forvandlet til en magisk nonne. Heldige mig*.Ved indgangen var der en stor dør, nærmest en port. Faktisk lignede bygningen dét, man havde gået og forventet af en kostskole. En klassiker.

Man kunne tydelig se, hvem der var de nye. For ligesom mig, stod de og kiggede på den store bygning, og så ekstremt forvirrede ud. De stod også tæt på deres familie, og de fleste var stille, ligesom mig. Dem, der havde været her før, mødtes med gamle venner, og snakkede og grinte. De var mere afslappet end os nye. Alle eleverne var mellem 12 og 18 år, og det var helt klart de yngste, der var mest nervøse. Det var faktisk ret sjovt, for der var den her lille dreng på cirka fem år, der gik rundt og kastede ærter på folk. Der var en pige på 18, han ramte i øjet. Ham fik jeg brugt meget tid på at kigge efter. Desværre skulle vi ind til et møde for de nye, så jeg kunne ikke se den lille dreng mere. Sikken skam.

Vi gik ind ad porten, og sikke et syn. Væggene var hvide med massere af billeder i guldrammer. Der var højt til loftet, gulvene var af flot, lysebrunt træ, og de store vinduer havde guldfarver, hvilket  vaserne, lysestagerne og rammerne om spejlene også havde. Der var virkelig flot. Og ikke mindst stort. *WOW, hvem bor her? Dronningen? Det sikkert Harry Potter, der lige har forvandlet almindelig zink til guld, for at her er flot nok til, at Mother Terasa kan besøge alle hendes munke- og nonne veninder. UTROLIGT, HARRY POTTER ER DA DEN NYE JESUS!!! Okay, måske ikke. Nej, nej, dum ide. Hvorfor er det overhovedet jeg tænker sådan her? Det da for mærkeligt!* Vi gik ind til mødesalen, og hold da op! Igen var det en kæmpe sal, her inde er væggene beige, gulvene af mørkebrunt træ, men de fortsatte guldstilen. Det var da utroligt, at hvert sted var så flot. Der var ikke noget der manglede. *Det er altså for vildt det her! Her kunne jeg godt nok vænne mig til at bo! Gad vide, om Harry Potter måske er min nye værelseskammerat, og kan forvandle nogle af mine ting?* 

Mødet var ikke særlig spændende. Alt om maner, som min far allerede havde forklaret mig. Faktisk havde min far fortalt alt. Hvad klok vi skulle i seng, hvornår vi skal op, hvad vi måtte på vores værelser, respekt, disciplin, og så videre og så videre. *Min nye rektor, Fru Sørensen, har sikkert bare været inde på Wikepedia og kopiret teksten, og står og pladre en eller anden dame fra 80'ernes ord op!*

Da mødet var færdigt, ville min far lige snakke med inspektøren, så jeg gik hen til mit værelse. Det var heldigvis lige ned ad gangen. Selv gangene var utrolige. Der var der lyst trægulv, hvide vægge, med billeder fra forskellige semestre. (Selvfølgelig er rammerne i guld). Jeg fandt mit værelse, ned ad gangen, sidste dør til højre hjørne. Værelses nummeret passer også, så jeg fandt det. *JEG er jo for vild! Det da utroligt, jeg fandt vej! Og endda uden at bruge GPS!!* Så. Nu blev det alvorlig. Jeg skulle til at se mit værelse. Jeg tog en dyb indånding. Nu det nu. Jeg skulle møde mine værelses kammerater, og se mit værelse. Det sted, hvor jeg skal bo i to år. Jeg tog endnu en dyb indånding og åbnede døren til værelset. *Åh. Gud!*

*Altså, jeg ved godt, at min far syntes, at jeg er blevet alt for alvorlig, indadvent, genert og asocial. Men jeg kan virkelig ikke forstå, hvordan det skulle hjælpe mig, at sende mig hen til et sted fuld af nonner, munke og magikere, hvor jeg skal bo med skøre, pruttende aber!* Det var min første tanke, da jeg åbnede døren. For inde på mit værelse var fire piger, der pruttede op ad hinanden, slog hinanden med bøger, stod i undertøj, og skrålede med til disney sangen Hakuna Matata. *Det her sted er mærkeligere end Hogwarts! Og det er endda rigtig fyldt op med magikere, hvor der kommer mænd uden næser, der er genoplivet i en gryde, efter én, og hvor sporten er en flyvende form for fodbold. Det' skidt!

