Uproar ~ 1D

Efter Trish's forældre blev skilt, flyttede hendes mor til London, og tog Trish med sig. Hvert år tager hun tilbage til sin hjemby Mullingar, i Irland, for at besøge sin far. I bussen på vej derhen møder hun Niall fra det kendte boyband One Direction, og det viser sig, at de alle skal være i Mullingar på samme tid som hende. Trish bliver overrasket, for hende og Niall var venner, dengang hun boede i Mullingar, og måske kan hun få genopbygget venskabet igen. Hun begynder at være meget sammen med bandet i troen om, at der intet galt er i det. Men hun finder hurtigt ud af, hvor kompliceret kendtes liv kan være. Især kærlighedsliv.

(anstødende sprog og seksuelle scener kan fremkomme, bare så i ved det)

147Likes
288Kommentarer
69977Visninger
AA

39. Drained

Trishs synsvinkel

Jeg må sige: det her var nok den værste start på december, jeg nogensinde havde haft. Normalt plejede jeg at sidde hjemme i sofaen med et tæppe over mig og drikke varm kakao med Abby, det var nærmest en tradition. Det plejede altid at være en forholdsvis stille og rolig start på den skøre julemåned. Men dagen i dag var på ingen måde stille og rolig. Og det gik mig virkelig på. Lige så meget som, at drengene var skredet uden mig. Jeg havde ingen idé om, hvad der foregik lige nu, hvad de sad og snakkede om, om drengene blev skældt ud, eller om de fik forklaret sig. Og jeg vidste heller intet om Katie. Og hun gjorde mig virkelig nervøs; bare tanken om hende fik min mave til at krølle sig sammen.

Den lille strigle, jeg var sikker på, at hun havde planlagt det her fra starten! Og hvis det viste sig at være sandt, så ville jeg gennembanke hende. Det var det mindste, jeg kunne gøre for at hjælpe. Jeg ville bare hjælpe for fucks sake! Bare på en eller anden måde! Men lige nu turde jeg knapt blinke, for det ville sikkert bare sætte en kædereaktion i gang. Det var Zayns skyld, at jeg havde det sådan her. Ham og hans ’har du ikke gjort nok skade allerede’-blablabla, fuck dig!

Det var ondskabsfuldt sagt, det synes jeg virkelig. Jeg havde ikke gjort ham noget, ikke sådan personligt, det var ikke fordi, at det her var en stor plan om at ødelægge Zayns liv. Det havde aldrig været min hensigt at bringe drengenes karriere i fare, jeg ville bare ikke skilles fra Niall…

Niall. Jeg manglede ham lige nu. Jeg havde brug for ham, jeg havde brug for at høre hans blide stemme fortælle mig, at det hele nok skulle gå. Og han ville lægge armene om mig, mens vi lå på sofaen, og det hele ville være romantisk og perfekt, indtil Niall ville komme med en dum kommentar og drille mig og så bagefter tage mig på røven eller et eller andet pis. For sådan er Niall. Han er et fjols. Men det er det gode ved ham.

Han har altid været et fjols. Lige fra vi var små, har han været et fjols. Han var bare typen, der dummede sig hele tiden. Jeg kan utallige historier om Niall, der er åndssvag, men mange af dem er egentlig bare rigtig drengede, så det er nok derfor, jeg synes, det er ekstra åndssvagt. Derfor var det godt, at han også havde en ven som mig, ha. Jeg mener, Niall havde jo nogle drengevenner, og de var drenge og lavede dumme ting, som jeg også nogle gange var med til, men ellers så var det nok meget godt, at de havde en pige med i deres lille gruppe en gang i mellem. Bare så jeg kunne guide dem i den rigtige retning i visse situationer.

Som når de prøvede at score piger. Det var altid sjovt. Det var ikke fordi, de var mega dårlige til det, men nogle gange havde de lige brug for et tip eller to. For lad os indse det, de forstod slet ikke piger. For eksempel før Niall skulle til sin x-factor audition, så slog han op med sin kæreste. Af en eller anden grund havde han ikke snakket med mig om det først, så jeg fik ikke sagt, hvor fjollet jeg syntes, det ville være, hvis han gjorde det. Det var aftenen inden jeg skulle flytte til London, så jeg havde også travlt, men så var han kommet over og fortalt mig, at han havde slået op med hende, og så sukkede jeg af ham.

