Uproar ~ 1D

Efter Trish's forældre blev skilt, flyttede hendes mor til London, og tog Trish med sig. Hvert år tager hun tilbage til sin hjemby Mullingar, i Irland, for at besøge sin far. I bussen på vej derhen møder hun Niall fra det kendte boyband One Direction, og det viser sig, at de alle skal være i Mullingar på samme tid som hende. Trish bliver overrasket, for hende og Niall var venner, dengang hun boede i Mullingar, og måske kan hun få genopbygget venskabet igen. Hun begynder at være meget sammen med bandet i troen om, at der intet galt er i det. Men hun finder hurtigt ud af, hvor kompliceret kendtes liv kan være. Især kærlighedsliv.

(anstødende sprog og seksuelle scener kan fremkomme, bare så i ved det)

147Likes
288Kommentarer
69986Visninger
AA

19. Confession

Trishs synsvinkel

”Men er du nu helt sikker på, at det er den slags følelser, du har for ham?” spurgte Perrie bekymret. ”For fucks sake, JA jeg er!” vrissede jeg grådkvalt. ”Det er ikke bare det faktum, at Niall er forelsket i en anden pige, og jeg bliver trist af det, der viser, at jeg kan lide ham! Det er det faktum, at jeg har lyst til at være i nærheden af ham hele tiden, og jeg vil bare have min hånd i hans, mærke hans læber mod mine, sidde og snakke, fjolle, grine, hygge med ham til langt ud på natten, og så til sidst falde i søvn med vores fingre flettet ind i hinandens! Jeg rødmer, når han smiler til mig, og får åndenød, når han synger, mister ordene når han hiver sin hue ned om ørene på mig, og bliver varm om hjertet, når jeg hører hans perfekte latter!”

Perrie lagde en arm om mig. ”Okay, du er hårdt ramt,” mumlede hun, mens jeg snøftede.

 

***

Fuck. Havde jeg sagt alt det pladder? Mig?! Det lignede mig slet ikke… og jeg var ikke engang fuld, det tegnede ikke godt. Se, det var grunden til, at jeg holdt op med at forelske mig. Jeg havde været rigtig forelsket måske en gang, og jeg kunne ikke lide det. Nervøsiteten, al tumulten, man går rundt i uvidenhed, og ens krop går amok, og opfører sig næsten værre, end når man går i puberteten.

Jeg vågnede op hjemme i min egen seng, da min mobil begyndte at ringe. Jeg skulle op jo og i skole. Så jeg var taget hjem fra Perrie i går, og så havde jeg stort set siddet på mit værelse resten af tiden, jeg orkede bare ikke noget. Jeg havde trods alt haft en ret hård weekend, og jeg havde (efter min mening) grædt alt for meget… It sucks, okay? … Nå, men jeg steg ud af min seng, og gjorde mig klar til at tage i skole. Jeg skal jo have en uddannelse, hvis jeg vil komme nogle steder her i livet, i modsætning til alle mine berømte venner, fuck dem.

***

Welp, skolen var kedelig, som altid. Hvorfor overraskede det mig? Men jeg skulle bare ud hurtigst muligt. Jeg havde ikke engang lyst til at være sammen med mine venner i dag. Se, det er, hvad der sker, når man kan lide nogen, man bliver et egoistisk røvhul, der bare virkelig går rundt og tænker: ’det er så hårdt at være mig!’… Og ja, sådan har jeg det også, så ja, fuck mit liv :) Nicole havde ellers spurgt mig, om vi skulle være sammen, hun havde også været bekymret, efter Josh fortalte om det, der skete i fredags. Men jeg magtede bare ikke at være sammen med hende. Heldigvis forstod hun.

 ’Dududududuu’ nynnede jeg inde i mit hoved, da jeg hørte min sms-tone. Jeg hev min mobil frem, og kiggede på den sms, som jeg lige havde fået.

’Hej Trish :) Vil gerne høre, hvordan du har det, kan vi mødes snart?’- Harry

Guuuud, Harry! Det virkede som evigheder, siden jeg sidst havde snakket med ham! Det var selvfølgelig kun 3 eller fire dage siden, men nu hvor han kontaktede mig, så indså jeg, at jeg faktisk savnede ham en smule.

’Jeg vil rigtig gerne mødes! Hvad med i morgen? <3’– Trish

Som sagt, så orkede jeg ikke rigtig at være sammen med nogen i dag. Kun min familie, og dem orkede jeg så knapt nok. Typisk mig, jeg har bare de der dage, hvor jeg hader alt og alle. Faktisk, så hadede jeg lidt alle på det tidspunkt. Jeg havde fortalt min mor om Niall, altså kun at jeg havde mødt ham igen, og at jeg havde fået nye venner og den slags, og nu var jeg bange for, om hun ville blive ved med at udspørge mig om ham. Det ville jeg ikke kunne klare. Jeg fokusrede på min mobil, da jeg modtog et svar fra Harry.

