Uproar ~ 1D

Efter Trish's forældre blev skilt, flyttede hendes mor til London, og tog Trish med sig. Hvert år tager hun tilbage til sin hjemby Mullingar, i Irland, for at besøge sin far. I bussen på vej derhen møder hun Niall fra det kendte boyband One Direction, og det viser sig, at de alle skal være i Mullingar på samme tid som hende. Trish bliver overrasket, for hende og Niall var venner, dengang hun boede i Mullingar, og måske kan hun få genopbygget venskabet igen. Hun begynder at være meget sammen med bandet i troen om, at der intet galt er i det. Men hun finder hurtigt ud af, hvor kompliceret kendtes liv kan være. Især kærlighedsliv.

(anstødende sprog og seksuelle scener kan fremkomme, bare så i ved det)

146Likes
288Kommentarer
69851Visninger
AA

17. Fear of feelings

Nialls synsvinkel

Jeg åbnede døren til mit værelse, og Josh lagde Trish ind på sengen. Jeg kiggede bekymret på hende, mens hun rystede svagt. Josh sørgede for hende, og aede hende blidt over håret, så jeg valgte at holde afstand. Jeg havde en form for skyldfølelse, mens jeg stod i dørkammen og så på hende. Jeg følte vel, at det på en måde var min skyld. Hvorfor ved jeg ikke helt, men måske fordi jeg havde ladet hende ude af syne.

Hun var jo blevet skidefuld, det var bare dumt at lade hende gå på egen hånd. Men jeg var så forhippet på at få talt med Harry, så jeg var ligeglad med, om hun gik et kort øjeblik. En rynke samlede sig i min pande, mens jeg observerede Trish. Hun lå under dynen med lukkede øjne. Hun reagerede så stærkt, og det gjorde mig bare mere bekymret. Jeg ved ikke, hvad det svin havde tænkt sig at gøre, men det lignede ikke Trish at lade sig slå ud så let. Jeg mener, der var trods alt ikke sket noget.

Jeg lukkede øjnene, og mærkede søvnen trænge sig på. Et højt gab fyldte rummet, men det var ikke mig som gabte. Jeg kiggede over mod Josh, som holdt sig for munden. "Er du også træt?" spurgte jeg lavt og livløst. Han trak langsomt på skuldrene. "Det er lige meget, hvis jeg er, vi må holde øje med Trish." svarede han. Jeg kiggede over mod vinduet, hvor byen lyste op, og ind i værelset, da persiennerne ikke var nede. Jeg sukkede svagt.

"Jeg sover en time eller to, så kan jeg tage mig af hende til den tid, og du kan få noget søvn." foreslog jeg. Jeg kunne se, at Josh virkede ret overbeskyttende, så han ville nok ikke lige gå med til bare at lægge sig ned og sove. Men han gik med til mit forslag, så jeg gik hen og satte mig i lænestolen i rummet. Jeg lod mine øjne falde i, og faldt i søvn lidt efter.

***

Jeg missede lidt med øjnene. Rummet var stadig mørkt men blev lyst list op af en lysstribe fra vinduet, og efter et kort kig på min telefon kunne jeg se, at jeg havde en halv time tilbage at sove i, før jeg skulle tage mig af Trish. Men jeg kunne ikke sove. Jeg var for bekymret. Jeg ville have sat mig op, lige indtil jeg hørte en stemme, som jeg virkelig længtes efter. "Synes du, at jeg var fej?" spurgte Trish, og jeg kunne regne ud, at hun måtte snakke til Josh.

"Selvfølgelig synes jeg ikke det." svarede han. Det var kun fordi, der var så stille i rummet, at jeg kunne høre, hvad de sagde, for de snakkede meget lavt. "Jeg blev bare ved med at tænke tilbage på den dag... jeg var bange for, at det skulle ske igen, så jeg gik i baglås." hviskede Trish. Jeg forstod ikke, hvad hun snakkede om, hvad skulle ske igen? Det forvirrede mig.

"Det ville jeg aldrig tillade," sagde Josh. "... det ved jeg." mumlede Trish tilbage, og lidt efter, så blev der stille igen. Jeg gættede på, at Trish var faldet i søvn, hvilket efterlod mig helt fortabt. Og jeg kunne ikke ligge her i uvished, så jeg satte mig ordentligt op, og gik hen til Josh.