Jeg var til for at hjælpe Niall og forhindre ham i at tage de forkerte beslutninger. Det var min opgave her på jorden, lol, i hvert fald ifølge mig. Og derfor ville jeg også hjælpe ham nu!

Jeg havde bare ingen idé om, hvordan jeg skulle gøre det…

 

Efter at have rullet rundt i alle kroge på hotelværelset, rejste jeg mig endelig fra gulvet. ”Det her er jo latterligt,” mumlede jeg for mig selv. Selvom drengene syntes, at jeg skulle blande mig udenom, så betød det ikke, at det var det, jeg skulle. Det eneste problem, jeg havde, var, at jeg ikke rigtig vidste, hvordan jeg skulle hjælpe? Det bedste ville nok være, hvis jeg fik fat i Niall og spurgte ham om, hvordan mødet var gået. På den måde kunne jeg lægge en plan over, hvad vi skulle gøre.

Ja, det ville være det bedste og klogeste, men, hehe, jeg var ikke særlig klog i det øjeblik. Jeg havde stadigvæk tømmermænd, og det gjorde tit, at jeg ikke traf de klogeste beslutninger. Derfor tog jeg noget overtøj på og smuttede ud af døren. Jeg vidste knapt nok, hvor jeg var på vej hen, jeg var bare nødt til at komme ud af det hotelværelse! Det føltes som om, jeg var fanget, og jeg følte mig magtesløs derinde!

Jeg løb hen imod elevatoren og trykkede på knappen. Utålmodigt stod jeg og trippede lidt med mine store vinterstøvler, hvilket larmede en del, nu jeg tænker over det. Da elevatordørene endelig åbnede sig, skyndte jeg mig ind. Der stod allerede en dame derinde, så jeg prøvede at lade være med at opføre mig så rastløs, som jeg var. Min mobil ringede det sekund, jeg stod stille, og jeg tog den frem for at svare. Jeg nåede at få et kort glimt af skærmen, der viste e billede af Niall, så det var åbenbart ham, som ringede.

”Hey,” sagde jeg langtrukkent og dæmpede min stemme en smule. Det var lidt akavet at snakke i telefon i en elevator, når der var andre mennesker. ”Trish! Hun’ jeg…” begyndte Niall, og han lød en smule forpustet og næsten skræmt, hvilket gjorde mig rigtig utryg. ”J-jeg er nødt til at fortælle dig noget,” sagde han og begyndte at rode rundt i ordene, så jeg slet ikke kunne forstå ham.

”Ni, Ni-babe, slap af,” sagde jeg beroligende. ”Hvad sker der?”

Jeg har gjort noget dumt, hun,” svarede Niall, og det fik mig til at spænde en smule i kroppen. Jeg sukkede halvt og stillede mig foran elevatordøren, da den skulle til at åbne. ”Ni, skal jeg komme hen til dig, så du ka-”

NEJ! Trish, du må ikke forlade værelset, ingen må se dig!” råbte Niall ind i telefonen det sekund elevatoren åbnede, og det fik mig til at kaste mig ind mod væggen, så man ikke kunne se mig uden for elevatoren. Damen, der også var i elevatoren, kiggede underligt på mig og rystede kort på hovedet, inden hun gik ud.

”Hvad mener du med, at ingen må se mig?” spurgte jeg lavt og rynkede panden. Jeg havde allerede bange anelser. Jeg famlede mig frem til den rigtige knap at trykke på, og først da elevatordørene lukkede sig igen, kunne jeg ånde lettet op.

”Jeg har fucket det hele op,” sagde Niall hurtigt, ”Jeg… jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det her…”

”Babe, det er okay, bare tag dig god tid,” sagde jeg og prøvede at virke støttende, selvom jeg havde en rigtig følelse i kroppen. ”Nej, jeg skal sige det her hurtigt, jeg er stukket af fra prøverne, drengene leder sikkert efter mig,” sukkede Niall forpustet. Jeg gjorde store øjne og kiggede overrasket på min mobil.

”Øh, hva-” begyndte jeg, men Niall afbrød mig. ”Folk ved, at du er pigen.”

