Uproar ~ 1D

Efter Trish's forældre blev skilt, flyttede hendes mor til London, og tog Trish med sig. Hvert år tager hun tilbage til sin hjemby Mullingar, i Irland, for at besøge sin far. I bussen på vej derhen møder hun Niall fra det kendte boyband One Direction, og det viser sig, at de alle skal være i Mullingar på samme tid som hende. Trish bliver overrasket, for hende og Niall var venner, dengang hun boede i Mullingar, og måske kan hun få genopbygget venskabet igen. Hun begynder at være meget sammen med bandet i troen om, at der intet galt er i det. Men hun finder hurtigt ud af, hvor kompliceret kendtes liv kan være. Især kærlighedsliv.

(anstødende sprog og seksuelle scener kan fremkomme, bare så i ved det)

147Likes
288Kommentarer
72669Visninger
AA

11. You mad bro?

Nialls synsvinkel

Jeg vågnede op med Trishs hoved liggende på mit bryst. Jeg gned mig lidt i øjnene, og så ned på hendes sovende ansigt, og kom til at tænke på i går aftes. Et grin forlod mine læber.

Jeg havde fået hende med på idéen. Det undrede mig egentlig ikke. Jeg kendte Trish, og hvis der var noget, som hun elskede, så var det at gå imod folk. Især hvis det kunne gøre hende selv glad. Lidt egoistisk, men sådan var Trish. Hvis hun selv kunne se en fordel i det, så ville hun som regel sige ja til ting. 

Som dengang, hvor jeg spurgte, om hun ikke ville tage med til min audition. Hun sagde ja, mest fordi at hun gerne ville støtte mig, men hun indrømmede også, at hun ville se, om hun ikke kunne score en eller anden fyr, som var blevet sendt videre.

"Jeg kunne blive kærester med en kommende stjerne Niall!" -det var det, hun sagde. Og nu kom jeg til at tænke på, hvad der var sket, hvis hun nu havde mødt nogle af drengene. Hvem ved, måske var de faldet for hende? Det ville være mærkeligt, nu jeg tænker over det. Men hun kunne selvfølgelig ikke have mødt dem, der hvor jeg gik til audition, eftersom det var i Dublin.

Jeg trak dynen lidt op, fordi jeg frøs, men jeg kunne ikke trække den op over skuldrene uden at dække Trish helt. Jeg strøg hende over hendes bare ryg. Jeg sukkede tilfredst. Jeg ved ikke, alt virkede bare godt lige nu.

"Niall?" mumlede Trish hæst. Hun havde ikke engang åbnet øjnene. "Er du vågen Trish?" spurgte jeg.

"Nej." svarede hun. "Nå men så vågn nu!" Jeg klappede hende på kinden, men hun reagerede ikke. "Trish kom nu! Du skal op!" Jeg prøvede at flytte mig fra hende, men hun holdt fast i mig. "Trish helt ærligt!" stønnede jeg. Hun havde vist ikke tænkt sig at flytte sig. Jeg lå lidt og tænkte over, hvad jeg skulle gøre for at vække liv i hende. Et lumskt smil bredte sig på min mund. Jeg førte min hånd ned forbi hendes ryg, og nev hende.

"Argh!" skreg hun og satte sig op med hvidt åbne øjne. "Hvad laver du?!" Hun hev dynen op, så den dækkede hendes overkrop. Jeg lagde armene om bag hovedet og begyndte at grine. "Jeg nev dig bare. Det plejer man at gøre for at vække folk, der sover."

"Ja i armen! Sgu da ikke i ballen for fucks sake!" sagde hun surt. Jeg blev ved med at smile til hende, og til sidst sukkede hun bare. "Du er så dum Niall." sagde hun og slog mig blidt med en pude. "Nå, kig væk, jeg skal have tøj på."

