Uproar ~ 1D

Efter Trish's forældre blev skilt, flyttede hendes mor til London, og tog Trish med sig. Hvert år tager hun tilbage til sin hjemby Mullingar, i Irland, for at besøge sin far. I bussen på vej derhen møder hun Niall fra det kendte boyband One Direction, og det viser sig, at de alle skal være i Mullingar på samme tid som hende. Trish bliver overrasket, for hende og Niall var venner, dengang hun boede i Mullingar, og måske kan hun få genopbygget venskabet igen. Hun begynder at være meget sammen med bandet i troen om, at der intet galt er i det. Men hun finder hurtigt ud af, hvor kompliceret kendtes liv kan være. Især kærlighedsliv.

(anstødende sprog og seksuelle scener kan fremkomme, bare så i ved det)

146Likes
288Kommentarer
69552Visninger
AA

32. Forgive me

 

Ja det var!

 

Det føltes som om, at tiden stod stille i et kort øjeblik. Jeg spærrede øjnene op, og så direkte på Harry, der havde råbt op. Hans bryst hævede og sænkede sig drastisk, som om hans vejrtrækning var helt ude af kontrol. Mine tårer stoppede samtidig med min vejtrækning.

Alt indeni mig rev sig langsomt fra hinanden. Jeg vidste godt, at Niall ikke var stoppet, før han havde fået et svar, men jeg havde aldrig troet, at Harry rent faktisk ville indrømme det hele. Alle i lokalet var som frosset, efter Harrys råb. Forsigtigt kiggede jeg på Niall, der bare stirrede ud i ingeting. Jeg kunne ikke tyde hans øjne, de så bare helt tomme ud. Mine ben kunne ikke holde mig oppe længere, og de knækkede sammen under mig, så jeg landede hårdt på gulvet. Jeg gispede for at holde vandet i mine øjne på plads.

”Har du…” lød det lavt, og jeg genkendte straks Nialls stemme. Hurtigt kiggede jeg op, og så på ham. Han kneb kort øjnene sammen, inden han vendte sig mod Harry. ”… Har du været i seng med min kæreste.” Det lød knapt som et spørgsmål mere en konstatering. Jeg kunne kun se noget af Nialls ansigt, da han næsten stod med ryggen til mig, og snakkede til Harry. Harry sank højlydt en klump, og nikkede skyldigt. Niall kiggede kort ned, og smilte kaotisk, inden han kiggede Harry i øjnene igen.

Med ét skubbede Niall arrigt Harry op mod nærmeste væg, og holdt ham der. Uden tøven rejste jeg mig op. ”Niall!” hvinede jeg, mens han holdt fast i Harry. ”Hvordan kunne du gøre det?!” hvæsede Niall ud mellem sammenbidte tænder. Louis, Zayn og Liam, hev straks Niall væk fra Harry, og jeg stillede mig imellem dem, mens Niall prøvede at kæmpe sig fri fra de andre drenges greb om ham.

”Virkelig?! Trish?! Af alle de piger, du kan vælge i mellem, så vælger du Trish?!” råbte Niall bebrejdende til Harry, og hans øjne var blevet helt mørke af raseri. ”Niall, slap af,” sagde Louis roligt, og prøvede at berolige Niall en smule. Da Niall endelig holdt op med at gøre modstand, slap drengene ham, og han tog en dyb indånding.

”Okay. Hvordan skete det?” spurgte han vredt, men i et normalt stemmeleje. Jeg sukkede. ”Niall stop, du gør det værre for dig selv.” sagde jeg med medlidenhed i stemmen. ”Jeg er ligeglad! Fortæl mig, hvordan det skete!” sagde han bestemt.

Jeg kiggede væk, og fik nærmest øjenkontakt med alle andre end Niall. Perrie, Eleanor og Danielle så helt malplacerede ud, jeg tror ikke, de vidste, hvad de skulle gøre. Liam, Louis og Zayn så også bare forvirrede ud. Jeg tror bare, at de var chokerede over, at mig og Harry havde været sammen. ”Det var efter, jeg havde opdaget dig og Katie, og jeg var bare ked af det og fuld, og jeg… jeg følte mig bare så tom indeni, og den eneste der var i nærheden, var Harry og så… skete det bare.” forklarede jeg, og kiggede skamfuldt ned i jorden. Jeg havde dummet mig, det vidste jeg godt, og nu havde jeg såret Niall. Det hele var noget rod.

