Uproar ~ 1D

Efter Trish's forældre blev skilt, flyttede hendes mor til London, og tog Trish med sig. Hvert år tager hun tilbage til sin hjemby Mullingar, i Irland, for at besøge sin far. I bussen på vej derhen møder hun Niall fra det kendte boyband One Direction, og det viser sig, at de alle skal være i Mullingar på samme tid som hende. Trish bliver overrasket, for hende og Niall var venner, dengang hun boede i Mullingar, og måske kan hun få genopbygget venskabet igen. Hun begynder at være meget sammen med bandet i troen om, at der intet galt er i det. Men hun finder hurtigt ud af, hvor kompliceret kendtes liv kan være. Især kærlighedsliv.

(anstødende sprog og seksuelle scener kan fremkomme, bare så i ved det)

147Likes
288Kommentarer
69992Visninger
AA

42. They Don't Know About Us

”Jeg sagde, slap af,” sukkede Niall og satte sig op i sengen. Jeg vendte mig om på ryggen og kiggede på ham. ”Hvad mener du, jeg slapper da af!” sagde jeg skingert, hvilket fik Niall til at fnyse. ”Du har kastet dig rundt i sengen i en time, du slapper tydeligvis ikke af,” sagde han og kiggede alvorligt på mig. Jeg sukkede opgivende og mumlede lavt: ”Du har ret.”, hvorefter jeg vendte ryggen til ham.

Niall observerede mig ligge med en sur mine i et stykke tid, indtil han smilede. ”Sæt dig op,” sagde han og gjorde en bevægelse med hånden, som om han ville kalde mig tættere på ham. Jeg vendte rundt og kiggede på ham. ”Hvad skal jeg?” spurgte jeg surt og kunne trods mørket ane et smil fra Niall. ”Lige nu skal du bare sætte dig op,” svarede han, og modvilligt satte jeg mig op i sengen og stirrede på ham. Han tog fat i mine hænder og begyndte at rejse sig op, hvilket fik mig til at sukke.

”Neeeej, hvad har du tænkt dig?” brokkede jeg mig, mens jeg også rejste mig op. ”Rolig nu, det er ikke noget slemt,” forsikrede Niall mig om, mens han trådte ud af sengen og hev mig med. Jeg gik lydigt efter ham, indtil han stoppede op foran vindueskarmen i værelset og trak gardinet fra. Han satte sig op i den og gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig op sammen med ham, og jeg kravlede derfor op og satte mig imellem hans ben, mens han sad op af væggen. Mit hoved lå ind mod hans hals, og hans arme lå trygt omkring mig.

”Okay, nu skal du bare kigge ud af vinduet og op på stjernerne, og slappe af,” mumlede Niall luftigt og nussede mig blidt på armen. ”Præcis ligesom vi plejede at gøre derhjemme, okay prinsesse?” Jeg mindedes de mange aftener, hvor Niall og jeg havde ligget oppe på taget af enten hans eller mit hus og kigget på stjernerne. Det var altid deroppe, jeg følte mig allermest hjemme. Allermest tilpas. Det var som om alting omkring mig forsvandt, og det var kun mig, Niall og stjernerne. Vi lå altid deroppe og snakkede i timevis. Vi snakkede om alt muligt. Fra hvordan vores dag havde været, til dybe hemmeligheder til vores største drømme. Det var blandt andet sådan en aften, Niall havde fortalt mig om, at han ville være sanger. Jeg sukkede. For uanset hvor meget det her mindede om de aftener, så var det slet ikke det samme.

”Men intet er som det plejer længere,” sukkede jeg og prøvede at kigge op på Niall. ”Hvordan kan du være så rolig, Niall? Fatter du ikke, hvad det er, der sker for tiden? Jeg er ved at flippe ud indeni!” Niall kiggede opmærksomt på mig, som om han tog hvert ord, jeg sagde, meget alvorligt. ”Jeg mener… fatter du ikke, hvad der kommer til at ske i morgen?! For det første skal dig og drengene optræde i Madison Square Garden! Og det er jo fantastisk, men så bagefter så har Katie tænkt sig at ødelægge jeres karriere, hvordan kan du ikke være nervøs?!”

”Shh, slap af,” sagde Niall beroligende, da jeg begyndte at lave for mange fagter med armene og hævede min stemme. ”Selvfølgelig er jeg nervøs babe, du har ingen anelse,” grinte han. Jeg peb lidt og vred mig i hans greb om mig. ”Jeg har det som om, jeg kunne kaste op på stedet, hvis det skulle være,” mumlede jeg og lukkede udmattet øjnene. Niall forblev stille i et stykke tid. Men han behøvede heller ikke snakke, jeg havde det fint, så længe han sad med mig.

”… Hun, hvad sker der?” spurgte han forsigtigt. Jeg åbnede øjnene og kiggede ud af vinduet. ”Hvad mener du?” spurgte jeg tilbage, hvilket fik ham til at tage en dyb indånding. ”Hvad sker der indeni dig, siden du er så nervøs?”

Jeg tog en skarp indånding og holdt øje med en bestemt stjerne udenfor. Den funklede lige det mere end de andre og tiltrak derfor min opmærksomhed. ”Jeg ved ikke, jeg…” begyndte jeg og holdt godt fast om Nialls arme. ”… Jeg er bange.” Mine egne ord kom bag på mig.

Say whaaat?

Mig? Bange? Det var ikke lige min stil. Men de sidste par dage havde været så nervepirrende, jeg var så bange for så meget. At miste Niall, at ødelægge bandet, at dumme mig på andre tænkelige måder, og efter hændelserne i dag var jeg også blevet bange for endnu en ting.

