Uproar ~ 1D

Efter Trish's forældre blev skilt, flyttede hendes mor til London, og tog Trish med sig. Hvert år tager hun tilbage til sin hjemby Mullingar, i Irland, for at besøge sin far. I bussen på vej derhen møder hun Niall fra det kendte boyband One Direction, og det viser sig, at de alle skal være i Mullingar på samme tid som hende. Trish bliver overrasket, for hende og Niall var venner, dengang hun boede i Mullingar, og måske kan hun få genopbygget venskabet igen. Hun begynder at være meget sammen med bandet i troen om, at der intet galt er i det. Men hun finder hurtigt ud af, hvor kompliceret kendtes liv kan være. Især kærlighedsliv.

(anstødende sprog og seksuelle scener kan fremkomme, bare så i ved det)

146Likes
288Kommentarer
69695Visninger
AA

24. The thinker

Trishs synsvinkel

Der var så mange grunde til, at jeg ikke skulle hen i Harrys lejlighed igen. For det første, så skulle jeg Boy cutte alt med drengene, så det ville være åndssvagt at tage hen til Harry. For det andet så kastede jeg op i elevatoren, og det ville være pinligt at vise mig der igen…

Fucking tømmermænd…

Men jeg havde skyndt mig hjem søndag morgen, og jeg havde nær fået hugget foden af, for jeg gad ikke tage mine sko på, mens jeg løb, og det resulterede i, at jeg næsten jokkede på et kæmpe glasskår. Men med mine ninjareflekser undgik jeg det.

Wush! Ninja.

Anyways, jeg brugte det meste af søndagen på at ligge i min seng, og have ondt af mig selv. Jeg hadede ellers, når folk havde så meget selvynk, men jeg kunne simpelthen ikke overskue noget. Det eneste jeg kunne tænke på, var, at jeg havde mistet drengene. Jeg forstrød det ærlig talt en smule, da jeg lå i min seng, men jeg måtte være stærk. Jeg behøvede dem ikke! Jeg var en selvstændig kvinde!

Okay, jeg ved ikke, hvad det havde med noget at gøre, men det var også lige meget.

Om mandagen havde jeg været lidt mere frisk. Jeg besluttede, at jeg var nødt til at komme videre, og jeg kunne ligeså godt begynde på det med det samme. Man skulle ikke tage sig sammen til at komme videre, man skulle bare tage en kold tyrker med det samme.

Meget apropos, så havde jeg haft en ustyrlig lyst til cigaretter lige siden i lørdags. Det var nok fordi jeg var ked af det, men jeg afholdt mig fristelsen, og spiste is i stedet.

Masser af is.

Mine venner havde også lagt mærke til det, da jeg havde en bøtte is med som frokost om tirsdagen. Så gik det op for dem, at der var noget galt. De havde allerede været lidt skeptiske om mandagen, da jeg ikke havde været mit sædvanlige jeg. Jeg ved godt, at jeg sagde, at jeg havde været lidt mere frisk om mandagen, men det var i forhold til søndag, hvor jeg bare var helt drænet for energi! Desuden var de overraskede over, at jeg sagde undskyld for det om torsdagen. Der hvor jeg var blevet sure på dem, remember? Yeah, jeg er ikke typen til at sige undskyld, i hvert fald ikke som den første. Det er min stædige natur, der forhindrer mig i det. Derfor accepterede mine venner hurtigt min undskyldning, eftersom det var så sjældent, at jeg sagde undskyld.

Men anyways, mine venner begyndte at punke mig en del om, hvorfor jeg spiste is, og virkede nedtrykt, og så fortalte jeg dem det hele. Ingen navne, bare om hvad der var sket. At jeg havde været forelsket i en fyr, og han sagde, han gengældte det, men i virkeligheden brugte han mig bare, og knaldede med en anden pige til den der fest. Efter at have fortalt det løb Trent hen i en kiosk, og købte endnu en is til mig, hvilket fik mig til at grine. Som om, han kunne se alvorligheden i min historie, og at det virkelig var en hjerteknuser, jeg havde været ude for. Men hey, han fik mig til at grine, og det havde jeg altså ikke gjort i to dage!

