Uproar ~ 1D

Efter Trish's forældre blev skilt, flyttede hendes mor til London, og tog Trish med sig. Hvert år tager hun tilbage til sin hjemby Mullingar, i Irland, for at besøge sin far. I bussen på vej derhen møder hun Niall fra det kendte boyband One Direction, og det viser sig, at de alle skal være i Mullingar på samme tid som hende. Trish bliver overrasket, for hende og Niall var venner, dengang hun boede i Mullingar, og måske kan hun få genopbygget venskabet igen. Hun begynder at være meget sammen med bandet i troen om, at der intet galt er i det. Men hun finder hurtigt ud af, hvor kompliceret kendtes liv kan være. Især kærlighedsliv.

(anstødende sprog og seksuelle scener kan fremkomme, bare så i ved det)

146Likes
288Kommentarer
69601Visninger
AA

3. Confused

Jeg hoppede forsigtigt ud af bussen, med min taske over skulderen, og min kuffert i hånden. Jeg spejdede rundt efter min far, og blev glad da jeg så ham stå og vinke. Jeg løb hurtigt over mod ham. "Far!" sagde jeg muntert, og gav ham et kram. "Hej Trish! Hvad skal den krigsmaling til for?" Jeg tog mig til ansigtet. "Slap af, det er bare makeup." Jeg begyndte at grine, da min far rystede opgivende på hovedet. "Jamen dog pigebarn, har du ikke mere tøj på?!" Min far kiggede på mig. Jeg stod i nogle blå shorts og en sort top med en kort jakke ude over. "Det er ikke sommer mere Trish, det er efterår! Se at få skiftet når du vi kommer hjem!" Jeg sukkede. Ja okay, det var den 8. september, jeg tror lige, at du skal tage dig sammen.

"Hey!" sagde en stemme bag mig. Jeg vendte mig om, og så på Niall. "Du smuttede jo bare." "Undskyld! Jeg havde bare sådan glædet mig til at se min far." sagde jeg, og smilte. Min far så utilfreds på Niall. "Trish, hvem er det?" spurgte han surt. Altså far. Så overbeskyttende. Ikke at det nogensinde har stoppet mig i noget. "Så så far, det er Niall! Kan du ikke huske ham?" Han rystede lidt på hovedet. "Kom nu far! Niall! Min allerbedste ven?" Min far hævede det ene øjenbryn. "Joo, jeg tror, at der er en lille klokke, der ringer." Han smilede til Niall, som smilede igen. "Hey Niall, jeg ville rigtig gerne snakke mere med dig, men jeg skal også være lidt sammen med min far." sagde jeg, og kiggede på Niall. Han nikkede forstående. "Men det kan være, at jeg kommer over senere? Hvis det er okay?" Niall begyndte at smile "Det er altid okay!" "Fedt! Kom far, lad os gå."

 

Jeg smed mig i min seng. Jeg eeeelsker mit værelse herhjemme. "Faaaaaaaaaar!" råbte jeg, og ventede på et svar. I stedet hørte jeg nogen bevæge sig op ad trapperne. "Ja?" spurgte han, og kiggede på mig, som lå og dasede i sengen. "Hvornår er der mad?" Han grinede af mig. "Jeg kan begynde at lave noget om lidt." Jeg smilede, og fandt min telefon frem. jeg havde fået en besked fra Abby. "Hey sis, sidder i bussen nu. Buuuh lang bustur, men er på vej<3"- Abby<3 "Hey far én ting til!" råbte jeg, før han gik ned. "Abby er på vej." Min far nikkede, og gik ned.

In case you didn't know, så er Abby min lillesøster. Min 14-årige lillesøster, som kunne være meget øretæveindbydende, men også helt fantastisk! Vi plejede at følges hjem til min far, men Abby havde overnattet hos nogle veninder, og besluttede selv at tage af sted. Jeg besluttede at svare hende. "Fint nok lille du<3 gæt forresten hvem der også er her! Niall motherfucking Horan! Er det ikke nice?"- Trish Jeg trykkede på send. Fik jeg nævnt, at Abby er en kæmpe directioner?