Niall kiggede også ned i jorden, inde han begyndte at knurre arrigt, og prøvede at slå ud efter Harry igen, selvom han stod bag mig. Zayn greb fat rundt om Niall igen, mens jeg forskrækket rykkede lidt tilbage, og Harry lagde af ren refleks sine hænder på min hofte, hvilket Niall hurtigt opdagede. ”Du skal ikke røre hende!” råbte han rasende. ”Fjern dine hænder fra hende!” Han kiggede på Harry, som om de pludselig var blevet rivaler. Jeg gik hurtigt et skridt væk fra Harry, og til min overraskelse så slap Zayn Niall.

Der gik et stykke tid, hvor Niall bare stirrede vredt på Harry, inden han vendte om kort. ”J-jeg kan ikke-!” begyndte han, og hamrede sin hånd ind i væggen. ”Alle sammen gå!”

De andre begyndte lige så stille at forsvinde ud af stuen og ud i gangen for at tage overtøj på, og da jeg langsomt begyndte at bakke bagud, stoppede Niall mig. ”Du bliver her!” beordrede han, og pegede bagefter på Harry. ”Og også dig!”

”Er det nu en god idé?” lød det fra Louis, der lige stak hovedet ind i stuen. ”Skrid!” råbte Niall tilbage, og jeg sendte Louis et nik, der skulle vise, at jeg havde alting under kontrol.

Hvilket jeg ikke havde. Men det bedste var nok, hvis de andre gik.

Døren smækkede ude i gangen kort tid efter, og jeg undgik bevist Nialls blik. Hvad fanden skulle jeg sige? Han havde fundet ud af det hele, og han var tydeligvis ikke glad for det. ”Jeg fatter det ikke,” vrissede han, og lagde armene over kors. ”Hvordan kunne I holde det her skjult for mig?!” Jeg sukkede af mig selv. Det var dumt gjort, det vidste jeg godt, men samtidig så var han blevet vred uanset, hvornår vi havde sagt det.

Jeg skulle til at sige et eller andet, da Niall endnu en gang åbnede munden. ”Det er også bare dårlig stil af dig Trish! Du gav mig skyldfølelse for at have været i seng med Katie, når du selv var sammen med Harry samme nat! Du ved, jeg havde det ad helvedes til de følgende dage, og jeg følte mig som en idiot, for jeg kunne godt forstå, at jeg havde såret dig! Du kunne idet mindste have taget noget af skyldfølelsen fra mig ved at fortælle mig om Harry!” råbte han.

Jeg kneb skamfuldt øjnene sammen. ”For så ville du have lidt mindre? Det tror jeg ikke på!” råbte jeg tilbage, og kiggede op på ham. ”Ville du ikke bare have følt dig endnu mere såret? Ville du ikke bare have følt dig fuldstændig tom indeni?! Tror du, at jeg ville have, at du skulle lide?!”

”Det var da ikke fordi du prøvede at skåne mig for lidelser i første omgang! Du fortalte mig ikke om det, fordi du bare ville have, at jeg skulle vide, hvilket svin jeg var, er det ikke rigtigt?!” bed Niall tilbage.

”Okay! Okay, det var nok derfor! Undskyld!” råbte jeg, og kiggede væk fra ham. ”Men jeg… jeg kan ikke ændre det nu.”

”Det ved jeg godt men… hvorfor fortalte I mig det ikke noget før i hvert fald?!” spurgte Niall, og kiggede over på Harry, som stadig stod op af væggen. ”Jeg mener, er vi to ikke venner?!” ”Hør her, jeg ville fortælle dig det!” sagde Harry hurtigt, og reddede dermed kun sin egen røv.

Fucking svin, så stikker han mig bare i ryggen.

