Formskifter

April er en teenagepige på fjorten, snart femten, år. Hun er en såkaldt formskifter - et menneske med evnen til at forvandle sig til udvalgte dyr. Læs, hvordan hun får tildelt sine Dyr, og hvordan hun må klare sig på egen hånd i en verden der er så meget mere barsk end hun troede ..

9Likes
33Kommentarer
2170Visninger
AA

4. Opvågnen

Mit ben står i flammer. Ilden æder sig ind gennem huden på mig, brænder i mine årer efterhånden som den breder sig. Jeg vil skrige, tigge og bede om at nogen gør en ende på det, men min mund er lammet, fastlåst ligesom resten af min krop. Så jeg skriger indvendigt, kæmper mod ilden lige indtil jeg ikke kan mere. Hvorfor? Hvem har gjort dette umenneskelige imod mig? Og hvem er jeg? Hvorfor er der noget inde i mig der kæmper, hvorfor ikke give op .. ?

Alle tanker er et stort kaos, da der pludselig sker en forandring. Smerten bliver ikke stærkere eller svagere, det er bare en forandring.

Og så forsvinder alt.

Det føles i hvert fald sådan i første omgang. Smerten bliver reduceret til næsten ingenting – det føles som at træde ind i et køleskab midt i ørkenen. Jeg kan også bevæge mig frit igen. Selvom alle mine lemmer føles ufattelig tunge, så er det muligt at bevæge dem.

Og så, pludselig, slår alle mine sanser til: Det første jeg lægger mærke til er den skarpe lugt af sprit, blandet med noget andet .. hø?! Så hører jeg stemmer ..

” .. rasende!” Det er min mors stemme! ”Er der slet ikke noget De kan gøre? Hun har glædet sig siden .. hun var fem! Er det virkelig nødvendigt at udskyde det så lang tid?”

Først nu går det op for min sløve hjerne, at de taler om mig. Men hvad er det de siger? Udskyde .. hvad?

”Jeg er ked af det, frue,” det er en dyb mandestemme. Jeg genkender den svagt, men kan ikke placere den med det samme, ”.. men der skal ske et mirakel for at hun kan vågne før næste uge .. Og da slet ikke før Afskeden. Vi taler om stærk slangegift, endda tilsat noget andet, som vi ikke kan identificere .. ” Ordet – slangegift – får mig til at knytte hænderne hårdt. Jeg skulle huske .. slangen .. ! - ”.. Hov, hvad i .. ?!” - Jeg sætter mig brat op. ”Slangen .. !”

Pludselig er jeg omringet af mennesker, hænder og små biplyde. Jeg bliver skubbet tilbage på puden – helt fint med mig, det krævede en god portion anstrengelse at sætte mig op – og de begynder at snakke ophidset sammen, tjekke puls og alt sådan noget, og jeg har en forfærdelig lyst til at give alle deres hoveder et ordentligt gok, jeg er for helvede en formskifter! Men de er mennesker, hver og en – med undtagelse af min mor selvfølgelig, og der er også et eller andet ved overlægen – og de kan ikke gøre for at de er så uvidende.

Så er det måske på tide at fortælle præcis hvor meget jeg egentlig ved: nemlig så godt som ingenting, i forhold til hvilken verden det er vi lever i.

Vi, altså formskiftere, bliver født med en slags tatovering på anklen. Det er forskelligt fra person til person hvad den forestiller. Det kan være en ting, et mønster eller sågar et dyr. Min er en sort silhuet, som jeg tror forestiller en kniv. Skaftet har en underlig form for neden, som med lidt god fantasi godt kunne være et heste- eller æselhoved. Ørerne har en lidt mærkelig form.

Jeg har aldrig spurgt hvad tatoveringen betyder. Det spørger man ikke om.

Tilbage på sygestuen, er der begyndt at falde ro over det igen. De fleste sygeplejersker er gået, de der er tilbage kigger kun nervøst på mig af og til. Jeg vælger at ignorere dem, og lader tankerne vandre.

Formskiftere er magiske væsner. Jeg vil tro, at der findes andre arter end os, men jeg har aldrig fået det af vide direkte.

Derimod ved jeg, at vi af dem der kender vores eksistens, udover at kalde os formskiftere, kalder os Naturens Søskende. Min mor har gang på gang indprintet mig, at jeg er Naturens Søster, og at naturen er min ven hvis jeg behandler den ordenligt.

Da jeg var lille, troede jeg at det var helt normalt at være Formskifter. Jeg havde aldrig set mennesker. Mine forældre forklarede det først for mig nogle måneder inden jeg skulle begynde i skole. Vores slags er ikke særlig snakkesalige. Der er mange emner som er tabu, eller bare for komplicerede, til at vi snakker om dem. Som f.eks. tatoveringen på anklen.

Jeg regner med at få en del af vide efter Tildelingen.

Jeg begynder at blive døsig. De har sikkert givet mig noget beroligende. Jeg skal lige til at give efter for søvnen, da jeg kommer i tanke om det, min mor og overlægen – som jeg går ud fra at han er – snakkede om. Men jeg tænker ikke helt klart, og jeg beslutter, halvt ved bevidsthed, at det kan vente ..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...