Nej?

Nå, men nu ved i det!

Hun er helt besat. Har titusinde plakater med dem, og købt merchandise for flere hudrede kroner osv. osv. Ikke lang tid efter fik jeg svar på min sms. Den gav ikke så meget mening, eftersom hun var helt ekstatisk. "asdfghjkl seriæøst omg det ervildt omg jeg er sp slykkelig! jeg vil bevøge mig ,med lysets hastighed for at komme derover!"- Abby<3 Altså, hvad er det for en måde at skrive på? Ram de rigtige taster søde! Jeg begyndte at grine en smule, og lagde så telefonen fra mig. Hvor var det mærkeligt at have set Niall igen. Det var fantastisk! Men også mærkeligt. Især fordi han var blevet mega lækker! 

Omg akavet alligevel.

Vi var bedste venner, jeg skal ikke synes, at han er hot! Det er bare... forkert y'know?

Argh hul i det, venner kunne vel også godt synes, at hinanden var lækre!

Jeg mener, Niall må jo have tænkt det præcis samme, da han så mig.

For jeg er lækker okay?!

Det er bedre at have et højt selvværd end et lavt selvværd, så hver morgen når jeg vågner, så siger jeg bare til mig selv: Du. Er. HOT!

Det fede er, at til sidst så tror man på det.

Jeg gør i hvert fald.

I kunne jo tage at prøve det!

Men måske er det en dårlig idé, hvis i alle prøver det, for så bliver verdenen fyldt med sådan nogle selvglade bitches som mig.

Yeah, jeg er en bitch. Det er vi vel alle en gang imellem. Og hvis du vover at påstå det modsatte, så kan du godt skride! Jeg er træt af de mennesker, som tror, at de er perfekte! For perfekt er kedeligt okay? Det er bare kedeligt! Hvilket også er en af grundene til, at jeg farvede mit hår dengang. Faktisk så gjorde jeg det første gang, da jeg var 14 år. Det blev blåt. Der havde nok ikke været noget problem, hvis bare jeg havde fået lov af mine forældre.

Ups.

Ah well, det er bare mig i en nøddeskal. Ikke tænke over konsekvenserne, bare handle! Hvilket ikke altid er godt.

Men fuck det!

YOLO!

Nej. Ikke yolo.

Det er virkelig for kikset.

Min far stak hovedet ind igen. "Jeg venter med at lave mad til Abby er en halv time væk, er det okay?" Jeg nikkede, og rejste mig fra sengen. "Jeg kan godt få en time til at gå." sagde jeg energisk, og gik forbi min far. På vej ned af trappen råbte han efter mig. "Skal du over til Niall?" Jeg stivnede på trappen. Han lød iiiiiiikke glad. "Ja? Må jeg da ikke det?" spurgte jeg, og kiggede bagud. Min far stod med et utilfreds blik. "Han er en ven ikke sandt?" Jeg rullede med øjnene. "Far, det er utroligt, at du ikke kan huske ham! Jeg var hele tiden sammen med ham!" Min far kløede sig i sit overskæg. "Kom nu! Niall er en sød fyr. Det er også kun i en times tid. Please?" Jeg spærrede øjnene op, og lavede hundeøjne. Min far falder for dem hver gang, inklusiv denne gang. Han pegede mod døren, som tegn til, at det var godkendt. Jeg løb op, og gav ham et kram, inden jeg løb ned igen, og ud af døren.

 

Niall og jeg boede tæt på hinanden, så jeg var henne ved hans hus på nul komma fem! Jeg bankede bestemt på døren. Dengang vi var venner plejede jeg faktisk bare at gå ind, men jeg tror, at det vil være en dårlig idé lige nu. Døren gik op, og Niall stod i døren. "Hey! Er du her allerede?" spurgte han forvirret. Jeg lagde hovedet på skrå. "Ja, der går et stykke tid, før der er mad, så jeg ville slå tiden ihjel hos dig!" Jeg gik indenfor.