"Vagtskifte," mumlede jeg, og satte mig på gulvet ved siden af sengen. Josh så lidt modvillig ud. Der gik lidt tid i stilhed, inden jeg endelig tog mig sammen. "Hvad snakkede dig og Trish om?" spurgte jeg følelsesløst, og kiggede ligeud. "Hvad mente hun med alle de ting, hun sagde?" Jeg observerede Josh ud af øjenkrogen, og han så meget fortvivlet ud.

"For nogle år siden, lige da Trish var flyttet hertil, blev hun næsten voldtaget. Det forklarer nok det hele." lød det endelig fra Josh. Mit blod frøs til is. Det var forhåbentlig løgn, det han sagde! Og selvom jeg ville have, at det skulle være løgn, så vidste jeg godt, at han ikke jokede. Desværre.

De ting, som Trish havde sagt, begyndte at give mening, og det forklarede nok hvorfor hun reagerede så stærkt. Det måtte være som et slags ar på hende sjæl. Josh rejste sig, og gik hen i stolen, mens jeg sad forstenet tilbage på gulvet. Der gik ikke lang tid, før hans tunge vejrtrækning kunne høres i stilheden, hvilket måtte betyde, at han sov.

Jeg kørte mine hænder igennem mit hår. Hvordan skulle jeg reagere på det?! En klump landede i min mave, og jeg brød mig ikke om noget ved situationen. Jeg satte mig, så jeg kunne se på Trish. Hendes urolige ansigtsudtryk plagede mig, så jeg tog forsigtigt hendes hånd for at prøve at berolige hende. Til min overraskelse åbnede hun sine øjne. Den lyse grønne farve lyste op.

Jeg stirrede lidt på hende, mens hun lå helt stille. Hendes øjne flakkede, så jeg derfor ikke kunne få øjenkontakt med hende. "Hvordan har du det?" spurgte jeg stille. Hun trak dynen længere op over sig. "Jeg ved det ikke," svarede hun. "Jeg føler mig lidt åndssvag."

Jeg holdt mit blik på hende. "Hvorfor dog det?" spurgte jeg forsigtigt og uforstående. Hun blinkede langsomt. "Fordi jeg ødelagde jeres alle sammens aften, og der skete ikke engang noget." mumlede hun skyldigt. Jeg rystede på hovedet.

"Trish det gør ikke spor. Det er klart, at du reagerer, som du gør. Josh fortalte mig om... om det der engang næsten skete med dig. Du har vel bare en form for traume." forsikrede jeg hende om. Hendes øjne blev blanke, mens hun stirrede ud i ingenting.

"Definer voldtægt," lød det fra hende. Jeg rynkede panden af hendes ord. "Hvad mener d-" "Definer en voldtægt, Niall." beordrede hun, og afbrød mig. Jeg kiggede ned i jorden. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, hun måtte fiske efter et eller andet.

"Hvornår er det en voldtægt? Er det hvis, man faktisk bliver tvunget til sex?" fortsatte hun. Jeg bed tænderne lidt sammen. "Hvor vil du hen med det her Trish?" spurgte jeg, men blev straks afbrudt igen. "Eller er det også, hvis man får tvunget fingre op i en?" spurgte hun hårdt, men stadig skrøbeligt.

Jeg kiggede hurtigt op på hende. "For i så fald, så skete det ikke 'næsten'. Det skete." sagde hun med gråd i stemmen. Min hånd knugede hendes. Jeg var mundlam. Hvad siger man til sådan noget? Det eneste, jeg vidste lige nu, var, at jeg fik en ubehagelig følelse i maven. Jeg følte, at jeg havde svigtet hende på en eller anden måde. Josh sagde jo, at det skete, lige da hun var flyttet til London. Måske var vi ikke så gode venner, som jeg troede? Ellers ville hun da have ringet eller noget.

