Bulletproof

Da 15 årig Clare vågner op på et hospital med ingen minder, andet end et billede af manden der overfaldt hende, og en brandende smerte i hendes hals, beslutter hun sig for at springe ud af hospitals vinduet. Tros springet var for 3 sal, er der ingen skade sket, og Clare løber forskrækket væk. Hun støder hurtigt på ingen andre end manden der overfaldt hende. Hvis hun havde vist, hvad denne mand ville gøre ved hendes liv, var hun bare flygtet. Men hun valgte at blive, og hendes valg vil hurtigt blive fatalt.

14Likes
15Kommentarer
1319Visninger
AA

3. Kapitel 2: Already over

 

 

Already over - Red

1565.

Malachi løftede langsomt sit hoved, og smilede ved synet af den glade pige, der kom løbende hen imod ham, med det største smil plantet på hendes læber. Han kunne intet andet end at sende hende et  af hans små sexede smil. Han lagde med det samme mærke til at pigen kiggede væk fra hans øjne, mens hendes kinder lyste op i en ild rød farve. ”Malachi!” råbte hun glad, og kastede sig i armene på ham, mens hendes rødmen spredte sig endnu mere over hendes ansigt.

”Jeg savnede dig,” mumlede hun, og lod sine store grønne øjne kigge dybt ind i hans. Han smilede ned til hende, og gav hende et let kys på panden. ”Jeg glad for du er okay,” mumlede han mod hendes hud. Hun krammede ham endnu mere, og gav så lidt slip for at kunne få øjenkontakt med ham.

”Selvfølgelig er jeg okay fjolle! Hvorfor skulle jeg ikke være det?” spurgte hun smilende, imens han gav hende et blik der sagde, ’du ved godt hvad jeg mener’. Så sukkede hun og sendte ham et drillende smil. ”Oh Malachi han har været så forfærdelig, kan du ikke se, at jeg er ved at dø?” spurgte hun ironisk, og smilede endnu mere, da hun fik et anklagende blik fra Malachi.

”Han har faktisk opført sig som en rigtig gentleman, Malachi. Tror faktisk jeg næsten er i tvivl om, hvad jeg skal stille op med jer to. Jeg vil ikke have du sender ham væk igen,” mumlede hun, og så ned i jorden, mens hun ventede på hans reaktion.

Det tog ham utrolig meget selvkontrol ikke bare at gå ud og finde sin bror, og slå ham ihjel på stedet. Han havde forhekset hende, den eneste person som han holdte af. Hvorfor vidste han ikke, for kærlighed havde aldrig ramt hans bror, og ville aldrig ramme ham. Sådan havde det i hvert fald været lige siden han blev forvandlet, og det var længe siden nu.

”Adeline det kan jeg ikke love..”

”Så den mægtige kriger er vendt hjem!” kom det pludselig bag fra. Malachi løftede hovedet, og smilede ondt til personen bag ham. ”Jeg havde troet du aldrig ville vende tilbage bror. Er glad for at se dig,” sagde han venligt, mens han triumferende lage armen om Adelines skuldre.

 Malachi sørgede for at undgå Adelines øjne, og sendte bare hans bror det mest giftige blik. ”Xavier en fornøjelse som altid.”

Alt var hvidt, det var det eneste hun kunne registrere, da hun først åbnede sine øjne. Hvidt. Det irriterede hende. Hvor var hun egentlig? Og hvem var hun? Hun viste, at hun havde levet, men hvorfor, kunne hun ikke huske det? Det virkede skørt og umuligt. Et hukommelsestab?

 Så huskede hun det pludselig. Overfaldet. Drengen der havde stukkede sine klamme tænder ind i halsen på hende, og sugede hendes blod, som en anden gyser film. Så var der de to andre, der havde hjulpet hende, men ellers kunne hun intet huske. Hun havde ingen ide om hvem hun var, og det irriterede hende også.

Så lage hun mærke til smerten. Hendes hals gjorde ondt, og hun var sulten. Virkelig sulten, men hendes hals var så øm, at hun var i tvivl om, at hun overhovedet ville kunne spise noget. Og hendes gummer, hvorfor var hun øm i gummerne? Det virkede nærmest som om, at der var noget der prøvede at skubbe sig frem, trods der ikke var plads til det.

Sulten drev hende til vanvid. Hun havde ligget her så længe, at hun var holdt op med at tænke over tiden. Hun var hurtigt blevet klar over, at hun var på et hospital. Så meget kunne hun huske. Faktisk kunne hun godt huske de mest basale ting, hun var bare ikke klar over hvem hun var, og det skræmte hende. Meget. Det dækkede smerten så heldigvis over, og hun fokuserede faktisk ikke på så meget andet end sulten. Den helt uforklarlige sult, som drev hende til vanvid.

Hun havde set sit navn. Der var nogen, der havde stillede blomster på bordet ved siden af hospitalssengen. I kortet stod der med letlæselig skråskrift;

Vi elsker dig Clare! Vi savner dig, og glæder os til du kommer hjem til os.

