Formskifter

April er en teenagepige på fjorten, snart femten, år. Hun er en såkaldt formskifter - et menneske med evnen til at forvandle sig til udvalgte dyr. Læs, hvordan hun får tildelt sine Dyr, og hvordan hun må klare sig på egen hånd i en verden der er så meget mere barsk end hun troede ..

9Likes
33Kommentarer
2087Visninger
AA

3. Øjne

Da jeg vågner er jeg overbevist om, at klokken højst kan være 7. Men ikke for første, og bestemt heller ikke for sidste gang, tager jeg fejl. De lysende tal på mit digitalur skriger med sine grønne neontal: 09:56 AM. Jeg springer ud af sengen. Forbandet!

I en fart får jeg tøj på, børstet tænder og redt mit fandens tykke, gyldenbrune hår. Så springer jeg ned af trappen og ud i køkkenet. Min mor står ved komfuret i færd med at lave røræg. Uhm! Og på brødristeren ligger franskbrød, mit yndlings. Hele køkkenet dufter af morgenmad, og pludselig går det op for mig, at jeg ikke har travlt; Tildelingen begynder først klokken tre!

Da mor får øje på mig lyser hun op, og hun vimser over til mig og kysser mig på håret.

”God morgen, næsten-femtenårige! Har du sovet godt?” Jeg nikker, selvom det er en lodret løgn. Jeg lå vågen den halve nat, og da jeg endelig faldt i søvn, sov jeg meget let. Hver en lyd vækkede mig, altid fra det samme mareridt. Gæt engang hvad det handlede om ..

Jeg trækker en stol ud og sætter mig mens røræggen steger færdig. Alting virker uvirkeligt, unaturligt. Pludselig lægger jeg mærke til detaljer jeg aldrig har hæftet mig særligt ved før; køkkenskabenes skærende hvide farve, indtørrede pletter på komfuret og at det egentlig er forfærdeligt umoderne med sort/hvidt ternet gulv.

Der lyder et bump ovenpå hvorefter en dør smækker. Jeg hæver per automatik øjenbrynene og sukker da Ask tramper ned af trappen. Han og min stedfar har aldrig haft et specielt afslappet forhold.

Man kan se, han gør sig stor umage med at falde ned da han ser mig. ”Hey Søs. Er du parat?” Han roder mig i håret som da jeg var lille, og jeg skubber ham smilende væk. Han går lidt ned i knæ og skubber igen. Snart går den vilde jagt rundt i køkkenet. Vi vælter en hel del stole plus et lille bord, og min mor ruller med øjnene. ”Hvornår bliver i for gamle til dét der?”Jeg sender hende bare et stort grin, og Ask udnytter muligheden til at fange mig og kilde mig. Jeg vrider og vender mig, men intet hjælper.

”Så må du gerne slippe hende, Ask! Maden er klar.” Det er nok den eneste sætning i hele verdenen der kan få ham til at slippe mig. Men han sender mig for en god ordens skyld et blik og et smil der tydeligt siger Jeg er ikke færdig med dig! Jeg sukker. Ikke en gang på min 'store dag' kan han lade mig være i fred ..

Jeg sidder og skubber maden på tallerkenen frem og tilbage; pludselig virker røræggen klam og blævrende, og duften i køkkenet er kvalm. Jeg rejser mig så hurtigt at stolen vipper og truer med at falde bagover, men før den når at gøre alvor af det styrter jeg ud på terrassen. Jeg sætter mig langsomt på en stol og mærker min mors bekymrede blik i nakken. Men Ask beroliger hende heldigvis med nogle mumlende ord, og bekymringen afløses af medlidenhed. Næsten endnu værre.

Det er smukt vejr, solen titter op bag trækronerne i skoven og fuglene kvidrer. Er det mon bare mig, eller lyder de spændte? Som om de venter på noget .. eller nogen? Jeg lader tankerne slippe fri, fantaserer om hvordan jeg vil flyve med fuglene i min fugleskikkelse, hvad det så end bliver for en.

Jeg lader blikket glide ned mod græsset men stivner pludselig. Ud fra buskadset glider en smal skygge hen over græsset. Den er kulsort, kun øjnene skiller sig ud; ravgyldne, med en aflang sort pupil. Og da den åbner munden og hvæser afsløres et sæt kridhvide, sylespidse hugtænder.

Slangen er kun et par meter fra mig, da den løfter hovedet fra jorden, parat til at hugge. Jeg er stivnet i chok; hvad vil den mig? Det er tydeligvis ikke et almindeligt dyr, dens øjne lyser af menneskelig bevidsthed.

Sekundet før den sætter gifttænderne i mit bare ben, kigger den mig i øjnene. Kun et øjeblik, men lige nok til at jeg når at se et sært udtryk i dens øjne. Det ligner nærmest .. undskyldning?

Jeg udstøder et lille skrig, da tænderne borer sig igennem min hud. Sorte pletter danser i udkanten af mit synsfelt og overtager det langsomt. Det sidste jeg ser er slangen der lydløst og næsten usynligt glider tilbage i krattet.

Så bliver alt sort – ligesom slangens midnatssorte skæl.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...