"Hvorfor fortalte du mig det ikke?" spurgte jeg langsomt, og fik endelig øjenkontakt med hende. Hendes øjne var triste. Jeg huskede, hvordan vi stadig prøvede at holde kontakten, efter hun var flyttet, men pludselig en dag, så stoppede det. Når jeg skrev, fik jeg ikke svar, hvis jeg ringede fik jeg fat i telefonsvareren, og ellers så fik jeg bare kolde svar, hvis jeg endelig kom igennem til hende. Jeg tænkte, at hun måske havde fået nye venner, og ikke gad mig mere. Så til sidst stoppede jeg med at prøve, selvom hun virkelig havde brug for mig. Men hvordan skulle jeg kunne vide det, når jeg intet fik at vide?

"Jeg ved det ikke Niall. Jeg følte mig vel... flov." sagde hun langsomt, og kiggede på mig. "Jeg har altid gjort så meget ud af at virke stærk. Sørget for, at jeg ikke var et let offer og den slags. For alt i verdenen ville jeg ikke være svag. Men det var jeg vel alligevel."

Jeg rystede på hovedet. "Det var du ikke Trish. Det er du ikke." sagde jeg blidt. En tåre sneg sig frem i hendes øjenkrog. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde set Trish græde. Men efter det her, så havde jeg heller ikke lyst til at se det igen. "Undskyld, at jeg ikke var der for dig Trish." hviskede jeg. Hun åbnede munden. "Det var jo min egen sky-"

"Shh. Det er lige meget, hvis skyld det er. Pointen er, at jeg vil være her fra nu af. Jeg vil altid være her, det lover jeg." sagde jeg oprigtigt, og kiggede hende i øjnene. Hun klemte dem sammen, så der gled en tåre ned af hendes kind. Forsigtig strøg jeg min finger hen over hendes kind, og fjernede tåren, men min omsorg gjorde hende åbenbart ked af det, for hun begyndte bare at græde mere.

"Slap af," mumlede jeg, og bevægede mit ansigt tættere på hendes, så jeg kunne føle hendes åndedrag fra hendes mund. "Læg dig til at sove, det hele vil være bedre i morgen." forsikrede jeg hende om. Hendes krop rystede svagt, da hun prøvede at holde tårerne inde, og jeg vidste, at hun ikke ville falde i søvn igen sådan her. Jeg måtte berolige hende på en eller anden måde. Jeg begyndte at synge meget svagt, så det næsten var en hvisken.

"Beauty queen of only eighteen, She had some trouble with herself. He was always there to help her, She always belonged to someone else" Jeg kunne tydeligt huske fra dengang vi var venner, at Trish elskede den sang. 'She Will Be Loved' af Maroon 5. Og hver gang hun hørte den, blev hun helt rolig i ansigtet. Altid hvis der var sket et eller andet, og hun var ked af det, så skulle hun høre den sang, og den hjalp hende på en eller anden måde altid.

"I drove for miles and miles, And wound up at your door. I've had you so many times but somehow, I want more" Hun begyndte ligeså stille at lukke øjnene i, og slappe af. Det undrede mig selv, at jeg sad her og sang for hende. Jeg havde det fint nok med at synge for vores fans og sammen med drengene og sådan, men det var jo mit job på en måde. Jeg havde altid været en smule ukomfortabel med at synge for mine venner, jeg ved ikke engang hvorfor.

"I don't mind spending every day, Out on your corner in the pouring rain. Look for the girl with the broken smile, Ask her if she wants to stay a while..." Men det var anderledes med Trish. Jeg havde da også sunget for hende før, og det havde faktisk tit været som en slags trøst for hende. Og når hun så endelig var blevet glad, så jokede hun altid med, at jeg burde stille op i X Factor eller sådan noget. Ironisk, ikke også?

"And she will be loved... She will be loved" Jeg aede hende over håret, mens hun faldt i søvn. Jeg havde næsten glemt, at denne her side af Trish fandtes. Den hvor hun var usikker og skrøbelig. Hun var gået lidt i stykker denne aften. Og det fik mig til at stille mig selv et stort spørgsmål.

