Fall // Justin Bieber Fanfiction ~ På pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Igang
Mød Nicole på 16, snart 17 år, i en novelle omkring kærlighed, venskab, mobning og ikke mindst vold i familien. Nicole er blivet kaldt outsider, luder, heldig at være født og ikke mindst siger folk, hendes far ikke kan lide hende. Nicole tror på det sidste - for det er rigtigt. Hendes far slår hende, og er blevet alkoholiker, efter Nicoles mors død. Men hun beskylder ham ikke - det har taget hårdt på dem begge. Hvad sker der når Nicole møder Caitlin Beadles - en pige som ikke mobber? Hvad sker der når hendes bror, Christian Beadles,
præsenterer hende for en helt særlig person? Følg med i Fall.

15Likes
12Kommentarer
2106Visninger
AA

3. Are you kidding me?

”If you are like the other girls, then just tell me!”

Nicole's synvinkel

Jeg går med tunge skridt ned af gaden. Jeg har stadig min skoletaske på, men det er lige meget for den er ikke særlig tung. Jeg går forbi en skraldespand og smider papiret jeg har mod min pande ud. Det bløder stadig en smule, hvilket for mig til at sukke. Jeg tager hurtigt et nyt papir, som jeg heldigvis har i min jakkelomme. Jeg burde måske gå til læge eller noget, men jeg er sikker på det ikke er noget slemt, selvom det gør så forbandede ondt. Det værste er at jeg faktisk har været venner med Jennifer engang. Det var før min mor var død, dengang hvor det hele gik så perfekt. Min far drak heller ikke, men da min mor blev syg begyndte jeg at lukke Jennifer ude hvilket hun ikke kunne klare. Efter det havde hun altid været efter mig. Altid. Hver eneste gang jeg sagde noget, skulle hun komme med en bemærkning, det resulterede også i at jeg bare for det meste er begyndt at holde min mund. Hun har virkelig ændret mig på så mange måde, hvilket det med min far også har. Jeg holder mig for det meste bare for mig selv. Pludselig bliver smerten i mit hoved større og jeg falder ned på min røv, et meget lille skrig ryger ud af min mund. Måske er det chokket, eller så er det smerten. Først dér går det op for mig at jeg var gået ind i en person, og vi begge var faldet. Jeg åbner min øjne og ser de fleste af mine skolebøger ligge ud over det hele, og en masse tøj. ”Ej, det må du virkelig undskylde! Gud, jeg så dig slet ikke!” begynder pigen, som jeg åbenbart var gået ind i. ”Det er okay…” mumler jeg, og tager mig til mit hoved. Jeg begynder stille at samle mine bøger sammen, og pigen hendes tøj. Jeg var gået helt i mine egen tanker og gået lige ind i hende. Flot Nicole! Bare typisk.

 

Caitlin Beadles’s Synsvinkel

Jeg havde været ude og shoppe lige efter skole, da vi af en eller anden mærkelig grund havde fået fri. Jeg kigger på pigen som jeg lige var gået ind i, da jeg havde været helt i mine egne tanker. ”Undskyld, undskyld, undskyld… Jeg er bare så klodset” ryger det ud af mig. Imens jeg samler mit tøj sammen. Jeg tager fat i nogen af pigens skolebøger og giver dem til hende. ”Det er okay..” siger pigen igen. ”Er du sikker?” spørger jeg, og så først nu hendes pande. Hun havde slået hul i hovedet og det er tydeligt at se at det har blødt meget. ”Gud hvad er der sket med din pande?” siger jeg og tager en hånd op for munden. Det ser slet ikke rart ud, og det ser også ret smertefuldt ud. ”Jeg faldt” mumler pigen. Det var ikke ret overbevisende, men okay, jeg lod det ligge. ”Lad mig køre dig på hospitalet, du skal have kigget på det dér” siger jeg hurtigt. ”Neej.. Det behøver du ikke.. Jeg klare mig, det er ikke særlig slemt” siger pigen stille. Jeg rejser mig fra jorden, og det samme gør hun, da hun har fået alle hendes ting samlet op. ”Nej, jeg insister” siger jeg bestemt. Det ser ud til at pigen tænker sig lidt om og så nikker hun stille. Jeg begynder stille at gå hen mod min bil, men vender mig om da pigen bare står og kigger på mig. ”Kom nu! Jeg bider ikke” råber jeg til hende. Hun begynder at gå og er hurtigt oppe ved mig, hvor vi begge går mod min bil. ”Jeg hedder forresten Caitlin” siger jeg for at bryde stilheden ”Nicole” siger hun stille. Jeg nikker kort og smiler ”Pænt navn”.

