Uproar ~ 1D

Efter Trish's forældre blev skilt, flyttede hendes mor til London, og tog Trish med sig. Hvert år tager hun tilbage til sin hjemby Mullingar, i Irland, for at besøge sin far. I bussen på vej derhen møder hun Niall fra det kendte boyband One Direction, og det viser sig, at de alle skal være i Mullingar på samme tid som hende. Trish bliver overrasket, for hende og Niall var venner, dengang hun boede i Mullingar, og måske kan hun få genopbygget venskabet igen. Hun begynder at være meget sammen med bandet i troen om, at der intet galt er i det. Men hun finder hurtigt ud af, hvor kompliceret kendtes liv kan være. Især kærlighedsliv.

(anstødende sprog og seksuelle scener kan fremkomme, bare så i ved det)

146Likes
288Kommentarer
69857Visninger
AA

21. I'm feeling uncomfortable

Trishs synsvinkel

Ved I, hvor akavet det havde været at sige farvel til Harry der om tirsdagen?

Meget akavet.

Vi blev bare siddende lidt i bilen, indtil jeg foreslog, at jeg måske skulle tage hjem nu, og Harry havde gjort sig enig. Hvorfor fuck havde jeg også været så dum at sige, at jeg kunne lide Niall?! Hvad fuck sker der for mig?! Jeg vidste det ikke, der var faktisk ingen, som havde den fjerneste idé om, hvad fanden, der foregik inde i min krop her for tiden.

Men tilbage til Harry. Han havde taget det sådan okay, tror jeg. Vi havde ikke rigtig snakket siden da, men det var jo også kun to dage siden. Men andre folk havde snakket om os. For det lille kys i bilen var selvfølgelig kommet på forsiden af alle mulige sladderblade. Jeg fucking hader at være venner med berømtheder, det er skide besværligt. Og I skulle have set mine venners (og Abbys, oh my god) reaktioner, da de så de billeder. Og hvordan fanden skulle jeg redde mig ud af det, der var beviser på det hele, så de troede jo straks, at jeg var sammen med Harry. Men så fortalte jeg dem, at jeg havde takket pænt nej til ham bagefter. Jeg fortalte dem bare ikke hvorfor. Jeg havde faktisk ikke fortalt nogen af dem, at jeg kunne lide Niall. Og det havde jeg heller ikke tænkt mig! Hvis det her skulle gå væk, så skulle jeg holde det skjult for så mange som muligt! På den måde ville jeg ikke have nogen at snakke med det om, og så kunne jeg glemme alt om mine følelser!

Det var min strategi. Blokere al form for snak om Niall, eller kontakt med Niall indtil de her følelser var pist! Pist væk, skulle de være! Og det betød måske, at jeg også var nødt til at lægge mit venskab med Harry og de andre drenge lidt på hylden. Men det virkede som om, min plan var tæt på at gå i vasken, da min telefon begyndte lige pludselig at ringe. Heldigvis havde jeg frikvarter lige nu, så det gjorde ingenting. ”Hej Harry,” sagde jeg lidt akavet. Nu var det første gang, at jeg havde snakket med ham siden sidst.

”Hej Trish, har du tid?” spurgte Harry. Jeg kiggede mine venner, som sad og spiste og snakkede. ”Jae, sådan da. Hvorfor?” mumlede jeg.

”Jeg ville bare spørge, om du vil med til en fest på lørdag?”

Jeg sank en klump. Åh oh. ”Hvem holder den?” spurgte jeg nervøst.

”… Katie. Så jeg og alle de andre drenge skal med.” sagde Harry. Kunne der være nogen dårligere kombination?! ”Hvem snakker du med?” spurgte Nicole. ”T-to sekunder Harry!” sagde jeg nervøst, og lagde en hånd over min mobil. ”Det er Harry!” hviskede jeg. ”Ham du friendzonede?” spurgte Trent. Jeg nikkede.

”Han vil have mig med til en fest sammen med ham, de andre drenge og Nialls kæreste Katie… som jeg ikke kan fordrage!” hviskede jeg, så Harry ikke skulle høre det. ”Sig nej! Du har sagt til ham, at I bare skulle være venner, lad være med at give ham falske forhåbninger.” sagde Josh hunsende. Jeg rynkede panden. Det var jo en god grund. Jeg elskede at være sammen med drengene, men det hele virkede for… upraktisk. Desuden, kunne Harry så ikke regne ud, at jeg ikke ville se Niall?! Han var jo forelsket i Katie, jeg ville virke ynkelig! Jeg tog en dyb indånding. ”Okay… jeg siger nej.” pustede jeg, og fjernede hånden for mobilen.