Jeg hævede uforstående det ene øjenbryn. "Hvad?" spurgte jeg og holdt et grin inde. "Vil du ikke have, at jeg ser dig uden tøj på?" Hun trak lidt på det, mens hun kiggede ned. "Ej Trish, jeg har set dig nøgen, hvis du skulle være i tvivl."

"Det ved jeg da godt! Men det er ikke det samme!" sagde hun flovt, og slog mig med puden igen. "Hvordan er det ikke det samme?" spurgte jeg, og tog puden fra hende. "Fordi!"

"Det er ikke nogen grund!"

"Sig mig, vil du bare se mig nøgen?!" spurgte hun hårdt. Jeg skød underlæben frem, og trak lidt på skuldrene. "Jeg ville ikke have noget imod det." svarede jeg med et smil. Trish rynkede på næsen. "Du så pervers!" Og med de ord rejste hun sig op, uden at hive dynen med sig eller noget, og fandt sit tøj frem. "Jeg tager lige et bad." mumlede hun og gik ud på badeværelset med sin tøjbunke. Og mine øjne fulgte hende hele vejen derud.

Trishs synsvinkel

Åh den Niall! Jeg vidste ikke, om jeg skulle føle mig smigret eller måske bare krænket.

Sexchikane!

Ha ha. Jeg trådte ud af badet og viklede straks et håndklæde om mig.
Jeg skyndte mig at tørre mig og få mit tøj på. Jeg stod og børstede mine tænder, da det pludselig bankede voldsomt på døren. "Trish åben lige op!" råbte Niall. Hvad var der sket? Jeg blev helt bekymret, og skyndte mig at åbne døren. Han stod lige ude foran den fuldt påklædt. "Åh godt, du har fået noget tøj på," sagde han hurtigt. Jeg stod med tandbørsten i munden, og hævede skeptisk øjenbrynet. Nå nu er det godt, at jeg har tøj på? Det var det da vidst ikke før, din lille liderlige...

"Vi har travlt Trish!" sagde han, og hev mig ud fra badeværelset. "Vent, hvad?!" sagde jeg forvirret. "Vi skal være i lufthavnen om mindre end en time, drengene venter på os ude foran!" forklarede han. "Så skynd dig at børste tænder, vi skal af sted med det samme!" Jeg spærrede øjnene op.

"Med det samme?! Hvordan skal jeg så nå at gøre mig klar?!" råbte jeg chokeret. "Du er klar, du har da tøj på?" svarede han. "Jamen, jeg skal jo sætte mit hår, og lægge min makeup, og-"

Jeg mærkede hans hånd rundt om min. "Bare drop makeuppen. Du ser alligevel pænere ud uden." Han smilede kærligt til mig, hvilket fik varmen til at stige i mine kinder. "Det er meget sødt Niall, men det er ikke særlig pænt at lyve." sagde jeg. Niall himlede med øjnene. "Gør dig nu bare klar!"

Jeg snerrede af ham og gik ud på badeværelset igen for at spytte tandpastaen ud. Eller. Det meste af den. Resten slugte jeg. Okay, jeg lyder måske sær, men jeg elsker smagen af tandpasta! Da jeg var lille plejede jeg at spise det! ... og hvorfor fortæller jeg jer det?

"Giv mig din tandbørste, jeg pakker den ned for dig." sagde Niall hjælpsomt, og jeg gav ham den, for derefter at tage sko på. Jeg viklede min jakke rundt om mig, og tog min taske fra Niall. "Tak," mumlede jeg. "skal vi komme af sted?" Lige inden vi gik ud af døren, hev Niall mig ind til sig. Hans læber ramte mine, og han lagde sin ene hånd på min kind. "Jeg troede, vi havde travlt?" mumlede jeg mod hans læber. Han nikkede. "Ja, men jeg kom bare i tanke om, at jeg ikke kunne give dig et kys før om et stykke tid. Jeg kan jo ikke gøre det i offentligheden, eller foran drengene. Ikke endnu." Han kyssede mig endnu en gang, og jeg blev helt glad indeni. Et smil bredte sig på mine læber, og jeg lagde armene om Niall. Efter lidt tid, ringede Nialls mobil.