Mit hjerte gik i stå et kort øjeblik og uden at tænke over det, gled min mobil ud af hånden på mig, hvilket hurtigt fik mig til at fare sammen og gribe den, inden den ramte gulvet. ”Trish, hvad sker der?!” spurgte Niall uroligt, da han sikkert havde hørt mig tabe mobilen. ”Ikke noget, ikke noget,” skyndte jeg mig at sige, inden jeg kørte min hånd igennem mit hår, hvilket fik min hue til at lande på gulvet. ”Jeg er bare lidt… jeg…” Jeg satte mig ned og samlede min hue op, mens jeg ledte efter de rigtige ord at sige, men jeg var mundlam. Jeg følte mig ikke særlig sikker på nogen måde lige nu. Elevatoren åbnede, og jeg gik hurtigt ud af den og ned imod mit og Nialls værelse. Jeg begyndte at finde nøglen frem, mens Niall snakkede.

”Undskyld Trish, jeg er en idiot, jeg ved det, men Katie narrede mig o-” Mine øjne fløj pludselig op ved lyden af Katies navn. ”Katie,” sagde jeg hurtigt for at tjekke, om jeg havde hørt rigtigt, mens jeg åbnede døren. ”Narrede Katie dig til at afsløre det?!” spurgte jeg, mens vreden indeni mig steg.

”Ja hun gjorde…” indrømmede Niall og sukkede højlydt. Jeg lukkede døren efter mig, og stod lidt for at prøve at finde ud af, hvordan jeg skulle reagere på det her. Katie… var skyld i det her. Katie… havde narret Niall til det. Katie… var en oND LILLE HEKS!

”JEG MYRDER DEN KÆLLING!” skreg jeg af mine lungers fulde kraft, mens jeg kneb øjnene helt sammen. Jeg var så rasende. Jeg hadede Katie i forvejen, det havde jeg gjort fra første gang, jeg så hende, og det var som om, at hun blev ved med at forstærke mit had til hende.

”Hvad er der i vejen med hende!?” råbte jeg, mens jeg med besvær tog min jakke af. ”Nyder hun at ødelægge alt for os?!”

”Jeg ve-”

”Jeg tæver hende! Jeg tæver hende fucking gul og blå, jeg gør!” sagde jeg vredt og afbrød dermed Niall. Jeg kunne høre ham sukke, hvilket ikke ligefrem beroligede mig. ”Niall, jeg mener det, jeg finder hende og tæver hende til døde!”

For at være ærlig, så vidste jeg ikke på det tidspunkt, om jeg lavede sjov eller ej. Jeg var virkelig rasende; jeg havde lyst til at smadre min næve ind i fjæset på Katie! Hun ødelagde altid alting! Det var som om, hun hadede alt andet end sig selv!

”Trish, hvor meget jeg end ville elske det, så bliver du indenfor!” beordrede Niall alvorligt. Jeg bed tænderne sammen. ”Så jeg skal sidde her og rådne i ensomhed og hate fra dine fans, mens Katie render rundt udenfor og bliver behandlet som offeret, mens hun bader i omsorg og selvforelskelse?! Det tror jeg ikke Niall!” sagde jeg bestemt. Hvem troede han helt præcist jeg var? Jeg ville ikke finde mig i det, Katie havde gjort!

”Trish, jeg forstår dig, men bliv! De andre piger skulle vistnok snart ankomme til hotellet, så er du ikke alene. Og bare rolig, vi tager os af Katie senere, men lige nu er du nødt til at gøre, som jeg siger! Please hun, jeg vil bare ikke…” sagde Niall og sænkede stemmen til sidst, inden han holdt en pause. ”Jeg vil bare ikke have, at du roder dig ud i flere problemer, end dem jeg allerede har givet dig.”

Jeg stønnede en smule frustreret, inden jeg kørte min ene hånd rundt i ansigtet på mig selv. ”Niall, det her er ikke din skyld,” sukkede jeg og lænede mig op ad væggen bag mig, hvorefter jeg sank ned på gulvet. ”Du er et fjols, men det her er ikke din skyld,” grinte jeg svagt, og jeg kunne høre på Niall, at det også muntrede ham lidt op.