Nialls øjne lynede mod mig. ”Virkelig?! Du ville bare ikke fortælle mig det, ville du?!” ”Selvfølgelig ikke Niall, det var ikke ligefrem fordi, jeg var stolt!” udbrød jeg, og slog ud med armene. ”Og jeg lover, det betød intet! Det skete kun én gang Niall!”

”Tjah, to gange for at være helt præcis.” mumlede Harry, hvilket fik mig til at sende ham dødsblikket. ”To gange?!” udbrød Niall. ”Sig mig, kan du ikke snart lære at lade være med at plapre op!” vrissede jeg af Harry.

”Trish!” sagde Niall, og fik min opmærksomhed. ”To gange?!” Han så mildest talt rasende ud. ”Ehm jae… to gange på samme aften ja.” mumlede jeg flovt, og kiggede ned. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, hvordan Niall knyttede sine næver i raseri, og det var ikke ligefrem betryggende.

”Niall slap nu af, som jeg siger, det var kun en nat.” sagde jeg roligt, og gik hen til ham. Han kiggede mig i øjnene. ”En nat? Ja med Harry fucking Styles!” hviskede han vredt. ”Vi har praktisk talt boet sammen, det var ikke nemt at få noget søvn, når han havde en pige med hjemme, okay!”

Jeg rynkede forvirret et øjenbryn. Hvad havde det med noget at gøre? ”Så hvad, hvad handler det om nu?” spurgte jeg forvirret. Niall kiggede kort på Harry og så på mig igen, inden han tog en dyb indånding. ”Var han bedre end mig?” spurgte han højt, og jeg måbede.

Woah woah woah! Stop lige der! Det synes jeg ikke, vi skal begynde at snakke om!

”Hvad?!” spurgte jeg chokeret tilbage. Niall bed tænderne sammen. ”Var han bedre end mig, jeg vil gerne vide det!” Jeg stirrede på ham med enorme øjne. Det havde jeg simpelthen ikke tænkt mig at svare på, når jeg var i samme rum som dem begge! Jeg kiggede kort over på Harry, som så meget utilpas ud.

Lidt ligesom mig, damn.

”Niall, det kan du ikke mene, je-” ”Vær sød at svare mig, det er det mindste, du kan gøre.” sagde han hurtigt, og afbrød mig, hvorefter han hev sine skuldre op til sine ører. ”Var han bedre end mig?” Jeg kørte fortvivlet mine hænder rundt i mit ansigt. Kunne jeg svare på det her spørgsmål uden at såre nogle af deres egoer?

… sikkert ikke. Fucking pis.

Jeg sukkede. ”Nej.” svarede jeg ærligt, efter jeg havde fjernet mine hænder fra mit ansigt. ”Nej han var ikke bedre end dig. Ikke ifølge mig.”

Der bredte sig kort et smil på Nialls læber, men det forsvandt hurtigt, da han rømmede sig. ”Er du sikker?” spurgte han lavt, og trådte tættere på mig. ”Ja Niall, du er bedre.” sagde jeg, og smilede skævt. Niall lagde en finger på min hals. ”Rørte han dig bedre end jeg gør? Fandt han de steder du elsker?” Niall stod helt tæt på mig, og hviskede forførende i mit øre. ”Kunne han få dig til at skrige lige så meget, som jeg kan?”

Det sendte kuldegysninger gennem min krop, og jeg rystede langsomt på hovedet. ”Slet ikke,” hviskede jeg tilbage, og mærkede varmen stige indeni mig.

”Ehm, venner?” sagde Harry pludseligt, og det fik Niall til at trække sig fra mig, og kigge på Harry. ”Åh pis, du er her stadig.” sagde Niall, og sukkede. ”Nå ja, jeg tænkte, at vi måske skulle snakke det her ordentligt igennem?” sagde Harry, og lagde armene over kors.

”Jo, jeg ved bare ikke rigtig, hvad jeg skal sige… min bedste ven har været i seng med min kæreste, den er lidt svær at sluge.” forklarede Niall, og kiggede væk. Det var som om, vreden var sivet ud af ham. Niall var aldrig vred i særlig lang tid af gangen, det var bare ikke hans natur.

