Uproar ~ 1D

Efter Trish's forældre blev skilt, flyttede hendes mor til London, og tog Trish med sig. Hvert år tager hun tilbage til sin hjemby Mullingar, i Irland, for at besøge sin far. I bussen på vej derhen møder hun Niall fra det kendte boyband One Direction, og det viser sig, at de alle skal være i Mullingar på samme tid som hende. Trish bliver overrasket, for hende og Niall var venner, dengang hun boede i Mullingar, og måske kan hun få genopbygget venskabet igen. Hun begynder at være meget sammen med bandet i troen om, at der intet galt er i det. Men hun finder hurtigt ud af, hvor kompliceret kendtes liv kan være. Især kærlighedsliv.

(anstødende sprog og seksuelle scener kan fremkomme, bare så i ved det)

147Likes
288Kommentarer
69950Visninger
AA

2. I didn't recognise you

Ved i, hvad jeg hader?

Lange busture!

De stinker! 

Okay, jeg flyver jo til Dublin, men jeg synes, at den der bustur på halvanden time er ret nedern. Hvis nu bare min mor ikke var sådan en sur kælling, så kunne hun køre mig derhen, eller idet mindste låne mig bilen! Men neeeeej, for hun hader min far! Og derfor er jeg tvunget til at sidde i bus, med vildt fremmede og klamme mennesker.

Suk, suk og atter suk!

Jeg sørgede for at sætte mig bagerst i bussen, så der ikke var så mange, som stirrede på mig.

Ikke at jeg ikke kan lide opmærksomhed.

Opmærksomhed er fedt!

Men ikke i en bus. Nej tak. Denne her tur skulle bare være rolig! Og uanset hvad der skete, så ville intet kunne ødelægge mit humør! Fuck, jeg glæder mig til at se min far. Jeg så ham trods alt kun en gang om året! Muligvis to eller tre, nogle gange fik jeg også lov til at holde jul eller fødselsdag med ham. Mine forældre blev skilt da jeg var 16 år, og det er 2-3 år siden. Og de kan stadig ikke enes... Det er virkelig træls. Hvorfor skulle min mor også flytte til London! Jeg havde boet i Irland hele mit liv, og boom! Så skulle jeg pludselig bo i England! I London! Okay, London er ganske vist en meget fed by, men det gjorde mig virkelig forvirret omkring hvem jeg er. Min mor var jo britisk, men min far var irsk, så min accent er nogle gange ret skør. Efterhånden taler jeg mere britisk end irsk, og det gør min far vildt ked af det! Hvilket er noget af det, jeg hader mest! Min far ked af det. Det er heartbreaking! Ja, hjerteknusende...

Jeg smed min skuldertaske på mit sæde, og drejede rundt, så mit sorte hår svang sig på sådan en flot måde. Fyrene elskede det! "The way that you flip your hair gets me overwhelmed!" Ahaha, One Direction. De var meget sjove. Deres musik var også ret fed. Selvfølgelig havde jeg jo min egen grund til, hvorfor jeg var vilde med dem.

Jeg skulle til at lægge min kuffert op. (I ved, i de der slags rum, som er over sæderne?) Da bussen pludselig begyndte at køre. Jeg faldt bagover, og kufferten var også på vej. Til mit held, blev jeg reddet.

Af prinsen på den hvide hest!

Nah, just kidding, det var bare en eller anden random fyr.

Men tak for hjælpen!

"Hey er du okay?" spurgte han, og skubbede min kuffert på plads for mig. Jeg ømmede mig lidt. Han rakte sin hånd ned til mig, og jeg tog imod den. Hurtigt fik han trukket mig op fra gulvet. "Uf, ja det tror jeg dag." svarede jeg, og kiggede ned af mig selv. "Det var godt." sagde han. Jeg kiggede på ham. Han havde solbriller på, så jeg kunne ikke se hans øjne. Ironisk nok, så havde jeg også solbriller på, så vi må have set lidt suspekt ud. "Nå, men tak for hjælpen." sagde jeg, og slap hans hånd. Det her var akavet. Hvad nu? "Jeg vil gå tilbage til min plads." sagde jeg, og vendte mig hurtigt om. Jeg sagde, at jeg ikke ville vække opmærksomhed i bussen! Jeg ville sige, at gud hader mig, men jeg tror sgu ikke på gud. Fuck nej. Jeg er agnostiker. det betyder ikke, at andre ikke må tro på gud, jeg er ligeglad. Men mig? Bvadr, nej tak.

