Bulletproof

Da 15 årig Clare vågner op på et hospital med ingen minder, andet end et billede af manden der overfaldt hende, og en brandende smerte i hendes hals, beslutter hun sig for at springe ud af hospitals vinduet. Tros springet var for 3 sal, er der ingen skade sket, og Clare løber forskrækket væk. Hun støder hurtigt på ingen andre end manden der overfaldt hende. Hvis hun havde vist, hvad denne mand ville gøre ved hendes liv, var hun bare flygtet. Men hun valgte at blive, og hendes valg vil hurtigt blive fatalt.

14Likes
15Kommentarer
1275Visninger
AA

2. Kapitel 1: Hero

Hero - Skillet

Kære dagbog..

I dag var okay. Eller jeg ved ikke, om jeg længere kan kalde en dag okay. Tror det er fordi jeg har vænnet mig til alt det her, at jeg endelig er noget tilbage til okay. Det er da godt ikke? Det håber jeg. For virker ikke til at komme nogen vegne længere. Mine forældre satte mig kun til at skrive denne dagbog, så de kunne slippe for, at høre på mine problemer. Men tror faktisk denne dagbog lytter bedre en mine forældre. Det er ikke fordi de ikke holder af mig, det ved jeg. De er bare alt for konflikt sky, og kan ikke klarer de mindste problemer.

Og den mobning, som jeg bliver udsat for nu, er ikke et lille problem. Ja er for lang tid siden kommet over, at være pinlig over det, for det er ikke mig, der er noget galt med. Det er dem. Helt klart dem. Okay min selvtillid, dårlige attitude og sorte humor kan have pisset dem af, men burde de ikke være kommet over det? Det tog kun 2 uger af skældsord, papirkugler og skraldespande, til at få mig til at holde kæft. For på de 2 uger fandt jeg ud af, at det var lettere at sige intet imod, end at prøve og svare igen. For 21 mod 1 er lidt unfair.

Men jeg burde lade være med at være så negativ, for som jeg skrev længere oppe, så har det været en okay dag. Det eneste der skete var at mine sko dukkede op i skraldespanden, hvilket ikke er så slemt længere. Tros alt den mobning over på den skole ødelægger min selvtillid, og det meste af min hverdag, bliver jeg nød til at tænke positivt. Det siger Nidia altid, og hun plejer som regel at have ret, så burde nok lytte til hende. Selv om det er svært, når man har 21 mennesker, man har lyst til at rive hoved af.

Lovede faktisk mig selv, at jeg ville skrive noget positivt i dag, men det virker alligevel til at være mere negativt som altid. Undskyld.

- Clare

15 årig Clare lukkede sin halvbrugte dagbog, og lage den på sin seng. Trods hun i starten havde været imod dagbogen, var den kommet under huden på hende, og næsten blevet en nødvendighed. For hun vidste at selv om ingen læste det, kunne hun komme af med sine aggresioner, så de ikke endte med at gå ud over andre. Det var en lettelse.

Clare havde altid været hidsig, og da hendes klasse så begyndte at mobbe hende, blev det endnu værre. I starten flippede hun ud, men hun fandt hurtigt ud af, det underholdte dem endnu mere, end hvis hun bare ignorerede dem. At ignorer dem var det eneste gode råd hendes mor havde givet hende. Da hun derefter prøvede at forklarer, at det bare blev værre og ikke stoppede, holdte hendes mor op med at lytte. Det samme med hendes far.

Hun havde for længe siden besluttede sig for at klare det her selv, og det havde hun også tænkt sig at gøre. Desuden var hun ikke helt alene, hun havde Nidia. Nidia lyttede. Sådan rigtig lyttede, og hun forstod det. Nidia var heller ikke den eneste hun havde, hun havde veninder der støttede hende. Ikke alle så meget som Nidia, men de var der for hende. Hun var bare ved at få nok. Det havde stået på i over et år. Hele 8. klasse, og nu de første uger af 9.

 Hun fattede ikke, hvorfor de ikke snart fik nok, og besluttede sig for at opfører sig voksent. For hun havde intet gjord dem, andet end at snerre af dem, når de konstant sad og kritiserede hende, hvilket burde være forståeligt nok.

Hun tog det ikke til sig. Altså alt den kritik, for hun havde altid været tilfreds med sig selv. Hun var ikke den lækreste, dog heller ikke grim, og hendes personlighed var ikke perfekt, men hendes fejl var en lige så stor del af hende, som hendes gode sider var.

