Uproar ~ 1D

Efter Trish's forældre blev skilt, flyttede hendes mor til London, og tog Trish med sig. Hvert år tager hun tilbage til sin hjemby Mullingar, i Irland, for at besøge sin far. I bussen på vej derhen møder hun Niall fra det kendte boyband One Direction, og det viser sig, at de alle skal være i Mullingar på samme tid som hende. Trish bliver overrasket, for hende og Niall var venner, dengang hun boede i Mullingar, og måske kan hun få genopbygget venskabet igen. Hun begynder at være meget sammen med bandet i troen om, at der intet galt er i det. Men hun finder hurtigt ud af, hvor kompliceret kendtes liv kan være. Især kærlighedsliv.

(anstødende sprog og seksuelle scener kan fremkomme, bare så i ved det)

147Likes
288Kommentarer
72171Visninger
AA

25. I shouldn't have doubted you

Trishs synsvinkel

Wow jamen, jeg er da bare et geni. Jeg siger til mig selv, at jeg ikke skal have noget at gøre med Niall og/eller One Direction mere, og så siger jeg til Niall, at jeg vil tænke over, om vi skal kunne ses igen!

Skyd mig.

Det, det var som om, jeg bare ikke tænkte mig om. Nialls søde blå øjne kiggede på mig, og bam! Så fik jeg dårlig samvittighed. Men det betød ikke, at jeg ikke følte mig som den største idiot nogensinde! Hvad nu hvis jeg gav ham falske forhåbninger? Det måtte jeg ikke! Jeg ønskede ikke at være sammen med Niall. Altså som et par. Han havde såret mig dybt, og jeg… jeg ville bare glemme, at jeg nogensinde kunne lide ham. Kan I huske der, hvor jeg sagde, at jeg ville slette ham som en fil på computeren? Jeg tror, fik trykket ’annuller’ i stedet for ’ja’… Typisk mig.

Men trods, at jeg havde sagt alt det der til Niall, så havde jeg ikke kontaktet ham siden da, og han havde ikke kontaktet mig. Det var selvfølgelig også kun to dage siden, men jeg ville måske have troet, at han ville prøve at komme i kontakt med mig. Ligesom Harry havde gjort de første par dage. Han havde sendt mig en masse beskeder, prøvet at ringe, men jeg ignorerede dem, og prøvede at lukke ham ude. Lidt som dengang, hvor jeg begyndte at ignorere Niall, efter jeg var flyttet til London. Og ligesom det virkede dengang, så virkede det også nu, for til sidst så stoppede Harry bare med at skrive til mig. Og selvom det var min plan, så blev jeg stadig lidt trist indeni. De drenge var kommet ind i mit liv, og pludselig fyldte de så meget, det var hårdt bare at skubbe dem ud i kulden igen.

Apropos kulden, så tror jeg, at jeg var ved at blive syg. Jeg var virkelig svimmel, og snottet for den sags skyld. Vi var også næsten i november, og jeg havde ikke ligefrem klædt mig godt på her for tiden. Jeg havde rendt rundt i regnen med Harry, og var blevet gennemblødt for top til tå, og så senere på ugen tog jeg til fest, hvor jeg ingen jakke havde det meste af tiden, og så dagen efter løb jeg hjem på bare fødder! På bare fødder sidst i oktober! Var jeg dum?! Jeg havde også følt mig lidt sløj hen af ugen, men jeg havde valgt at ignorere det lidt, da jeg troede, det bare var en lille forkølelse, men jeg tror altså, at jeg havde feber.

”Er jeg varm?” spurgte jeg Josh, og stak mit hoved tættere på ham. ”Du er altid hot,” jokede han, og lagde sin hånd på min pande. ”Hmm, faktisk lidt.” Jeg sukkede dybt, da han sagde det. Jeg gad ikke være syg, jeg var aldrig syg! Mit immunforsvar var fantastisk! Jeg havde ikke haft en eneste sygedag det her skoleår! Det eneste tidspunkt, hvor jeg ikke havde været i skole, var, da jeg var på besøg hos min far i Irland. Og jeg ville ikke tillade at blive syg!

”Måske skulle du gå hjem?” foreslog Josh, da mine øjne begyndte at falde i. ”Hvad? Nej, hvorfor dog det?!” spurgte jeg hurtigt, og slog øjnene op. De begyndte dog hurtigt at falde i igen, jeg havde det virkelig skidt. ”Fordi du praktisk talt sover.” sagde Josh alvorligt. Jeg rystede på hovedet. ”Timen er bare lidt kedelig,” sagde jeg træt, og lod mit hoved dumpe blidt ned på bordet.