Shoutout til Trent!

Ha ha, jeg er så hashtag sjov.

Wow, jeg ryster dem bare ud af ærmet gør jeg ikke!? Fedt, jeg er ved at få min humor igen! Se selv, jeg havde ikke brug for drengene! Jeg havde det fint uden dem, og deres nysgerrige fans! Og paparazzierne. Livet var endnu en gang blevet meget mere simpelt. Men trods det, så havde jeg stadig denne her tomme følelse indeni mig…

Da min time sluttede onsdag eftermiddag, begyndte jeg at pakke mine ting sammen. Jeg havde haft engelsk med Nicole, og vi skulle være lidt sammen bagefter. Jeg svang min taske over skulderen, og sammen gik vi ud af klassen, og begyndte at gå mod skolens udgang. Jeg kiggede på Nicole, mens vi gik. ”Hey Trish, pas på,” sagde hun til mig, men det var lidt for sent, for i samme sekund gik jeg ind i personen foran mig. Jeg trådte et skridt tilbage, og tog mig til hovedet.

”Av,” mumlede jeg, og så på personen, jeg var gået ind i. ”Undskyld, er du okay?” spurgte jeg. Han vendte sig om, og først der lagde jeg mærke til, at det var Connor. Connor var sådan ret meget den lækre populære dreng, alle pigerne elskede ham. Jeg var lidt blandet omkring ham, han var flot, men ikke decideret min type. Desuden havde jeg aldrig snakket med ham, jeg vidste ikke, om han var sød eller ej. Han smilede bare til mig, da han opdagede mit lidt overraskede ansigtsudtryk.

Wow, #pinligt.

”Ja jeg er okay, er du?” spurgte han tilbage. Han gned mig lidt i panden. Jeg var gået direkte ind i hans skulder eller ryg eller et eller andet, og han var i hvert fald ikke blød. ”Tjah…” mumlede jeg. ”Du gjorde ondt at gå ind i, men det var vidst min egen skyld.” Jeg smilede til ham, og han gengældte det. ”Håber det går over, jeg er desværre nødt til at gå,” sagde han, og trådte et skridt væk fra mig. ”Vi ses Trish.”

Vent hvad?

Connor begyndte at gå, og jeg stod lidt fortumlet tilbage. Hvor fanden kendte han mig fra? Åh, det kan selvfølgelig godt være, at han havde set mig i nogle sladderblade, men stadigvæk, så virkede det da lidt spøjst. ”Sagde han lige mit navn?” spurgte jeg overrasket, og kiggede på Nicole. ”Ja… ikke for noget, men hvorfor ved han, hvem du er?” spurgte Nicole tilbage. Jeg smilede skævt til hende. ”Han har sikkert bare set mig i et eller blad i sammenhæng med drengene.” sagde jeg og rystede på hovedet. ”One Direction.” rette Nicole det til. Jeg slog mig blidt i panden. ”Nå ja.” mumlede jeg.

Ja, mine venner syntes, at hvis jeg skulle opgive drengene, så skulle jeg sjovt nok ikke kalde dem ’drengene’ længere, eftersom det stadig virkede som om, vi var venner. Jeg skulle derfor omtale dem som One Direction, hvilket de fleste andre også gjorde.

”Lige meget, kom nu, jeg er sulten.” sagde jeg, og trak Nicole med ud. Jeg havde glemt frokost i dag, og da jeg var ikke så vild med skolens mad, så ville jeg hellere vente til efter skole. Nicole og jeg gik i fællesskab ned på den nærmeste restaurant… eller, det var McDonald’s… Så det med at det er en restaurant, det kan diskuteres.

Vi bestilte hurtigt, (cheeseburger for the win!) og så satte vi os ved et bord. ”Har du læst op til terminsprøven her om en uge?” spurgte jeg, og tog en pomfrit i munden. Nicole nikkede halvt, med sugerøret fra hendes cola i munden. ”Ikke særlig grundigt, jeg kan ikke tage mig sammen.” sagde hun med et smil. Jeg nikkede mig enig. ”Heller ikke mig, jeg har slet ikke kunne koncentrere mig.” indrømmede jeg. Jeg sagde bare ikke, hvorfor jeg havde svært ved at koncentrere mig.