”Jeg er bare så…” begyndte han frustreret, og rodede lidt i sit hår. ”… Forvirret.”

Åh nej. Det kunne umuligt være godt. Hvorfor var han forvirret? Var han i tvivl, om han stadig elskede mig? Var han i tvivl om, om vores forhold kunne fortsætte? Var det sådan noget, der gik gennem hans hoved?

”Så… betød det noget? Var der følelser blandet ind i det?” spurgte Niall kort, og kiggede ned. Jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Overhovedet ikke Niall, det betød ingenting, j-” ”Det var ikke dig, jeg snakkede til, Trish.” afbrød Niall, og det fik mig til at spærre øjnene op. Forsigtig kiggede jeg hen på Harry, som skævede ned til gulvet. ”Harry?” sagde jeg spørgende, og sendte ham et nervøst blik. Det kunne da ikke være rigtigt. Det kunne det ikke. ”… betød det noget for dig?”

Harry undgik mit blik efter mit spørgsmål, men han kunne ikke undgå Nialls blik, som var som hæftet fast på ham. ”… Ja.” mumlede han skyldigt. Jeg gispede kort, og tog mig til brystet. Her havde jeg gået og sagt, at det intet betød om og om igen, når det faktisk havde betydet noget for Harry. Jeg følte mig som et hæsligt menneske lige nu.

”Så… du har følelser for mig?” spurgte jeg, og Harry rystede hurtigt på hovedet. ”Nej, jeg… ikke mere.” svarede han, og det knuste mit hjerte en smule. ”Men jeg havde på det tidspunkt.”

En chokeret stemning bredte sig i rummet. Jeg stod som lammet og prøvede at fange, hvad der lige var sket. Harry havde haft følelser for mig. Altså romantiske følelser, regner jeg med. Det føltes helt uvirkeligt for mig, og ærlig talt så fik det mig til at få det endnu værre end før. Jeg havde brugt Harry den aften, jeg ville jo bare bevise over for mig selv, at jeg ikke behøvede Niall, og så var Harry der. Jeg havde udnyttet hans følelser for mig.

Fuck. Jeg er forfærdelig.

Niall kiggede ud i ingenting, og lagde armene over kors. ”… hvorfor sagde du det ikke dengang?” spurgte han langsomt, og jeg gætte på, at spørgsmålet var henvendt til Harry. ”Du sagde, at dine følelser for hende stoppede, da jeg erkendte mine.” Niall så hurtigt på Harry.

”Hvorfor sagde du ikke noget?”

”Hvad skulle jeg sige, Niall?” spurgte Harry tilbage, og så op på Niall med nogle fortvivlede øjne. ”At jeg kunne lide din kæreste?”

”Vi var ikke kærester der, du kunne have sagt noget.” sagde Niall. Harry rystede på hovedet. ”Nej jeg kunne ej. Du kunne lide hende Niall, og hun kunne lide dig tilbage, slaget var tabt.” Jeg kunne ikke lide at høre dem snakke sådan her. Jeg kunne ikke lide at høre, hvordan Harry bare havde givet op, og fortrængt sine følelser. ”Det var heller ikke, fordi det var seriøse følelser,” fortsatte Harry.

”Men du blev ved med at prøve at splejse os sammen Harry, hvorfor det?” spurgte Niall. Harry sukkede lavt, og kiggede skamfuldt væk, og med ét var det som om, at det hele faldt på plads for øjnene af mig, som et puslespil.

”Du følte dig skyldig, gjorde du ikke?” spurgte jeg, og kiggede på Harry. ”Det var også derfor, du ville fortælle Niall det hele. Det var ikke det faktum, at vi havde været i seng sammen. Du skammede dig over, at du kunne lide mig. Du havde skyldfølelse. Overfor Niall.”