”Trish, vi har psykologi, du synes da aldrig, det er kedeligt!” mumlede han ned imod mig, så vi ikke tiltrak lærerens opmærksomhed. ”Lad det nu ligge, det er sidste time, jeg holder ud.” mumlede jeg, og pudsede min næse i et papirlommetørklæde. ”Trish, det her er første time.” sagde Josh misbilligende. Jeg kiggede op på et ur. Hvordan kunne det lade sig gøre?! Jeg havde det som om, jeg havde været i skole i evigheder! Jeg stønnede udmattet.

”Trish og Josh, medmindre I har noget at sige til hele klassen, så vær venlig at tie stille!” sagde min lærer skrapt. Jeg kiggede op, og hen imod ham. Josh og jeg sad helt bagerst, så jeg var faktisk overrasket over, at min lærer havde hørt os. Jeg skulle til at sige undskyld, inden Josh kom mig i forkøbet. ”Jeg har faktisk noget at sige,” sagde han højt. Min lærer så utilfreds ud, men han blødte lidt op, da Josh løftede min arm op i luften. ”Trish er syg, jeg tror, at hun skal tage hjem.” sagde han. Jeg kiggede irriteret på ham. ”Gider du lige!” vrissede jeg, og tog min arm til mig. ”Jeg har det fint, du kan bare fortsætte!” forsikrede jeg min lærer om, inden jeg nyste. Det at nyse gjorde mig ret svimmel, så jeg tog mig ømt til hovedet.

”Trish, du kan gå hjem.” sagde min lærer pludselig, og skrev ned i sine papirer. Jeg kiggede chokeret på ham. ”Hvad?! Men jeg-” ”Bare gå hjem, før du smitter hele klassen. Og god weekend.” sagde han venligt, og begyndte at snakke videre. Jeg sukkede utilfredst, og begyndte at pakke mine ting sammen. Jeg gav Josh et dask i nakken, da jeg gik bagom ham, og så gik jeg mod udgangen af klasseværelset. Mine fødder blev slæbt langs gulvet, jeg kunne knapt nok løfte dem. Okay, jeg var syg, men jeg kunne stadig være i skole! Svimmelheden tog over, og jeg snublede halvt på vej ud.

”Skal jeg hjælpe Trish ud?” spurgte Nicole, og rejste sig fra sin stol. Min lærer gav hende et nik, og straks efter var hun henne ved mig. ”Jeg har dig,” mumlede hun, og hjalp mig med at komme ud. ”Jeg har ikke haft det så skidt siden… siden jeg var hos min far.” mumlede jeg, mens vi gik ned af gangen. ”Jeg blev syg dernede,” Nicole nikkede forstående, og hjalp mig med at gå lige. ”Du slingrer mere, end når du er fuld!” grinede hun. Jeg rystede på hovedet. ”Det bliver sikkert bedre, når jeg kommer udenfor.” sagde jeg håbefuldt.

”Trish? Hvad sker der?” spurgte en stemme pludselig. Jeg kiggede forud for mig og Nicole, og så Connor stå ved sit skab. Han lukkede det hurtigt i, og gik hen imod os. ”Åh, jeg er bare lidt syg.” sagde jeg, og fik det til at lyde som om, det var ligegyldigt. ”Lidt? Du ser nu ret syg ud, synes jeg.” sagde han og smilede til mig, hvorefter han fik mig til at støtte op af ham. Nicole gav derfor slip på mig. ”Kan du godt selv komme hjem?” spurgte han bekymret. Jeg kiggede tøvende på Nicole. ”D-det ved jeg faktisk ikke helt, men jeg kan altid tage en taxa.” forsikrede jeg ham om.

Vi havnede foran udgangen til skolen, og jeg rettede mig op, hvorefter Connor gav mig nogle penge i hånden. ”Vent, hvad laver du?” spurgte jeg forvirret. ”Til en taxa. Jeg gir’.” sagde han venligt. Jeg rystede på hovedet. ”Nej nej, jeg har penge til det selv!” sagde jeg, og prøvede at give ham pengene igen, men han insisterede. Til sidst takkede jeg mange tak, og puttede dem i lommen.

”For resten Trish, jeg havde tænkt mig at hive fat i dig senere i dag, men jeg kan vel gøre det nu,” sagde han, inden jeg gik. ”Jeg tænkte på, om du ville med mig ud at spise på fredag?” Mine øjne udvidede sig. ”A-altså om en uge? Som i en… en date?” spurgte jeg tilbage, hvortil Connor nikkede selvsikkert. Jeg fumlede lidt med ordene. ”Undskyld os et øjeblik!” sagde Nicole høfligt, og hev mig lidt væk fra Connor.