"Ups, det er drengene!" sagde han, og tog mobilen op til øret. "Vi er på vej ned nu!"

***

Jeg var stadig sulten. Og med stadig mener jeg, at den kanelsnegl jeg fik til morgenmad i lufthavnen, fucking ikke var nok! Jo og så havde jeg fået et stykke tyggegummi... som ikke ligefrem hjælper på sult. Så da vi endelig var kommet tilbage til Mullingar, var jeg hundesulten. Derfor havde jeg også sendt en besked til min far, om han ikke kunne have noget mad klar til jeg kom hjem. Og han svarede selvfølgelig! Jaaaaa<3

"Er jeg den eneste, som er sulten?" spurgte Niall, og sagde praktisk talt, hvad jeg tænkte. Det var endnu en grund til, at vi passede så godt sammen. Vi åd fucking altid. Og vi havde begge denne fantastiske evne til ikke at blive fede af det! You gotta love us.

"Nej, jeg er også sulten," svarede Liam, mens vi gik i retning mod Nialls hus. "Skal vi ikke gå hjem og spise tidlig aftensmad?" Jeg kiggede på min mobil. Klokken var 16:15, kunne man kalde det for sen frokost i stedet? "Men jeg tror ikke, at vi har noget mad i huset, for min far kommer først hjem i morgen..." sagde Niall. "Kan vi så ikke bare bestille noget?" spurgte Louis.

Zayn rystede på hovedet. "Jeg orker ikke take away!" "Heller ikke mig." tilføjede Harry. "Men," stammede Niall, og således begyndte en diskussion om, hvad de skulle have at spise.

"Ah, jeg skal heldigvis hjem og have et dejligt hjemmelavet måltid, så jeg behøver slet ikke at tænke på den slags!" sagde jeg og lukkede øjnene, hvilket gjorde, at jeg kort efter gik ind i Harrys ryg, fordi han var stoppet op foran mig. "Kunne vi så ikke spise hos dig Trish?" spurgte han glad, og vendte hovedet. Jeg kiggede dumt på ham. "Orv ja! Please Trish!" sagde Liam og smilede til mig. Dit kære væsen. Jeg rystede lidt på hovedet.

"Det, det tror jeg altså ikke... det er jo min far, som bestemmer det og- " "Kan du så ikke bare spørge din far, om vi må være gæster" spurgte Zayn. Åh gud, det tror jeg ikke. Eller jo, men jeg tror ikke, at han vil sige ja. "Kom nu Trish," sagde Niall og viklede sin hånd om min. "Det kan jo aldrig skade at spørge." Han kiggede mig dybt i øjnene, mens han smilede forførende til mig. Hans blå øjne var fortryllende. Jeg bed mig kort i læben, og sukkede så. "Jeg kan vel godt spørge ham..."

"Yes!" sagde Harry, og slog i luften. Selv tog jeg min telefon frem, og tastede nummeret til min far ind, selvom vi ikke var langt væk fra huset. Åh nej, jeg havde ikke lyst til denne her samtale. Altså min far var jo sød nok, men det der med at invitere drenge med hjem, det havde han bare aldrig brudt sig om. Og nu ville jeg ringe og spørge, om jeg måtte tage fem med hjem og spise!

"Hej far!" sagde jeg, da der blev svaret i den anden ende.

 

Nialls synsvinkel

Trish stoppede op, mens hun snakkede i telefon med sin far. Jeg håbede virkelig, at han ville sige ja, til at vi måtte være gæster! Zayn havde lidt ret. Jeg orkede heller ikke helt take away.

... eller jo, men der er intet så godt som et hjemmelavet måltid!