Men hun var virkelig træt af det nu, for hun kunne ikke benægte det ikke påvirkede hende. Hun var blevet en meget mere stille pige, end hun nogensinde havde været før i tiden. Hendes ellers så kæmpe ego var blevet formindsket, og ikke på den gode måde. For ja hun havde været lidt for selvglad, men nu virkede det til at hun tvivlede om alt.

Hun stod nu i 20 minutter og overvejede hvad hun skulle tage på vær morgen, hvor hun før i tiden hurtigt mixed noget sammen, og var rigtig tilfreds bagefter. Trods alt det nægtede hun at bukke under. Hun ville gå ud af skolen med de idioter, og give dem alle fingeren når hun var færdig. Tanken fik hende til at smile.

Hun hoppede hurtigt ud af sin seng, og satte sig ved sit store make-up bord. Hun blev mødt med et par store grønne øjne i spejlet, og et stort bredt smil. Hun kunne stadig tænke positivt, og det glædede hende. Hun rettede hurtigt på sine maskar fyldte øjenviber, og bandt sit lange krøllede brune hår op i en høj hestehale. Hun smilede en gang mere til sig selv, og hoppede så hurtigt i sit løbe tøj.

Det med at løbe var også blevet en fast vane, noget hun gjorde vær dag. Når hun løb forsvandt alle hendes bekymringer, og hun kunne drømme sig væk. Desuden så kom hun i god form. Trods hun altid havde været tynd, hviste hun det var godt at holde sig i form.

Hun åbnede døren til sit værelse og traskede ud i gangen, hvor hun hurtigt fandt sine sko frem. Mens hun var ved at presse skoen op over hendes hæl, hørte hun sin mors stemme fra trappen.

”Skal du ud og løbe skat?” spurgte hun.

Clare kiggede op, og fik øje på morens blå øjne, der stirrede forventende tilbage på hende. Hun nikkede og smilede let til hende.

”Ja skal nok skynde mig tilbage.”

”Er det ikke lidt sent at løbe? Det er jo mørkt udenfor. Er du sikker på du ikke vil vente til i morgen?” spurgte hun, og skubbede sit lange glatte mørkebrune hår om bag øret, mens hun kiggede utilpas på hende.

Hendes mor havde altid været så overbeskyttende, og det var til tider irriterende, men alligevel dejligt at vide hun ikke var ligeglad med hende, som hun ellers nogen gange gav udtryk for.

”Bare rolig mor klokken er kun 10, og der sker alligevel aldrig noget i vores by,” svarede hun let, og vendte tilbage til sine sko.

”Okay men lov mig, at du holde dig fra mosen ikke søde?”

”Okay det skal jeg nok,” sagde hun og smilede, mens hun rejste sig op.

”Er tilbage om en times tid okay?” sagde hun, og gik uden at vente på svar. Hun skubbede let døren op til deres store villa hus og løb ud. Hun forstod godt hvorfor hendes mor, var lidt nervøs over hun løb nu. Hun plejede trods alt ikke at løbe i mørke så tidligt i september, men hun havde haft sent fri, og så havde Nidia ringet. Hun fik først tid nu, og desuden så skete der aldrig noget i denne by. Den var faktisk utrolig kedelig, og trist at være i. Specielt i hendes kvarter, fordi der boede intet andet end gamle rige bitre personer.

Da hun noget til vejen, der førte op til mosen, besluttede hun sig for at løbe ned af den, trods hvad moren havde advaret hende om. At løbe igennem mosen var en størrere rute, og det var den hun altid løb, så hun så ingen grund til at løbe uden om. Der var ingen lygtepæle så det var mørkt, men ikke så mørkt man ikke kunne se en hånd for sig. Hun kunne let skimte vandets overflade, og kornes top, men ellers var der ikke meget at se, når hun kiggede ud over landskabet. Det eneste lys kom fra de få højhuse, der strittede op flere kilometer derfra. Der var ingen mennesker i mosen på denne tid, og Clare havde det fint sådan, for hun hadet at støde ind i mennesker, når hun var ude at løbe. Hun kiggede hurtigt frem for sig, og fik så pludselig øje på en dreng, der kom gående imod hende. Hun kiggede hurtigt ned igen.

Hun kunne føle nervøsiteten boble lidt. Hvem var ude at gå alene så sent på aften? Men så igen, hvem løb så sent på aften? Hun kom ham hurtigt nærmere, og da hun kom tæt nok på ham, opdaget hun, at han talte til hende.