Vi er hurtigt ved min bil, og jeg åbner bagagerummet. Jeg tager mine poser og smider dem ind. ”Bare smid din taske ind” siger jeg til Nicole, og ser hende gøre det. Jeg lukker bagagerummet og går om for at sætte mig ind på førersædet, hvor Nicole sætter sig ind på passagersædet. Jeg starter bilen og begynder at køre mod hospitalet. Der er en ret akavet stilhed i bilen, så jeg siger hurtigt ”Hvor gammel er du så?” Nicole retter sin opmærksomhed og svare så ”16 år. 17 om 3 uger.. Jeg ved godt jeg måske ser ældre ud… Men.. Ja.. Hvad med dig?” Det overrasker mig en smule, da hendes sætning var så lang, for hun har virket så stille. ”Jeg er næsten lige blevet 18” svarer jeg. Så er der kun et år imellem os… ”Hvilken skole går du på? Ikke for at virke stalkeragtig, men jeg synes bare aldrig jeg har set sig før?” ”High Street Gymnasium” siger hun, med et lille smil på læben. ”Seriøst? Det er den samme skole jeg går på,” siger jeg begejstret. ”Jeg synes bare aldrig jeg har set dig før?” ”Jeg holder mig også normalt i baggrunden” svarer hun, da jeg køre ind på Hospitalets parkeringsplads. Jeg nikker kort og stiger ud, imens hun gør det samme. Jeg låste bilen, og vi var nu på vej ind af hospitalets døre. Selvom Nicole ikke har sit sygesikringskort med ville damen godt give hende en tid, da hun sagde hendes hoved så alvorligt ud.

Vi havde ventet lidt tid, og en kvindeliglæge kommer nu ud i ventelokalet og siger ”En Nicole?” Nicole og jeg rejser os og går med damen ind i et andet rum. Damen giver os hendes hånd og trykker den ”Jeg er Doktor Willows” siger lægen og kigger på Nicole ”Og du er Nicole ikke sandt?” spørger hun Nicole om som bare nikker. Hun beder Nicole sætte sig på en stol så hun kan kigge nærmere på hendes hoved. ”Hvad er der så sket Nicole?” spørger Doktor Willows hende om. ”Jeg faldt over mig selv og slå mit hoved ned i jorden” siger Nicole, med en usikker stemme. ”Sikker?” siger lægen, og tager et pincet frem. Hun tager pincetten, hen til Nicoles hoved, hvor hun tager et eller andet ud fra hendes sår, og holder det op i lyset. ”Du faldt tilfældigvis ikke over nogen glasfliser?” spørger Doktor Willows Nicole om. ”Nicole, hvis jeg skal hjælpe dig bliver du nød til at fortælle mig præcis hvad der er sket.”