’Fint nok! Skriv, hvornår du har fri for skole, så henter jeg dig bagefter!<3’- Harry

Jeg smilte, og skrev tilbage, hvornår jeg havde fri, og hvor min skole lå. Nu glædede jeg mig til i morgen. Det var nok også meget godt, at jeg fik tingene lidt på afstand. Altså alt det med Niall. Jeg har faktisk ikke engang lyst til at tænke på det lige nu! Så jeg lagde min mobil i lommen, og gik med hurtige skridt hjemad. Og jeg skulle vist skynde mig, hvis jeg ikke ville blive våd, for der hang en stor grå sky over byen, så det kunne sikkert finde på at øse ned, hvert øjeblik det skulle være. Ikke at jeg har noget imod regn. Jeg elsker det. Ikke bare at se eller høre på det, nej jeg elsker at rende rundt ude i regnen uden en paraply. Jeg finder det hyggeligt. Men jeg må indrømme, at når man gik rundt med en skoletaske, som ikke var heeelt regntæt, og man havde en lidt dårlig dag, så var regn sgu ikke lige sagen.

***

Mit humør om tirsdagen havde været en del bedre end om mandagen. Men hey. Det var mandag, det var da klart, at jeg havde en dårlig dag. Mandag stinker. Men jeg plejer nu heller ikke at være en stor fan af tirsdag, men i dag var jeg altså glad nok. Måske var det fordi, jeg skulle se Harry i dag! Det var det sikkert. En ven kunne altid redde min dag. Og jeg havde netop fået fri for skole, så jeg stod ude foran min skole og ventede på Harry. Der gik ikke lang tid, før der kørte en bil frem, og begyndte at dytte. Vinduet blev rullet ned, og jeg kunne hurtigt genkende Harry. Jeg luntede hen til bilen, og gik om på den anden side af den, hvorefter jeg åbnede døren, og satte mig ind.

”Hej Trish!” sagde Harry lettet, og kiggede på mig. Jeg smilede svagt. Sådan havde Perrie og Zayn også været, da de så mig første gang siden den aften. De virkede så lettede over, at jeg ikke lod det tynge mig for meget. Og jeg vidste ikke helt, hvordan jeg havde det med det. Fint nok tror jeg egentlig.

”Harry,” hilste jeg tilbage, og tog min rygsæk af, for at smide den i bunden af bilen. ”Så, har du planlagt noget?” spurgte jeg, idet Harry begyndte at køre. ”Næh, men hvis du har nogle idéer, så tager jeg gerne imod dem,” sagde han og smilede. Som altid var hans smil ret flot. Med hans flotte hvide tænder og- hvad er det jeg sidder og siger?! Jeg måtte styre mine følelser! Jeg kunne lide Niall, hvor irriterende det end var at indrømme, så var jeg helt sikker på, at jeg havde lidt mere end venskabelige følelser for ham, og det kunne jeg ikke også have med Harry! Det ville jeg ikke tillade! Harry var en af mine gode venner, og udover Niall, så var han nok den af drengene, som jeg var tættest med.

”Kan du ikke køre hen til Hyde Park, jeg har lyst til at gå en tur,” fortalte jeg, og lagde armene over kors. Harry kiggede ud gennem vinduet. ”Jeg tror altså snart, at det begynder at regne.” sagde han lidt utrygt. Jeg rullede med øjnene. ”Og hvad så?” spurgte jeg og smilede drillende. Harry kiggede kort på mig, inden han holdt blikket på vejen igen. Køreregler og den slags. ”Jeg gider ikke blive våd,” mumlede han og smilte. ”Gider du måske det?”

”Jeg elsker at blive våd… eh,” Jeg tænkte over, hvad jeg lige havde sagt, og med mit og Harrys modenhedslevel, så kunne vi ikke lade være med at grine af det. ”Okay, det var ikke det jeg mente!” grinte jeg. ”Jeg mente bare, at jeg elsker regn. Det er både hyggeligt og… romantisk og den slags.” Jeg kunne ikke komme på andet end hyggeligt og romantisk, så derfor blev det bare efterfulgt af ’den slags’. Et lille trick, jeg tit brugte, når jeg løb tør for argumenter. ”Jamen fint nok, så kører jeg derhen,” sagde Harry medvilligt.