”Harry, det lyder virkelig hyggeligt, men-” begyndte jeg, inden Harry afbrød mig. ”Trish, jeg ved godt, at vi kun er venner. Det har jeg fattet. Og jeg kan godt forstå, hvis du ikke har lyst til at se Niall, men… de andre drenge savner dig, og jeg har brug for dig! Det bliver ikke sjovt uden dig. De andre er jo helt kedelige, fordi de er i forhold og den slags. Kom nu Trish! Please! Jeg lover, du behøver ikke snakke med Niall, du kan være sammen med mig hele aftenen! Pretty please?”

Hvordan kunne han ramme helt plet?! Det virkede faktisk lidt uhyggeligt. Som om han vidste alt, hvad jeg tænkte. Der stak noget under, det var jeg sikker på. Jeg er meget skeptisk, sådan er jeg. Desværre får jeg også meget let skyldfølelse, eller ondt af andre. Og Harrys stemme lød virkelig bedende. Jeg sukkede dybt, velvidende om, at jeg var ved at begå en fejltagelse, og jeg ville fortryde det så meget bagefter. ”Okay, jeg tager med,” sagde jeg skuffet over mig selv, og mine ord fik de andre til at se bebrejdende og vredt på mig. Nicole slog til min arm, og hviskede vredt til mig, mens hun ihærdigt prøvede at tage min telefon fra mig. Jeg lavede mærkelige ansigter til hende, og slog hendes hånd væk, mens Harry snakkede.

”Yes! Det bliver så hyggeligt Trish! Som sagt, festen er på lørdag, det er klokken 21, jeg henter dig 20:40! Vi ses, tag noget pænt tøj på!” Og med de ord lagde han på. ’Tag noget pænt tøj på’, som om jeg ikke altid gør det. Jeg lagde min mobil på bordet med et bump, og kiggede forstenet ud i ingenting. De andre kiggede på mig. ”Hvad fuck var det?!” spurgte Nicole hysterisk. Jeg rystede på hovedet. ”Jeg ved det ikke! Jeg, hans stemme var bare så kær, jeg kunne ikke sige nej!” sagde jeg ynkeligt, og lagde mig ind over bordet.

”Du har da aldrig været så nem at manipulere med Trish, hvad sker der?” spurgte Trent. Jeg hev mig i håret, mens jeg stirrede ned i bordpladen, da det var det eneste, mine øjne kunne se, når jeg lå med hovedet på bordet. De satans drenge havde gjort mig blødsøden!

”Er du sikker på, at du ikke er faldet for Harry?” fortsatte han. Jeg satte mig irriteret op igen. ”Jeg er ikke faldet for Harry!” sagde jeg, og lagde ved et uheld tryk på navnet ’Harry’. ”Men du er faldet for en anden? En af de andre drenge?” spurgte Nicole, og pillede ved sin sandwich. Jeg sukkede udmattende, og kastede mit hoved tilbage, mens jeg krydsede armene. ”Jeg gider ikke snakke om det.” sagde jeg bestemt.

”Nej selvfølgelig ikke.” mumlede Josh vredt. Jeg kiggede på ham. ”Hvad mener du med det?” spurgte jeg irriteret. Han kiggede på mig. ”Du snakker jo aldrig med os mere! Du plejede altid at fortælle os alting, vi fortæller hinanden alting! Men sådan er det ikke mere! Nu snakker du kun med dem, og den eneste måde vi kan finde ud af, hvad der foregår i dit liv på, er ved at læse sladderbladene!” vrissede han. Jeg bed tænderne sammen. Det kunne de bare ikke være bekendt.