Vi stod og snakkede lidt, mens Trish ventede på svar, da Louis pludselig hev mig lidt væk.
"Niall," sagde han seriøst. "Louis?" svarede jeg og kiggede på ham. Han kiggede lidt væk, men så så på mig igen. "Okay, jeg går lige til sagen, hvad er der med dig og Trish?" Jeg holdt kort op med at trække vejret, og bed tænderne sammen. "Hvad mener du?" spurgte jeg koldt.

"Sker der noget mellem jer?" fortsatte han. Jeg rømmede mig kort. "Hvorfor tror du det?" Han sukkede. "Tjah, i har kigget konstant på hinanden lige siden vi mødte jer, da vi skulle af sted. Og lige før da drengene prøvede at få hende til at ringe hjem, så overgav hun sig, det sekund du tog hendes hånd, og smilede til hende." Jeg kiggede overrasket på Louis. Alle de små signaler havde han opfanget. Hvor irriterende.

"Niall helt seriøst, jeg ved ikke, hvad du har gang i, men stop med at flirte med Trish! Du har en kæreste remember?!" hviskede han hårdt. Jeg fnøs hånligt. "Ja Louis, det kan jeg godt huske! Jeg er ikke dum!" vrissede jeg og vendte hovedet. "Det ved jeg godt Niall. Jeg synes bare, at du skal passe på med, hvad du gør! Jeg tror ikke, at det er det rigtige at gå imod management på den måde!"

Et kort suk forlod mine læber. "Okay?" mumlede jeg. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. Louis blev ved med at blande sig i det her. Louis skulle til at sige noget, da Trish pludselig talte til os. "Drenge, hvornår tager i hjem?" spurgte hun og holdt en hånd over mobilen. "På onsdag." svarede jeg. Hun nikkede og snakkede lidt videre. Vi skulle være her i mindre end en ude endnu. Så var det "tilbage til arbejdet", eller hvad man nu skal sige. "Okay så... Vi ses om lidt." sagde Trish og lagde sin mobil i lommen. "Beklager drenge ikke i aften."

"Øv altså," sagde Harry skuffet. "Jeg ved det godt drenge, men han sagde, at i godt måtte komme på tirsdag? Som sådan en afskeds middag?" Hun smilede skævt til os. Mig og Louis gik hen til de andre igen. "Det lyder da hyggeligt!" sagde Louis og stak hænderne ned i sine lommer. "Hvad siger i?" 

Jeg kiggede rundt på de andre drenge, og vi blev hurtigt enige om, at det lød virkelig fedt. "Men så må vi hellere se at komme hjem, og bestille noget mad..."  sagde jeg træt. "Det må i hellere!" grinede Trish.

***

Og endelig! Der kom vores pizza! Vi var hundesultne efterhånden. Jeg smed pizzabakkerne på spisebordet, og vi begyndte straks at spise. "Tænk, at vi allerede skal hjem på onsdag!" sagde Liam. Jeg nikkede. "Det føles slet ikke som om, at vi her været her i så lang tid!" tilføjede jeg.

"Hvornår skal Trish hjem?" spurgte Harry. Jeg trak lidt på skuldrene. "Sikkert den 8. oktober. Så har hun været her i en måned."

"Hmm. Men vi skal da stadig holde kontakten, når vi kommer hjem ikke?" Jeg nikkede. "Det håber jeg da! Jeg har virkelig savnet hende. Vi var trods alt bedste venner engang."

"Kun venner?" spurgte Zayn og smilede til mig. "Hvad mener du?" spurgte jeg for at undgå det spørgsmål. "Det virker bare som om, at i har haft et eller andet sammen!" Jeg stoppede lidt med at tygge min mad, men kiggede i stedet på Zayn. "Det... har vi ikke." sagde jeg langsomt.

"Hvorfor tøver du så?" spurgte Louis. Jeg kiggede lidt irriteret på ham, fordi jeg vidste, at han godt vidste nogenlunde, hvad der foregik mellem Trish og jeg. I små træk altså. "... fordi øhm, fordi," begyndte jeg, og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. "Niall ku' godt Trish!" indskød Harry og fnes en smule. Jeg kiggede hurtigt på ham med et underligt ansigtsudtryk. 