Harry kiggede stadig væk, men nikkede lige så stille. ”Jeg kan ikke det her,” mumlede Niall, og borede sine negle ind i sin hovedbund. ”Det er alt for meget information på én aften, det her!” Han kneb øjnene sammen, og så nærmest lidende ud. Jeg bed mig i læben. Han havde ret i, at der var blevet smidt lige lovlig mange kort på bordet her til aften.

”Måske skulle jeg gå hjem,” sagde Harry, og rettede sig op. Niall nikkede. ”Ja, jeg… jeg tror, det er bedst.” sagde han. Jeg pillede lidt ved mit hår. ”… ska-skal jeg også gå?” spurgte jeg, selvom jeg ikke havde lyst til at kende svaret. Jeg ville blive her. Niall kiggede på mig, og bagefter Harry, og lignede en, der ikke helt vidste, hvad han skulle svare.

”Niall det er okay, du kan bare sige, hvis du ikke vil have, at vi går sammen.” sagde Harry roligt. Var det derfor, at Niall tøvede? Stolede han nu ikke længere på mig? Det gjorde mig trist indeni, men samtidig kunne jeg nok godt forstå ham… på en eller anden måde.

”Okay… det vil jeg ikke.” endte Niall med at sige. Harry forstod, og gik ud i gangen, og lidt efter hørte jeg døren smække. ”… vil du have, at jeg går?” spurgte jeg skrøbeligt, og kiggede ned, mens mine hænder lå på mit bryst. ”Jeg ved det ikke.” sukkede Niall, og det gav mig lyst til at græde. ”Niall?” snøftede jeg, og tog en dyb indånding.

”… Hader du mig?”

Niall løftede sit hoved, og så hen på mig, men jeg kiggede ham ikke i øjnene. Tværtimod kneb jeg dem sammen. ”Elsker du mig stadig, eller har jeg ødelagt alt?” Jeg havde brug for at høre hans svar, men jeg havde samtidig ikke lyst. Jeg var så bange for hans svar. Jeg var rædselsslagen for, at jeg havde fucked alt op. Og derfor turde jeg heller ikke åbne øjnene. Jeg turde ikke se hans ansigtsudtryk.

Pludselig mærkede jeg et par arme omkring mig, og det fik mig til at åbne øjnene med et gisp. Jeg så direkte ind i Nialls bryst, og det fik mig til at slappe en smule af.

”Tror du helt ærligt, at jeg ville holde op med at elske dig på grund af det her?” spurgte Niall med en dyb stemme, mens han aede mig ned af ryggen. ”Du lovede mig, at du aldrig ville tvivle på min kærlighed til dig.”

Det gav et sæt i mig. Det havde jeg næsten glemt, men jeg kom pludselig i tanke om det. ”Undskyld.” hviskede jeg, og nussede mit hoved ind mod Niall, inden jeg trak mig lidt væk, og kiggede op i hans øjne, som ikke længere var mørke, men den sædvanlige krystalblå farve. Jeg lagde mine hænder om hans hals. ”Du er den eneste, jeg vil være sammen med Niall, jeg elsker dig virkelig højt… Jeg vil ikke miste dig.”

Niall pressede uden varsel sine læber mod mine, og holdt mig tæt ind til sig. Mine hænder fandt vej til hans hår, og kørte gennem i det, og tog fat i det.  Nialls tunge snoede sig om min og gav mig åndenød, jo længere han blev ved. Niall fjernede mine hænder, og flettede sine fingre ind i mine, inden han trak sine læber fra mig. Stadig med mig i hænderne, gik han langsomt bagud, og jeg fulgte med. Hans blå øjne borede sig ind i mine, og de så så rolige, men samtidig skræmte ud.

Niall lukkede døren til sit soveværelse efter os, og slog straks sine læber mod mine igen. Jeg lukkede øjnene, og holdt fast i Nialls hænder, mens vores læber var som låst sammen. Niall skubbede mig roligt bagud, til jeg landede på sengen, og jeg lænede mig bagud, mens Niall hævede sig over mig, vores hænder stadig flettet sammen. Hans kys fik mig til at glemme alt omkring mig og alt, hvad der lige var sket.

Eller. Jeg ville gerne glemme det.