”Trish,” begyndte Nicole, en del blidere end Josh havde. ”Vi savner dig bare, vi-” ”Fatter ikke en skid!” vrissede jeg, og afbrød dermed Nicole. Jeg var træt af alt det her pis rundt omkring mig. Det eneste pusterum jeg havde, var, når jeg var sammen med mine venner her, og nu ødelagde de det. ”Jeg har ikke bedt om at blive blandet ind i drengenes fame! Den sidste uge har været fucking hård for mig, jeg ved snart ikke, hvem jeg kan sige noget til, før det kommer på forsiden af et eller andet lorteblad, mine følelser er et stort rod, og det føles, som om mit hoved er ved at sprænges!” sagde jeg højt, og borede mine negle ind i min hovedbund. ”Og så skal I nu også til at gøre mig forvirret! Tak for det!” vrissede jeg, og rejste mig brat. Jeg svang min taske over skulderen, og krummede mit madpapir sammen. De andre så alle overrasket og en anelse bekymret på mig.

”Trish, bliv!” bad Nicole. Jeg rystede bare på hovedet, og vendte rundt. Jeg var bare ked af det nu. Ikke sådan, at jeg havde lyst til at græde, jeg havde faktisk ikke lyst til noget. Jeg gik ud af cafeteriaet, og gik ned af gangene, så jeg havnede foran døren til der, hvor jeg havde psykologi. Jeg gik på college, jeg kunne ikke bare stikke af fra skolen, når jeg lige havde lyst. Desværre. Men min uddannelse var virkelig vigtig for mig. Jeg tog fat i døren, der var åben, og så gik jeg ind i det tomme klasselokale, hvorefter jeg fandt mig en plads oppe forrest.

Klokken ringede, så der gik flere og flere elever gennem gangene, da de skulle hen til diverse timer. Lokalet, jeg befandt mig i, blev også ligeså stille fyldt. Da jeg så Trent, Nicole og Josh komme ind i lokalet sukkede jeg. De fik straks øje på mig, men jeg vendte hovedet væk fra dem. Der var larm i lokalet, men jeg formåede at høre Nicoles stemme ved siden af mig. ”Trish, hør nu på os,” sagde hun blidt. Det var altid Nicole, som fik den rolle. Hun kunne styre sit temperament, og derfor var hun altid den, som skulle være sød og rolig overfor andre, hvis vi var blevet uvenner.

”Jeg gider ikke Nicole, bare drop det.” sagde jeg koldt uden at kigge på hende. Jeg gjorde dem alle sammen triste, det kunne jeg mærke, men lige nu havde jeg ikke overskud til noget. ”Bare… lad mig være.” sagde jeg stille og luftigt. Nicole sukkede, og gik sin vej, og drengene fulgte efter. En ubehagelig følelse landede i min mave, men før jeg kunne nå at bearbejde den, kom min lærer ind.

”Ti stille!” råbte han roligt, og folks snak døde lige så stille hen. ”Jeg deler jeres tests fra sidste uge ud nu!” Han åbnede sin mappe, og tog en stak papirer ud. En lille uro spredte sig i klassen, men jeg var helt ligeglad. Jeg trommede på bordet med min blyant, indtil jeg hørte min lærer snakke til mig. ”Trish Nolan,” sagde han. Han råbte altid vores efternavn op også, fordi det var det, som der stod på testen. Han rakte min test ned mod mig, før han pludselig tog den til sig.

”Jeg vil lige sige noget,” sagde han højt, og fik alles opmærksomhed, mens han rakte min test op i luften. ”Trish her er den eneste, som har fået et 12-tal i denne her test, og hun var væk i en måned! Det synes jeg, er meget imponerende, derfor påpeger jeg det!” Mine øjne udvidede sig. Var han seriøs? Var jeg den eneste, som havde fået tolv?! Jeg havde fået bedre karakter en nogle af de klogeste i klassen, jeg kunne slet ikke forstå det. Min lærer rakte mig min test. ”Tillykke Trish, man kan se, at du virkelig går op i det. Der kunne komme en god psykolog ud af dig, det ser ud til, at du har godt styr på det.” Jeg smilede taknemmeligt til ham, mens jeg tog fat i min test. Mit smil falmede, mens jeg lod hans ord trænge ind. Var det ikke ironisk. Jeg fik topkarakterer i faget, hvor man gennemskuer, hvad folk føler, og hvorfor de føler det, men selv var jeg et følelsesmæssigt rod i øjeblikket. Jeg havde styr på andres følelser, men ikke mine egne.