Nicoles Synsvinkel

Ehm… Hvad skal jeg sige? Hun havde fundet noget glas i mit sår, også holdt historien om at jeg var faldet nok ikke. Der må være gået et stykke af Glasdøren, da jeg hammede ind i den.. Underligt jeg ikke havde opdaget det. ”Nicole..?” afbrød Doktor Willows mig. ”Okay.. Fint.. Jeg havde lidt for travlt og løb på gangene.. Jeg gled i noget vand og faldt så med hovedet ind i en glasdør…” siger jeg og prøver at få det til at lyde overbevisende. Doktor Willows nikker kort og går over og kigger i nogen af hendes ting. Mit blik falder hurtigt over på Caitlin, som jeg jo har løjet for, men hun smiler bare. ”Kig her” siger Doktor Willows og peger med en lyspen ind i mine øjne. Hun slukker lyset og kigger så på mig. ”Du har nok fået en lille hjernerystelse, og jeg bliver nok nød til at sy dig” siger hun. Jeg sukker og nikker så.

*

Doktor Willows havde syet min pande, og Caitlin og jeg var nu ude i hendes bil, og på vej hjemad. ”Mange tak” siger jeg i stilheden. Hun kigger kort på mig også ud på vejen igen ”For hvad? At jeg tog dig med på Hospitalet? Det var da det mindste jeg kunne gøre” Hun forstod sikkert ikke hvor meget det betød for mig. Ingen havde nogensinde været så sød mod mig siden min mor døde. ”Der er bare aldrig,” jeg tøver en smule, men fortsætter så ”Nogen som har været så flink mod mig siden…” jeg tøver igen, og kan denne gang ikke fortætte ”Siden hvad?” siger Caitlin. ”Siden min mor døde” siger jeg nedtrykt. Jeg kigger på Caitlin og hun ser chokket ud. ”Ej, undskyld det,” jeg afbryder hende og siger ”Det er okay. Du kunne ikke vide det” Hun nikker stille en smule. ”Så skal jeg køre dig hjem?” siger hun. Hjem, oh gud. Jeg har virkelig hygget mig med Caitlin for en gangs skyld selvom vi havde været på hospitalet. Det var bare rart med en veninde, hvis man kunne kalde det det.. Men inderst inde var jeg bange for hun var ligesom alle de andre. Jeg tror hun så mit blik for hurtigt retter hun på sig selv og siger ”Du kunne også komme med mig hjem?” ”Er du sikker på jeg må det..?” siger jeg usikkert. Inderst inde skriger jeg af længsel på at jeg kunne tage med hende hjem, bare for at undgå lugten af alkohol. ”Selvfølgelig!” siger hun. Jeg bliver hurtigt lettet og smiler ”Så vil jeg gerne det”

Caitlin havde et utrolig stort hus, hendes forældre måtte være enormt rige. Jeg tager mine sko af og stiller dem ved siden af hendes, hvor jeg bagefter tager min jakke af og hænger den op. ”Mine forældre er ikke hjemme, men jeg ved ikke om Chris er” siger Caitlin og smiler. Jeg skal lige til at spørge om hvem Chris var, da en stemme afbryder mine tanker. ”Caitlin er det dig?!” blev der råbt indefra det der nok var hendes stue. Det var tydeligt at høre at stemmen ikke var en voksen stemme. ”Ja, det er mig!” råber Caitlin tilbage til personen som måtte være Chris. Caitlin trak mig med ind i stuen, og en faktisk ret flot fyr mødte mine øjne. Jeg ved ikke hvad jeg har forstillet mig, men han er ældre end jeg har troet. ”Nicole, Christian – Christian, Nicole” siger Caitlin imens hun laver fagter til os. Jeg smiler lidt og nikker. Christian rejser sig fra sofaen og giver mig hans hånd. Jeg tager imod den og smiler kort til ham, hvor jeg derefter blev trukket med op på Caitlins værelse som var mindst ligeså flot som resten af huset.

 

_________________

Jeg ved godt det er utrolig lang tid siden der er blevet skrevet på denne novelle.. And I'm sorry about that! Men nu vil jeg begynde at skrive på den igen. Så her fik i lige et kapiel på over 1.600 ord! Peace Out Mathilde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...