Omverdenen. Fans. Den slags. Jeg havde holdt mig væk fra twitter, og jeg havde taget batteriet ud af min mobil foreløbigt, fordi jeg ikke ville høre folks reaktioner. Ét var min familie og mine venners reaktioner, det ville jeg nok kunne klare, men alle de mennesker jeg ikke kendte? Gad vide om hele verdenen sad og dømte mig lige nu. Folk kunne tro om mig, hvad de ville, det jeg ikke ville have, var, at de fortalte mig, hvad de syntes om mig. Jeg var god til at lukke folks ord ude, men jeg tror, jeg måtte øve mig lidt mere, for det ville blive mange menneskers mening om mig, som jeg skulle enten lukke ude eller tage stilling til. Og det der skræmte mig mest var, at jeg var i tvivl, om jeg ville forblive lige så stærk, som jeg altid havde været. Jeg var bange for, at jeg ville smuldre.

”For hvad?” spurgte Niall roligt og strøg mig kort over håret. Jeg lukkede tilfredst øjnene i et kort øjeblik, inden jeg slog dem op igen. ”For hvad jeres fans vil synes om mig,” indrømmede jeg. Niall fnøs, hvilket fik mig til at se fornærmet op på ham. ”Undskyld, undskyld,” skyndte han sig at sige. ”Det er bare… det ligner dig ikke at være bange for sådan noget?”

Jeg stønnede frustreret. ”Jeg ved det godt,” sagde jeg utilfredst. ”Jeg kan ikke gøre for det, det er bare fordi… jeg tror, de vil hade mig.” Jeg kiggede ud af vinduet igen og tog en dyb indånding. ”Vores forhold startede som utroskab Niall, det er ikke noget, der sætter os i godt lys,” begyndte jeg. ”Jeg har bare på fornemmelsen, at efter det med Katie, så vil mange beskylde mig for at have lokket dig med til utroskab, selvom det var omvendt og… jeg er bare bange for, at folk ikke vil acceptere vores forhold.” Alene tanken gjorde mig trist. Jeg vidste, hvordan berømte kærester blev behandlet, og især i One Direction fandommen. Der ville der konstant være nogen, som ville fortælle mig, at Niall slet ikke elskede mig, eller at jeg ikke havde fortjent ham. Og det vidste jeg, var løgn. Men… der ville altid være de der aftener, hvor alting ramler sammen for en, og pludselig vil jeg tro på alt det, de siger. Og jeg vil aldrig have det sådan.

”Bare slap af, de vil elske dig!” forsikrede Niall mig om, og jeg kunne fornemme, at han smilede stort bag min ryg. ”Hvorfor skulle de?” mumlede jeg opgivende, og Niall trak på skuldrene. ”Nå ja, fordi jeg elsker dig?” sagde han, hvilket fik mig til at smile. Han elskede mig. Det gjorde mig så lykkelig indeni.

”Men det er ikke en god nok grund. Bare fordi vi elsker hinanden, så er det ikke ensbetydende med, at folk elsker, at vi elsker hinanden,” forklarede jeg. ”Tror du ikke, at der er mange, som vil tro vores forhold ikke vil holde, og at det ikke er rigtigt og den slags?”

Niall grinte kort. ”Måske… men det kan vel være lige meget, så længe vi kender sandheden?” spurgte han tilbage. Han trak mig tættere ind til sig. ”De kender os ikke, Trish, de ved ikke alt. Hvis de gjorde, så ville de ikke være andet en misundelige. De ved intet.” Jeg kunne mærke hans ånde ud fra mit øre, og jeg lukkede langsomt øjnene. Han havde ret. De vidste intet, og havde derfor ingen ret til at dømme os. De kendte ikke til alle vores intime øjeblikke, eller aftener som denne. Og måske var det det bedste.

Jeg kiggede sløvt ud af vinduet. Klokken var trods alt meget, og jeg havde det også lidt skidt over at holde Niall vågen til så sent, eftersom han helst skulle være udhvilet til næste dag. Men det var ham, der havde insisteret på det her. Ham der absolut ville få mig til at slappe af.

Og hey, det virkede da i det mindste!

Et klart lys fløj hen over himlen og fangede mine øjne. ”Stjerneskud,” sagde jeg langsomt og smilte, mens jeg kunne mærke Niall nikke. Jeg lukkede øjnene for at ønske. Hvad skulle jeg ønske mig? Jeg havde alt, hvad jeg havde brug for lige ved min side. Jeg kunne enten ønske, at han aldrig ville forlade mig… eller jeg kunne være lidt mindre selvvisk og ønske, at det ikke ville lykkes Katie at ødelægge drengenes karriere. Jeg tænkte mig lidt om, men måtte til sidst blive enig med mig selv om… at Niall var vigtigere for mig.

Hvis jeg mistede ham, så vidste jeg ikke, hvad jeg ville gøre.

”Hey, kan du huske, sidste gang vi så et stjerneskud sammen?” spurgte jeg og kiggede op på Niall. ”Det var den aften i Mullingar, den første aften efter vi havde mødt hinanden igen.” Jeg smilte bredt. ”Du kyssede mig den aften.”

”Ah det er rigtigt, vores andet kys nogensinde!” grinte Niall og mindedes sikkert vores første kys, da vi var 15 år gamle. Mit allerførste kys. Jeg lagde mit hoved på Nialls skulder og kiggede op på ham, mens hans blå øjne mødte mine. De lyste op i mørket, da lyset fra byen reflekterede sig i dem. ”Skal vi ikke gøre det til en tradition, at du kysser mig, hver gang vi ser et stjerneskud?” spurgte jeg drillende, og Niall smilte ned til mig.

”Så længe det ikke er det eneste tidspunkt, jeg må kysse dig,” sagde han og lod sine læber møde mine. Jeg lukkede øjnene, mens vores læber smeltede sammen, og alting omkring mig forsvandt for en stund. Efter et stykke tid slap Nialls læber mine, og jeg kiggede ham i øjnene, hvilket frembragte et suk fra min side. Hvorfor var han så perfekt?