 

***

 

Jeg havde opført mig som et lille barn, da jeg kom hjem om torsdagen. Jeg skulle vise min mor min test, og jeg skulle fortælle Abby, at hun kunne prale med sin kloge storesøster. Selvom hun hellere ville prale med, at jeg kendte One Direction, men altså det må hun jo selv om. Så ja, mit humør havde været fantastisk derhjemme. Så tog jeg i skole næste dag, og indså, at jeg ikke havde nogle venner pt., så så røg mit humør ret meget ned igen. Det var også derfor, at jeg havde skyndt mig hjem efter skole. Eller jeg var på vej hjem, helt præcis var jeg ude foran mit hjem, men netop som jeg var ved at stikke nøglen ind i døren ind til opgangen, så var der en stemme, som stoppede mig. Jeg kiggede til siden, og så Nicole løbe helt hen til mig.

Jeg sukkede højlydt. ”Drop den attitude!” vrissede hun, da hun stod foran mig, hvilket fik mig til at se overrasket ud. ”Hør så her! Det er ærgerligt, at der foregår så meget i dit liv her for tiden, og det er ærgerligt, at du ikke rigtig kan håndtere det, men du kan i hvert fald ikke håndtere det alene, så at lukke mig, og de andre ude, er nok det værste træk, du kan tage!” Hun stirrede vredt op på mig, og utroligt nok virkede hun stadig meget overbevisende og truende trods sin højde. For Nicole var en lille skid.

”Så nu tager du dig sammen, og fortæller mig præcis, hvad det er, der foregår!” sagde hun kommanderende. Hendes amerikanske rødder blev virkelig tydelige, når hun blev vred, da man tydeligt kunne høre hendes ghettoaccent, som hun havde fra sin mor. Jeg blinkede en masse med øjnene, helt fortumlet som jeg var. ”J-jeg, okay?” fik jeg fremstammet, og idet jeg sagde det, kunne jeg se, hvordan Nicole begyndte at slappe af. ”Undskyld Trish, men jeg er virkelig frustreret. Vi prøver at hjælpe dig, du har det tydeligvis skidt, lad være med at skubbe os væk.” sagde hun roligt.

Jeg smilte kort til hende. ”Okay hør her. Det hele er ret privat, derfor nævner jeg altså ingen navne!” sagde jeg bestemt. Nicole så afventende på mig. Jeg kiggede kort væk, og spidsede munden. ”Jeg fandt bare ud af her for nylig, at der er en, som jeg kan lide.”

”Er det rigtigt?!” udbrød Nicole begejstret, og dækkede sin mund. ”Ej undskyld men jeg… hvor er det godt for dig!” Jeg kiggede ned i jorden, og smilte halvt. ”Yeah… han er forelsket i en anden pige.” sagde jeg, og kiggede op. Nicoles ansigt var frosset totalt, og hun lagde straks armene om mig. ”Årh smukke,” mumlede hun medfølende. Jeg snøftede kort, da jeg tænkte over det. Det gjorde virkelig ondt indeni.

”Er du okay?” spurgte hun, og kiggede på mig. Jeg rystede svagt på hovedet. ”Ikke rigtigt,” svarede jeg ærligt. ”For altså, det er som om, jeg allerede har tabt slaget, så jeg vil ikke have noget med ham at gøre, men… han skal med til den fest, som Harry inviterede mig med til, og det samme skal pigen, som han er forelsket i. Og jeg er nervøs for, hvordan det vil gå…”

 

***

 

Så var det tid. Festtid. Og jeg havde slet slet slet ikke lyst! Men det blev for sent at bakke ud, det sekund det ringede på min dør. Jeg sukkede, og gik hen til dørtelefonen. ”Jeg kommer ned,” sagde jeg i den, og jeg nåede lige at høre Harry sige ’okay’, inden jeg lagde på. ”Vi ses!” råbte jeg gennem lejligheden. Min mor kom ud i gangen.

”Trish, vent lige,” sagde hun bestemt, hvilket fik en dårlig følelse frem i mig. Jeg kiggede træt på hende. ”Jeg ville bare sige, at jeg synes, du skal passe lidt på.” Jeg rynkede panden. ”Hvad mener du?” spurgte jeg tilbage. ”Det er en berømtheds fest ikke også? De kan være ret… vilde. Bare lov mig, at du ikke gør noget dumt.” Åh gud mor, hvorfor?! Jeg var 19 år, hun behandlede mig som om, jeg var 13, og skulle til min første fest nogensinde. Jeg nikkede bare, og gav hende et beroligende smil, inden jeg gik ud af døren, og ned til Harry, som stod ude foran bygningen.