"Hvad?" spurgte jeg, med en lidt skinger stemme. "Ah, jeg har ret har jeg ikke!" grinede han højt og pegede over mod mig. Liam og Zayn sad også og fnes en smule. "Det, jeg, altså, det- Det vil jeg ikke svare på!" sagde jeg højt, igen med en skinger stemme. "Hun er min ven! Det er jo underligt drenge!" forklarede jeg og kiggede lidt væk.

Jeg tror, at hvis jeg havde sagt ja, så ville Louis straks være begyndt at udspørge mig om alt muligt om Trish. "Kom nu Niall, selvom hun er din ven, så kan du vel godt sige, om du synes, at hun er lækker eller ej!" sagde Zayn og kiggede på mig. Om Trish var lækker?

Jeg begyndte at se nogle upassende billeder for mine øjne, så jeg måtte næsten sparke mig selv, for at holde op. "Niks! I kan da bare selv svare på det!" sagde jeg og smilede til dem. Harry foldede sine hænder bag hovedet. "Jeg tror godt, at jeg ku' Trish!" sagde han med et smørret smil. Mit eget smil falmede en del, og mine øjne blev store. Liam puffede kort til Harry, og de grinte lidt, mens jeg sad og måbede.

Nej Harry. Nej. Du skal ikke være sammen med Trish. Nej. Det ville være... forkert. I følge mig altså.

"Hvad så Niall, er du okay?" spurgte Louis. Jeg nikkede. "Ja jeg kom bare til at tænke på noget." løj jeg. "Hvad?" Jeg tog en dyb indånding. "Øhm... jeg tænkte på... Om jeg skulle fortælle Trish om Katie, før vi tager hjem? Hvad synes i?" sagde jeg hurtigt. Jeg ville faktisk gerne have deres mening. Også selvom jeg allerede havde sagt det.

"Niall, det ved du godt, at du ikke kan. Management har forbudt os det." sagde Liam med et trist udtryk i øjnene. "Ja Niall, jeg tror ikke, at det ville være så godt." tilføjede Harry. 

"Men," protesterede jeg. "Jeg føler virkelig, at jeg kan stole på Trish!" Louis rystede på hovedet. "Det kan godt være Niall, men det ville være et uklogt træk." Jeg kiggede surt ned i bordet i et stykke tid. "Niall du spurgte os, og vi svarede. Undskyld, men jeg tror bare, at det er en dårlig idé." sagde Liam.

Der var et kort øjebliks stilhed. "Hvad med dig Zayn?" mumlede jeg og kiggede op. Han havde slet ikke sagt noget om det, og jeg tror, at jeg ved hvorfor. "Hvad synes du?" Han kiggede lidt utilpas på mig. Jeg kunne se, at de andre sad og sendte ham blikke, som om at han bare skulle svare nej. "Du må nok hellere... lade være med at sige det." sagde han til sidst. Jeg slog en hånlig latter op. "Virkelig! Synes du det?! For så vidt jeg ved, så er du ikke særlig god til at tie stille med det!"

Drengene kiggede uforstående på mig, og også lidt på Zayn. Zayn sad helt stille og stirrede på mig. På et splitsekund var jeg blevet rasende. Jeg kom i tanke om, at Zayn havde sagt det til Perrie, og det irriterede mig virkelig!

"Niall hvad sker der?" spurgte Liam roligt. Jeg lænede mig tilbage på stolen, og lagde armene over kors. "Nå ja, Zayn har bare fortalt Perrie det hele!" vrissede jeg. Harry kiggede chokeret på Zayn, som tog sig til hovedet. "Hvad har du?!" spurgte han. "Det kan du da ikke bare!" Zayn kiggede op, og jeg var lidt glad for, at jeg havde drejet samtalen over på noget andet end mig og Trish. 