”Sig mig, hvad har du gang i?! Sig dog ja!” befalede hun, og prikkede til mig. ”Jam-jamen, jeg er lige kommet ud af… et ikkeeksisterende forhold, altså jeg er lige blevet såret af en masse drenge, jeg ved ikke, om jeg er klar?!” sagde jeg fortvivlet. Nicole nikkede halvt. ”Men det er Connor! Kom nu, det er ret vildt! Og jeg tror, at han er en vildt flink fyr! Sig nu ja! Måske kan der komme noget ud af det! Så kan du også glemme ham den anden!” Jeg bed mig i læben ved hendes ord. Hun havde ret, Connor virkede meget sød, og jeg kunne ligge Niall lidt på hylden ved at gå på date med Connor.

Jeg nikkede kort til Nicole, og gik tilbage til Connor. ”Connor hør her,” sagde jeg. ”Jeg vil rigtig gerne på date med dig, men jeg er lige blevet såret af en fyr… eller fem, så hvis jeg er lidt nervøs, så er det derfor.” sagde jeg hurtigt, og kiggede på ham. Han nikkede forstående. ”Hey, vi går bare langsomt frem!” sagde han, hvilket var lidt ironisk. Han fik det til at lyde som om, at vi ville blive kærester, og det var ikke ligefrem at gå langsomt frem!

Jeg smilede taknemmeligt til ham, og gik så ud af skolen. ”Vi ses, og tak for hjælpen. God weekend.” sagde jeg til både Connor og Nicole, og de sagde begge ’i lige måde’ eller ’det var så lidt’. Jeg gik lidt forsigtig ned af skolens trapper, og bagefter fandt jeg en taxa. Mens jeg sad i den, tænkte jeg lidt over, hvad der lige var sket. Connor havde inviteret mig ud, og ikke sådan til fest, men på en rigtig date. Med middag og alt muligt. Det havde jeg ikke prøvet i lang tid. Men jeg var ret spændt på, hvordan det mon ville gå.

 

***

 

Connor havde sagt, at han ville komme og hente mig, og det var fint nok. Men for at jeg ikke skulle kede mig hele dagen, havde jeg inviteret Nicole med hjem efter skole. For ja, der var gået en hel uge. Og halvdelen af min uge havde foregået i sengen. Misforstå mig ikke, jeg havde bare været syg i mange dage. Mit hoved fungerede slet ikke, og det var hæsligt. Og jeg var ikke engang syg på den måde, at jeg skulle kaste op, eller at jeg havde… diarré, eller noget, nej jeg havde det bare skidt, og var svimmel! Og jeg havde feber. Jeg havde faktisk feber. Jeg tog min temperatur, da jeg kom syg hjem fra skole, og den var på 39 grader! Så forstår jeg også bedre, at jeg havde det så skidt, jeg var jo faktisk virkelig syg.

Men jeg var altså blevet rask, heldigvis, i onsdags, og så havde jeg været i skole, hvor Connor havde fortalt mig, hvor og hvornår daten skulle foregå og bla bla. Så i aften klokken 19, så ville han komme og hente mig. Og det var der altså godt halvanden til, og Nicole sad og hjalp mig med at finde det tøj, som jeg skulle have på.

”Det skal være fint, men ikke for fint! Gerne simpelt!” sagde jeg, mens jeg rodede i mit skab. ”Jeg foreslår, at du ikke tager kjole på.” sagde Nicole roligt, mens hun sad på min seng. Jeg nikkede til hende, og fandt en stram nederdel og nogle nylonstrømper, som jeg tog på. ”Men hvad med overdel?” spurgte jeg.

”Åh! Hvad med denne der top, du har!” sagde Nicole. Jeg kiggede på hende med et misbilligende blik. ”Nå ja, den!” sagde jeg sarkastisk. ”Hold nu kæft, jeg mener denne der grå, ærmeløse top, med høj hals?” sagde Nicole, og kiggede afventende på mig. Jeg knipsede med fingrene (eller noget i den stil, jeg kan ikke helt finde ud af at knipse), og begyndte at lede i mit skab. Efter at have rodet det helt igennem uden held, blev jeg frustreret.

”Hvornår har du sidst haft den på?” spurgte Nicole. Jeg trak på skuldrene, og tænkte lidt efter. ”Pis!” bandede jeg, da jeg kom i tanke om, hvor den var henne. Jeg kiggede opgivende på Nicole. ”Jeg har glemt den hos ham.