”Det er ikke rart, når du lyder så skræmt, ved du godt det?” spurgte jeg og legede en smule med mit hår. ”Du plejer altid at være så glad… jeg kan bedst lide dig, når du er glad.”

”Jeg kan også bedst lide at være glad, men altså…” smågrinte Niall, ”Det er lidt svært, når der ikke er noget at være glad over.”

”Der er masser at være glad over, Ni,” sagde jeg og kiggede fraværende rundt i rummet. ”Dig og drengene skal optræde i Madison Square Garden om to dage! Det er et fantastisk sted, en af de største arenaer i verdenen! Er det ikke noget at være glad over?” spurgte jeg med et smil. Niall fnøs kort.

Jo… jo det er det,” mumlede han. ”… du er fantastisk Trish.

”Hvorfor siger du pludselig det, jeg troede, jeg skabte problemer,” jokede jeg og krummede mig en smule sammen. ”Nah, det er ikke så slemt endda… men jeg mener… grunden til, at jeg sidder og smiler lige nu, det er dig.” sagde Niall sødt, og det fik den røde farve til at stige op i mine kinder. Niall var nok den eneste person, som kunne få mig til at rødme, det er lidt utroligt, ikke?

”Det er mit job Niall. At få dig til at smile,” sagde jeg og lagde hovedet på skrå. Niall trak vejret dybt. ”Jeg elsker dig.

Det var utroligt, hvor stærkt min krop altid reagerede, når han sagde det. Som om et fyrværkeri startede indeni den. Hele min krop blev bare varm, og jeg fik en så rolig og behagelig følelse i brystet. Jeg elskede Niall så højt, hvilket gjorde tanken om at undvære ham ulidelig.

Mine øjne blev blanke, da vandet steg op i dem, hvilket gjorde mit blik lidt sløret. Jeg fnes kort, inden jeg smilede let. ”Jeg elsker også dig,” mumlede jeg og kiggede ned. Vi var stille i et øjeblik. Vi behøvede ikke sige noget til hinanden, det var nok at vide, at den anden sad med mobilen i hånden og smilede, samtidig med at man svagt kunne høre deres åndedrag. Det var nok. Mere end rigeligt. Det var som om stilheden hviskede ’jeg elsker dig’ om og om igen, som om den ville bevise, at kærligheden ikke behøver blive udtrykket gennem ord. Og det hele var bare så rart og fredeligt.

 -Indtil jeg pludselig kunne høre larm gennem telefonen. ”Shit,” mumlede Niall, og før jeg kunne nå at spørge, hvad der skete, kunne jeg pludselig svagt høre drengenes stemmer.

Hvad fuck har du gang i?!” råbte en af drengene, og det lød som Louis. ”Det her er grænsen, giv os din telefon!” Jeg spærrede overrasket øjnene op. Drengene lød virkelig vrede, og det gjorde mig lidt utryg.

Det kan I ikke, jeg er nødt til at være i stand til at kunne komme i kontakt med Trish,” sagde Niall uroligt, og jeg kunne svagt høre Zayn brokke sig over ham, hvorefter der kom en del støj på linjen. ”Okay, Trish, hun, bare bliv hjemme, lov mig det, vi ses senere!” råbte Niall ind i telefonen, og jeg kunne mærke, at jeg ikke havde lyst til, at han lagde på. Jeg havde det ikke for godt lige nu, jeg ville bare så gerne snakke med ham.

”Ni?!” spurgte jeg højt, indtil opkaldet blev afbrudt. Jeg kiggede tomt ned på min telefon, inden jeg kastede den væk fra mig.

Pis.

Jeg kørte frustreret mine hænder rundt i mit ansigt og gennem mit hår, inden jeg hvilede mit hoved på mine knæ. Det her var så frustrerende, og det drænede mig fuldstændig for energi. Nu havde både mig og Niall dummet os. Genialt.

Jeg fik kæmpet mig op og stå, hvorefter jeg gik hen til computeren, der lå i sofaen. Der måtte være en artikel, så jeg kunne finde ud af præcis, hvad Niall havde sagt. Desuden, så kunne jeg også se, hvordan folk på blandt andet twitter reagerede. Om jeg skulle til at vænne mig til hate, eller om de faktisk kunne styre sig en smule.