Hver gang jeg sad, og der var stille omkring mig, og jeg var alene, så begyndte jeg at savne drengene- ups One Direction… ej fuck det, det her er mine tanker, jeg kan sige, hvad jeg vil!

Det var som om, hver gang jeg skulle sætte mig ned, og tænke, så var det eneste, som poppede op i mit hoved Niall. Hovedsaligt Niall. Men man kunne heller ikke bebrejde mig, kunne man? Jeg havde været forelsket i den nar, jeg kunne ikke bare glemme ham, hvor meget jeg end prøvede. Jeg ville sådan ønske, at det hele var gået anderledes. Jeg var jo helt oppe i skyerne, da jeg så Niall tilbage i Irland. Jeg tænkte, at vi kunne genoptage kontakten, og det gjorde vi, men det var ikke på en god måde. Jeg skulle have forblevet venner med ham, og ikke gået i seng med ham. Gad vide, hvordan min dag, så ville have set ud i dag.

 Efter at have siddet og kigget ned på min burger i et stykke tid løftede jeg hovedet. Jeg så over mod udgangen, og pludselig frøs mit blod til is. ”Nicole!” hviskede jeg panisk. ”D-det er dem!”

Fuck, jeg var virkelig uheldig.

 

Zayns synsvinkel

”Niall, kom nu,” sagde jeg udmattet, og hev persiennerne i hans værelse op. ”Klokken er næsten 15, har du overhovedet lavet andet end at ligge i sengen, de sidste par dage?!” spurgte jeg. Niall hev sin dyne lidt længere op om ørerne på sig, og knurrede lidt. ”Jeg har spist,” mumlede han. ”Alt andet ville undre mig.” svarede jeg, og gik hen til hans seng og lænede mig ind over ham.

”Niall, stå nu op!” Han vendte rundt, og kiggede på mig. ”Hvorfor?” spurgte han utilfredst. Jeg sukkede. ”Fordi, du ikke kan leve i din seng resten af livet! Stå op, tag noget tøj på, og så går vi udenfor, og spiser noget frokost.” ”Hvorfor kan jeg ikke bare spise herhjemme?” mumlede han. Jeg sukkede. Han opførte sig som et lille barn, og behandlede mig som om, jeg var hans mor!

”Har du set dit køleskab? Det er tomt Niall, fordi du ikke har købt ind i flere dage! Jeg fatter ikke, at du har kunnet finde noget at spise, for at være ærlig.” sagde jeg, og rettede mig op. Niall sukkede. ”Fint nok,” sagde han, og overgav sig. Jeg blev helt lettet indeni, da han satte sig op, og hev dynen af sig. ”Jeg går ud til de andre og venter.” sagde jeg, og smilede, mens jeg gik ud af værelset. Jeg lukkede døren efter mig, og kiggede på drengene, som sad i stuen.

”Fik du ham op?!” spurgte Louis forventningsfuld. Jeg nikkede. ”Jeg forstår stadig ikke, hvorfor han skal op. Vi skal jo ikke noget i dag.” sagde Harry, og kiggede på os andre. ”Nej, men det skal vi om et par dage, han er nødt til at vænne sig til at… ja, stå op igen!” sagde Liam, og rystede på hovedet. Jeg sukkede, og lænede mig op af væggen, mens jeg krydsede armene.

”Det her med Trish har taget virkelig hårdt på ham, vi er nødt til at være der for ham et-hundrede procent.” sagde jeg alvorligt, og kiggede lidt ned. At se Niall være så knust, havde været forfærdeligt, og vi måtte alle hjælpe ham med at komme videre. Døren ved siden af mig gik op, og Niall kom ud, fuldt påklædt. ”Looking good,” sagde Louis, og smilede til ham.