 

Nialls synsvinkel

Der var gået over en uge, siden jeg sidst havde snakket med Trish, og jeg havde stadig ikke været i kontakt med hende. Jeg turde ikke, jeg var… jeg var bange. Bange for, at hun havde fortrudt, og derfor ville afvise mig. Desuden, så tænkte jeg, at hun måske havde brug for lidt tid, præcis som hun sagde. Så jeg ville vente, til hun kontaktede mig. Jeg vidste ikke, hvor lang tid, der kunne gå, men jeg var nødt til at vente. Hvor meget jeg end hadede det, så var det her hovedsaligt Trishs beslutning.

Jeg var netop kommet hjem, da min telefon vibrerede. Jeg hev den frem, og smed mig på min sofa.

’Jeg har glemt en af mine trøjer hos dig, og jeg skal bruge den, så kan jeg lige komme forbi?’- Trish

Jeg sank en klump, da jeg så Trishs navn på min telefon. Som sagt, det var første gang i over en uge, hun havde kontaktet mig. Jeg skrev hurtigt tilbage.

’Selvfølgelig, du kommer bare’- Niall, min besked var lidt kold, men hun havde selv skrevet sådan, og jeg var i tvivl, om hun ville blive hylet ud af den, hvis jeg skrev smileyer, hjerter eller lignende. Min mobil brummede en enkelt gang til. ’Godt, jeg er på vej x’- Trish

Jeg lagde min mobil i lommen igen, og kørte lidt overvældet mine hænder gennem mit hår. Jeg var lidt nervøs for det her. Når hun nu kom herover, skulle jeg så sige noget til hende, eller skulle jeg bare lade hende hente sit tøj, og gå igen? Jeg vidste det for fanden ikke! Jeg blev så frustreret af hele denne her situation! Hvordan var det hele blevet så besværligt?! Var det min skyld? Var det fordi, jeg havde haft… sex med Katie.

Æv, jeg brød mig stadig ikke om tanken. Jeg havde prøvet at undgå Katie så meget som muligt, men hvis drengene og jeg skulle noget offentligt, så skulle jeg lige have hende med, eller i hvert fald hilse på hende med et kys. Jeg gad det ikke. Jeg var træt af at have hende på slæb, jeg var træt af at lade som om, jeg var forelsket, jeg var træt af det hele! Jeg ville bare have lov at bestemme selv! Tænk, at det var så meget forlangt!? Hele det her ’forhold’ med Katie, havde været en stor joke. Jeg var blevet tvunget til at have en kæreste, fordi jeg havde været single i et par år! Det lyder absurd! Bare fordi jeg var single, så betød det ikke, at jeg ikke kunne elske, eller hvad fuck managements grund var. Tværtimod, jeg kunne godt lide at være single, men jeg længtes hele tiden efter at møde min drømmepige, selvfølgelig. Og jeg længere tid, jeg var single, jo tættere syntes jeg, at jeg kom på hende. Jeg havde mødt så mange mennesker de seneste år, og jeg kunne selv bedømme, om de var det værd. Men ret skal være ret, jeg havde kun været rigtig forelsket én gang. Men jeg var bare ikke typen, der ville have en masse små forhold, hvis jeg skulle være i et forhold, så ville jeg være sikker på, at det holdt, og at det var med en pige, jeg elskede.

En banken på min dør afbrød mine tanker, og jeg farede op fra sofaen. Havde jeg ligget og stenet i så lang tid, at Trish allerede var her?! Hurtigt skyndte jeg mig ud i gangen (kiggede mig lige i spejlet på vejen), og så åbnede jeg døren. Ganske rigtig, så stod Trish udenfor. Jeg smilede lidt akavet til hende, og hun smilede ligeså akavet tilbage. ”Hej,” mumlede hun, og gik ind. ”Hej… hvordan har du det?” spurgte jeg af ren refleks, og lukkede døren. Trish trak på skuldrene. ”Jeg har det fint. Jeg har næsten lige været syg.” svarede hun.

”Åh nej, hvordan syg?” spurgte jeg bekymret. ”Ehm, jeg havde en ret slem forkølelse, med feber og alt muligt.” forklarede hun, og gik ind i stuen. Jeg fulgte efter. ”Din stakkel,” mumlede jeg, hvorefter der opstod lidt stilhed. ”Såe, har du fundet min trøje frem, eller?” spurgte Trish, og vendte sig mod mig. Jeg rystede på hovedet. ”Eh nej, det glemte jeg. Men jeg har den sikkert liggende i min kommode.” sagde jeg, og gjorde tegn til, at hun skulle følge med mig. ”Det er den, som du havde på til festen for nogle uger siden ikke?” spurgte jeg, og så afventende på Trish. Hun nikkede, mens jeg begyndte at lede i mine skuffer med tøj. ”Skal du noget bestemt, siden du skal have den trøje?” spurgte jeg, efterfulgt af lidt stilhed.