Jeg åbnede computeren, som stadig var tændt og fandt hurtigt en artikel på nettet. Jeg læste den kun overfladisk igennem, men det var nok til at forstå situationen. Niall var djævlen, og Katie var englen. Det pissede mig så meget af. Jeg var så irriteret på alle de mennesker, der dømte mig og Niall på grund af det her, for de anede ikke en skid! De fattede ikke situationen, de forstod intet! Og derfor kunne de heller ikke tillade sig at kalde Niall for et dårligt menneske. Han var sammen med en, som han faktisk kunne lide! Og det var frivilligt! Men det var der ingen, der vidste.

Jeg gik ind på min egen twitter og kiggede lidt på mine mentions, som absolut ikke var positive. Jeg havde ikke det store problem med at blive kaldt ’bitch’ og den slags, men når der var mange, der bare nedgjorde en, så gjorde det lidt ondt. Men jeg måtte vende det til noget positivt. Det var nogle virkelig sørgelige mennesker, der brugte deres tid på det her. Jeg havde lyst til at give dem flabede svar, men lige nu var nok ikke det bedste tidspunkt at gøre det på.

Et dybt suk forlod mine læber, inden jeg klappede computeren i. Jeg kunne ikke overskue noget af det her lige nu. Jeg rejste mig fra sofaen og begyndte at gå lidt rundt, indtil jeg havnede inde i soveværelset. Jeg gik hen til vindueskarmen og kiggede ud. Der rendte nogle fans og fotografer rundt ude foran hotellet, kunne jeg se. Det fik mig til at sukke endnu en gang. Var det sådan her, det ville være fremover?

Jeg nåede ikke at tænke meget mere, inden en bil parkerede foran hotellet, og jeg kunne se Perrie, Eleanor og Danielle stige ud af den. En lille gnist blev tændt inden i mig ved tanken om selskab.

Hurtigt vendte jeg rundt for at løbe ned og tage imod dem, da jeg huskede, at Niall gjorde meget ud af, at jeg ikke måtte blive set. Derfor tog jeg hurtigt en af mine hættetrøjer over mig, samt en af Nialls snapbacks. Jeg hev hætten over hovedet på mig, selvom det ser latterligt ud ifølge mig, hvorefter jeg løb ud af hotelværelset og ned af gangen hen imod elevatoren… igen.

Elevatortuen var hurtig, og idet sekund jeg steg ud, var pigerne kommet ind af døren til hotellet. Jeg luntede forsigtigt hen til dem og prikkede Eleanor på skulderen, hvilket fik hende til at vende sit hoved mod mig. ”Tris-?!” Jeg lagde min hånd over hendes mund for at afbryde hendes overraskede råb. Bare for en sikkerheds skyld, var det nok ikke det klogeste at råbe mit navn højt lige nu. ”Jeg prøver ikke at vække opmærksomhed, in case you didn’t know,” mumlede jeg og fjernede min hånd, så et diskret grin forlod hendes læber.

”Kom med, vi skal lige tjekke ind,” sagde hun og pegede over mod de andre piger, som allerede stod og var ved at tjekke ind. Jeg gik med Eleanor derhen. ”Se, hvem jeg fandt!” sagde hun, da vi var kommet hen til Perrie og Danielle. ”Det var mig, der fandt dig,” påpegede jeg, inden Danielle krammede mig.

”Hej Trish!” mumlede hun, inden hun trak sig fra mig. ”Du er på røven!” Hun så en smule bekymret på mig, og jeg gættede på, at pigerne også havde set artiklen om Niall og jeg. Jeg sukkede. ”Jeg ved deeeeet,” stønnede jeg.

Pigerne fulgte efter mig hen til elevatoren og hen til mig og op på mig og Nialls værelse, eftersom de var lidt i tvivl om, hvilke værelser de skulle være på. Perrie ville jo gerne dele værelse med Zayn, men lige nu delte han værelse med Louis, så en af dem skulle rykke og bla bla, det var sådan nogle problemer de havde.