”Fik du nået at ønske den aften? For det gjorde jeg ikke,” sagde jeg og kiggede nysgerrigt på ham. Niall smilte skævt. ”Yeah, jeg fik nået at ønske,” sagde han.

”Jamen, hvad ønskede du så?” fortsatte jeg spørgende. Niall grinte kort. ”Jeg ønskede, at du ikke ville afvise mig. Dengang havde jeg jo en lille plan med dig.” Jeg rynkede panden og smilede. ”Det er også rigtigt, du ville udnytte mig,” påpegede jeg, men før Niall kunne nå at ’forsvare’ sig selv fortsatte jeg. ”Det gør nu ikke så meget nu. Se, hvad der kom ud af det.”

”Ja…” mumlede Niall og kiggede ud af vinduet en enkelt gang, inden hans øjne fandt mine igen. ”Fik du nået at ønske denne her gang?” Jeg smilte og nikkede. ”Hvad ønskede du?” spurgte Niall, men jeg rystede på hovedet. ”Man må ikke sige, hvad man ønsker, så går det ikke i opfyldelse,” forklarede jeg, og det fik Niall til at hæve det ene øjenbryn.

”Så fortæller jeg heller ikke, hvad jeg ønskede!” sagde han bestemt, hvilket fik et smil til at brede sig på mit ansigt. ”Så må vi vel bare fortælle hinanden det, når det er gået i opfyldelse!”

 

***

 

Jeg satte nervøst mit batteri ind i min telefon igen og forberedte mig dermed på en masse ubesvarede opkald og beskeder. Hvordan skulle jeg forklare alle mine bekendte, hvad der foregik, når jeg knapt nok selv fattede det?

”Jeg kan ikke!” sagde jeg hurtigt og smed min mobil på bordet, hvilket fik de andre til at grine. Vi sad alle sammen nede i restauranten og spiste morgenmad sammen. Og med alle sammen, mener jeg både drengene og deres piger. ”Kom nu, hun, du kan godt!” sagde Niall opmuntrende og tog min mobil for at række mig den. ”Det er bare dine venner og familie, der vil i kontakt med dig! Det sker der ikke noget ved.”

”De slagter mig, Niall,” sagde jeg nervøst. ”Tænd i det mindste din telefon,” sagde Louis, der sad over for mig. Jeg skævede til ham, og han pegede med sin ske på min telefon. ”Så kan du da se, om de har lagt nogle beskeder, så du kan regne ud, hvordan de vil blive at snakke med. Så kan du selv om, om du tør snakke med dem.”

Han havde fat i noget.

”Gu’ har jeg fat i noget!” sagde han, og jeg sukkede. Jeg var begyndt at tænke højt igen, fedt, fedt tidspunkt. Jeg tog telefonen ud af hånden på Niall, mens de andre snakkede videre, hvilket passede mig fint. I sådanne situationer brød jeg mig ikke om opmærksomhed. Jeg tændte min mobil og ventede på, at den var klar til brug, mens en knude dannede sig i min mave. Efter at have brugt lidt tid på at tænde viste den mig endelig alle mine ubesvarede opkald og uåbnede beskeder. Jeg skimmede dem hurtigt igennem og åndede lettet op. Jeg havde fem ulæste beskeder: en fra min mor, en fra Abby, en fra Josh, en fra Nicole og en fra Trent. De havde sikkert tænkt, at de ikke kunne bruge alle deres penge på at sende mig sms’er. Ja, det er jo dyrere, når man er i udlandet, haha.

HAHA.

Det gjorde mig lidt rolig. Jeg valgte at kigge igennem mine ubesvarede opkald der, og der flippede min krop ud. Ligesom med beskederne var der et ubesvaret opkald fra min mor, Abby, Nicole, Josh og Trent, men der var også et fra min far.

Fuck.

”Pis,” sagde jeg nervøst, hvilket fik Niall til at kigge mig over skulderen. ”Hvad sker der?” spurgte han, og jeg kiggede panisk på ham. ”Min far har prøvet at ringe til mig,” sagde jeg, og det lignede ikke, at Niall kunne se problemet i det. ”Niall, min far kan ikke fordrage tanken om, at jeg er sammen med drenge, og slet ikke når de er verdensberømte! Det fortalte han mig, da vi begyndte at blive venner igen!”

Niall nikkede forstående. ”Okaaay, men det skal nok gå, jeg kan ikke se, hvad der er så hæsligt,” sagde han, og jeg sank en klump. ”Jo, da vi havde den samtale min far og jeg, der kom jeg måske til at love ham, at jeg aldrig ville date dig,” mumlede jeg, hvilket fik Nialls øjne til at udvide sig. ”Oh,” sagde han kort, og jeg lænede mig tilbage i min stol.

”Argh, han slår dig ihjel Niall!” udbrød jeg, hvilket fik Niall til at se lidt skræmt ud. Men vi havde ikke mere tid til at snakke om det, for Niall skulle op på værelset og gøre sig klar til at tage hen og hente sin familie i lufthavnen, inden han og de andre drenge skulle gøre sig klar til koncerten. Niall havde tilbudt, at jeg kunne komme med og hente dem, men jeg takkede pænt nej. Jeg var stadig usikker omkring, hvordan offentligheden så os, og desuden var vi den hotteste nyhed i øjeblikket, og det sidste jeg havde brug for lige nu, hvor jeg var et stort rod, det var, at have en flok mennesker rendende tæt rundt omkring mig. Det ville bare ende med, at jeg ville bryde sammen, ligesom dengang vi skulle hen til hotellet.

”Og du er sikker på, at du ikke vil med?” Niall gentog spørgsmålet for fjerde gang, mens han tog sin jakke på. Jeg nikkede. ”Trish, du skal vise dig sammen med mig før eller siden, hvorfor udskyde det?” spurgte han ligeud, og jeg trak opgivende på skuldrene. Niall sukkede og strøg noget af mit hår væk fra mit ansigt. ”Okay, vi kan snakke om det senere,” mumlede han. ”Klarer du dig her?”