Jeg dumpede ned i mit sæde, og fandt min Ipod frem. Hurtigt puttede jeg høretelefonerne ind i mine ører, og skruede op for volumen. Denne her bustur skulle overstås. Især når den var startet så dårligt. Jeg fandt en elastik, og bandt mit hår op i en høj hestehale. Det kunne jeg godt lide, så ja. Jeg sad ved vinduet, og kiggede ud af det. Ikke at der var meget at se. Det hele var røvsygt. Jeg vendte langsomt hovedet, og kiggede pludselig på ham fyren, som havde hjulpet mig lige før. "Shit!" sagde jeg højt, og tog mig til brystet. "Fuck man, du gav mig et chok!" Jeg pustede forskrækket ud, og så ham grine.

Det er ikke sjovt din kæmpe idiot!

Jeg var nær død!

Sådan da...

"Undskyld!" sagde han, og smilede til mig. Uf, det var et dejligt smil. Ud fra hvad jeg kunne se, så var han ret lækker. Jeg kunne selvfølgelig ikke se så meget. Han havde lyst hår, dejligt smil, og ret fantastiske arme. I ved. Lækre. Trænede, men ikke for trænede. Lige min type. Jeg er ikke til de der helt pumpede typer. "Hvad laver du her." vrissede jeg. Det var ikke min mening at vrisse, men jeg hader at blive forskrækket! "Det var den eneste ledige plads." svarede han, og jeg rejste mig op i sædet.

Shit, hvornår var alle de mennesker kommet? Oh well, det så ud til, at jeg hang på Mr. Kindness herovre. "Nå, hvor skal du hen?" spurgte jeg, og kiggede ned på min Ipod. "Øhm, Mullingar." svarede han, og jeg kiggede op.

Seriøst?

"Der skal jeg også hen!" sagde jeg, og smilede lidt falskt. For nu vidste jeg, at han kom til at sidder der, heeeeeele busturen. "Virkelig?" spurgte han, og smilede igen. Bare ikke falskt. "Hvad skal du der?" Jeg tog min 'madpakke' frem, og proppede en vindrue i munden.

Charmerende, jeg ved det.

"Besøge min far. Han bor der. Dig?" "Ja, jeg skal også besøge min familie. Og så have nogle venner på besøg." Jeg nikkede for at virke interesseret, men jeg var muligvis ret lige glad. "Please, må jeg ikke få en vindrue?" spurgte han, og jeg nikkede svagt.

Okay, bare nas på min mad, det gør ikke noget. Særling.

Jeg stirrede på ham. Virkelig. Stirrede. Han virkede så bekendt! Jeg har altid været dårlig til at genkende mennesker, så selvfølgelig kunne jeg ikke huske, om jeg havde set ham før. "Jeg håber også at møde en ven derhenne." hviskede jeg lavt, men åbenbart ikke lavt nok, for han kiggede på mig og spurgte "Hvilken ven?" Jeg spiste endnu en vindrue. "Åh, bare en gammel ven, det kan være lige meget." sagde jeg, og viftede med hånden. "Kom nu, sig det! Det kan være, at jeg kender ham/hende." Jeg fnøs. "Jeg er ret sikker på, at du kender ham, jeg ved bare ikke, om du kender ham personligt." Han kiggede underligt på mig, og skulle til at spørge om noget, da bussen bremsede hårdt op.

Fucking lorte busser!

Jeg kiggede ned, og håbede, at vores samtale var død, så jeg satte min Ipod på shuffle, og skruede lidt ned. In case at han begyndte at tale igen!

I mine ører kunne jeg pludselig høre One Directions 'One Thing', og jeg begyndte at smile. Fuuuuuuck, hvor jeg elsker den sang! Jeg begyndte at 'mime' med på sangen, og ham der fyren begyndte at grine. "Hvad hører du?" "Tjah, du vil sikkert synes, at det er dumt, men jeg hører One Direction." svarede jeg selvsikkert, og pegede på min Ipod. Et stort smil bredte sig på hans læber.

Okay, slap af?