Var det jeg gjorde rigtigt? Var det 'sundt', at jeg havde involveret Trish i det her lille 'spil'? Hvad nu, hvis hun ikke, kan klare det? Jeg burde ikke lege med hendes følelser, det vidste jeg. Problemet var, at jeg holdt så meget af Trish, så jeg ville ikke stoppe det, som vi havde gang i, men jeg følte lidt, at det var nødvendigt. Især efter det kys jeg havde haft med Katie. Som sagt, så var jeg forvirret. Jeg kunne egentlig godt lide det. Katie var måske ikke så slem, som jeg troede... Og lige nu havde jeg det sådan, at jeg havde lyst til at give det med Katie en chance... men jeg ville ikke stoppe det, jeg havde med Trish.

Og jeg burde have set det komme. Jeg legede med kærligheden. Hvis jeg forsatte sådan, så ville nogen blive såret. Jeg burde have indset det, før det var for sent.

 

Trishs synsvinkel

Jeg vågnede op med en forfærdelig følelse indeni. Alt fra aftenen før kørte rundt i mit hoved som små filmklip. Jeg satte mig forsigtigt op i sengen. Mit hoved gjorde ondt, og min hals var helt tør. Jeg lagde pludselig mærke til en hånd rundt om min, og da jeg vendte hovedet, så jeg Niall sidde nede på gulvet, men med sit hoved liggende i sengen, mens hans hånd lå trygt om min.

Jeg var så glad for, at han havde været ved min side i går. Og at Josh havde været der for den sags skyld. De havde beroliget mig virkelig meget. Jeg kunne stadig ikke fatte, at jeg kunne være blevet voldtaget, hvis de ikke var dukket op. Jeg kan ikke engang huske, hvordan jeg havnede hos ham fyren. Jeg kom ud fra toilettet, og så ved jeg ikke, hvad der skete. Greb han bare fat i mig, eller snakkede vi først? Jeg havde ingen anelse, jeg må have været for fuld. Måske var det også derfor, at jeg havde kysset så meget med Harry... på den anden side, så kunne jeg ret godt lide det, og jeg ville ikke have noget problem med at gøre det igen... jeg vidste snart ikke, hvad jeg følte for Harry. Det var så blandet...

Mit blik lagde sig på Nialls læber. Jeg længtes efter ham. Ikke hans krop, men ham. Jeg ville have ham til at snakke med mig, som i gamle dage, jeg ville grine med ham, mærke varmen fra ham, og jeg ville føle hans læber mod mine. Det sidste overraskede mig. Jeg havde tit haft den her længsel efter Niall, altså som ven, som regel når jeg var trist, for så var det kun Niall, som kunne gøre mig glad igen. Og da vi så begyndte på det her ’friends with benefits’-noget, så længtes jeg tit efter at have sex med ham.

Men jeg havde aldrig haft lyst til at kysse ham. Kun kysse ham. Ikke noget andet, bare et kys. Jeg ville bare have, at det skulle være lidt enkelt, kærligt og intimt, men uden sex. Var det underligt? Mit hoved kunne ikke klare alle de her tanker, og de mærkelige følelser, som jeg havde, så jeg steg ud af sengen. Mine fødder ramte det kolde gulv, men jeg rystede det hurtigt af mig.

Da jeg havde rejst mig op, kunne jeg se Josh sove ovre i en lænestol. Jeg smilede skævt, og gik ud af værelset. Mine fødder bar mig ud i køkkenet, da min mave føltes helt tom. Jeg åbnede køleskabet i håb om, at der muligvis var noget spiseligt. Jeg fandt nogle æg, parmesanost og noget skinke. Og efter at have ledt lidt videre i køkkenet, fandt jeg også nogle kartofler, så jeg besluttede mig for at lave omeletter. Til os alle sammen.

Jeg er egentlig ret god til at lave mad, hvis jeg selv skal sige det. Så jeg blev ganske tilfreds med resultatet af mine omeletter. Og jeg håbede også, at drengene ville kunne lide det. Jeg gik ud af køkkenet, og hen imod soveværelset igen. Forsigtigt og lydløst åbnede jeg døren derind til. En pludselig ringen fik mig til at springe lydløst op i luften. Jeg tog mig forskrækket til brystet, og mit hjerte racede derudaf. Mit blik faldt på den iPhone, som lå og lyste i sengen. Det måtte være Nialls. Jeg lænede mig ind over sengen, og tog fat i telefonen. Navnet ’Zayn’ lyste op på skærmen, mens et åndssvagt billede af Zayn var i baggrunden. Jeg smilede kort, og kiggede så ned på Niall. Han ville sikkert ikke have noget imod, at jeg tog telefonen, og han ville alligevel være for træt til selv at snakke i telefon.