Lidt efter var vi derhenne. Jeg lod min taske ligge i bilen, da jeg ikke gad slæbe rundt på den. Det ville jo bare være latterligt. Jeg prøvede at åbne døren i den side, som jeg sad i. Problemet var bare, at jeg ikke kunne få den op. ”Harry, jeg kan ikke åb-” Jeg kiggede til den ene side, hvor jeg regnede med, at Harry var, men der sad ingen. ”What the…” mumlede jeg forvirret. Harry var væk. Han var som forduftet. Han var forsvundet. Muligvis ved hjælp af magi, you never know? Ej, selvfølgelig havde han ikke tryllet sig væk, han var jo ikke magisk! Selvom… Han hed Harry. Og: ’Harry Potter’ var en troldmand. Jeg vidste godt, at Harry ikke var magisk, men det hele passede ret så fandens godt! Altså lige indtil bildøren ved siden af mig åbnede sig. Jeg skreg kort af forskrækkelse, hvilket fik Harry, som stod på den anden side, til at grine.

”Hvordan kom du derhen?!” spurgte jeg forpustet. ”Jeg gik,” svarede han, og rakte mig en hånd, som jeg tog fat i. ”Ja tak, den kunne jeg godt regne ud,” mumlede jeg, da han havde hjulpet mig ud af bilen. ”Men lige pludselig så var du væk, og bagefter så står du lige foran mig, du skræmte mig halvt ihjel!” Harry grinede og rystede på hovedet, mens han smækkede bildøren i. ”Jeg ville bare være en gentleman, og hjælpe dig ud af bilen, det er ikke min skyld, at du ikke lægger mærke til, hvad der sker omkring dig.” sagde han og skubbede mig omkuld. Okay okay, det var nok mere et puf, men jeg er so sagt ikke så frygtelig stærk, så jeg snublede bagud, men faldt dog heldigvis ikke.

”Oh my god Trish, er du okay?” grinede Harry, da jeg stod ret op igen. ”Jep, jep, jeg har styr på det!” sagde jeg hurtigt. ”Lad os gå lidt!” Jeg gik ind i parken, og Harry skyndte sig efter mig. ”Så, er du komme dig efter i fredags?” spurgte han lidt forsigtigt. Jeg kiggede kort op mod ham, og smilede, mens jeg nikkede. ”Selvfølgelig, der nåede jo ikke at ske noget. Jeg er bare trist over, at det skete, for det ødelagde hele min aften.” sagde jeg, og kiggede direkte på ham. ”Jeg havde ellers haft en rigtig hyggelig aften.” Harry kiggede lidt genert væk, hvilket var fucking nuttet. Mit eget smil blev en del større af at tænke på den aften. Hvad var der mon sket, hvis jeg ikke næsten var blevet voldtaget. Havde jeg så taget med Harry hjem? Det havde jeg garanteret, og jeg tror ærligt talt ikke, at jeg ville have haft et problem med det. Harry var virkelig sød, sjov, lækker osv. osv. Og hvem ved, måske ville mit og Harrys forhold have udviklet sig. Så ville jeg sikkert ikke have det så hæsligt, som jeg havde det i søndags. Hjertesorger I guess… Det stinker.

”Yeah, det var en god aften,” mumlede Harry, og kiggede ned i jorden, mens han smilte. ”Ja, især fordi jeg vandt den der udfordring,” sagde jeg, hvilket fik ham til at kigge på mig. ”Du snød,” sagde han med et smil. Jeg rynkede panden. ”Jeg snød da ikke!” forsvarede jeg mig. Harry fnøs. ”Vel gjorde du så, hvis du ikke var kommet hen til mig, så havde jeg fået kysset hende pigen, og så havde jeg vundet!”

”Du siger det, som om det var en forbrydelse, jeg er sikker på, at du også nød det lidt!” sagde jeg, mens mit smil falmede en smule. Sagde jeg lige det? ”Selvfølgelig gjorde jeg det- vent hvad, sagde du lige også?” spurgte Harry, og spærrede øjnene op. Jeg kiggede flovt væk. Ups, det var ikke lige meningen. ”Ærhm, nej selvfølgelig ikke,” løj jeg. Harry prøvede at gå over på den anden side af mig, så han kunne se mit ansigt, men jeg blev ved med at vende mit ansigt væk fra ham. For jeg rødmede. Ikke meget, men jeg var så bleg, at det nemt kunne ses. ”Jo du gjorde!” insisterede Harry, og blev ved med at prøve at få mit ansigt vendt mod ham. Til sidst gik han foran mig, så jeg gik ind i ham, og han tog fat om mine kinder, så jeg stirrede direkte på ham og omvendt. Harrys mund buede opad i et smil, da han så mine kinder, og jeg så straks væk med øjnene.