”Jeg skal på date.” svarede Trish roligt, idet sekund jeg fandt hendes trøje, og hev den lidt op. Min krop stivnede. Skulle hun på date? Allerede? Hun var godt nok hurtig til at glemme alt det, som vi havde haft. Jeg bed irriteret mine tænder sammen, og proppede trøjen ned igen. ”Jeg kan ikke finde den.” svarede jeg koldt, med en vred undertone.

”Niall, jeg så dig stå med den lige før!” sagde hun højt, og gik hen imod mig. Jeg hev hurtigt ud i skuffen, og tog fat i trøjen. ”Nå, men du får den ikke!” sagde jeg stædigt, og gik forbi hende. Jeg nåede lige at se hendes forargede ansigtsudtryk. ”Hvad mener du med det?! Det er sgu da min trøje, kan du så give mig den!” vrissede hun, og fulgte efter mig. Jeg rystede på hovedet. ”Nej!” sagde jeg bestemt. ”Hvorfor ikke?!” vrissede Trish tilbage. Mine øjne flakkede lidt, mens jeg prøvede at finde på en grund, som ikke afslørede, at jeg var jaloux.

”Du har også en af mine trøjer, og jeg vil have den tilbage først!” sagde jeg, og krydsede armene, stadig med hendes trøje i hånden. Hun knurrede af mig. ”Hold kæft, hvor er du barnlig!” vrissede hun rasende. Mine øjne mødte hendes hidsige øjne.

”Du siger, at du gerne vil være venner igen, men så gør du sådan noget åndssvagt noget, det gider jeg fandeme ikke, Niall!” råbte hun, og stormede forbi mig. Jeg lod hendes ord sive lidt ind, inden jeg åbnede munden. ”Trish, lad være at gå! Undskyld.” sagde jeg højt. Jeg hørte hendes fodtrin stoppe, men lidt efter gik de mod mig. Jeg vendte mig om, så jeg så hende i øjnene. ”Undskyld, jeg er bare… jeg bliver bare lidt ked af, at du allerede er kommet videre, I guess.” mumlede jeg, og havde lyst til at skyde mig selv for den dumme kommentar. Trishs blik blev lidt blødere, inden hun sukkede. Jeg rakte hende trøjen.

”Tak… ” mumlede hun en anelse forvirret. Hurtigt vendte hun sig om, og tog sin jakke af, og det viste sig, at hun ikke havde andet indenunder udover en Bh. Jeg bed lidt i mine negle, men prøvede så at se væk. Hun var da også irriterende, når hun sagde, at hun ville være venner, men så stod hun og strippede lige foran mig. Hun tog hurtigt trøjen på, hvilket jeg faktisk var glad for, for jeg var begyndt at få nogle forkerte tanker, og det ville uden tvivl kunne ses, hvis jeg havde tænkt lidt mere.

Jeg kiggede på hende igen, og lagde armene over kors. ”Niall,” sagde hun alvorligt. ”Jeg tager på date i aften, så jeg kan komme videre. Jeg tror ikke, det er en god idé, hvis vi er sammen. Det er i hvert fald kun en god idé, hvis vi kun er venner.” Mit hjerte gik lidt i stykker ved hendes ord. Langsomt kiggede jeg ned i gulvet, og smilede undskyldende, inden jeg kiggede på hende igen. ”Det kan jeg ikke.” sagde jeg ærligt. Trish så trist og skyldig ud, som om hun havde frygtet, at jeg ville sige det. ”Det kan godt være, at du kan klare at være venner, men jeg kan med det samme sige, at det kan jeg ikke.” forklarede jeg, og tog en dyb indånding.

”For jeg elsker dig stadig.” Mine ord kom lidt bag på mig selv, og jeg kiggede afventende på Trish. Hun lukkede øjnene kort, inden hun vendte om, og gik sin vej. Jeg stod tilbage, og hørte døren i gangen smække. Typisk. Jeg tror, at jeg havde fundet min drømmepige, men hun ville ikke være sammen med mig. Jeg elskede Trish, jeg kunne ligeså godt droppe at benægte det. Jeg elskede alt ved hende, hendes personlighed, hendes humor, hendes smil og ja, hendes udseende generelt. Hun var smuk uanset hvad. Og selvom jeg hadede at se hende græde, så så hun stadig smuk ud imens.  