Jeg trykkede på den grønne knap. ”Hallo?” hviskede jeg, og bakkede ligeså stille ud af værelset. ”Hallo? Hvem er det?” spurgte Zayn tilbage. Han var sikkert forvirret, hvilket var ganske forståeligt. Jeg lukkede døren efter mig. ”Det er Trish,” sagde jeg i et normalt toneleje.

”Trish! Er det dig?!” Hans stemme var høj, og jeg holdt mig ømt for det ene øre. Jeg havde en smule tømmermænd, så høje lyde var ikke det fedeste lige nu. ”Ja, det er mig.” svarede jeg roligt, og gik lidt rundt i stuen.

Zayn åndede lettet op, og begyndte at sige noget, da hans stemme pludselig blev erstattet af en pigestemme. ”Trish?! Er du okay?!” Stemmen var ikke til at tage fejl af, det var Perrie. Jeg begyndte at smile. ”Nogenlunde, jeg har det fint nok,” mumlede jeg. ”Har en smule hovedpine…” ”Forståeligt,” sagde Perrie lidt bekymret. Det var lidt rart, at de alle sammen virkede så bekymrede, det viste jo, at de faktisk holdt af mig. En lille smule måske?

”Skulle Zayn snakke med Niall?” spurgte jeg. ”Nej ikke sådan direkte, han ville ringe til Niall, så vi kunne høre, hvordan du havde det.” svarede Perrie. ”Åh, okay…”

”Trish? Må jeg ikke få dit nummer?” spurgte Perrie. Jeg hævede et øjenbryn. ”Ej altså Perrie, hvor vover du at spørge om mit nummer, når du har en kæreste!” jokede jeg. Perrie begyndte at grine. ”He will never know,” jokede hun tilbage, så jeg knækkede sammen i et grin. Bagefter gav jeg hende mit nummer, og hun gav også sit til mig. ”Så kan jeg ringe til dig, hvis jeg vil vide, hvordan du har det.” sagde Perrie med en tilfreds klang i stemmen.

Pludselig gik døren ind til soveværelset op, og Josh kom hurtigt ud. Hans blik blev roligt, det sekund han så mig, og han lukkede døren efter sig. ”Jeg er nødt til at løbe Perrie, jeg skriver, hvis der er noget. Hils Zayn!” sagde jeg hurtigt, og nåede lige at høre Perrie sige farvel, inden jeg lagde på. Jeg kiggede nervøst på Josh. Gad vide, hvordan han havde det.

”Godmorgen,” mumlede jeg, og kiggede ned på telefonen i min hånd. ”Jeg troede, at du stukket af, eller blevet kidnappet.” sagde Josh meget pludseligt. Jeg kiggede op på ham, og rystede på hovedet. ”Nu er du bare åndssvag,” grinte jeg lavt. ”Eller i hvert fald paranoid!”

Josh nikkede, og smilte til mig. ”Er du okay?” spurgte han. Jeg nikkede. ”Jeg har det fint nok, lad os bare… lade det ligge, jeg orker ikke at snakke om det nu.” svarede jeg bedende. ”Selvfølgelig,” sagde Josh forstående. Jeg nikkede ud mod køkkenet. ”Jeg har lavet morgenmad. Det skal nok lige varmes igen, men ellers er det klart til at blive spist.” forklarede jeg.

”Hvad har du lavet?” ”Omeletter.” Josh slikkede sig sultent om munden, da jeg sagde det, og jeg grinte kort af ham. ”Vil du ikke varme dem, så går jeg ind og vækker Niall.” foreslog jeg. Josh nikkede, og jeg pegede ud mod køkkenet, så han vidste, hvor det var. Bagefter gik jeg ind på soveværelset. Niall lå i den helt samme stilling som før. Jeg listede hen, og satte mig ved siden af ham. Han så virkelig fredfyldt ud, når han sov. Han lignede nærmest en engel. Mit hjerte bankede hårdere, og jeg lagde en hånd på mit bryst for at kontrollere det lidt bedre.