 

***

 

Vi gik ned på det nærmeste sted, hvor man kunne spise, og det var altså en McDonald’s. det havde faktisk lykkedes os at få Niall til at smile, og endda grine lidt, mens vi gik herned, og det gjorde mig i et virkeligt godt humør. Vi gik ind af døren, stadig i godt humør, lige indtil jeg fik øje på en pige, som så meget bekendt ud. Jeg bed tænderne sammen, da jeg så Trish sidde og se helt panisk på os. Hvor var det her typisk. Endelig havde vi fået Niall i godt humør, og så skulle vi rende ind i hende. Mine øjne stirrede vredt ind i hendes, hvilket så ud til at skræmme hende en smule.

Jeg gav Liam en albue i siden, hvilket fik ham til at se forvirret på mig. Diskret nikkede jeg over mod Trish, og Liam kiggede på hende. ”Shit,” mumlede han, uden at fjerne blikket fra hende. ”Måske skulle vi finde et andet sted at spise.” foreslog jeg, og prøvede at tage mine øjne fra Trish. Da jeg endelig kiggede væk, så jeg kun de andres forvirrede blikke. ”Hvorfor nu det?” spurgte Harry. Jeg prøvede at få ham til at kigge over mod Trish, men da han gjorde det, så han bare endnu mere lost ud. Jeg ville kigge hen på Trish igen, men pludselig sad der ingen, der hvor hun før sad.

”Hvad fu-” mumlede jeg forvirret. ”Hold nu op Zayn, vi spiser her.” sagde Louis, og gik videre. Jeg hev Liam hen til mig. ”Hvor blev hun af?!” spurgte jeg lavt. Han rystede på hovedet. ”Hun sad der lige før,” mumlede han. Jeg tog mig til hovedet. Jeg havde da vel ikke set syner vel?

Uden at tænke for meget på det gik jeg efter de andre drenge. Jeg håbede på en måde, at jeg havde set syner, for Trish var nok den sidste person, som jeg havde lyst til at se! Og det ville heller ikke være godt for Niall at se hende, det troede jeg ikke på.

Vi bestilte, og satte os ved et bord, som var ret tæt på det, hvor jeg syntes, jeg havde set Trish. Der var stadig ikke nogen ved det. Måske havde jeg bare været paranoid, men på den anden side, Liam sagde, at han også så hende… Jeg orkede ikke at tænke mere på hende, og i stedet gav jeg mig til at spise. Trish skulle vidst være glad for, at hun ikke var her.

Trishs synsvinkel

Jeg lå stadig krummet sammen under bordet sammen med Nicole, eftersom det var det eneste sted, jeg kunne flygte hen. Desperate tider kræver desperate metoder!

Det her skete ikke, det her skete ikke, det her skete ikke!

”Og hvad har du så tænkt dig at gøre nu?!” vrissede Nicole. Hun var tydeligvis ikke tilfreds med min undvigelses taktik. ”Jeg kan ikke møde dem Nicole!” hviskede jeg, og bandede over, at de havde sat sig så tæt på os. ”Jeg har brug for, at du kravler ud fra bordet, og holder øje med, hvornår de går, eller hvornår jeg kan stikke af!” Nicole gjorde store øjne, da jeg fortalte om min plan. ”Det kan du da ikke bare forlange!” sagde hun skingert. Jeg lavede hundeøjne til hende, indtil hun overgav sig.

”Jeg har en anden idé. Jeg distraherer dem, så du kan stikke af ubemærket, forstået?” sagde Nicole. Jeg nikkede, og smilede til hende, taknemmelig over, at jeg havde så god en ven som hende. Hun listede ud fra bordet, og gik hen til drengene. Jeg lyttede efter, nysgerrig efter at vide, hvad hun ville finde på.

”Hey, er I ikke drengene fra One Direction?” spurgte hun begejstret, men ikke for højlydt. Det lød meget overbevisende, hun var sikkert fan, den lille lort. Jeg hørte, at drengene begyndte at svare hende med et ’jo’ og så videre. Forsigtigt kravlede jeg ud fra under bordet, og listede hen imod udgangen. Jeg sørgede hele tiden for at holde øje med, om drengene så mig, og det resulterede så i, at jeg for anden gang i dag, gik ind i en. Jeg vendte hurtigt hovedet, og stivnede, da jeg kiggede ind i Nialls øjne. Han holdt fast om mit håndled, da min hånd ved et uheld havde lagt sig på hans bryst.