Jeg smilte varm til ham. ”Selvfølgelig gør jeg det. Dig og drengene skal godt nok gå foreløbig, men jeg har stadig pigerne. Vi hygger os, du ved, men pigesnak og den slags,” sagde jeg roligt, hvilket fik Niall til at grine kort. ”Hvad indeholder ’pigesnak’ helt præcist?” spurgte han nysgerrigt. Jeg rullede uskyldigt med øjnene.

”Åh, ikke noget specielt, bare sådan makeup, tøj, sexhistorier/oplevelser, sladde-” ”Hvad,” afbrød Niall langsomt. ”Sexhistorier/oplevelser?!” Han så nærmest skræmt på mig. ”H-h-h-hvad indebærer de?!” Hans opførsel fik mig til at klukke. ”Du ved, det bedste man har fået, mærkelige eller fantastiske ting man har oplevet i sengen… drengens størrelse,” sagde jeg, hvilket fik Nialls øjne til at udvide sig.

”… lov mig, at du ingenting siger,” nærmest bad han, hvilket fik mig til at hæve et øjenbryn. ”Hvorfor, du har da ikke noget at skamme dig over indtil videre,” sagde jeg, og Niall smilte gennem hele min sætning bortset fra slutningen, hvilket hurtigt fik mig til at fortsætte med at snakke. ”Jeg kan kun prale Niall, jeg troede, drenge elskede at få deres ego boostet.”

”Det er ikke pointen, jeg har bare ikke lyst til, at alle skal kende min størrelse,” sagde Niall og kiggede på mig som om, det var åbenlyst. Jeg rullede med øjnene. ”Fint, jeg siger ikke noget om det,” lovede jeg, og valgte at fortie den del om, at jeg allerede havde snakket med Perrie om den slags én gang før. ”Se nu at komme af sted, du kommer bare for sent ellers!”

Niall smilte lettet og gav mig et kys på kinden. ”Du er en skat,” sagde han og skulle til at gå, da jeg lagde mine hænder på hans kinder og hev ham til mig for at give ham et langt og intenst kys på munden. ”Og du er min skat,” hviskede jeg, da vores læber havde sluppet hinanden. Niall smilte og gav mig et kort kys på munden, inden han gik bagud. ”Vi ses i aften,” sagde jeg og sendte ham et luftkys, som skulle give held og lykke. Han smilede lidt nervøst og tog fat i døren, mens han fangede mit luftkys.

”Vi ses prinsesse,” sagde han og lod som om, han puttede mit kys i lommen, inden han gik ud af døren, hvilket fik mig til at smile. I aften… jeg måtte hellere gå over til de andre piger, så vi kunne gøre os klar sammen.

 

***

 

Vi var netop blevet lukket ind til koncerten og var i færd med at finde vores pladser. Vi skulle sidde blandt drengenes familier, og det gjorde mig ret nervøs, at jeg skulle se Nialls familie. De havde nok også fulgt med i alt, hvad der var sket. Det var lidt pinligt. Mine ’svigerforældre’ havde formegentlig set billedet af mig, der sad ovenpå deres søn og red ham.

Ughhhhhhhh.

Min mave vendte sig ved tanken om, at jeg skulle snakke med dem. Jeg kunne græde. Men det gjorde jeg ikke. Jeg var træt af at græde for at være ærlig. Og egentlig behøvede jeg ikke være så nervøs for at møde Nialls familie. Jeg kendte hans far og hans bror meget godt, da jeg praktisk talt havde boet hos Niall nogle gange, da vi begge boede i Mullingar. Hans mor derimod kendte jeg ikke lige så godt. Jeg vidste hun var sød. Og hun havde også mødt mig før, men jeg tror efterhånden det var lang tid siden.

Min plads til koncerten var faktisk lige ved siden af hans mor, så det skulle nok blive hyggeligt. Og så sad Perrie foran mig, så hvis jeg manglede nogen at snakke med, kunne jeg altid prikke hende på skulderen eller noget. ”Held og lykke,” hviskede hun drillende, inden jeg gik hen imod min plads, og jeg nåede lige at give hende fingeren, inden hun gik fra mig.

Jeg tog en dyb indånding, da jeg satte mig på sædet ved siden af Nialls mor, Maura.

And so it begins, tænkte jeg.

“Hej Maura,” sagde jeg kort og fik dermed hendes opmærksomhed. Hun kiggede på mig og begyndte så at smile. ”Trish,” sagde hun venligt. ”Det er så længe siden!” Jeg grinte akavet og nikkede. Jeg kunne se, at hun var den eneste fra Nialls familie, der var her lige nu, og det gjorde mig faktisk lidt mere nervøs. ”Sidst jeg så dig, var du vidst kun 15 år,” fortsatte Maura. Wow, var det virkelig så lang tid siden?

”Er det virkelig?” spurgte jeg bare for at deltage lidt i denne her samtale. Maura nikkede. ”Ja, jeg kan huske det, fordi det var det år, hvor Niall holdt sin fødselsdag hjemme hos mig, og han havde inviteret dig med.”

Minderne flød gennem mit hoved, da hun sagde det, og jeg kunne godt huske den dag. Især fordi… ”Dig og Niall så helt forkerte ud i ansigtet, da jeg spurgte om I var blevet kærester, fordi I så så tætte ud.” Ja, derfor. Det var en… mærkelig dag. Som sagt, mig og Niall var meget tætte, og så havde hans mor troet, at vi var blevet et par, og det hele havde virket så surrealistisk dengang. Hvilket er pudsigt, når man tænker på, at blot en måned efter delte mig og Niall et kys, mit første kys, hvilket faktisk satte følelser i gang hos mig.