"Hvor er du dum Zayn!" mumlede Louis. Zayn kiggede over på ham. "Undskyld, men hun kunne fornemme, at der var noget galt, og jeg orkede bare ikke at lyve for hende! Jeg fik det dårligt hver gang, jeg var nødt til det." sagde han. "Ja Zayn, det er meget fint, men tror du ikke også, at jeg har det sådan med Eleanor?" sagde Louis. "Jo! Jeg har det vildt dårligt med det, men det her angår kun os, og ikke vores piger!" han kiggede over mod mig, som tegn til, at jeg heller ikke skulle sige det til Trish.

Zayn kiggede undskyldende på os, som om han godt kunne forstå Louis' pointe. "Undskyld drenge, jeg dummede mig. Fint! Men hvad skal jeg gøre ved det nu?" Liam trak på skuldrene. "Der er ikke så meget at gøre, end at stole på Perrie nu." sagde han stille. Jeg nikkede. "Men det er lidt åndssvagt, for vi ved ikke, om vi kan stole på hende." fortsatte han, og drejede sit hoved mod mig. "Og vi ved heller ikke, om vi kan stole på Trish." Hans ord gik lige ind i mig. Dammit.

"Men," sagde jeg irriteret. "hvorfor må Zayn fortælle Perrie det, når jeg ikke må fortælle Trish det?!" sagde jeg, og lød som et lille barn. "Niall bare fordi Zayn dummede sig, så behøver du ikke også!" forklarede Harry. Jeg stampede frustreret i gulvet. "Hvor uretfærdigt." mumlede jeg.

"Niall, hvor gammel er du?!" råbte Harry og kiggede irriteret på mig. Jeg spærrede kort øjnene op, da jeg var overrasket over, at han pludselig var blevet så sur. Der bredte sig en ubehagelig stilhed omkring os. En dårlig stemning.

Harry rejste sig fra bordet. "Jeg går en tur." mumlede han vredt og tog sin jakke. Jeg skulle til at sige noget, da Liam lagde en hånd på min skulder. "Niall bare lad være. Jeg tror, at vi alle har brug for lidt tid alene." og med de ord rejste han sig også. Han tog de tomme pizzabakker og gik ud i køkkenet. Lidt efter rejste Louis sig, og gik op ovenpå. Liam havde sikkert ret. Harry ville sikkert være kølet lidt ned, når han kom tilbage, ligesom os andre. Jeg valgte at efterlade Zayn ved bordet, og gik ud i haven. Mørket var begyndt at falde på. Jeg satte mig på terrassen. Ikke for at lave noget, bare sidde. Jeg hadede sådan nogle aftener her. Det var bare ikke hyggeligt. Det var altid ubehageligt at blive uvenner med drengene, når vi var tvunget til at være sammen. Jeg bandede af mig selv for at have bragt det her emne op. Det var en dum idé. Døren bag mig gik op. Jeg vendte mig rundt og så Zayn.

"Hej." sagde han usikkert. "Hey." svarede jeg og vendte mig om igen. Han lukkede døren, og satte sig hen ved siden af mig. "Niall?" sagde han spørgende. "Ja?" "... undskyld. At jeg fortalte Perrie det." Han kiggede ned på sine hænder. "Men vil du ikke høre min forklaring?"

Jeg trak lidt på skuldrene, og kiggede ligeud. "Fyr løs." svarede jeg koldt. Jeg kunne ikke rigtig se, at der skulle være en god forklaring på det. Zayn tog en dyb indånding. "Perrie havde bare lagt mærke til, at jeg virkede rigtig nede her på det sidste. Jeg havde været ret fraværende, irriteret og trist. Hun begyndte at blive bange for, om det var hendes skyld, og så var det også der, hvor alle de der rygter om, at jeg havde været utro, og alt muligt pis, var. Så hun overvejde at slå op." Jeg rynkede panden, og kiggede på ham. "Virkelig?Hvorfor har vi ikke fået det at vide?" Han rystede på hovedet. "Jeg ville gerne holde det for mig selv. For det endte med, at jeg fortalte hende om dit og Katies "forhold"." 