Jeg kunne ikke få nok af hende. Det rev mig fra hinanden at tænke på, at hun skulle være sammen med en anden i aften. Hun så fantastisk ud, og jeg kunne ikke få lov at nyde det. Hvis hun nu bare kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre for at få hende tilbage? Jeg havde brug for hende. Hun var unik, hun fik mig til at føle noget, som jeg aldrig havde følt før. Jeg kunne stadig huske, vores første kys. Og ikke bare vores første kys fra da vi mødtes for en måned siden, men vores første kys, fra dengang hun skulle ’øve’ sig. Jeg kunne huske smagen af hendes læber, og det fik mit hjerte til at galoppere.

Men hun var allerede ved at komme videre. Det burde jeg nok også. Det var i hvert fald det, som drengene havde prøvet at få mig til de sidste par uger. Og det var sikkert det bedste, hvis jeg kom videre, og glemte Trish. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Og det var den eneste grund til, at jeg ikke slap idéen om at få hende tilbage. Det måtte være muligt, og jeg havde tænkt mig, at jeg skulle finde ud af, hvordan det var muligt. Selvom det virkede ret meget ude for rækkevidde lige nu, for hun havde slet ikke reageret på det, som jeg lige havde sagt til hende…

Trish synsvinkel

Kan I sige katastrofe?!

Det var nok den værste samtale, som jeg havde haft i hele mit liv! Niall, havde det åbenbart ikke godt med kun at være min ven, det kunne han ikke. Og det gjorde mig trist. For det betød, at jeg blev nødt til at give slip på ham. For jeg kunne ikke være sammen med ham. Det var for risikabelt. Jeg sukkede dybt, lige inden jeg gik ud fra bygningen, hvor Nicole stod og ventede på mig. ”Fik du den?” spurgte hun. Jeg viste hende trøjen, og nikkede, inden jeg lynede min jakke igen, og begyndte at gå. Jeg skulle møde Connor om en halv times tid, og jeg ville ikke komme for sent.

”Er der noget galt?” spurgte Nicole, efter at vi havde gået i stilhed i et stykke tid. Jeg rystede opgivende på hovedet. ”Han kan aldrig blive min ven igen,” mumlede jeg trist. ”Jeg havde ligesom håbet på, at vi kunne blive venner, men han sagde, at det kunne han ikke.” Min stemme var livløs. Jeg havde det hæsligt. Hvorfor fuck skulle det hele være sådan her? Hvorfor kunne jeg ikke bare finde en fyr, blive forelsket, det var gensidigt, og bam, så var vi kærester, og levede lykkeligt til vores dages ende. Hvorfor skulle jeg i stedet møde en fyr, blive venner med fordele, for derefter at blive forelsket, for så at blive afvist, hvorefter han ikke afviser mig alligevel, men så er mig utro, og derefter er jeg for såret til at tage ham tilbage… det er måske også en lidt usædvanlig situation, men jeg var bare træt af det hele. Jeg ville bare tilbage til et nogenlunde normalt liv. Usædvanlige ting er gode, men man skal heller ikke få for meget af det gode.

”Hvad var hans grund?” spurgte Nicole. Jeg gned mine hænder mod hinanden for at varme dem. ”Han sagde, at det var fordi, at han stadig kunne lide mig.” forklarede jeg. ”Oh,” mumlede Nicole, og aede mig på ryggen. ”Jeg tør bare ikke tage ham tilbage, forstår du det?” spurgte jeg. Nicole nikkede.

”Hey, han sårede dig tydelig ret meget, det er klart, at du er bange for at prøve igen.” sagde Nicole forstående. Jeg sukkede. Jeg gad bare ikke være bange. Et eller andet sted, så ville jeg elske at kaste mig i Nialls arme, men jeg var bare i tvivl om, hvor meget han kunne lide mig. For altså helt ærligt, sidste gang han sagde, at han kunne lide mig, så gik han ned og knaldede med Katie, så jeg har lidt tillidsproblemer hvad angår Niall.

Jeg stoppede op foran mit hus. Connor ville være her om godt et kvarter, så jeg gad ikke gå op. ”Men er du nu helt sikker på, at du ikke vil give det en chance?” spurgte Nicole. Jeg kiggede undrende på hende, og hun tog sine hænder op foran sig som et slags skjold. ”Jeg tænker kun på dit eget bedste, søde.” sagde hun. Jeg smilede halvt. ”Ja men… jeg ved ikke, jeg er bare lidt bange for, om han virkelig mener det, han siger. For han var sådan: ”jeg elsker dig stadig,” men jeg gad vide, om han virkelig mener det…”

”Hvordan kan du være i tvivl?!” spurgte Nicole chokeret. Jeg kiggede på hende. ”Hvad mener du?” spurgte jeg tilbage i en forvirret tone. Nicole rystede på hovedet. ”Jeg tænkte bare… alle de andre, så har han sagt, at han kunne lide dig, ikke også?” Jeg nikkede. ”Men hvad sagde han helt præcis denne gang, før du gik?”