”Nogle gange ik’ Trish?” begyndte Harry, og fik mig til at se på ham. ”Så er du virkelig nuttet.” Nuttet? Mig? Vel er jeg ej! Hvis der er noget, som jeg ikke er, så er det nuttet! ”Jeg ved ikke, om du vil tage det som et kompliment,” begyndte jeg og smilte skævt til Harry. ”Men det er du også nogen gange.” Harrys lidt forvirrede ansigtsudtryk fik mig til at grine. Han er en dreng, det var nok ikke meningen, at han skulle virke nuttet. Jeg blev ved med at kigge på ham, lige indtil jeg mærkede en dråbe på min hånd. Jeg kiggede undrende ned på den.

”Hvad så?” spurgte Harry, hvis hænder stadig var placeret på mine kinder. ”Hmm, jeg syntes bare, at jeg mærkede en drå-” Jeg afbrød mig selv, da jeg mærkede endnu en dråbe på mig, og to sekunder efter kiggede Harry også forvirret op mod himlen. ”Oh fuck,” mumlede han, og det havde han vist god grund til, for ikke lang tid efter begyndte det at styrte ned. Harry trådte et skridt væk fra mig, og jeg smilte bredt, mens jeg spredte armene ud. ”Yes! Regn!” råbte jeg. Folk rundt omkring løb rundt for at finde ly, men jeg stillede mig bare og modtog regne med åbne øjne. ”Du er sær, Trish!” råbte Harry for at overdøve regnen.

Jeg ignorerede ham, og trak min hue lidt længere ned over ørerne. ”Er det Nialls beanie?” spurgte Harry pludselig. Der var det igen. ’Beanie’. Hvorfor måtte jeg ikke bare have lov at tænke på det som en hue? ”Ja?” sagde jeg, og holdt godt fast om den. ”Den klæder dig,” sagde Harry. Jeg smilede. Se, det kompliment kunne jeg godt lide. Jeg ved ikke hvorfor, det var bare sødt. Ligesom at det var sødt, at Niall havde lånt mig hans beanie (se, jeg sagde det rigtigt denne her gang). Ligesom at Niall var sød. Vent, hvad? Hvordan kom jeg hen på det? Jeg var sammen med Harry i dag, for netop at glemme Niall! Han var forelsket i Katie, jeg kunne ligeså godt slå ham ud af hovedet med det samme! Hvorfor var det så svært?

”Please Trish, lad os gå tilbage til bilen!” bad Harry. Han var allerede gennemblødt, og hvis det ikke også var fordi han havde en beanie på, så ville hans hår sikkert være helt plaskvådt. Det gad jeg faktisk godt se. Jeg gad virkelig godt se Harrys hår vådt. Gad vide, hvordan de fine krøller af hans, ville komme til at se ud. Mit hår blev altid helt umuligt, når det var vådt. Ligesom nu. Ja, toppen af mit hoved var dækket, men jeg havde jo langt hår, så resten af mit hår klistrede sig fast til min hals, og mit tøj, som også var drivvådt.

”Fint så,” sukkede jeg, og drejede hurtigt rundt. Bad move, når der er så glat. Jeg gled nemlig. Og jeg ville sige: ’heldigvis, så var Harry lige bag mig, så han greb mig!’, men sådan gik det ikke. Ja, Harry var ganske vist lige bag mig, men da jeg gled tilbage mod ham, så trak jeg bare ham med i faldet. Vi ramte hårdt jorden, men Harry havde det nok værst, eftersom jeg faldt ovenpå ham. Jeg grinte voldsomt i det øjeblik, vi havde ramt jorden. Og fordi jeg grinte så meget, så havde jeg ikke kræfter til at rejse mig op.

”Trish, tag dig sammen!” grinede Harry, og væltede mig af ham, så jeg landede på den våde jord, og nu kunne jeg godt forstå, hvorfor Harry ikke gad ligge der længere. Ad ad ad. Jeg grinte stadig lidt, og Harry rakte mig en hånd. ”Lov mig, at du ikke hiver mig med ned igen!” sagde han seriøst. ”Ha ha, det lover jeg,” sagde jeg, og blev trukket op fra jorden. Jeg var blevet helt våd og beskidt på ryggen og røven. ”Ew, hvor er det klamt det her!” hvinede jeg, og Harry begyndte at hive mig tilbage til bilen.