"Hvad har det med noget at gøre?"

"Grunden til, at jeg var nede, var fordi, jeg kunne se, at det med Katie virkelig gik dig på. Forståeligt. De har bare givet dig en kæreste, som du ikke kan lide. Men det gjorde mig virkelig trist at se dig sådan. Og derfor var jeg nødt til at sige det til Perrie, hvis jeg ikke skulle miste hende. Forstår du?"

Jeg kiggede op. "Så, du var så påvirket af min situation, at din kæreste næsten slog op med dig?" spurgte jeg og kiggede på ham. "What the fuck Zayn!" Jeg begyndte at grine mens jeg løftede et øjenbryn. Han grinede selv en smule og så ned. "Så... jeg er tilgivet?" spurgte han nervøst og så på mig. Jeg smilede og nikkede. "Selvfølgelig. Jeg skal sgu da ikke være grunden til, at du mister din kæreste, din idiot!" Jeg slog lidt til ham.

"Men øh," begyndte jeg og smilede svagt "undskyld at jeg fortalte de andre drenge det. Jeg skulle bare have snakket med dig om det fra starten." "Lad os nu bare lade det ligge!" sagde Zayn, og jeg forstod ham godt. Jeg orkede heller ikke rigtig at snakke om det længere. Jeg sukkede lidt, og gøs, da vinden blæste ind over mig. "Tror du, Harry er sur på mig?" spurgte jeg. "Nah, du kender ham. Han har et dårligt temperement. Den tur skal nok få ham kølet ned, jeg kan ikke se nogen grund til, hvorfor han skulle være rigtig sur på dig."

"Nej, jeg håber det heller ikke." "Hey Niall? Hvorfra vidste du egentlig, at jeg havde sagt det til Perrie?" Jeg spærrede nervøst øjnene op. Jeg havde ikke rigtig tænkt det her igennem. Og lige nu tænkte jeg kun på, hvad jeg kunne svare! Jeg kunne jo ikke sige, at Perrie havde sagt det. Zayn ville jo bare spørge hende om det, og ellers ville han sikkert blive sur over, at hun ikke holdt det hemmeligt. Vi måtte jo ikke vide, at han havde sagt det til hende. "Jeg... hørte det fra Trish." mumlede jeg. "Fra Trish?" gentog Zayn og lød forvirret. "Hvordan det?"

"Jo, hende og Perrie havde åbenbart snakket lidt om Katie, og så sagde Perrie noget om, at hun helst ikke ville snakke om det. Så vidt jeg forstod. Og så sagde Trish det til mig, og jeg regnede bare ud, at du måtte have sagt det." Zayn nikkede forstående. Puha.

Der var en kort stilhed, men Zayn brudte den pludselig. "Fortalte du så Trish om Katie?"spurgte Zayn med et smil. Jeg kiggede seriøst over mod ham. "... Ja." svarede jeg så. Zayn smilede bredt og tog sin hånd op. "Så er vi vidst i samme båd!"

"Ja! Men... ja de andre drenge ved det jo ikke, så det holder vi lige hemmeligt mellem os ikke også?" forklarede jeg. Zayn nikkede. "I've got your back bro! Men jeg er stadig nødt til at spørge dig om noget." Han begyndte at smile lidt underligt. "Er du brændt lidt varm på Trish?" Jeg blev næsten kvalt i mit spyt, som jeg netop sank, og begyndte at hoste en smule. "Hvad? Nej! Det sagde jeg også tidligere! Trish er bare min gode ven, og vi har et meget tæt bånd, så jeg ville helst ikke lyve for hende!" Jeg var helt oppe og køre, og jeg tror, det fik Zayn til ikke at tro mig.

"Zayn jeg mener det. Jeg er ikke 'brændt varm' på Trish!" Han hævede øjenbrynene. "Fint nok, jeg tror dig." sagde han med et flabet smil. Vel gør du ej. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...