”Hej Trish,” sagde han, og gav mig elevator blikket. ”Du ser godt ud!” Jeg kiggede skeptisk på ham. ”Er det virkelig sådan her, du vil bevise, at vi kun er venner?” spurgte jeg. Harry kiggede lidt flovt ned af sig selv. ”Nå ja, undskyld, det var jo bare et kompliment.” sagde han, og kiggede op. Jeg smilte. ”Det ved jeg godt… og mange tak.” Han lyste op i et smil ved mine ord, og tog fat i min hånd, hvorefter han prajede en taxa, som vi satte os ind i.

 

Vi ankom til et kæmpe hus oppe i det finere kvarter i London, som fik mig til at gøre store øjne. Det var jo nærmest et palæ! Samtlige biler var parkeret ude foran, og man kunne høre musikken strømme ud fra huset. ”Please fortæl mig, at Katie ikke bor her?” sagde jeg opgivende. Harry grinte kort. ”Det vist hendes gamle hus, hendes forældre er stinkerige, så jeg tror, hun boede her, indtil hun var 17 år eller sådan noget.” sagde han, og åbnede bildøren på sin side. Jeg åbnede også døren i min side, og trådte ud. Jeg smækkede bildøren i, og tog fat i Harrys arm.

Nervøsiteten i mig steg mere og mere, for hvert skridt vi kom tættere på hoveddøren. Det her var virkelig en dårlig idé, jeg skulle aldrig have sagt ja. ”Harry! Trish!” råbte nogen bag os, da vi næsten var oppe ved hoveddøren. Jeg vendte rundt, og så Liam komme hen imod os. Jeg smilte til ham. ”Hej Liam!” sagde jeg. Det var virkelig lang tid siden, at jeg havde set ham. ”Hej, wow, du ser godt ud,” sagde han, og kiggede ned af mig. Harry kiggede på mig. ”Hvad sagde jeg! Se, venner kan godt komplimentere hinanden!” Jeg rakte tunge af ham, og kiggede på Liam. ”Mange tak, og i lige måde! Eh, til jer begge to.” skyndte jeg mig at sige.

”Hvor er de andre?” spurgte Harry. Liam nikkede mod huset. ”Jeg tror allerede, at de er indenfor, lad os gå op!” sagde han, og begyndte at gå. Jeg sank en klump. ”Er jeg den eneste pige, som er her? Altså fra vores lille vennegruppe?” spurgte jeg. Harry kiggede på mig. ”Ud over Katie, så ja.” Katie talte slet ikke med, hun var en dum ko, og jeg hader hende! Hvorfor var jeg overhovedet med til hendes fest?! Og så oven i købet, når de andre piger ikke var her.

Det eneste gode ved, at de ikke var her, var, at jeg ikke skulle sidde og se på kærestepar hele aftenen. Det løftede mit humør en smule. Jeg havde det faktisk tit også mere komfortabelt i selskab med drenge, så det gjorde ikke så meget igen.

Liam, Harry og jeg gik op til døren, og åbnede den. Jeg kiggede ind, og blev helt overvældet af, hvor mange mennesker, der var! Det var næsten helt ubehageligt! ”Hvordan fuck skal vi finde de andre blandt alle de her mennesker?” mumlede jeg for mig selv, og spejdede efter Louis eller Zayn. Ikke efter Niall, eftersom jeg prøvede at undgå ham. Men mens jeg ledte efter Louis og Zayn, lagde jeg mærke til, hvor flot det her hus egentlig var. Vi stod i en kæmpe slags forhal, og der var en stor trappe, som gik op til næste etage. Folk var overalt, og det var i hvert ikke sådan en fin fest det her, for folk var ellerede ved at slå sig løs. Men eftersom festen kun lige var startet, så var der næppe nogen, som var fulde endnu. Men i hvert fald, så så huset enormt ud, med en masse forskellige værelser, så jeg gav helt op indeni. Vi kom aldrig til at finde de andre.