”Godt så, kan du forklare, præcis hvad der er sket?” spurgte Perrie nysgerrigt og satte sig i sofaen ved siden af mig. Jeg tog en dyb indånding. ”Der er ikke så meget at forklare, mig og Niall er blevet opdaget,” sagde jeg og hev mine ben op under mig. ”Og nu ved jeg ikke…” mumlede jeg og kiggede på Perrie, der tog sin hue af og afslørede en lilla hårfarve. ”Oh my God!” udbrød jeg og kiggede på hende. ”Dit hår!”

Perrie smilede. ”Hvad synes du?” spurgte hun, og jeg rettede mig straks op for at se ordentligt på hendes hår. ”Jeg er vild med det! Du ved ikke, hvor meget jeg elsker at farve hår! Jeg savner det faktisk,” sagde jeg og rørte ved Perries hår.

”Du kan da bare farve det, kan du ikke?” spurgte Danielle, og jeg trak på skuldrene. ”Jeg ved ikke… det er jo ikke så sundt for håret, og desuden…” Jeg smilte diskret og kiggede kort ned. ”Niall kan bedst lide mig med sort hår.”

Perrie fnes. ”Jeg tror også, at Zayn kunne lide mit lyse hår, men det afholdte mig ikke fra at farve det!”

”Nej, jeg ved godt, at jeg ikke skal gøre alt for at gøre Niall glad, men jeg skaber nok problemer for tiden, så jeg tror, han får et hjerteanfald, hvis han kommer hjem og ser, at jeg pludselig har en anden hårfarve!” sagde jeg lidt trist.

”Hey søde, det hele skal nok gå,” beroligede Eleanor mig og aede mig over ryggen. Jeg kiggede lidt skeptisk på hende. ”Virkelig? For lige nu så hader alle mig.”

”Hvad mener du?” spurgte Perrie. Jeg rystede på hovedet. ”Alle drengenes fans, alle Katies fans, journalister, de ser mig som den onde. De ser mig og Niall som de onde, mens Katie er offeret. Det dræner mig fuldstændig for energi,” sagde jeg og hvilede mit hoved på mine knæ.

”Det er bare fordi, de ikke kender sandheden, Trish,” skyndte Eleanor sig at sige. ”Hvis de gjorde det, så ville de ikke behandle dig som skurken.”

Jeg kiggede langsomt op. ’Hvis de kendte sandheden’? Ja gid de kendte den. Men vi kunne jo ikke bare fortælle offentligheden sandheden, vel? Det ville jo ødelægge alting… tror jeg? Nu jeg tænker over det, hvad er der egentlig så slemt ved, at folk får sandheden at vide? Jeg mener, folk ved allerede, at Niall og jeg har været sammen, og management er i forvejen sure på Niall over det, så hvad er det værste, der nu kan ske? Tværtimod er det en god ting, hvis vi forklarer det hele! Folk vil ikke se mig og Niall som de onde, Katie bliver ydmyget, og management lærer, at de ikke kan bestemme over Niall!

”Piger,” sagde jeg spændt, mens et smil bredte sig på mine læber. ”Jeg tror, jeg ved, hvordan vi vender det her om!”

Vi havde slet ikke overvejet at fortælle sandheden, selvom det ville redde os selv. Hvor åndssvagt af os! Hvis jeg kunne få Niall og de andre med på denne her idé, så kunne jeg faktisk redde os! Så kunne jeg rode bod på alle de problemer, jeg havde skabt!

Det var perfekt. Nu håbede jeg bare, at mit forslag ikke blev nedstemt.

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Well, well, well, måske har Trish fat i noget? Hvad tror I? Er det en god idé? Eller skal det lige gennemtænkes lidt mere?

Undskyld for den sene update, men jeg skulle lige igennem mine sidste eksamener, og her i onsdags var jeg så til dimission, og jeg er nu helt færdig med folkeskolen!

Desværre går der også tid før næste update, for i morgen skal jeg på ferie (jeg har stadig ikke pakket, oops<3) og jeg er først hjemme næste onsdag. Til gengæld har jeg også en ”overraskelse” til jer, når jeg kommer hjem :) Jeg skriver en mumble om det, her om lidt, så stay tuned!

Det er alt fra nu, jeg håber I nyder kapitlet! <3 Love ya all!

(Og btw, undskyld, men kapitlet er ikke rettet igennem</3)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...