Stop hjerte, stop det. Du forvirrer mig seriøst bare mere.

Jeg lænede mit ansigt hen imod Nialls, og pressede forsigtigt mine læber mod hans kind. Han gryntede kort, hvilket næsten fik mig til at grine. Men i stedet kyssede jeg ham igen, bare på munden. Niall rynkede på næsen, og kløede sig lidt i øjnene, før han åbnede dem, og så på mig. ”Trish!” sagde han bekymret, og slog armene om mig. Jeg indåndede hans duft, mens jeg lukkede øjnene. Nialls hånd strøg hen over min ryg i svage bevægelser, og jeg puttede forsigtigt mit hoved ind til hans hals.

Han mumlede nogle ting, men jeg kunne ikke høre hvad, og det var egentlig også lige meget. Det eneste som betød noget, var, at han holdt om mig, og at jeg kunne høre hans dejlige irske accent, som fik mig til at føle mig tryg. Det er sikkert fordi, jeg kommer fra Irland, og hans accent minder mig om Irland, mit hjem.

Hans stemme har altid kunne berolige mig. Jeg ved ikke hvorfor, det er bare den effekt, han har på mig. Som i går, da jeg skulle falde ned igen, og han begyndte at synge. Det hjalp virkelig, jeg slappede hurtigt af. Men Niall synger jo også bare perfekt, og den slags. Hans stemme er så blid, og betryggende. Det var så lang tid siden, at jeg havde hørt Niall synge. Altså hvor vi var face to face. Og jeg havde næsten glemt, hvor fantastisk hans sangstemme var. Den gav mig kuldegysninger.

”Undskyld, at jeg lod dig ude af syne i går,” mumlede Niall. Jeg trak mig hurtigt fra ham, og rystede kraftigt på hovedet. ”Det er så meget ikke din skyld Niall! Jeg var pissefuld, og åndssvag, og anede ikke, hvad jeg lavede! Hvis det var nogens skyld, så var det min!” forsikrede jeg ham om. Min mistanke blev bekræftet. Han havde skyldfølelse, og det var noget af det, som jeg hadede mest. At give andre folk skyldfølelse. Så fik jeg selv skyldfølelse for at have givet dem skyldfølelse, og så blev det bare latterligt.

Jeg er ret latterlig nogle gange.

”Så lad os bare lade være med at give nogen skylden, for det var i hvert fald ikke din,” mumlede Niall, og kiggede mig i øjnene. Jeg gispede lydløst, da hans lyse blå øjne kiggede ind i mine. Er du gal, de er flotte. Jeg lukkede hurtigt øjnene, så jeg kunne ryste denne her følelse væk. Den var dum.

”Jeg har lavet morgenmad.” sagde jeg, og smilede. Niall smilte også bredt, og rejste sig op, hvorefter han tog min hånd, og hjalp mig op. ”Så lad os spise.”

***

Jeg blev hos Niall hele lørdagen, da jeg ikke orkede at gå hjem. Og til sidst, så fik jeg overtalt Josh til, at han godt måtte gå hjem, det hele skulle nok gå. Men den dreng er så stædig, så det var svært! Men det var blevet aften, og Niall og jeg havde spist aftensmad i pisse lang tid eftersom vi blev ved med at sidde og snakke og grine, og pludselig var klokken 22. ”Vi må hellere se at få taget af bordet!” grinede jeg, da jeg opdagede, hvor sent det var. Niall sukkede, og rejste sig. ”Jeg hader at rydde op,” mumlede han.

”Ditto!” indskød jeg, og lænede mig afslappende tilbage i min stol. Niall kiggede misbilligende på mig. ”Du skal også hjælpe!” beordrede han med et smil. Jeg rakte tunge af ham, eftersom jeg er så moden. Fuck det, man bliver aldrig for gammel til at række tunge af folk!

”Hmm, der er nogen som ikke får dessert,” mumlede Niall. Jeg måbede. ”Har du dessert?” spurgte jeg. Han hævede drillende et øjenbryn. ”Ben & Jerry’s,” sagde han med et smil, og jeg sværger, jeg kunne have dræbt ham. ”Men det kan man kun få, hvis man hjælper med at rydde op.”