"Kan du da godt lide One Direction?" spurgte han, og smilede stadig helt vildt. "Jep, deres musik er ret god, og de er også ret nice." Jeg nikkede i takt til musikken. "Og der er også en anden grund til, at jeg kan lide dem." sagde jeg, og kiggede ned. "Hvad er det?" spurgte han, og så nysgerrigt på mig. "Du ved, den der ven, jeg snakkede om," begyndte jeg, og satte musikken på pause. "Han er med i bandet. Og jeg var engang bedste venner med ham." Han kiggede chokeret på mig. "In case you didn't know, så er Niall irsk, og også fra Mullingar." Han måbede. "Jep, min gamle ven er Niall." Han rystede på hovedet. "Men...Oh fuck... hvad er dit navn?!" spurgte han. Han lød desperat, og jeg hævede det ene øjenbryn. "Jeg hedder Trish. Hvorfor?" Han sad og mumlede for sig selv. "Trish!" råbte han, og jeg rykkede automatisk lidt væk fra ham. Han tog sine solbriller af, og jeg kiggede i hans fantastiske blå øjne. Nogle øjne, som jeg godt kendte.

Sig, at det løgn!

"Niall?!" spurgte jeg, og holdt mig for munden. Fuck hvor var det egentlig pinligt det her. Jeg mener, han er kendt, jeg lytter til hans musik, han var min bedste ven, og alligevel kunne jeg ikke genkende ham. Det viser bare, hvor dårlig jeg er til den slags.

"Åh fuck, jeg har sådan savnet dig!" Jeg gav ham et kæmpe kram, som han også gengældte. "Tænk, at du ikke kunne genkende mig!" mumlede han, og jeg trak mig væk. "Du kunne da heller ikke genkende mig!" svarede jeg med en skinger stemme. "Men du har også ændret dig meget! Sidst jeg så dig, så havde du rødt hår, og du gik ikke med ligeså meget makeup." Jeg lavede en lille grimasse.

Han havde ret. Jeg er typen, som godt kan lide at farve hår. Jeg har haft så mage farver. Rød, lilla, blå, lyserød osv. Jeg tænkte måske bare, at mit hår heller ikke skal blive ødelagt, så jeg fik det tilbage til min rigtige hårfarve. Sort. Faktisk, hvis jeg skulle være en Disney-prinsesse, så ville jeg nok være Snehvide. Altså men hensyn til udseendet. Snehvide er kraftedeme kedelig. Nå, men jeg har kulsort hår, er ret så bleg, og har som regel en knald rød læbestift på. Hvilket jeg ikke gik med, da jeg var 16 år. Der brugte jeg kun lidt mascara. Nu bruger jeg en masse eyeliner, mascara, læbestift, nogle gange noget pudder, men faktisk så klæder min blege hud mig ret godt.

Men okay, det var klart, at Niall ikke kunne kende mig. Jeg havde altså også fået lidt flere former end da jeg var 16 år! Jeg havde ikke megen røv dengang, og derfor heller ikke meget talje, men jeg havde dog bryster! ... okay, de var ikke kæmpe store. Jeg tror det var en c-skål eller sådan noget... en lille b-skål oven i købet. Men nu! Ja, tro det eller lad være, nu bruger jeg en e-skål! Jeg er stolt!

Woop!

Og hvis dine bryster er større end mine... så gå væk! Det gider jeg ikke se på!

Men lad os bare blive enige om, at jeg er blevet ubeskrivelig lækker på 3 år.

Jeg tror, det er lige før, at jeg bliver den lækreste 19-årige pige i Mullingar! Oooooh yeah!

"Okay, jeg har ændret mig meget, men hul i det! Fuck hvor er det godt at se dig igen!" "Ja, vi har jo ikke set hinanden, siden... " Niall kiggede op, og lignede en, som prøvede at huske. "Siden du gik til audition." sagde jeg, og kiggede på ham. "Mine forældre blev skilt sådan en uge før, og dagen før du skulle derhen, flyttede jeg." "Nå ja..." mumlede han. Det var bare så  nedern. Jeg ville bare støtte min ven, men nej! Jeg blev hevet væk. Og ja, så blev det bare sværere at holde kontakten.

Vi snakkede resten af busturen, og jeg kunne allerede mærke, at nu ville den måned hos min far, blive endnu bedre end forventet

 

-------------------------------------------------------------------------

Heeej alle sammen<3

Så, det var første kapitel, undskyld hvis det ikke er så spænende, men jeg skal lige i gang!

Så hvad synes i? Skriv kommentarer, og husk at like, og føje den til favoritter<3

Det ville gøre mig glad<3

(ps. har i alle set, at drengene er blevet nomineret i endnu en vma ketegori?

Linket er her, og hvis i har en twitter, så skynd jer ind og stem på dem! http://www.mtv.com/ontv/vma/2012/most-share-worthy-video/)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...