”Ja, jeg kan godt huske det,” sagde jeg og smilede. ”Niall blev helt rød i hovedet og begyndte at sige ting som ’nej nej, hun er kun min ven, intet andet!’! Han gik vist lidt i panik.”

”Men nu er du jo ikke kun en veninde længere,” sagde Maura, hvilket fik mig til at lukke munden helt i. Oh God, jeg var bange for, hvor denne samtale ville føre hen. ”Nej jeg… det er jeg vel ikke længere,” mumlede jeg og kiggede ned for at undgå kontakt med Maura.

”Niall er meget glad for dig,” fortalte hun, hvilket fik mig til at se nysgerrigt op på hende. Hvor vidste hun det fra? Havde… havde Niall snakket om mig? ”Vi snakkede lidt om dig i dag, da han hentede os fra lufthavnen,” forsatte hun og tog en dyb indånding. ”Selvom jeg tror, at han kunne have snakket i timevis om dig.”

Jeg begyndte af ren refleks at smile. Fuck jeg elskede den dreng, det var da helt utroligt. Maura så mit smil, hvilket smittede af på hende. ”Jeg er rigtig glad for, at Niall og dig er sammen. I har begge brug for en, der forstår jer, og ingen forstår jer så godt som hinanden. Og jeg stoler på, at du holder af ham lige så meget, som han holder af dig, så det kan jo kun gå godt. I må dog lære at være lidt mere ansvarlige begge to.” Hun kiggede seriøst på mig, og denne der klump, jeg havde haft i maven, voksede sig pludselig større.

”S-snakker du om billed-” begyndte jeg, og Maura nikkede hurtigt, så jeg ikke behøvede afslutte min sætning. ”Lad ikke det ske igen,” sagde hun venligt og smilede til mig, hvilket gjorde mig lettet. Hun hadede mig ikke, wohoo! Jeg havde intet at bekymre mig om længere, jeg behøvede ikke være nervøs, alt det slemme var overstået! YAY!

”Og bare for at være sikker…” begyndte Maura lavt, og kiggede sig lidt omkring, inden hun så alvorligt på mig igen. ”I brugte beskyttelse, ikke også?”

Fuck mit liv, altså.

Jeg tror, jeg blev ildrød i hovedet, da hun spurgte. Alt ved det var pinligt! Jeg vidste knapt nok, hvad jeg skulle svare, for selv det ville være pinligt. ”Øh,” var det eneste, der forlod min mund i første omgang, men da Maura åbnede sin mund igen, satte det lidt skub i mit talerør. ”Jo… Jo! Selvfølgelig! Det gør vi altid, eh, jeg mener, bare rolig!” Oh God, jeg kunne skyde mig selv bare for at slippe ud af denne her situation. Heldigvis kom Nialls far og bror kort efter, og det fik Maura til at droppe vores nuværende taleemne. THANK YOU LORD. Så nu skulle jeg bare vente spændt på, at koncerten ville begynde… og ignorere alle de blikke jeg fik fra folk rundt omkring mig.

 

***

 

Nialls synsvinkel

Publikum var helt fantastisk! Vi var ikke langt inde i koncerten, men stemningen var fantastisk. Jeg fattede ikke rigtigt, hvad jeg stod og gjorde. At det her var mit job. Det var helt fantastisk. Jeg kiggede ud over alle de mennesker, der var dukket op, og det bragte et smil frem på mine læber.

Harry stod lige nu og snakkede kort, før vi skulle begynde på næste sang, og jeg benyttede pausen til at tage en tår vand, mens Zayn gik hen til mig.

”Hey, er du klar? Du er på lige om lidt,” sagde han, og jeg nikkede langsomt. Så snart Harry gav mig ordet, så skulle jeg træde frem. Jeg var lidt nervøs. Gad vide, om det overhovedet kunne betale sig det her. Zayn smilede støttende til mig og vendte tommelfingeren opad som tegn til, at det hele nok skulle gå.

”Og nu vil jeg give ordet videre til en helt særlig person, I kender ham nok,” begyndte Harry, og det var starten på mit stikord. ”Giv en stor hånd til Niall!” Hans stemme rungede gennem det hele, men blev snart overdøvet af de mange jubelråb og skrig fra publikum. Jeg trådte smilende frem og rystede kort på hovedet, inden jeg tog mikrofonen op til munden. Som sagt, jeg kunne ikke fatte alt det her.

”Tak for det Harry,” sagde jeg kort og grinede, inden jeg kiggede ud på publikum. ”I larmer virkelig! Det er fantastisk!” Den sætning fik dem bare til at skrige igen, og jeg kiggede tilbage mod drengene og trak overvældet på skuldrene, inden jeg kiggede ud over publikum igen. ”Jeg vil bare sige, tusind mange tak til alle der er kommet her i dag! Uden jer ville intet af det her have været muligt! Jeres støtte er fuldkommen uvirkelig!” Jeg holdt en lille pause og kiggede ned i gulvet for at tage en dyb indånding.

”Før vi begynder på næste sang, skal jeg lige sige noget,” sagde jeg og kiggede op. Jeg skævede op mod den sektion, hvor jeg vidste, at Trish og min familie sad. ”I har nok alle sammen set, hvad jeg har været igennem de sidste par dage, og de fleste af jer, har nok også set videoerne fra vores pressekonference, men jeg vil lige sige et par ting omkring hele denne her situation…” Jeg tog en dyb indånding, mens jubelen lige så stille døs hen.

”For 3 måneder siden gjorde jeg noget rigtig dumt. Jeg… jeg begyndte at være Katie utro. Forholdet var falskt, det ved I alle, men det jeg gjorde, var ikke rigtigt. Det var ikke den rigtige måde at tackle det på. Ikke at jeg fortryder det helt, for alt det her rod bragte mig sammen med Trish, som er en fantastisk person, og som jeg elsker meget højt. Det var på intet tidspunkt hendes skyld noget af det her, og jeg stoler på jer alle sammen nu, når jeg siger, at hvis I skal bebrejde nogen for alt det her, så er det mig. Mig og mig alene. Ikke Trish, ikke drengene, ikke engang management!”