Niall slap min ene hånd, og begyndte at køre sin egen ned af min krop. Han hev forsigtigt op i min trøje, og jeg hjalp med at få den af. ”Niall?” mumlede jeg mod hans læber, inden jeg hev hans T-shirt over hovedet på ham. ”Niall, kan du tilgive mig?”

Hans læber slap mine, og han kiggede mig dybt i øjnene. Han så på mig med et fortvivlet blik, som om han faktisk var i tvivl, hvor vidt han kunne tilgive mig, og det gjorde mig trist. ”Fordi hvis ikke… så kommer det her jo ikke til at fungere.” sagde jeg grødet, og vendte mit ansigt væk fra Niall. Han lagde hurtigt en hånd på min kind, og fik mig til at se på ham. ”Shh! Det må du ikke sige!” hviskede han desperat. ”Jeg kan godt, jeg kan godt!”

”Niall, du skal ikke sige det bare for at gøre mig glad.” mumlede jeg, og drejede mit ansigt væk fra ham igen, men endnu en gang tog han fat om mit ansigt, og tvang mig til at se på ham. ”Trish, jeg vil sige og gøre alt for, at du er glad. Jeg vil gøre alt for ikke at miste dig igen.” sagde han, og lagde sit hoved på mit bryst. Mit hjerte bankede hårdt, og Niall pressede sit øre mod mit bryst, så han kunne høre det bedre.

”Det tager nok lidt tid, før det hele bliver, som det var før… men det skal nok gå.” mumlede han mod min hud. Jeg nikkede. Det var vel, sådan det var nødt til at være. Jeg kunne ikke få alting til at falde på plads med det samme.  Det krævede tid, og det måtte jeg finde mig i. Det tog trods alt også tid for mig at tilgive Niall.

Jeg strakte min hals, og gav Niall et kys på hovedet, hvilket fik ham til at åbne sine før lukkede øjne, og kigge på mig. Jeg nåede ikke at tyde hans blik, inden han slog sine læber mod mine, hvilket automatisk fik os begge til at lukke øjnene. Jeg kørte mine hænder gennem hans hår, i samme øjeblik som hans hænder krøb ned til knapperne på mine bukser, og forsigtigt knappede dem op. Han hev langsomt ned i dem, og afbrød kort kysset for at hive dem helt af. Mine hænder greb ud efter hans bælte, og jeg spændte det op, og ikke lang tid efter landede hans bukser på gulvet.

Niall sad op, og hev mig hen, så jeg sad på hans skød, hvorefter han kyssede mig lidenskabeligt på munden. Jeg holdt om hans hals, og lod min tunge glide rundt om hans, mens jeg langsomt gned mine hofter mod hans, hvilket gjorde, at et svagt støn forlod Nialls mund. Langsomt gled hans hænder op langs min ryg, og spændte min Bh op, og jeg tog den roligt af, inden jeg lod mine hænder hive ned i Nialls boxers. Så snart de var væk, tog jeg selv resten af mit undertøj af, og jeg lagde armene om Niall, lige inden jeg satte mig til rette, og lod ham trænge op i mig.

Jeg stønnede mod hans læber, mens Niall holdt mig så tæt ind til sig som muligt. Der var noget ved det hele, noget dybere. Det var ikke som det plejede. Der var ingen skæve smil, jokes, eller små tilfredse grin, når han kunne se, at jeg nød det. Og det var ikke fordi, det var dårligt, men det var mærkeligt, da jeg aldrig havde set denne her side af Niall. Han lagde så meget i det.

Forsigtigt lænede han sig ind mod mig, og jeg mærkede den bløde seng mod min ryg. Nialls læber slap mine, og han gispede, mens han prøvede at genvinde sin vejrtrækning. ”Shit,” mumlede han forpustet, og kyssede mig lidenskabeligt på halsen. Hans greb om mig blev strammet, og det gjorde næsten ondt, hvor tæt han holdt mig, men det var som om, han var bange. Bange for at miste mig.