”Harry! Liam! … Trish.” sagde en skinger stemme, som jeg straks genkendte. Jeg kiggede op af den store trappe, og så Katie bevæge sig ned af den, i sine høje stiletter, og sin korte, stramme, lyserøde kjole. Jeg bed mig i indersiden af min kind. Katie kom ned af trappen, og hilste på os. ”Er du… er du kommet dig siden sidst?” spurgte hun mig nervøst. Jeg så lidt mistroende på hende. Der var sikkert en bagtanke ved det spørgsmål, men jeg kunne ikke gennemskue det lige nu. Så prøv at tænke på, når jeg var blevet fuld, så ville jeg slet ikke kunne tænke. Måske skulle jeg lade være med at drikke.

”Ja, jeg har det fint.” sagde jeg roligt. Katie nikkede, og sendte mig et lille smil. ”De andre drenge og jeg sidder oppe i stuen ovenpå, vil I med op?” spurgte hun, og pegede op af trappen. Skønt, de var sammen. ”Okay,” slyngede jeg ud, og overraskede dermed mig selv. Og jeg tror også, at det overraskede Harry, for han så… ja overrasket på mig. ”Skønt, kom med op!” sagde Katie og vendte rundt, så hendes lange gyldenbrune hår slog gennem luften. Pfft, det kunne jeg da også gøre! Bare ikke lige nu, det ville jo være mærkeligt.

Vi fulgte efter Katie, og havnede oppe i en enorm stue ovenpå, hvor der også var rigtig mange mennesker. Jeg fik hurtigt øje på Louis som sad i den anden ende af stuen, og jeg smilte automatisk. Han prikkede Zayn, som sad ved siden af ham, på skulderen, og pegede over i retning af os. Jeg smilte også til Zayn, mens vi gik tættere og tættere på dem. Men da vi næsten var henne ved dem, så jeg Niall. Han vendte hovedet, og så direkte på mig med sine krystalblå øjne. Jeg stoppede op midt i rummet, og holdt vejret. Det her var ikke det, jeg havde lyst til. Jeg knyttede næverne, og prøvede at kontrollere min vejrtrækning. Hans øjne så en anelse triste ud, hvilket gjorde mig bange. Harry stoppede op to skridt foran mig, og vendte sig mod mig.

”Hvad sker der?” spurgte han bekymret. Jeg havde stadig øjenkontakt med Niall, og jeg ville ærlig talt ønske, at jeg kunne bryde den. ”Han sidder derhenne, Harry.” mumlede jeg hæst. Harry kiggede kort bag sig, og fangede hurtigt, at jeg snakkede om Niall. ”Jeg går ikke derhen,” Jeg mente, hvad jeg sagde, jeg ville ikke derhen og sidde. Harry lagde en hånd på min skulder. ”Slap af Trish, det hele skal nok gå. Kom nu med hen og sig hej, så kan vi gå bagefter.” sagde han alvorligt. Jeg kiggede væk fra Niall, og op på Harry. ”Okay,” overgav jeg mig, og begyndte at gå igen

Gad vide, om Niall havde fattet, hvad der foregik. Han så jo på os hele tiden. Jeg kunne kun håbe, at ,han allerede var ligeglad med mig, og ikke gad tage sig af det. Jeg satte mig ved det bord, som de andre sad ved. ”Hej med jer!” sagde jeg livligt. Jeg kunne godt ryste denne her følelse af mig, selvfølgelig kunne jeg det. ”Længe siden Louis,” mumlede jeg, og kiggede på ham, hvorefter mit blik landede på Zayn. ”Og vi så jo hinanden i søndags.” Min stemme var ikke lige så glad længere. Sidst jeg så Zayn, var jeg brudt sammen foran ham. Eller han nåede heldigvis ikke at se det. Men han må have undret sig. Jeg håber bare, at Perrie holdt sit løfte, og lod være at fortælle ham noget.

”Jeg henter lige noget at drikke,” sagde Harry, og rejste sig. Jeg bad ham om at tage noget med til mig, og så rettede jeg min opmærksomhed mod de andre igen. ”Det er over en uge siden, mig, Liam og Katie sidst så dig.” sagde Louis, og nikkede over mod Liam og Katie, som sad ved siden af hinanden. Jeg lagde i samme omgang også mærke til, at Katie havde en arm rundt om sig, som tilhørte Niall, og pludselig mærkede jeg en stikken i brystet. Derfor kiggede jeg hurtigt væk igen. ”Så… har du det okay igen?” spurgte Louis. Jeg kiggede på ham, og nikkede.