”Helt ordret? Så sagde han: ”Det kan godt være, at du kan klare at være venner, men jeg kan med det samme sige, at det kan jeg ikke… for jeg elsker dig stadig”. Det var det, han sagde.” citerede jeg, og kiggede stadig forvirret på Nicole. Hun rystede på hovedet.

”Trish søde skat, han sagde ”jeg elsker dig”! Det er ikke bare noget, man slynger ud, medmindre man mener det! Eller det burde man i hvert fald ikke…” forklarede hun. Jeg tænkte nærmere over det hele. Jeg tænkte tilbage på alle de gange, han havde hintet, at han havde følelser for mig. Og han havde aldrig brugt ordet ’elsker’. Det var et seriøst ord. Der opstod en mærkelig følelse inden i mig. Jeg kunne ikke definere den, jeg vidste bare, at min krop gik amok. ”Trish?” sagde Nicole, og viftede en hånd foran mit ansigt. Jeg var lammet. Jeg kunne ikke bevæge mig, jeg kunne ikke tænke, jeg kunne ingenting! Det eneste jeg kunne, var at høre den samme sætning køre rundt i mit hoved om og om igen.

’Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig… ‘

”Jeg er nødt til at gå,” sagde jeg lavt, og begyndte at gå. ”Trish?!” råbte Nicole efter mig. Jeg vendte mig kort om. ”Sig til Connor, at jeg er ked af det!” råbte jeg, inden jeg begyndte at løbe. Mit hjerte bankede i forvejen derudaf, og når jeg løb bankede det bare endnu hurtigere.

Et kort øjeblik var jeg faktisk bange for, at jeg skulle få et hjerteanfald.

Men det var det mindste, jeg kunne tænke på lige nu. Adrenalinen fyldte mine årer. Jeg var helt ude af kontrol, og jeg kunne slet ikke slappe af! Jeg kunne kun tænkte på Niall. Jeg måtte og skulle snakke med ham med det samme! Og på grund af mit effektive fodarbejde var jeg hurtigt foran hans bygning igen. Jeg brasede ind i lobbyen, og løb hen imod elevatoren, men da jeg så den køre op, droppede jeg det, og tog for en gangs skyld trapperne. Mine fødder bar mig hurtigt op på etagen, hvor Niall boede, og jeg løb hen og bankede voldsomt på hans dør. Jeg blev ved med at banke, til han lukkede op, og så på mig med et overrasket ansigtsudtryk.

”T-Trish, hvad laver du her?” spurgte han nervøst. Jeg sank en tør klump spyt, og prøvede at genvinde min vejrtrækning, så jeg kunne tale. Efter lidt tid åbnede jeg endelig munden. ”Elsker du mig?!” spurgte jeg tørt og forpustet. Niall spærrede øjnene op. ”H-hvad-” ”Tidligere. Du sagde, at du stadig elskede mig. Så. Er det rigtigt? Elsker du mig?” spurgte jeg igen, stadig lige forpustet. Niall kløede sig lidt i håret. ”Ja, jeg elsker di-” Jeg lod ham ikke tale færdig, før jeg lagde mine hænder på hans kinder, og slog mine læber mod hans. Jeg nåede kun at se Nialls overraskede ansigtsudtryk, inden jeg lukkede øjnene helt sammen. Min krop blev helt varm indeni, faktisk så varm, at jeg næsten ikke kunne holde det ud. Det var næsten, som havde jeg fået feber igen. Jeg skubbede Niall bagud, så jeg kom indenfor, og så lukkede jeg døren med min fod, stadig med mine læber låst sammen med hans. Niall havde, af ren refleks, taget fat ved min hofte, og sørgede for at holde mig tæt på ham. Jeg afbrød hurtigt kysset.

”Jeg elsker også dig!” sagde jeg, og klemte mine glædestårer inde. Nialls øjne lyste op, og jeg så tydeligt glæden i dem. ”Jeg elsker dig så højt!” sagde jeg igen, og gav ham et kort kys. ”Men,” sagde han forvirret, og kiggede mig i øjnene. ”Jeg kvajede mig! Jeg… jeg gik i seng med Katie!” Jeg rystede på hovedet. ”Jeg er ligeglad!” sagde jeg, og endnu en gang fandt mine læber vej til hans. Sommerfuglene i min mave flagrede rundt, og jeg kunne slet ikke beskrive den lykkelige, euforiske følelse jeg havde!

”Jeg elsker dig så fucking højt, Niall! Jeg vil være sammen med dig hele tiden, jeg fatter ikke, at jeg ikke har indset det noget før! Jeg er ikke bare forelsket i dig! Jeg elsker dig!” Jeg hev fat i kraven på hans T-shirt, og kiggede ham dybt ind i hans krystalblå øjne. Han så forvirret, men lykkelig ud.