"Du må være den nye pige. Emily. Hej, jeg hedder Charlotte." Sagde den høje pige, med langt sort hår med mørke blåligt skær og meget mørkeblå øjne. Chokeret af det syn jeg lige så, nikkede jeg bare, og rakte stille min hånd hen mod hende. Hun tog imod den, og rystede den voldsomt med et fast håndtryk. Hun rystede så hårdt, at resten af min lille krop rystede med, og jeg tabte min taske på grund af mit svage greb om den. Jeg knælede stille for at samle den op, mens jeg kiggede på værelset. Det var okay stort, men på grund af rodet, kunne jeg næsten ikke se gulvet. Men af mit hurtige kig, opfangede jeg, at der var grå gulvtæppe, hvide vægge, og fem enkeltsenge, som nu så okay store og bløde ud.

"Du har sengen derhenne" Sagde pigen med det skulderlange mørke blonde hår, hun havde pandehår, og nøddebrune øjne. Hun pegede på sengen, der var længst væk fra mig, i venstre hjørne, når man står i døren. Sengen lå med hovedet mod væggen venstre for mig, og fodenden ved siden af væggen over for mig. Der lå en anden seng til højre for min seng, med fodenden i samme retning. De andre tre senge lå på den anden side, hvor fodenden var mod min sengs fodende. Ved siden af sengen, der lå ved siden af min, var der et lille lokale. Ved siden af hver seng var en reol. 

"Tak" svarede jeg og tog min taske med hen på sengen, og satte mig. "Årh, sengen er guddommelig! Så utrolig dejlig blød, ikke for blød, ikke for hård. Bare... Perfekt.. Ahhhhhhh! Her kommer jeg til at sove godt! Jeg tror ikke, at Harry Potter nogensinde ville kunne trylle en bedre seng frem!*  Pigen med det mørke blonde hår gik imod mig, rakte hånden frem og præsenterede sig selv.

"Nikoline." Sagde hun med et smil på læben. Hun havde en rigtig behagelig stemme.

"Emily" Svarede jeg tilbage. Nu rejste de andre to piger sig op, den ene var lidt mindre end Charlotte, der nok er 1,78 m høj, hun havde mørkebrunt hår, lyse brune øjne og fregner. Den anden var mindre end Nikoline, der nok var 1.74 m høj. Hun havde brandbilrødt hår, blågrå farvede øjne og var meget brun.

"Sofie" Sagde pigen med det røde hår, og rakte mig hånden. Jeg tog imod hendes hånd, rystede den, og smilede til hende.

"Hej du, jeg hedder Anna." Sagde pigen med fregnerne, med en meget frisk, bondejysk stemme. Hun var den eneste der havde den accent. De smilede alle til mig, og jeg smilede igen. De virkede alle meget søde og rare. De så meget forskellige ud, det eneste de havde tilfælles var, at de alle var nogle virkelig kønne piger, og have alle tynde, flotte kroppe. "Okay, hvis jeg ikke kunne lide min krop før, så kan jeg i hvert fald ikke nu. Jeg føler mig som en eller anden ko, der nu er en magisk nonne. Jeg følte mig også meget lille. Jeg er 1.65 og den mindste af de andre piger er Sofie, og hun er 1.69 m. Åh, gud! Nu er jeg en ko-dværg, der er blevet en magisk nonne, her på Hogwarts, hvor Harry Potter har forvandlet det hele fint, for at Mother Teresa kan blive glad. Hvad sker der for mig?!*

" Øhm, Emily, vi må vist hellere forklare episoden lige før. Altså, Sofie ville høre Hakuna Matata, så det gjorde vi. Imens skiftede vi om til vores skoleuniform. Ligepludselig kastede Charlotte en bog efter mig, og sagde at jeg skulle læse den. Så gik jeg hen og pruttede på hende. Og sådan begyndte vores bog- og prutte kamp. " Sagde Anna. Stadig med den utrolig tydelige bonde accent. Den var faktisk lidt sjov at høre på. *Okay, nu der officielt. De her tøser er virkelig nogle mærkelige nonne-magikere. Hvorfor er det egentlig, at jeg siger her er nonner og magikere? Nårh, ja. Bygningen ligner et kloster eller Hogwarts. Årh, puuh. Min verden giver mening igen.*

"Nårh. Okay, det helt okay. Jeg fik bare lidt af et chok. Og hvad er det for et lille lokale derhenne?" Sagde jeg.

"Uhh, jeg ved det! Det er vejen til Narnia! Vent, sagde jeg lige det højt?" Og med det samme begyndte de andre piger at grine. Den røde farve steg op i mit hoved. "Årh, pis! Jeg kan bare ikke gøre noget rigtigt!! Det skulle selvfølgelig ske, næsten lige når jeg har mødt dem. Jeg ved virkelig bare, hvordan man får et godt førstehåndsindtryk. I det mindste var de heller ikke helt normale, da jeg mødte dem første gang.* De fik deres uniformer på, og vi sad og snakkede lidt. Der gik ikke lang tid før min far kom og skulle afsted.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...