Mit blod frøs til is. Hvad skulle jeg gøre nu?

Nialls synsvinkel

Jeg blev lidt trist, da jeg opdagede, hvor tydeligt det var, at Trish ikke ville se mig eller de andre. Det knuste mig lidt mere. Jeg kiggede alvorligt ind i hendes grønne øjne, inden hun brød øjenkontakten. Jeg havde savnet hende, jeg havde savnet hende så meget, også selvom det kun var gået fire dage, siden hun gik sin vej. Scenen kørte stadig rundt i mit hoved.

Alt det var grunden til, at jeg praktisk talt havde boet i min seng de sidste par dage. Jeg havde ikke haft lyst til noget. Ingenting overhovedet. Kun, at have Trish hos mig igen. Jeg ville være sammen med hende, og føle hendes bløde læber mod mine, og hendes krop mod min. Det var det eneste, som jeg havde tænkt på. Og det gjorde så ondt indeni, når jeg blev ved med at tænke på det, og så samtidig tænke på, at hun ikke ville have noget med mig at gøre. På den måde gjorde jeg bare mig selv mere ulykkelig. Men nu, hvor hun stod foran mig, var jeg helt i tvivl om, hvad jeg mon skulle sige til hende, og om hun overhovedet ville høre på mig.

”Kom lige med,” sagde jeg lavt, og begyndte at gå, stadig med et fast greb om hendes håndled. Hun gjorde ikke modstand, mens jeg trak hende med mig, hvilket gjorde det hele en del nemmere. Hvis hun var begyndt at lave en scene, så kunne jeg ligeså godt have droppet det. Det eneste sted, som jeg kunne komme i tanke om, hvor vi kunne snakke uforstyrret, var toilettet, så jeg hev hende derind. Der var trængt, så vi endte med at stå ret tæt op af hinanden.

Mit hjerte bankede hårdt, mens jeg så hende stå foran mig, og holde øjenkontakt med gulvet. Hun så nervøs ud, som om hun var bange for, hvad jeg ville gøre eller sige. ”Kig på mig,” bad jeg, og løftede hende hendes hoved, ved at placere min pegefinger under hendes hage, og skubbe hendes hoved blidt opad. Hendes smukke grønne øjne kiggede ind i mine, og fik mit hjerte til at banke endnu hurtigere.

”Det var ikke lige det her, jeg regnede med, da jeg sagde, at jeg ikke ville se dig igen.” mumlede hun, og brød øjenkontakten igen. Trish tog sin hånd ned i sin lomme, og hev sin telefon op, da den ringede. ”D-det er min veninde, jeg må nok hellere gå.” sagde hun svagt. Jeg blokerede udgangen, da hun greb ud efter døren. ”Vil du ikke være sød at høre på mig?” bad jeg seriøst. Trish bed sig lidt i læben, og pillede uroligt ved spidserne af sit hår.

”Okay,” sagde hun nervøst. ”Men jeg vil ikke have nogen forklaring på, hvorfor du gjorde dit, eller hvorfor du gjorde dat. Der var en grund til, at du hev mig med herind, og det er den, jeg vil høre.” sagde hun bestemt, og gik et lille skridt bagud. Jeg tog en dyb indånding, da nervøsiteten indeni mig steg. ”Kan du ikke… give mig endnu en chance?” spurgte jeg trist, og kiggede ned i gulvet, bange for hendes reaktion.

”… jeg tør ikke, Niall.” sagde hun skrøbeligt, og da jeg løftede hovedet, havde hun sat sig på toiletsædet med armene om sig selv. ”Siden hvornår er du blevet bange for at prøve?” spurgte jeg, og satte mig ned på hug foran hende. Hun kiggede på mig. ”Siden jeg blev såret for mange gange.” svarede hun koldt. En væmmelig følelse landede i min mave. Jeg havde såret hende, og det var det sidste, som jeg var ude på. Jeg kunne aldrig drømme om at såre hende, jeg holdt så meget af hende.