Sandt, management havde startet det her shit ved at sætte mig sammen med Katie, men det var mig selv, som havde fucket tingene op. Og jeg kunne ikke give andre skylden, for noget jeg havde gjort. ”Og heller ikke Katie,” fortsatte jeg og stirrede lidt ud i ingenting. ”Katie skulle have været her i aften, men jeg kan godt forstå, hvis hun ikke ville komme alligevel. For hvis jeg skal være ærlig, så har jeg ikke været helt fair over for hende.”

Jeg håbede inderligt, at Katie ville høre mine ord. For jeg havde hørt hendes. Zayn og jeg var fulgt efter Trish i går, da hun løb efter Katie, men de vi fandt dem, var de allerede i gang med at snakke. Og jeg hørte alt, hvad Katie sagde. Og det gav mig en hæslig følelse. Jeg fik det skidt, da jeg fandt ud af, at Katie havde haft følelser for mig, og jeg så bare havde behandlet hende så dårligt. Jeg havde kigget tilbage på min opførsel og var blevet enig med mig selv om, at den havde været helt uacceptabel. Hun var et menneske med følelser, men det var som om, jeg ikke havde set det. Som om jeg havde ignoreret den del. Hvilket jeg ikke kunne være bekendt.

Og derfor skyldte jeg Katie noget. For at gøre lidt bod på alt det her.

Jeg smilte lidt fortumlet, da jeg lige skulle forme ordene inden i mit hoved, inden jeg bare plaprede løs. Noget jeg havde for vane at gøre. ”Jeg glemte, at Katie bare var endnu en del af det her falske forhold, og at hun heller ikke havde bedt om det. Jeg glemte hendes følelser. Jeg bebrejdede hende for alt, hvad der skete. Men det var forkert af mig. Og hvis hun stod foran mig lige nu, ville jeg undskylde, men da jeg ikke regner med, at hun vil se mig igen, så må jeg sige det her,” sagde jeg alvorligt.

Jeg skyldte Katie denne her undskyldning.

”Katie, hvor end du er, så håber jeg, at du vil høre det her på et tidspunkt. Jeg er så ked af alt, der er sket. Undskyld for alt det jeg har udsat dig for. Jeg har muligvis været den værste kæreste, man kan have. Held og lykke Trish,” indskød jeg og pegede op mod hende, og en svag latter fløj gennem luften, hvilket gjorde mig lidt mere rolig.

”Men helt seriøst, undskyld. Jeg er virkelig ked af at have såret dig og udstillet dig på denne her måde. Det er klart, hvis du ikke vil tilgive mig, det forstår jeg. Men jeg håber du vil tage imod min undskyldning.” Jeg sukkede og kiggede kort ned, inden jeg kiggede ud over publikum med et enormt smil plantet på læberne, samt en lettet følelse indeni. ”Nå, jeg beklager for det alvorlige ’indslag’! Skal vi se at komme i gang igen!” Jubel brød ud, hvilket fik mig til at grine. Jeg kiggede tilbage mod de andre drenge.

”Er I klar?” spurgte jeg, hvilket fik Louis til at trække på skuldrene og gå hen imod mig. ”Jeg skal lige have mit glade humør tilbage, Niall du forstår virkelig at dræbe en stemning med alvorlig snak!” sagde han bebrejdende, hvilket fik mig til at grine højt. Louis var godt nok det modsatte. Han kunne altid få mig til at le.

”Han plejer ikke at være sådan venner,” grinte Liam og kiggede ud på publikum. ”Hele denne her situation har vist påvirket ham en del.” ”Måske er det Trish, der har påvirket ham sådan,” drillede Harry og gik hen ved siden af mig. Louis rystede opgivende på hovedet. ”Harry, hørte du slet ikke efter? De har været sammen i 3 måneder, det skulle undre mig hvis han først begyndte at ændre sig nu,” sagde han.

”Jeg tror faktisk kun, at den eneste ændring der har været hos Niall de sidste tre måneder, er, at han er meget gladere! Hvis det da er muligt!” sagde Liam og nikkede for sig selv. ”Vi kan godt lide at se Niall så glad her!” Og med de ord gik alle drengene hen til mig og trak mig ind til et kram, hvilket fik alle til at bryde ud i et kollektivt ’aaw’. Jeg mumlede et kort ’tak’ til drengene, så kun de kunne høre det. Det betød meget for mig, at de havde og ville støtte mig igennem alt det her. Og ikke nok med, at de lige havde vist det, de havde også vist vores fans, hvor lykkelig Trish gjorde mig. Og jeg håbede, at drengenes accept ville få fansene til at skære lidt ned på uhøflige kommentarer. Jeg elskede Trish, og hvis de ikke gjorde, så var det okay. Jeg var ligeglad, men jeg ville selvfølgelig ikke have, at de hadede hende. Selv hvis de gjorde, så var det dumt af dem. De kendte os ikke og forstod ikke, hvor glade vi gjorde hinanden. Og det var nok det vigtigste.

”Godt så alle sammen,” sagde jeg ind i mikrofonen, da jeg fik sneget den op til min mund, selvom det var besværligt, da drengene stadig stod tæt omkring mig. ”Så er det tid til næste sang. Det her er: ’They Don’t Know About Us’.” 

Vi trak os fra hinanden og fandt vores pladser, mens intromelodien spillede. Og imens stak jeg min hånd i lommen, mens jeg kiggede op mod, hvor Trish sad.

Jeg lod som om, jeg tog det kys, hun havde blæst til mig tidligere, op, og plantede det så på mine læber. En måde at vise hende på, at hun var alt jeg behøvede. Og at jeg altid ville have hende tæt på mig.