”Jeg vil gøre alt for dig,” stønnede Niall forpustet mod min hals. Hans bevægelser gav mig åndenød, og det var med nød og næppe, at jeg kunne svare ham. ”Jeg elsker dig,” hviskede jeg luftigt, og stønnede, da han efterladte små våde kys på mine bryster, inden han låste sine læber med mine igen.

Hans tunge vejrtrækning blandede sig med min, mens jeg bare inderligt ønskede, at alt det her ville ordne sig hen af vejen. Niall sagde godt nok, at han kunne tilgive mig, men var han sikker på det? Jeg havde trods alt løjet for ham, og holdt ham hen i uvished. Og selvfølgelig været i seng med en af hans bedste venner. Var han virkelig i stand til at se gennem fingre med det? Jeg kunne kun håbe.

”Ah, shit, Niall!” hvislede jeg, da jeg kunne mærke mig selv komme tættere på. Jeg kiggede Niall i øjnene, og han kiggede virkelig på mig, som om jeg var det eneste i hans verden lige nu. ”Det okay babe, bare, ah… giv slip.” mumlede han hæst mellem sine tunge og dybe vejrtrækninger og små støn.

Jeg kneb øjnene sammen, og holdt godt fast om Niall, da jeg mærkede en bølge af nydelse skylle ind over mig. Niall fortsatte sine bevægelser lidt endnu, indtil han også nåede sit højdepunkt.

”Ah fuck. Fuck, fuck, fuck!” stønnede han, og trængte ind i mig en sidste gang. Niall kollapsede næsten ovenpå mig, men sørgede for ikke at mase mig. Jeg gemte mit ansigt i hans hals, og prøvede at genvinde min vejrtrækning, som var helt ude af kontrol.

Niall åndede tungt ud, inden han trak sig ud fra mig. Han lagde sig på ryggen ved siden af mig, og kiggede op i loftet, mens han kørte en hånd igennem sit hår. Det mindede mig om den allerførste gang, vi havde været sammen. Forskellen var, at det havde været så overfladisk, mens at denne gang havde været så proppet med følelser, at jeg næsten ikke kunne klare det.

Jeg viklede min hånd ind i Nialls, og gav den et klem, hvilket fik ham til første at kigge på vores hænder, og derefter på mig. ”Det vil tage tid, før du har tilgivet mig helt, det kan jeg godt forstå,” sagde jeg, og kiggede alvorligt på ham. Hans blik blev lidt mere trist. Han vidste godt, at han ikke kunne tilgive mig med det samme, og han kunne ikke lide det. ”… men vær sød at give mig besked, når du har.” bad jeg.

Niall pressede sine læber sammen, og kiggede ned, inden hans blik fandt mit igen. ”Okay,” sagde han. ”Men du er ikke den, jeg har sværest ved at tilgive.” Jeg spærrede øjnene op. ”Åh nej, Niall, du må ikke bebrejde Harry for alt det her!” tiggede jeg, og kiggede ham skræmt i øjnene. Niall kiggede kort væk, og sukkede. ”Vil du ikke være sød at blande dig uden om det?” bad han, og kiggede på mig igen. ”Jeg har styr på det.”

Jeg fastholdt mit blik på Niall lidt endnu, men nikkede til sidst. Måske var det bedst, hvis de snakkede om det uden mig. Niall smilede svagt og slap min hånd, blot for at lægge armen om mig. Jeg puttede mig ind til hans bryst, og kunne mærke hans hjerte banke. Jeg ville blive liggende sådan her for evigt. Jeg ville ikke væk fra ham, jeg ville have, at alting skulle ordne sig, men uden at jeg behøvede gøre noget.

Suk, det var et ret umuligt ønske, var det ikke?

Whatever. Man har lov at drømme.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

… hmm. Hvad skal jeg sige…

Ja, jeg ved det faktisk ikke, så det vil jeg lade jer om! Hvad synes I om alt det her? Kan Niall og Trish komme over dette bump på vejen? Eller vil det tynge deres forhold for meget? Og hvad med Niall og Harry, tror I deres venskab er blevet ødelagt af det her?

 

Tusind tak til jer alle sammen, love you guys<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...