Hun trak sin ene hørertelefon ud, og kiggede nysgerrigt på ham. "Hvad?" spurgte hun lidt irriteret over, at han havde afbrudt hende. "Spurgte bare hvad sådan en køn pige som dig laver her ude så sent? Du ved godt det ikke er smart at løbe helt alene i mørket her, der kunne jo komme nogen og overfalde dig," sagde drengen med et lumsk smil.

Trods drengen hvor ualmindelig lækker, kunne hun føle hårene rejse sig, og flere kuldegysninger strøg igennem hende. "Jeg har en mobil og bor lige i nærheden. Desuden ville folk i nærheden hører mig," svarede hun let, og stak så hørertelefonen ind i øret igen, og gjorde sig klar til at løbe forbi ham.

Hun noget kun at tage et skridt, inden han tog voldsomt fast om hendes skuldre. Hun stivnede i chok, og trods han holdte hende fast, kunne hun ikke få sig selv til at kigge ham i øjnene. "Hvad vil du?" hviskede hun. Han skubbede let noget af hendes lange brune hår om bag hendes øre, tog den ene hørertelefon ud, og lod den falde ned over hendes skylder. "Jeg vil have dig," hviskede han tilbage. Nu vendte hun sit blik op imod hans øjnene, og til hendes egen rædsel, mødte hun nogen ild røde øjne, der stirrede sulten tilbage på hende.

Han trykkede sig hårdt op af hende, og smed så sine læber mod hendes. Hun havde ikke været forbedret på det, og stirrede i chok, frem mod ham, mens han med lukkede øjne begyndte at bevæge sine læber mod hendes i en langsom rytme. Hun kunne ikke beskrive den rus, der løb igennem hendes krop i det øjeblik, og hun vidste, at hun ikke burde reagere på den. Hun burde skubbe ham væk, da hun ikke havde nogen ide om, hvem denne dreng var, eller hvad han ville med hende. Men hans læber føltes dog alligevel så fantastiske mod hendes, at det næsten var uvirkeligt.

Til sidst tog hun sig alligevel sammen, og fik overbevist sig selv om, at denne lækre dreng, bare var et klamt svin, som ikke burde rører hende på den måde. Hun lod sig selv slappe af et kort øjeblik, og kyssede stille tilbage. Drengen foran hende gav lidt mere slip på hende, og det var dér hun fik sin chance. Hun løftede benet, og bankede det hårdt op i skridtet på ham, så hårdt som hun overhovedet kunne. Det så ud til at virke, da drengen slap hende, og gik ned på knæ, mens han halvkvalt udstødte et støn i smerte. Hun vidste dog at det ikke ville holde ham nede, så hun skyndte sig at give ham en knytnæve i ansigtet.

Hun mærkede ikke smerten komme, før efter hendes hånd havde sagt knæk. Hun udstødte et halvkvalt skrig, og kiggede ned på hendes nok brækkede hånd, og derefter på drengens ansigt, som var fuldstændig urørt. Hun tog sig til sin hånd, som nu næsten var blevet helt følelsesløs. Forskrækket begyndte hun at løbe. Hun løb så hurtigt, at hun ikke engang selv kunne nå at registrere hvor hun løb hen. Choket og frygten drev hende videre, ind til hun pludselig mærkede et par stærke arme, strække sig rundt om hende. Havde han allerede fået fat i hende igen?

Han havde fat i hende igen. Hun kæmpede lidt til at starte med, men gav hurtigt op imod drengens stærke arme. Hun græd ikke, og hun skreg ikke efter hjælp. Hun havde styrke nok til at holde sig selv fra at græde, fordi hun ikke ville vise dette svin, hvor svag hun i virkeligheden var. Men alligevel kunne hun ikke få luft nok til at producere et ordentligt skrig.

"Det skal nok gå over hurtigt, det lover jeg," grinede han, med den mørke og mest uhyggelig stemme, hun længe havde hørt. Hun havde lyst til at råbe af ham, skrige at han skulle give slip, men intet af det virkede til at ville komme ud af munden på hende. Choket havde overtaget hende. Manden vendte hende om, og kyssede hende langsomt ned langs halsen. Han stønnede let i nydelse, og forsatte med at plante små kys ned langs hendes hals. "Du dufter så dejligt, at det næsten ville være synd, hvis du gik til spilde." Da han sagde det, prøvede hun forgæves at vrikke sig fri, men det fik ham bare til at grine.

Et lille stik af smerte skar igennem hende, og hun indså hurtigt, at det var drengens tænder, der havde boret sig ned i hendes hals.