Katies synsvinkel

”- Og hvis hun stod foran mig lige nu, ville jeg undskylde, men da jeg ikke regner med, at hun vil se mig igen, så må jeg sige det her,” Jeg rynkede panden. For første gang i evigheder snakkede Niall ikke om mig med afsky. Han snakkede om mig, som om jeg var et menneske. Ironisk, når man tænker på, at han lige havde stået og sagt, at han havde glemt alt om mine følelser. Jeg gik lyst til at gå. Jeg var godt nok backstage, så der var ikke mange mennesker omkring mig, men jeg var bange for, at jeg ikke havde styrken til at høre på det her. Ville han virkelig undskylde oprigtigt? Eller ville han bare prøve at charmere mig, så jeg ikke ville gå på tv og ødelægge han karriere. Jeg burde gå, for inderst inde vidste jeg godt, at jeg højst sandsynligt ville lade mig charmere, hvis han snakkede. Jeg var forelsket i tåben, hvad kunne man forvente af mig?

Men trods det, så var jeg for nysgerrig til at gå. Og jeg blev derfor for at høre hans undskyldning.

Hvert ord gjorde faktisk indtryk på mig. Han lød som om, han mente det, hvilket gjorde mig varm om hjertet. Jeg klukkede, da han indrømmede, at han havde været en elendig kæreste, for det havde han i den grad været. Og jeg skulle til at ønske Trish held og lykke, da han selv gjorde det, hvilket bare fik mig til at føle mig lidt tom indeni. For den eneste grund til, at han havde været en elendig kæreste, var, at han ikke elskede mig. Men han elskede Trish. Det smertede mig at sige det, men de ville sikkert blive virkelig lykkelige sammen. Jeg havde tabt på så mange måder.

”Det er klart, hvis du ikke vil tilgive mig, det forstår jeg. Men jeg håber du vil tage imod min undskyldning.” sagde Niall ude på scenen, og jeg sukkede dybt. Gad vide, om han vidste, hvor meget jeg elskede ham. Jeg vidste det knapt nok selv. Men jeg vidste, at jeg elskede ham nok til at godtage hans undskyldning. For første gang nogensinde havde han faktisk behandlet mig som et menneske. Som en pige med følelser.

Drengene begyndte at snakke lidt frem og tilbage, og da de introducerede deres næste sang, trak jeg blot på smilebåndet og vendte om for at gå min vej. Jeg burde aldrig være kommet. På vejen ud kunne jeg ikke lade være med at få tårer i øjnene. Jeg var så sur på mig selv. Hvorfor kunne jeg lide den idiot så meget?! Jeg hadede det.

Jeg stod ude på gaden og kunne høre skrigene inde fra koncerten, mens jeg gemte mit ansigt i mine hænder. Hvorfor havde han gjort mig så blødsøden? Han var for fantastisk til, at jeg kunne nænne at gøre ham ondt. Jeg begyndte at gå for at komme lidt væk fra menneskerne omkring mig. Da jeg fandt en lille slags gyde til den store hovedgade gik jeg derind, og jeg tog hurtigt tog min iPhone op fra min taske og ringede den dame, som skulle interviewe mig, op. Der gik ikke lang tid, før hun tog den.

Katie, søde! Er der problemer?” spurgte hun med det samme, hvilket fik mig til at smile halvhjertet.

”Ja jeg,” begyndte jeg og kørte noget af mit hår om bag mit øre, inden jeg åndede tungt ud. ”Jeg kan ikke komme og blive interviewet i aften alligevel.”

Woah, woah, woah Katie! Det er du nødt til! Vi har sat tid af til dig!” sagde hun panikslagent, men jeg gav mig ikke. Stædig var jeg trods alt stadig. ”Jeg beklager, men det går ikke. Jeg sender dig en video om lidt, som I kan spille i stedet. Det er alt, hvad jeg kan præstere. Det har været nogle hårde dage.” sagde jeg venligt og lagde med det samme på. Hun kunne formegentlig ikke fornemme tårerne i mine øjne. Skuespil var noget, jeg faktisk var god til.

Jeg slog frontkameraet på min telefon til og begyndte at optage en video. ”Hej, det er mig, Katie,” sagde jeg og kom til at snøfte. Det var koldt udenfor, og fordi jeg havde grædt en smule løb min næse. Men jeg kunne ikke være mere ligeglad nu. ”Jeg er ked af, at jeg ikke kunne komme alligevel, så derfor sender jeg denne video. Jeg vil bare sige et par enkelte ting. Denne her video er dedikeret til Niall... Niall... Du har været en forfærdelig kæreste! Helt igennem hæslig! Men lad os indse det… det er ikke sådan du er i virkeligheden. Det håber jeg alle ved. Selvom du har været en idiot og været mig utro, så er du et af de rareste mennesker, jeg nogensinde har mødt, og nogensinde kommer til at møde. De sidste 5 måneder har været noget rod, men hvis jeg skal være ærlig, så fortryder jeg dem ikke. For hvis alt det her ikke var sket, så havde jeg aldrig mødt dig.”

Jeg tog en dyb indånding og smilte så godt, jeg kunne, mens jeg prøvede at forhindre mig selv i at græde. ”Jeg var til koncerten. Som altid giver dig og drengene et godt show. I er fantastiske sangere. Det ville være forfærdeligt, hvis nogen skulle tage jeres drøm fra jer… jeg hørte din undskyldning… mange tak Niall. Jeg tager imod den. Og hvor skør jeg end lyder eller må være, så tilgiver jeg dig også. Og med det sagt…” Jeg begyndte at rode i min taske, så godt jeg nu kunne med en hånd, indtil jeg fik revet de papirer, jeg skulle bruge, op.