”Oh fuck,” mumlede han, og kyssede mig lidenskabeligt. ”I lige måde- eller, jeg elsker også dig! Så så højt Trish! Du har ingen anelse!” sagde han oprigtigt. Hvordan havde jeg nogensinde været i tvivl?! ”Jeg vil bare have dig hos mig hele tiden, jeg har ikke kunne stoppe med at tænke på dig!” sagde han, og kyssede mig endnu en gang. Jeg smilte i kysset. Jeg have aldrig følt mig så lykkelig.

”Jeg er så ked af det. Undskyld. Undskyld for det hele!” mumlede jeg, og holdt ham tæt ind til mig. Niall nikkede langsomt. ”Jeg kan kun sige det samme. Jeg er så ked af, at jeg sårede dig. Men jeg lover dig,” mumlede han, og kiggede mig i øjnene. ”Jeg vil aldrig gøre det igen. Det kunne jeg ikke drømme om!” Jeg smilede, og glippede lidt med øjnene, så der faldt en enkelt tåre ned af min kind. Jeg var bare rørt okay. Jeg havde aldrig hørt nogen tale sådan til mig før. Det hele var så oprigtigt. Jeg kyssede ham på munden.

Niall tog fat om mine lår, og jeg tog det som et tegn til at hoppe op, så han greb fat om mig. Jeg kyssede ham intenst på munden, mens Niall begyndte at gå ind mod sit soveværelse. Han lagde mig på sengen, og lagde sig ovenpå mig. Jeg rodede lidt i hans hår, mens jeg smilede. Lyset i værelset var tændt, så jeg kunne tydeligt se ham. Alle detaljerne i hans ansigt, som gjorde ham helt perfekt. Han aede mig på kinden, mens vi kiggede hinanden i øjnene. Og jeg kunne se, at det var kærlighed, der var i hans øjne. Og det fik mine egne øjne til at lyse af lykke. Niall rystede langsomt på hovedet.

”Jeg kan slet ikke fatte, hvor smuk du er.” hviskede han, hvilket fik varmen i mig til at stige op til mine kinder. Niall var seriøst den første, som havde fået mig til at rødme så meget. Han snoede noget af mit hår rundt om sin pegefinger, og kiggede lidt på det. Jeg observerede hans bevægelser, inden jeg fik ham til at kigge på mig. ”Kys mig.” hviskede jeg, og smilede til ham. Han smilede kort igen, inden hans læber mødte mine. Jeg hev lige så stille op i hans T-shirt, og da jeg fik den over hovedet på ham, smed jeg den ud til siden. Langsomt begyndte han at tage min jakke, som jeg stadig havde på, af, og bagefter min trøje. Kort efter, slap hans læber mine, så han kunne hive mine nylonstrømper og min nederdel af. I samme anledning knappede kan sine bukser op, og smed dem på gulvet, hvorefter han lagde sig ind over mig igen.

Niall vendte os rundt, så jeg lå ovenpå ham, og så strammede han grebet om mig, og hev mig helt tæt på sig. ”Du må aldrig forlade mig igen.” hviskede han bedende i mit øre, og kyssede mig på kinden. Jeg kiggede ham i øjnene. ”Jeg vil aldrig gøre det igen. Det kunne jeg ikke drømme om!” sagde jeg, og citerede derfor hans egne ord. ”Jeg elsker dig,” hviskede jeg endnu en gang, inden jeg lod mine læber møde hans. ”Jeg elsker også dig, hun.” mumlede han tilbage mod mine læber, og det fik alt indeni mig til at boble.

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Well, well, well! Look at those two lovebirds! Yay!

Så ja! De indrømmede det endelig overfor hinanden! De elsker hinanden! Men hvad tror I så, der sker nu? Er alt nu bare perfekt? Eller sker der noget, som ikke er så godt? Skriv endelig, hvad I tror!

Btw, jeg synes selv, at det er ret tydeligt i dette kapitel, hvad en af de tre sange er, men det er måske bare mig? Det ved jeg ikke helt, det er sjovt at se jer gætte! Jeg elsker jer for vildt! Tak fordi I gider læse min historie!

(Btw, hvis der er nogle læsere her, som også læser Good Enough, så vil jeg lige sige, at jeg prøver at skrive næste kapitel, men det er et ret vigtigt kapitel for historien, og derfor synes jeg, at det skal være perfekt :/ Jeg gider bare ikke gøre det sjusket, og det er derfor, at det tager så lang tid, jeg beklager meget xx)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...