 Der var intet navn på afsenderne, og mysteriet om hendes liv blev bare størrere. Men smerten overmandede hende, og hun kunne snart ikke holde det ud længere. Hun ville bare gerne have det til at holde op. Uden at tænke sig om, løftede hun benene ud af sengen, og lod dem ramme jorden. Hun havde troet, at hun ville være øm, men faktisk følte hun sig mere elegant end nogensinde før. Hun havde stadig ondt ingen tvivl om det, og det var også det, der drev hende hen mod vinduet, der virkede til at komme skræmmende tættere på, for hvert skridt hun tog.

Snart stod hun og kiggede ud af det. Det var mørkt, men alligevel kunne hun se at der gik ingen på den oplyste sti væk fra hospitalet. Hun var på 3. sal registrerede hun, og jorden virkede til at være skræmmende langt væk. Men det stoppede hende ikke. Et skridt. To skridt. Spring.

Alting virkede til at gå i stå, mens hun brød igennem glasset, og jorden kom alt for hurtigt imod hende. Hun havde altid troet at folk løj, når de sagde, at de meste skræmmende ting sker i slowmotion, men i hendes tilfælde var det sandt. Da hun efter lang tid endelig ramte jorden, blev alting ikke sort som hun havde håbet på. Hun følte bare smerte. Utænkelig smerte. Hun ville hellere have sulten tilbage gange tusinde, end den smerte hun følte, da hun endelig ramte jorden.

Hun forstod ikke, hvorfor hun ikke var død. Hun ønskede at dø. Hun burde være død, men sådan ville verden det ikke. Hun vidste ikke hvordan, hun fik rejst sig op, men hun stod pludselig på benene, og smerten synes at forsvinde med uforklarlig hast. Hun kiggede sig forvirrede rundt, og rettede hurtigt på hendes stadig hele hospitals kittel. Sulten var vendt tilbage, og trods den anden smerte var lettet, betød det ikke denne ville.

Hun begyndte at gå. Væk fra hospitalet, og ud på gaden. Væk fra gaden og ind i et hjørne, bag en container. Hun lænede sig op af den, og skjulte sit ansigt i sine hænder. Hvad var det der skete med hende? Hun kunne mærke mængden af følelser skylle ind over sig, og tårerne faldt hurtigt ned langs hendes kinder. Hun lagde sit hoved tilbage og hulkede. Hun stod der længe, mens hun bare tudede som en anden baby. Hun hadede det, men hun ikke styre det. Det hele var bare for meget. Det værste var ikke at vide hvorfor alt det her skete for hende. Ikke at vide hvem hun var.

”Hey er du okay,” kom det pludselig fra siden. Hun løftede chokeret hovedet, og fik øje på en der nok var en vagt. Hun kunne ikke huske hvor hun var gået hen, men hun vidste det nok var et privat sted. Hun stirrede bare på ham, og håbede hendes røde øjne ikke kunne ses i mørket. Sult. Det slog hende pludselig, og hun kiggede nu igen hen på manden, denne gang var hendes blik ændret. Hun havde ikke lyst til at vide hvad hun lignende, for i det øjeblik var det eneste hun fokuserede på mandens puls, der pumpede igennem hver en eneste åre i hans krop. Hun kunne hører hvert eneste slag, og hun tog også sig selv i at slikke sig om munden.

I et spildt sekund var hun foran ham, uden selv helt at vide hvordan. Han stirrede forskræmt på hende, men inden han kunne nå at sig mere, trykkede hun voldsomt sine tænder ind i halsen på ham. Følelsen var fantastisk. Hun havde aldrig følt noget så godt, som da den mands blod flød fra hans hals, og ind i munden på hende. Hun rev hårdt i ham, for at kunne få mere ud, og dækkede instinktivt mandens mund til, imens hun sugede den sidste del af hans liv ud af ham.

Hun gav til sidst slip på ham, og stirrede chokeret frem for sig, mens hendes øjne ikke forlod liget der lå på jorden foran hende. Hvad havde hun gjort? Hvorfor havde hun gjort det? Hun tog sin hånd op til munden, og undertrykte et skrig.

”Oh my god, Oh my god,” hviskede hun, mens hendes stemme knækkede over. ”Hvad har jeg gjort,” hulkede hun, mens hun prøvede at holde sig selv sammen. Hendes ben faldt sammen under hende, og hun lod det hele komme ud. ”Oh my god,” hviskede hun igen.

”Hvis jeg havde vidst du ville lave sådan et rod, ville jeg ikke have ladet dem tage dig på hospitalet. Jeg troede du måske havde lidt mere selvkontrol. Nå skidt. Kan hurtigt få ryddede op efter dig,” kom det oppe fra. Hun vendte sit blik op, og fik et chok da hun fik et ordentligt kig på drengen foran hende. Hun fik rejst sig op, og sat afstand imellem dem hurtigt, med hendes nyfundne styrke.

”Dig,” snerrede hun, med den mest giftige stemme hun kunne komme op med, imens hun blottede sine sylespidse tænder.

”Hey. Jeg er Malachi,” sagde han og smilede sexet til hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...