Jeg ville ikke kalde mig selv indadvendt.

Slet ikke når vi snakker om en, som jeg har kendt siden jeg var lille!

Han kunne lige så godt tage at vænne sig til det... IGEN!

Niall lukkede døren efter sig. En stemme lød indefra stuen. "Hvem er det Niall?" Jeg kunne da godt genkende den stemme. Hans far rejste sig op, og kiggede på mig. Niall lagde en hånd på min skulder. "Far, du kan godt huske Trish ikke?" Nialls far kiggede på mig, og begyndte at smile. "Trish!" Tænk, jeg havde forandret mig en hel masse, men Nialls far kunne kende mig, hvorimod Niall lignede nogenlunde sig selv, og min far kan stadig ikke helt huske ham. "Du er blevet stor." Jeg bukkede mig lidt for ham, og smilte. "Jeg vidste ikke, at du skulle have flere gæster Niall." sagde han, og kiggede på Niall. "Flere?" sagde jeg, og kiggede op på Niall. "Hvem er de andre?" Niall smilte til mig. "Du kan jo komme ovenpå og se." Han pegede op mod trapperne.  Jeg løftede det ene øjenbryn, og begyndte straks at gå op.

Jeg kendte selvfølgelig vejen til Nialls værelse, og gik med det samme hen og tog fat i dørhåndtaget. Niall nikkede bekræftende, som om at jeg bare kunne gå ind, hvis jeg ville. "Nu har du ikke et eller andet syret derinde vel?" spurgte jeg, og kiggede på ham. Han begyndte at grine lidt. "Nej det ville jeg ikke kalde det. Men prøv dog at kigge efter!"

Challenge accepted!

Jeg hev døren op, og så fire drenge som var ved at splitte hele værelset ad. De stoppede ikke da døren gik op, og jeg kiggede forbløffet på Niall. "Jeg ved ikke. Det virker da en smule sært." drillede jeg, og pegede derind. Det gik først op for Niall nu, hvad de havde gang i. "Hvad laver i?!" råbte han, og gik hurtigt ind. Han hev nogle papirer ud af hånden på en af de andre drenge. Han havde mørkt hår, mørke øjne og et ret charmerende smil. "Vi kigger bare dit gamle værelse igennem!" sagde han, og kiggede på de andre. "Ja, det kan være, at vi finder ud af nogle hemmeligheder omkring dig!" sagde en af de andre drenge, som havde brunt hår, og nogle blå/grå øjne. "Hvilke hemmeligheder skulle jeg have? Jeg tror da, det er lige før, at i kender dem alle." sagde Niall. Drengen med det krøllede hår pegede på mig. "Du har da ikke fortalt os, hvem den søde pige der i døren er!" Niall vendte sig om mod mig. "Åh, ja, det er Trish!" Niall begyndte at vinke mig hen imod ham. "Bare rolig, vi bider ikke! Du skal ikke være genert!" lo ham krøltoppen.

Genert?

Bitch please, ved du hvem jeg er?

... okay, det gør du ikke, men om lidt! Så gør du.

Jeg smækkede døren i, og gik hen til Niall. Jeg følte mig lille, når jeg stod ved siden af ham. Hvor høj var Niall mon? Jeg var i hvert fald mindre! "Hey." sagde jeg, og smilte til dem alle. Jeg kiggede lidt rundt omkring, og pludselig faldt deres ansigter og stemmer, mig meget bekendt.

Holy fucking shit!

"I er jo One Direction!" udbrød jeg, og pegede på dem én efter én. "Du er Harry, og du er Zayn, og du er Louis, og du er Liam!" "Og du er... Trish?" spurgte Zayn usikkert.

Suk. Den lækre Zayn kunne huske mit navn.