Jeg stønnede frustreret, og rejste mig op. ”Okay far,” brokkede jeg mig, og grinede kort af Nialls utilfredse ansigtsudtryk. Vi hjalp hinanden med at tage ud af bordet, og smide de få rester af maden ud. ”Okay, hvis jeg vasker op, så tørrer du af, comprende?” foreslog jeg, da vi stod ude i køkkenet. ”Si!” sagde Niall selvsikkert, og tog et viskestykke, og svang det over skulderen på sig selv. Jeg tændte for vandet, og puttede noget opvaskemiddel på opvaskebørsten. Opvasken var heldigvis ikke så stor, da vi kun var to, som havde spist.

Jeg vaskede den første tallerken, og rakte Niall den. Han tørrede den af, før jeg havde vasket den anden ren. ”Bah, jeg keder mig,” stønnede han. Jeg kiggede forarget på ham. ”Så kan du da bare vaske op!” sagde jeg. Niall rystede på hovedet. ”Nah, can’t be arsed.” svarede han. ”Du er så doven, at det gør ondt.” sagde jeg, og himlede med øjnene. Jeg blev ved med at vaske den tallerken, jeg stod med, af, indtil jeg pludselig mærkede noget slå mig i røven.

Jeg skreg tøset, og kiggede på Niall, som stod med viskestykket vriddet, så man kunne ’piske’ folk med det. Han stod med et rigtig drenget smil på læben, mens han grinede af min reaktion. ”Fuck dig!” hvinede jeg, hvilket bare fik ham til at grine højere. Og derfor var jeg ikke i tvivl om, hvad jeg skulle gøre for at få hævn. Hurtigt plaskede jeg noget vand op på ham, så han straks stoppede med at grine.

Oh yeah, sweet sweet revenge.

Jeg grinede højlydt, og holdt mig på maven, da jeg nærmest fik kramper af det. ”Åh, er det sådan, vi leger?” spurgte han udfordrende, og før jeg nåede at sige noget, sprøjtede han selv noget af det beskidte opvaskevand op på mig. Jeg skreg igen, og kneb øjnene sammen. Jeg kiggede måbende på ham, og da jeg ville tage min hånd ned for at pjaske mere vand på ham, tog han også hurtigt sin hånd derned, så vandet sprøjtede til alle sider. Vi grinede begge to, og Niall tog hurtigt fat i en svamp, dyppede den i vandet, og kørte den bagefter rundt i hovedet på mig. ”Stop Niall!” grinede jeg skingert. ”Du gør mig våd!”

”Det sagde hun også i går,” grinede han lavt, og jeg slog hurtigt hans hånd væk. ”Hvor er du åndssvag!” sagde jeg, mens stilheden bredte sig. Jeg var nærmest gennemblødt, og derfor var jeg lidt sur over, at jeg ikke havde fået skiftet min trøje. Jeg havde stadig den, som jeg havde på til festen, på.

Vi kiggede begge forpustet på hinanden, mens vores smil krympede mere og mere. Som om stemningen blev mere alvorlig. Hurtigt rømmede jeg mig. ”Jeg rydder altså ikke alt det her op.” sagde jeg, og pegede på den gennemblødte køkkendisk, og den ufærdige opvask. Meget af gulvet var også helt søbet ind i vand. Niall smilte til mig, og varmen steg indeni mig. Derfor drejede jeg hurtigt rundt, og gik ud af køkkenet, og ind på Nialls værelse. ”Hent isen!” råbte jeg, mens jeg fandt en trøje, som jeg kunne tage på. En af Nialls trøjer, men det var lige meget. Jeg skiftede hurtigt, og tog i samme anledning også mine bukser af, hvorefter jeg smed mig i Nialls seng, og lagde mig godt til rette.

Jeg tændte for tv’et, som stod herinde, idet Niall kom ind med en bøtte Ben & Jerry’s og to skeer. Frås, frås, frås.
Jeg klappede tilfredst i mine hænder, og Niall satte sig ved siden af mig. Jeg rettede mig også op. Så jeg sad op, og så tog jeg fat i en ske. ”Cookie dough, det er som om, du vidste, at jeg havde en trang til det her!” sagde jeg begejstret, og tog en mundfuld is.

Oh my god, det smagte så godt.