Jeg lagde forsigtig min hånd på hendes knæ, så hun kort spjættede. ”Please, lad være med at røre mig mere,” sagde hun og lukkede øjnene i. Jeg så såret på hende, og trak min hånd til mig. Hun ville ikke engang have, at jeg rørte hende. Trish rystede på hovedet. "Eller jo, du må godt røre mig, du må bare ikke gøre det på... den måde." sagde hun med et suk. ”Den måde?” gentog jeg spørgende. Hun åbnede øjnene.

”En kærlig måde. Det er ikke det, jeg vil. Jeg kan måske give dig en chance til Niall, men det er som ven.” Jeg sank nervøst en klump. Jeg kunne ikke forblive hendes ven, jeg var helt væk i hende. ”Og selv det, er jeg ikke sikker på, om jeg kan.” mumlede hun bagefter. Jeg nikkede svagt. Det gjorde ondt det her, det gjorde så ondt indeni. Jeg rejste mig op.

”Hvis du bare vil lade være med at ignorere mig fuldstændig, så er jeg faktisk tilfreds.” løj jeg. Jeg ville være lykkelig, hvis hun ikke droppede al kontakt til mig, men kun at være venner, det var ikke nok for mig. ”Men forstå mig ret, der kommer til at gå lang tid, før jeg kan se dig som en ven igen.” indrømmede jeg, og låste døren op. Trish kiggede bedende på mig.

”Måske skulle vi bare holde en kort pause. Jeg har brug for noget tid til at tænke.” sagde hun med lidt smerte i stemmen. Min hals snørede sig sammen. ”Jeg har også brug for at tænke,” sagde jeg, og tog fat i dørhåndtaget. Hvis Trish besluttede sig for, at hun ville være min ven igen, så skulle jeg tænke over, om det var det, jeg ville. At leve i vennezonen for evigt, det tror jeg ikke, jeg ville kunne klare. Jeg gik ud fra toilettet, og Trish fulgte efter. ”Jeg bliver her, du kan gå ud til din ven,” sagde jeg, og krydsede armene. Trish nikkede med en rynket pande. ”Vi ses, Niall.” sagde hun hurtigt, og vendte om.

Jeg kiggede med store øjne efter hende, mens hun gik. Hun sagde ’vi ses’. Det havde hun ikke sagt, sidst hun gik fra mig. Var det mon et tegn til, at hun overvejede at give mig en chance til? Efter fem minutter gik jeg ud til de andre. ”Hvor blev du af?” spurgte Liam undrende, og så en smule bekymret på mig. Han havde garanteret set Trish, da vi kom. Jeg tror det var det, ham og Zayn prøvede at fortælle os, da vi kom. Men jeg var nu faktisk glad for, at jeg løb ind i hende. Og jeg var glad for, at jeg havde taget mig mod til at snakke med hende. Samtalen havde ikke været så slem, som den kunne have været, selvom hun fik sagt et par ting, som sårede mig lidt.

”Jeg gik bare på toilettet.” sagde jeg helt normalt, og satte mig ved bordet. Jeg begyndte at spise lidt, mens vi snakkede ved bordet. Jeg var virkelig taknemmelig for drengenes støtte, men hvis jeg sagde, at jeg havde mødt Trish, og havde bedt hende om en chance til, så tror jeg ikke, de ville have syntes om det.  De prøvede bare at få mig til at komme videre, de ønskede ikke at se mig såret. Og det satte jeg virkelig pris på. Men hvis der bare var en lille chance for, at jeg kunne være sammen med Trish igen, så ville jeg tage den, uanset hvad konsekvenserne kunne være.

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Dadadam! Hvad synes I om det? Tror I, at Trish giver Niall endnu en chance? Og bliver det i så fald som ven eller kæreste?

70 mennesker, der læser denne her historie, hold da kæft! Jeg er helt oppe i skyerne, jeg elsker jer alle for vildt! Tusind mange tak for jeres søde kommentarer osv.<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...