"Aaw, du kunne huske det! Jeg er beæret." sagde jeg ironisk, og tog mig til brystet. De begyndte at grine. "Er det dig, som er Nialls gamle ven?" spurgte Liam mig, og jeg kiggede hurtigt på Niall. Hvor sødt, du har allerede fortalt dem om mig! Det er fordi, jeg er awesome ikke sandt? Jeg kiggede stolt tilbage på Liam. "Jo. Jo det er mig." "Så må du da kende nogle hemmeligheder om Niall!" sagde Louis, og rejste sig fra gulvet. Jeg fnes kort. "Jeg ved jo ikke, hvad i ved, men jeg kan fortælle jer, at Niall gemmer sine pornoblade derhenne." Jeg pegede over mod et skab, som Louis og Harry straks styrtede hen til. Niall protesterede, og løb hurtigt hen for at stoppe dem. "Fandme nej!" råbte han, mens han løb. Han stillede sig foran skabet. "For det første!" sagde han, og hævede stemmen. "Stop med at rode i mine ting! Og slet ikke mine...private ting! Vi har en pige på besøg!" Jeg fnøs. "Niall, du burde kende mig bedre. Så sart er jeg ikke." Han begyndte at grine, men blev så seriøs igen. "For det andet!" Han tog en dyb indånding, og kiggede på mig med rynket pande. "Hvor fuck ved du det fra?!" spurgte han skingert, hvilket fik de andre drenge til at grine. "Niall, vi var venner i sådan 7 år, jeg kendte næsten dit værelse bedre end mit eget." Jeg smed mig på sengen. Jeg følte mig ligesom hjemme her. Harry satte sig overfor mig. Han kiggede underligt på mig. Har du et problem? "Nå..." mumlede jeg, og kiggede tilbage på ham. "Hvad laver i egentlig her? Burde i ikke være ude, og nyde popstjerne livet?" Harry grinte kort. "Nej, ikke lige nu." Zayn deltog i samtalen. "Vi er her for at fejre Niall." sagde han. Jeg satte mig op, så jeg hvilede min vægt på mine albuer. "Fejre ham?" Niall trak på skuldrene. "Jaa du ved, jeg har snart fødselsdag og alt det der." Jeg sprang op fra sengen. "Det er da også rigtigt! Det er den 13. ikke også?" Han nikkede, og jeg tog det som en sejr. Jeg kunne stadig huske hans fødselsdag! 

High five for at være den sejeste ven ever!

"Aaah, du bliver 19 år?" spurte jeg. Endnu en gang nikkede han. Jeg prikkede ham i maven. "Det er også rigtigt, jeg er ældre end dig!" Jeg sendte ham et smil. "Hvor gammel er du da?" spurgte Louis, og så på mig. "Mig? Jeg er 19." svarede jeg. "Fødselsdag i marts!" Kort efter ringede min telefon. Jeg fik den fumlet op af min bukselomme, og tog den op til øret. "Sup?" "Hey Trish! Jeg er der om sådan en halv times tid, vil du sige det til far?" Abby's stemme skrattede, men det var på grund af støjen på bussen. "Øhm, jeg er ikke hjemme lige nu, men jeg sender ham en sms."