”Det var godt,” sagde Liam. Jeg skævede hen imod ham, da jeg ikke havde lyst til at se på Niall og Katie. ”Så hvordan har din uge været?” Jeg skulle til at svare ham, da der blev sat en drink foran mig. Harry var kommet tilbage. Jeg smilte hurtigt til ham, og tog fat i min drink. ”Better than ever,” svarede jeg koldt, og tog hurtigt en tår af min drink, hvorefter jeg stirrede ned i bordet. Jeg havde på fornemmelsen, at ingen af dem troede på mig, men jeg var ligeglad. Lige nu, så kunne jeg slet ikke finde mit sædvanlige glade humør frem. Jeg kiggede op igen, hvilket jeg ville have ønsket, jeg ikke havde gjort. Katie og Nialls tunger var flettet ind i hinanden, og jeg mærkede vandet løbe op i mine øjne. Hurtigt rejste jeg mig op, og vendte rundt for at gå min vej. Jeg gik hen til et vindue, og stillede mig der, hvor jeg tømte mit glas i en slurk.

”Trish,” sagde Harry bag mig. Jeg kunne genkende hans toneleje, og det betød, at han ville have mig med tilbage. ”Jeg gør det ikke!” sagde jeg trist, og lagde armene om mig selv. Harry sukkede kort. ”Nej Harry, du forstår det ikke. Mit hjerte går i stykker af at se på det. Hvis jeg skal være tvunget til at være derovre, så tager jeg hjem.” Min stemme rystede, men jeg var bestemt. Harry havde tydeligt sagt, at jeg ikke behøvede være sammen med dem, men alligevel insisterede han på, at jeg skulle. Han stillede sig ved siden af mig.

”Okay, undskyld.” sagde han, og strøg noget af mit hår om bag mit øre. ”Lad os lave noget andet så.” Jeg kiggede op på ham, og smilede taknemmeligt. Så dum som jeg var, kiggede jeg tilbage mod bordet, og Niall og Katie sad stadig klistret til hinanden. Min hals snørede sig sammen. ”Kan vi ikke gå udenfor et kort øjeblik?” spurgte jeg. Harry kiggede lidt fra side til side. ”Kom,” sagde han hemmelighedsfuldt, og tog fat i min hånd. Jeg fulgte bare med ham, og pludselig havnede vi foran en lille dør. Harry sparkede lidt til den, og jeg havde lyst til at sige til ham, at han skulle lade være, eftersom det her var en millionærs hus! Men så igen, hvis der gik en enkelt dør i stykker, så gik det nok.

Døren gik op, og afslørede en smal trappe. Harry hev mig med op, og sørgede for at lukke døren efter sig. Jeg blev ved med at gå op af trappen, indtil vi havnede oppe i noget, som lignede et drivhus. Der var i hvert fald planter over det hele. ”Det var ikke helt det, jeg mente, da jeg sagde, at jeg gerne ville udenfor.” mulede jeg, og smilede til ham. Harry smilte tilbage, og gik forbi mig for at åbne en dør. Jeg gik ud af den, og opdagede, at vi var oppe på taget! ”Oh my god!” hvinede jeg, og begyndte at løbe lidt rundt. Måske ikke på selve taget, men på en slags tagterrasse! Jeg kunne se ud over hele grunden, og hvis man kiggede op, kunne man se de mange stjerner funkle. Desuden var luften dejlig frisk heroppe.

”Hvor er her rart,” mumlede jeg, men lagde alligevel armene om mig selv, da min kjole ikke var særlig varm. ”Det tænkte jeg nok, at du ville synes. Det er en god måde at få tingene lidt på afstand… ikke også?” spurgte Harry. Jeg kiggede på ham, og smilede svagt. Der var noget ved den måde, han sagde det på, der virkede underligt. Jeg kløede mig lidt i håret. ”Harry, du har ikke tilfældigvis en smøg vel?” spurgte jeg. I husker nok det med, at jeg ryger, når jeg føler mig helt nede. Så ja, jeg havde brug for en smøg. Harry kiggede lidt skeptisk på mig, men hev så en pakke cigaretter ud af sin jakkelomme.