”Det her er vores kontrakt,” sagde jeg alvorligt og kiggede ind i kameraret. ”Det her er vores ’forhold’ så at sige. Du nåede ind til mig her til aftes Niall, og som jeg sagde, dig og drengene er fantastiske kunstnere, det ville være forfærdeligt at se jeres drøm blive taget fra jer… og derfor…” Jeg gik hen til væggen foran mig og formåede at stille min mobil op ad den, så jeg havde begge hænder frie, hvorefter jeg tog en lighter op fra min taske. Med en dyb indånding tændte jeg lighteren og satte ild til dokumentet i min hånd. Uden det, ville drengene være sikre. De skulle ikke betale en rød reje. De skulle bare leve videre, som de fantastiske drenge, de var.

Jeg havde aldrig brudt mig om tanken om at ødelægge alt for dem. Jeg er ikke et ondt menneske, hvor dumt jeg end har opført mig. For jeg sværger, det hele har været en facade. Jeg er bare ikke god til at åbne op for folk. Jeg ville bare give folk det, de ville have, og når de ikke kunne lide mig, så skulle jeg nok give dem en, man ikke kan lide. Derfor overvejede jeg også, hvad i al verden, det var, jeg sad og gjorde her. Hvad forventede jeg af det her? At de pludselig ville elske mig alle sammen? Nej, det kunne jeg godt glemme. Måske ville jeg for én gangs skyld bare gøre, hvad jeg havde lyst til.

Varmen fra ilden tøede mine hænder en smule op, men til sidst var jeg nødt til at smide papiret, så det kunne brænde færdigt. Til sidst trampede jeg på det, så ilden gik ud, og der var nu ikke andet end aske tilbage, som ville blæse væk i vinden. Ligesom mig. Nu var jeg ikke mere end aske for dem. Jeg var ingen trussel, min flamme var døet hen. Jeg samlede min mobil op jorden og kiggede ind i kameraet, hvorefter jeg smilte halvt, mens jeg trak på skuldrene. Jeg vidste knapt nok, hvad jeg nu skulle sige.

”Så der har du det, Niall. Vi har nu officielt slået op. Men husk, at jeg slog op med dig!” drillede jeg og smilte faktisk ægte denne her gang. At jeg kunne grine over det her, var mig en gåde. ”Jeg håber, dig og Trish er og forbliver lykkelig sammen, det gør jeg faktisk, hvor syret det end lyder. Bare… lad være at glemme mig. Vi har trods alt haft nogle gode øjeblikke,” sagde jeg og huskede blandt andet dengang vi delte et rigtigt kys. Ikke et tvunget et, men et af lyst. Og jeg kunne heller ikke benægte, at jeg godt kunne lide at have sex med Niall. Jeg elskede ham for pete’s sake, jeg kunne ikke gøre for det. Lige det øjeblik, havde nok ikke været lige så smukt for ham, som det havde været for mig, men det var lige meget. De betød noget for mig. Men jeg ville ikke nævne det. Hverken Niall eller Trish ville bryde sig om at høre det, og desuden så ragede det ikke verdenen, hvilke øjeblikke vi havde haft. Det behøvede de ikke at vide.

”Jeg vil i hvert fald ikke glemme dig, Niall. Du er meget speciel… du er den eneste nogensinde, der har vundet over mig i skak,” sagde jeg og smilte, mens tårerne hobede sig op i mine øjne. Jeg så så trist, men glad ud på samme tid, jeg vidste knapt nok, hvordan det var muligt. Kort trak jeg på skuldrene. ”Skakmat fra din side af,” snøftede jeg og tørrede kort min næse. Jeg fattede ikke, hvad jeg stod og gjorde. Jeg overgav mig totalt. Alt sammen på grund af den ene dreng. Det gjorde så ondt at tænke på, at han aldrig ville blive min. Men det gjorde mig glad at tænke på, at han nu kunne slippe for mig og dermed blive lykkelig.

”Tak,” var det sidste, jeg hviskede, inden jeg afsluttede videoen og sendte den til hende intervieweren. Min manager ville slå mig ihjel, men jeg var ligeglad nu. Jeg var så ligeglad, som man kunne være. Mit blik faldt på månen over mig, og jeg smilede til den. Lige nu var alting roligt. Uanset hvor mange mennesker, der var tæt på mig, uanset hvor mange beskeder, jeg ville få sendt, så var alting roligt omkring mig lige nu. For første gang i 5 måneder følte jeg mig bekymringsfri igen.

"Niall Horan din idiot," mumlede jeg og smilede rystende på hovedet. Tænk, at ham der havde taget alt fra mig ville give mig styrken til at få det tilbage.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

:D Hvad siger I til det? Er I tilfredse med, hvordan det hele udvikler sig? Havde i regnet med, at Katie faktisk ville overgive sig? Og hvordan tror I de andre reagerer, når de finder ud af, hvad hun har gjort for dem?

Jeg er SÅ glad for, at jeg fik overrasket nogle af jer med sidste kapitel, lol, det håbede jeg, jeg ville<3 det var ret sjovt at læse jeres reaktioner :) I er jo som altid fantastiske<3

Uproar lakker mod enden, say whaaaaat????! Yeah det er trist, men hvis der er stemning for det, så laver jeg formegentlig en efterfølger ;) (psst, jeg gør det uanset hvad, lols) Selvom jeg altid bliver så nervøs, når jeg laver nye historier. Meget apropos, hvis du (ja, dig der læser det her!) ikke har tjekket min nye movella ud, så gør det meget gerne! Jeg vil sende glade tanker af sted, hvis du gør det! Den bliver forresten opdateret snart, så hells yeah!

Tak fordi I læser, og fordi I er fantastiske, og fordi I har været så tålmodige, men som I kan se (læse???) er det et langt kapitel, så det tog tid at lave :) Okay, alt for nu, bye guysssss<3<3<3<3

(ps. klokken er 4:26, hvornår oh hvornår vil jeg genvinde mit normale søvnmønster?)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...