”Du er heldig, at jeg vil lade dig sidde i min bil!” sagde Harry, og åbnede døren. ”Iih, jeg er utrolig beæret.” sagde jeg sarkastisk, og satte mig ind. Harry satte sig hurtigt ind ved siden af mig. Jeg kiggede ud af vinduet, og så hvordan det stadig øsede ned, og så begyndte jeg at grine lidt af det hele igen, hvorefter jeg kiggede over mod Harry, som smilede kærligt til mig. ”Hvad er der?” spurgte jeg stakåndet. Harry rystede på hovedet. ”Ikke noget specielt. Du er bare så skør,” mumlede han. Jeg så lidt forvirret på ham. No shit Sherlock, har du lige fundet ud af det? Jeg samlede alt mit løse hår, og tog det om på den ene side af min skulder. ”Jeg tror, jeg kunne oversvømme din bil, hvis jeg prøvede at vride mit hår op!” jokede jeg.

”Du vover!” sagde Harry tilbage, og tog fat i min hånd, som var parat til at vride mit hår. Han tog min hånd til sig, og kørte forsigtig sin ene tommelfinger hen over min håndryg. Jeg følte mig lidt fortumlet, mens han gjorde det. Hvad var det helt præcis, som skete her? Jeg kiggede op, og fangede hans blik, men jeg kunne ikke rigtig tyde hans grønne øjne. De var faktisk meget grønne! Jeg ved ikke, om det var noget med lyset, men de virkede helt utroligt grønne!

”Har nogen nogensinde fortalt dig, at du har ufatteligt grønne øjne?” spurgte jeg, og lod mit blik glide lidt længere ned af hans ansigt. Jeg så hans skæve smil brede sig. ”Et par gange eller to. Har nogen nogensinde fortalt dig det?” spurgte han tilbage. Jeg spærrede øjnene en smule op. ”Ej, så grønne er mine øjne heller ikke,” mumlede jeg. Jeg var lidt ærgret over det, for jeg elskede at have grønne øjne, men jeg ville gerne have dem lidt grønnere.

”Jo. De er meget grønne,” sagde Harry lavt, og rykkede sit ansigt lidt tættere på mit. ”De ligner smaragder.” Jeg smilede lidt af hans cheesy replik, men samtidig så fik jeg også en lidt urolig følelse i maven. ”Harry,” mumlede jeg, da hans ansigt kom endnu tættere på. ”Det er en dårlig idé.” Harry kiggede undrende på mig.

”Hvorfor?” spurgte han svagt, og kørte en finger ned af min hals. Jeg holdt kort vejret. ”Fordi… der er en, som jeg godt kan lide.” sagde jeg lavt. Det var lidt akavet, og jeg ville ikke have, at Harry skulle føle sig dum. ”Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dig, men det er på en anden måde… tror jeg.” Det jeg sagde, var noget pladder, jeg ved ikke.

Harry placerede en finger under min hage, så jeg kiggede på ham. ”Så ham du kan lide… er det gensidigt?” spurgte han ligeud. Jeg bed tænderne sammen. Fuck dig Harry, det kan man ikke bare spørge om. ”Jeg… nej, det tror jeg ikke.” svarede jeg endelig. Harrys læber kom nærmere. ”Så lad det her ske,” sagde han inden, jeg lod hans læber møde mine. Jeg lukkede øjnene, og nød kysset, men det var som om, det bare ikke var rigtigt det her. Harrys tunge sneg sig ind i min mund, og jeg stoppede ham ikke. Det var som om, jeg ikke havde styrken til det. Men jeg blev ved med at tænke over det her. Og jeg havde nok bare ikke den slags følelser for Harry. Derfor følte jeg, at selvom Niall ikke kunne lide mig tilbage, så var jeg vel utro. Med mine følelser, I guess.

Jeg afbrød hurtigt kysset. ”Jeg kan ikke,” hviskede jeg åndeløst, og kiggede ned. ”Hvorfor ikke?” spurgte Harry blidt, og prøvede at løfte mit hoved, men jeg holdt det nede. ”Det er Niall,” hviskede jeg meget lavt, men Harry hørte det. ”Hvad er der med Niall?” spurgte han forvirret. Jeg kiggede op i Harrys øjne. ”Det er Niall, som jeg kan lide.” sagde jeg bestemt. Harrys øjne udvidede sig, og hans hånd bevægede sig langsomt op til han mund, og dækkede den.

”Shit.”

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Oh snap! Hvad tror I nu, at der sker? Hvad tror I, at Harry tænker? Og hvordan tror I, at Zayns samtale med Katie bliver? Og hvad synes I egentlig om, at Harry og Trish er så gode venner? Og bliver de mon mere end venner? Eller hvad?

Tak for jeres støtte, det er for nice, jeg elsker jer alle!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...