”Jeg har altid nogen på mig til fester.” mumlede han, og fik en cigaret op af pakken. ”Folk spørger mig nemlig altid om en, også selv hvis de ved, at jeg ikke ryger.” Han skød øjenbrynene i vejret, mens han sagde det, hvilket fik mig til at le indeni. Efter at have givet mig smøgen, hev han også en lighter frem, og tændte den for mig. Jeg sugede røgen ind, og mærkede hvordan røgen og nikotinen bredte sig i min krop. ”Tak,” mumlede jeg.

”Festryger?” spurgte han så. Jeg rystede på hovedet. ”Sorgryger.” svarede jeg. Harry kiggede fortsat på mig med et roligt blik, so fik mig til at fortsætte. ”Jeg ryger, når jeg er ked af det. Sådan rigtig ked af det.” Harry trådte et skridt tættere på mig, og lagde sine arme om mig. Jeg reagerede ikke rigtig. ”Op med humøret smukke,” mumlede han. Jeg valgte at ignorere det faktum, at han havde kaldt mig ’smukke’. Det kunne venner jo godt. Og jeg skulle vel bare tage det som et kompliment.

”Vil du virkelig muntre mig op?” mumlede jeg ind mod Harrys bryst. Han hev mig væk, så han kunne se mig i øjnene. ”Så hent mig noget alkohol. En masse.” Et svagt smil bredte sig på Harrys læber. ”Er det nu en god idé at drikke sorgerne væk?” spurgte han. ”Er det ikke bedre, end at jeg ryger hele din pakke med cigaretter?” spurgte jeg tilbage, og smilede hoverende til ham. ”Det er det nok, jo.” sagde han, og trådte et skridt tilbage. ”Vent her, så kommer jeg tilbage lige om lidt!” sagde Harry, og løb. Jeg blev stående ude i kulden, og færdiggjorde lige så stille min cigaret. Mens jeg lænede mig ind over halvmuren, der skulle sørge for, at man ikke faldt ned fra tagterrassen, tog vinden fat i mit hår, og det var faktisk virkelig irriterende.

”Står du og ryger?” lød det pludselig bag mig. Jeg stivnede indeni, da jeg genkendte den irske stemme. Langsomt og modvilligt vendte jeg rundt, og så på Niall. Hans blå øjne lyste op i mørket. Jeg røg det sidste af cigaretten, og smed den så på jorden. ”Ikke mere,” svarede jeg vredt tilbage. Han blev ved med at stirre på mig, og jeg følte mig mere og mere utilpas. ”Hvis du ikke skal andet end at glo, hvorfor går du så ikke ned til din kæreste igen?” spyttede jeg, og vendte mig om.

”Hvorfor er du sådan der?” spurgte Niall roligt. Jeg kneb øjnene sammen. Jeg ville bare gerne afvise ham, inden han nåede at afvise mig. ”Bare gå din vej Niall.” sagde jeg grådkvalt. ”Jeg ville aldrig gå fra dig.” hørte jeg Niall sige, efterfulgt af fodtrin. Han gik tættere på mig, det kunne jeg mærke. ”Det er jo løgn.” hviskede jeg. Pludselig mærkede jeg ham oppe på siden af mig, og jeg vendte hurtigt hovedet væk fra ham.

”Hvorfor siger du det?” spurgte han hviskende ind i mit øre. Jeg havde lyst til at give ham en lussing, men modstod fristelsen. ”Fordi jeg ved, at du er forelsket i Katie!” vrissede jeg, og tog mod til mig, og kiggede ham i øjnene. ”Men ved du hvad?! Jeg fandt ud af det fra Zayn! Næste gang, så mand dig op, og drop mig ansigt til ansigt!” Jeg trådte et skridt tilbage, parat til at løbe min vej, men Niall tog fat i mit håndled. Jeg prøvede at vride mig ud af hans greb, men han holdt fast, og kiggede roligt på mig. Jeg opgav at flygte, og kiggede ham i øjnene. Sorgen indeni mig var blevet erstattet af vrede, og det faktum, at Niall blev ved med at være helt rolig pissede mig af!

”Kan du lide mig?” spurgte han blidt.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Okay, listen up, det her kapitel er SÅ LIDT RETTET IGENNEM! Men klokken er 4 om natten/morgenen, idk, så jeg orkede det ikke rigtigt. Kapitlet var originalt længere, men jeg har delt det op, da det blev ret langt, så her er der et kapitel, og så kommer der nok også et i morgen (tirsdag) hvis der ikke kommer senere i dag (mandag)

ENJOY

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...