"Vent. Hvis du ikke er hjemme, hvor er du så?" spurgte hun nysgerrigt. Jeg smilte til drengene. "Vil du virkelig vide det?" Abby gispede. "Oh my god! Du er sammen med Niall, er du ikke også!" "Faktisk," startede jeg, og begyndte at gå rundt i værelset. Drengene snakkede om et eller andet imens. "så er jeg sammen med hele One Direction." En smerte skød gennem mit øre, da Abby udstødte et skrig, som ville have gjort mig døv, hvis jeg stod ved siden af hende. Drengene kiggede lamslået på mig, da de hørte skriget. "Hvad sker der?" hviskede Zayn bekymret. "Jeg snakker bare i telefon med en ææææægte directioner! Men hør her Ab, du må ikke skrige sådan, tænk på de andre i bussen!" Hun begyndte i stedet at fnise. "Må jeg ikke tale med en af dem! Pleaseeeeee!" Jeg kiggede på drengene, og holdt hånden over min telefon. "Hey drenge, min søster er en mega fan, må hun ikke snakke med en af jer?" Liam kiggede skeptisk på telefonen. "Har hun tænkt sig at skrige sådan igen?" Jeg lo kort, og tog telefonen op til øret igen. "Du skal vist love ikke at skrige søde." "Arg oh my god, det lover jeg!!! Jeg mener... selvfølgelig." "Hun lover, at hun ikke skriger." Liam gik over til mig. "Så vil jeg da godt sige hej." Jeg gav ham min telefon, og han begyndte at snakke med hende. Niall kiggede på mig. "Vent, er det Abby, han snakker med?" Jeg nikkede. "Du ved ikke, hvor trist hun blev over, at vi flyttede, da hun så jer i xfactor." "Wow, jeg har jo heller ikke snakket med hende i 3 år! Hun må også have forandret sig en del." Jeg stirrede på ham. "Ja, sidst du så hende, så var hun 11 år, og nu er hun 14. Der sker en del der!" Han grinte forlegent, og jeg begyndte automatisk at smile.

Jeg havde savnet ham, havde jeg ikke?

Liam gav mig min telefon. "Hun lagde på." Jeg tog den i lommen. "Nå, men jeg skal snart spise, så jeg tror, at vi må snakkes ved en anden dag." "Farvel Trish!" sagde Harry, og vinkede.

Jear okay, bye bye du...

"Her, jeg følger dig ud." sagde Niall, og gik med mig ud. Jeg gik ned af trappen, og som den gentleman Niall var, så åbnede han døren for mig. Jeg gik udenfor, og han fulgte med, så døren smækkede.

"Det var virkelig godt at se dig Niall." sagde jeg, og lagde hovedet på skrå. Han nikkede, og stak sine hænder i lommerne. "Jeg vil forresten spørge dig, om du ville komme til min fest?" Jeg begyndte at smile. "Din fødselsdag? Ja, hvorfor ikke. Hvornår er det?" "Det er den 12. altså dagen før min rigtige fødselsdag." Jeg smilte til ham, og gik lidt tættere på ham. "Det vil jeg rigtig gerne." Han rakte mig et stykke papir. "Her er mit nummer. Hvis du skal have lidt nærmere info omkring den." Han kiggede mig i øjnene. Suk. Hans øjne er virkelig flotte. "Jeg havde helt glemt, hvor flotte dine øjne er." sagde han.

Hey, det var da min replik.

Jeg fnes kort, og kiggede ned. Mit hjerte bankede. Det var mærkeligt. Forsigtigt plantede Niall et kys på min kind. "Vi ses." sagde han kærligt, og gik ind af døren. Jeg stod næsten lamslået tilbage på dørtrinnet. Hvad skete der lige her? Jeg trådte bagud, og snublede næsten ned af dørtrinnet. Jeg vendte mig hurtigt om, og gik med hurtige skridt hjem. Niall gav mig et kys. Han gav mig et kys? Fuck, det her er forvirrende. Det er underligt. Vi er jo venner. Okay, jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde haft mindst et crush på ham, i den tid vi var venner, men det var jo dengang. Jeg ville tro, at vi skulle være venner nu, men Niall havde måske noget andet planlagt? Neeej. Eller hvad? Jeg må bare holde øje med nogle signaler næste gang, vi er sammen.

