Bulletproof

Da 15 årig Clare vågner op på et hospital med ingen minder, andet end et billede af manden der overfaldt hende, og en brandende smerte i hendes hals, beslutter hun sig for at springe ud af hospitals vinduet. Tros springet var for 3 sal, er der ingen skade sket, og Clare løber forskrækket væk. Hun støder hurtigt på ingen andre end manden der overfaldt hende. Hvis hun havde vist, hvad denne mand ville gøre ved hendes liv, var hun bare flygtet. Men hun valgte at blive, og hendes valg vil hurtigt blive fatalt.

14Likes
15Kommentarer
1283Visninger
AA

1. Prolog

Prolog:

Titanium - David Guetta ft. Sia

Han pressede sig hårdt op imod hende, og smed så sine læber mod hendes. Hun havde ikke været forbedret på det, og stirrede i chok, frem mod ham, mens han med lukkede øjne begyndte at bevæge sine læber mod hendes i en langsom rytme. Hun kunne ikke beskrive den rus, der løb igennem hendes krop i det øjeblik, og hun vidste, at hun ikke burde reagere på den. Hun burde skubbe ham væk, da hun havde ingen ide om hvem denne dreng var, eller hvad han ville med hende. Men hans læber følte så fantastiske mod hendes, at det næsten var uvirkeligt.

Til sidst fik hun taget sig sammen, og fik overbevist sig selv om denne lækre dreng, bare var et klamt svin, som ikke burde røre hende på den måde. Hun lod sig selv slappe af et kort øjeblik, og kyssede stille tilbage. Drengen foran hende gav lidt mere slip på hende, og det var der hun fik sin chance. Hun løftede benet, og bankede det hårdt op i skridtet på ham, så hårdt som hun overhoved kunne. Det så ud til at virke, da drengen slap hende, og gik ned på knæ, mens han halvkvalt udstødte et støn af smerte. Men hun vidste det ikke ville holde ham nede, så hun skyndte sig at give ham en knytnæve i ansigtet.

Hun mærkede ikke smerten komme, før efter hendes hånd havde sagt knæk. Hun skreg et halv kvalt skrig, og kiggede ned på hendes nok brækkede hånd, og derefter på drengens ansigt, som var fuldstændig urørt. Hun tog sig til sin hånd, som nu næsten var blevet helt følelsesløs. Forskrækket begyndte hun at løbe. Hun løb så hurtigt, at hun ikke engang kunne nå at registrere hvor hun løb hen. Choket og frygten drev hende videre, ind til hun pludselig mærkede et par stærke arme, finde sig rundt om hende. Havde han allerede fået fat i hende igen?

Han havde fat i hende igen. Hun kæmpede lidt til at starte med, men gav hurtigt op imod drengens stærke arme. Hun græd ikke, og hun skreg ikke efter hjælp. Hun havde styrke nok til at holde sig selv fra at græde, for hun ville ikke vise dette svin, hvor svag hun i virkeligheden var. Men alligevel kunne hun ikke få luft nok til at producere et ordentligt skrig.

"Det skal nok gå over hurtigt, det lover jeg," grinede han, med den mørke og mest uhyggelig stemme hun længe havde hørt.

Hun havde lyst til at råbe af ham, skrige at han skulle give slip, men intet af det virkede til at ville komme ud af munden på hende. Choket havde overtaget hende. Drengen vendte hende om, og kyssede hende langsomt ned langs halsen, han stønnede let i nydelse, og forsatte med at plante små kys ned langs hendes hals. 

"Du dufter så dejligt, det næsten ville være syndt, at du gik til spilde." Da han sagde det, prøvet hun forgæves at vrikke sig fri, hvilket bare fik ham til at grine.

Et lille klem af smerte skar igennem hende, og hun indså hurtigt, at det var drengens tænder, der havde boret sig ned i hendes hals. Og så skreg hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...