Og så skreg hun.

Alt stoppede et øjeblik, mens hendes skrig rungede igennem natten. Drengen virkede til at være stivnet nu, og hun stod omtrent lige så stille. Hun var rædselslagen. Hun havde aldrig været så bange i sit liv, og hun kunne intet andet end at stå der med lukkede øjne, og bede til det hele bare var en drøm.

Han trak sig væk fra hendes dunkende hals, og hun kunne mærke noget varmt væske løbe ud af det sorg, som han havde lavet. Blod. Det lugtet. Det lugtet så fælt, at hun fik kvalme af det. Drengen som havde trukket sine..tænder ud af halsen på hende, kiggede nu op på hende med forvirrede øjne. Hun kunne ikke helt afgøre med sig selv, hvad det var hans ild røde øjne udstrålede. Frygt? Ja det måtte være frygt, men frygt for hvad?

Han lod sit hårde tag om hendes skuldre falde, og hun mærkede lettelsen ved at være fri igen skylle ind over sig. Hun var fri, det eneste der rent faktisk holdte hende fra at løbe nu, var den frygt der stadig rendte igennem hende. Drengen lod sin blege hånd glide over hendes kind i en kærlig bevægelse, som bare forvirrede hende endnu mere. Hun forstod ikke, hvad der gik af ham, men nu hvor han havde givet slip på hende, var det eneste der kørte igennem hendes hoved, at hun burde løbe. Dog lige meget hvor mange gange, hun fortalte sine ben de skulle flytte sig, blev det hvor de var.

"Adeline," hviskede drengen, i den blideste stemme, hun hidtil havde hørt fra ham. Adeline? Hun forstod ikke hvad han snakket om, og hun havde heller ikke tid til at bekymre sig om det. Hun skulle bare væk!

Pludselig reagerede hendes ben, og hun satte i løb. Drengen havde ikke forventet at hun ville reagere sådan, og hun kunne mærke han ikke med det samme satte efter hende.100 m. Det var den afstand der var fra her, og til den første lygtepæl der lyste op ude på den almindelige sti. Hvis hun bare kunne nå derhen ville nogen hører hendes skrig, og komme hende til undsætning. Det var det eneste der bar hende videre, tanken om at komme hjem. Tanken om at se sin mor og far igen. Ja hun ville selv give alt for at se en af sine klassekammerater igen lige nu.

Efter at have løbet i hvad der virkede som en evighed så hun lyset. Hun satte endnu mere fart på, i et desperat håb om at nå lyset. Hun havde aldrig været så lettet i sit liv, som da lyset fra den ene lygtepæl omringede hende. Dog stoppede hun ikke. Hun forsatte med at løbe mod sit hjem.

"Hjælp!" råbte hun hjælpeløst. Hun råbte igen og igen. Til sidst havde hun råbt se meget at det næsten virkede latterligt, men det var der gud valgte at give hende svar.

"Clare?" kom en svag stemme fra siden. Hun vendte sig om, for at få øje på ingen andre end Phoenix. Hun kunne ikke holde sig selv fra at udstøde et lille hulk. Phoenix drengen fra hendes klasse og hans mor stod foran hende. Hun kunne endda presse et smil frem, da hun mærkede sine ben give efter under hende. Hun var reddet. Hun var sikker.

Phoenix mor kiggede panisk på hende, og farede over mod hende. Hun noget lige at støtte hende, inden hun ramte jorden. "Åh søde skat! Hvad er der dog sket?"

Clare var for udmattet til at kunne producere et ordentligt svar og sagde bare 'Overfald'. Det fik kvinden til at hyle endnu mere, og hun kunne også skimte Phoenix forfærdede ansigt.

"Phoenix ring 112! Skynd dig Phoenix!" vrissede hun af ham, mens han fumlede med sin telefon.

"Hvor gør det ondt henne søde?"

Clare stønnede næsten. Hvorfor kunne kvinden ikke lade være med at stille alle de spørgsmål, kunne hun ikke se hvor smadret hun var? Inderst inde vidste hun hvorfor, men lige nu kunne hun ikke tænke klart. Alt virkede slørede, og snart kunne hun ikke engang se kvindens ansigt for sig, trods det kun var få centimeter fra hendes eget.

"Hånd, hals," fik hun fremstammede inden alt svimlede for hende. Det sidste Clare så for sig, var det slørede billedet af kvindens forfærdede ansigt, da hun skubbede Clares hår væk, og fik et ordentligt kig på det sorg, der var blevet lavet i hendes hals.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...