Jeg hoppede ind ad døren. "Faaaaar! Du skal begynde at lave mad, Abby er her snart!" råbte jeg, og begyndte at gå op af trappen. Jeg smed mig på sengen, og fandt min telefon frem. Jeg havde papiret med Nialls nummer i den ene hånd. Jeg måtte hellere få det skrevet det ind, mens jeg huskede det. Jeg satte mig op, og fandt min taske frem. Forsigtigt hev jeg min computer op, og tændte for den. Jeg gik straks på twitter, og den første tweet jeg så var Niall(Ja, selvfølgelig følger jeg ham): "Wow jeg mødte en som jeg ikke har set i lang tid i dag! #Fantastic!" Jeg begyndte at smile. For han snakkede vel om mig? Jeg sad i et stykke tid, og stirrede på tweeten. Folk blev ved med at spørge "Hvem var det?" og "Var det en gammel ven?" eller "var det en pige?" Til sidst besluttede jeg selv at sende en tweet. "@Niallofficial yeah, det var rart at se dig igen! Ser jeg dig også i morgen?" Jeg vidste, at det kunne være risikabelt at sende den pga. medierne og sen slags, men samtidig så virkede det jo bare som om, jeg var en gammel ven, som tweetede ham. Det kan jo være, at han ikke engang ser tweeten. Hurtigt trykkede jeg på send.

 

Jeg havde været nede og tage imod Abby, og sammen var vi gået hjem for at spise. Hun var stadig i chok over, at hun havde talt med Liam fra fucking One Direction. Jeg kunne ikke lade være med at grine af hende.

Vi sad og spiste, og så begyndte Abby også at fortælle min far om det hele.

"Far der skete det sygeste!" sagde hun, og tyggede af munden.  "Jeg har talt i telefon med Liam Payne!" "Med hvem?" spurgte han, hvilket fik Abby til at rulle med øjnene. "Fra One Direction far!" Han kiggede interesseret op. "Hvordan i al verden kom du til det?" Hun pegede på mig med sin gaffel. "Abby var jo sammen med Niall, og han var sammen med de andre." "Kender Niall dem?" spurgte han, og Abby brød ud i grin. "Selvfølgelig far! Niall er jo med i bandet!" Min far kiggede hurtigt på mig. "Er han verdenskendt?!" Jeg tabte næsten bestikket af forskrækkelse. "Ja? Og hvad så?" "Du kan ikke være sammen med ham mere!" Jeg følte pludselig et slags stik i brystet. "Hvad?!" råbte jeg, og lænede mig ind over bordet. "Hvorfor ikke?" Min far sukkede. "Du skal ikke blive rodet ind i en berømtheds liv." "Det er nok den dårligste grund, jeg nogensinde har hørt!" vrissede jeg. "Det er meget muligt, men du skal ikke være sammen med ham længere." "Far! Han har inviteret mig til fest om 4 dage!" "Hvad for en fest?!" afbrød Abby begejstret. "Ikke nu Abby." vrissede jeg, og kiggede surt på hende. Hun forstod det heldigvis, og lænede sig tilbage i stolen. "Så må du bare takke nej." "Far, jeg har allerede lovet ham, at jeg ville komme!" "Det var bare ærgeligt!"Jeg rejste mig brat fra bordet. "Du skal ikke bestemme over mig!" Jeg løb op på mit værelse, og smed mig i sengen.

Hvorfor var min far altid sådan?

Han ville aldrig lade mig gøre noget. Slet ikke noget, som havde noget med drenge at gøre. Nu jeg tænker over det, så var min far heller ikke særlig glad for Niall dengang. Men jeg var lige glad. Det voldte mig mange problemer, men uanset hvad, så var det det værd. Og min far skulle sgu heller ikke forhindre mig i at komme til Nialls fest. Slet ikke efter det der skete i dag. Jeg blev helt varm indeni ved tanken om ham. Og det undrede mig. Jeg måtte bare snakke med Niall i morgen. For at få styr på alt det her. Måske havde jeg et lille crush på ham? Og hvis jeg har, så er jeg nødt til at vide, om det er gensidigt. Hvis det ikke er, så går det sikkert væk af sig selv. Jeg tjekkede twitter på min telefon, og så pludselig, at jeg havde fået sådan 20 nye followers. Og en af dem var Niall. Han havde også svaret min tweet. "Det håber jeg!" Jeg mærkede en rødmen stige op i mine kinder. Søde Niall. Okay that's it!

Jeg skal se Niall i morgen!

Uanset hvad min far siger!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...