Der kørte en film i fjernsynet, men Niall og jeg kiggede slet ikke på den, vi snakkede bare. Det føltes virkelig som i gamle dage- det var præcis sådan her, vores fredag/lørdag aften plejede at være, og jeg elskede det. Bare is og hygge med din bedste ven, hvem kunne ønske noget bedre?

Ingen.

”Hey Trish, du har is på næsen,” gjorde Niall mig opmærksom på. Jeg smilte en smule flovt, og før jeg nåede at fjerne det, kom Niall mig i forkøbet. Han tog det bare væk med fingeren, og smilte. Jeg begyndte at blive bange for, om jeg blev rød i hovedet, for sådan virkede det virkelig. Jeg plejede ikke at være sådan her. I hvert fald ikke overfor Niall. Det var som om, alt han gjorde, gjorde mig varm indeni. Og jeg var i tvivl om, hvordan jeg havde det med det.

Vi spiste isen færdig, og stillede den tomme bøtte med de to skeer, på Nialls natbord. Jeg gabte kort, og vi besluttede os for at lægge os til at sove. Jeg krøb under dynen, og Niall tog sit tøj af. Jeg lod mine øjne glide ned af ham, da han stod, kun i sine underbukser.

Damn. Der var noget ved Nialls krop, som var helt fantastisk. Den var ikke super pumpet, men det kunne jeg godt lide. Han lagde sig også ned under dynen, og ja, vi delte den. Og normalt ville jeg ikke have noget problem med det, men det var som om, det blev for meget nu. Niall pressede sig ind mod mig, og mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Jeg tog en dyb indånding, så mit kære hjerte kunne slappe lidt af, men det hjalp ikke, at Niall begyndte at snuse lidt til mit hår, og bagefter flette vores fingre.

Og det hele var perfekt. Jeg ville bare ligge sådan for evigt. Ikke noget med sex, ikke nødvendigvis noget med kys, bare at ligge så tæt på hinanden var nok. Pludselig brummede min mobil, som lå på natbordet. Jeg tog den kort, og blev næsten blændet, af det skarpe lys fra skærmen.

”Hej Trish, ville bare lige tjekke op på dig, har du det stadig okay? Ellers kan du bare ringe”-Perrie

Jeg bed mig lidt i læben. Jeg havde det egentlig fint, troede jeg. Jeg kunne ikke helt finde ud af det, og jeg var faktisk ret forvirret. Derfor valgte jeg at skrive tilbage.

”Hey Perrie. Jeg har det stadig fint, men jeg vil gerne snakke. Kan vi mødes i morgen et sted? Kun os ofc<3”- Trish

Jeg ventede tålmodigt på den næste besked, og pludselig kom den.

”Selvfølgelig! Kl. 12 inde i byen? Vi kan mødes ved London Eye :)”- Perrie

Jeg skrev tilbage, at det ville jeg gerne, og så var den aftale i hus. Jeg havde brug for at snakke med nogen. Nogen som ikke var Niall, og som faktisk var en pige. Jeg havde brug for pigeråd. For de her følelser, som jeg havde haft hele dagen, gik mig på. De skræmte mig nærmest. Hvad betød de? Jeg var så forvirret, og jeg blev også for træt til at tænke mere over det, så til sidst faldt jeg trygt i søvn i Nialls arme…

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Oka, sorry sorry sorry! Jeg har ikke opdateret i alt for lang tid, og jeg beklager meget! Der har været meget skole her for tiden, og så gik jeg bare i stå i historien, og bla bla! Men nu er her et nyt kapitel, og jeg håber virkelig ikke, at der går ligeså lang tid, før det næste kommer! Again, I'm so sorry!

Men tak fordi, at i stadig læser med, jeg kan ikke fatte, at der er 54, som har sat den på deres favorit liste! Det varmer virkelig mit hjerte!

Og btw, hvad tror I, at der sker nu? Hvad tror I, Trish føler, og hvad med Niall? Yes, skriv endelig en kommentar<3

(Og lige en sidste ting, tillykke til vores dejlige lille Harry, trist, at han ikke var med i kapitlet, men altså... 19 år, tænk engang, tiden går så hurtigt. Anyways, Happy b-day Harry<3<3<3)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...