It's War

Sun Sey, datter af en berygtet mand inden for kriminalitetens verden, er blevet sat som top mål på samtlige lejemorderes lister. Der er dog en af disse, der ikke har et helt almindeligt forhold til denne unge kvinde, og han vil gøre alt for at beskytte hende. Selv overlade hende til hans bedsteven, mens han selv forsøger at gøre verden til et bedre sted for hende. Men hvad sker der, når ens bedsteven og idealle pige begynder at få følelser for hinanden? - "It's War"

9Likes
2Kommentarer
1299Visninger
AA

4. The beginning

 

      Joon sad og så ned på hende, mens hun lå der. Hendes ansigt badet i sved, mens han forsigtigt duppede hendes pande med en kold klud. Såret på hendes skulder, havde han fået lagt en kompres forbinding ind over for at stoppe blødningen, og derefter havde han ladet hende sove i håbet om, at hun ikke ville kunne mærke smerten på samme måde. Alligevel kunne han mærke ethvert åndedrag af hendes som sit eget fyldt med den selv samme smerte, som hun måtte føle selv i søvne.

      Han betragtede hendes lange mørke lokker, der faldt let ned over skuldrene på hende, og han kunne fornemme en svag duft af fersken, der havde hængt ved dét fra hendes shampoo. Han lod stille sin hånd lægge sig på hendes kind, og kærtegnede den ganske forsigtigt med hans tommelfinger. Hendes øjne var lukkede, men i det mindste blev hendes åndedræt lidt mere rolig ved hans berøring.

      Som han sad der, gav han sig til at betragte hendes ansigt nærgående. Hendes rødlige læber var let adskilte og lige så fristende, som de altid havde virket på ham, og alligevel havde han kun en sjælden gang imellem berørt dem. Han smilede kort svagt af tanken ved den første smag af hendes læber. Smagen havde været ubeskrivelig. Den havde været lige så sød som chokoladeovertrukne jordbær, samtidig med at følelsen havde været som at kysse en sky. Let og blødt.

      Han rystede svagt på hovedet, for at samle tankerne igen selvom han ikke kunne lade vær med at lade dem drive bort. Det var jo ikke et tilfælde, at hun lå der på den slidte seng nu. Selvom deres første møde havde været et tilfælde, havde det forandret alt efterfølgende…

      Han gik roligt ned ad gaden med ansigtet rettet imod jorden, selvom hans øjne hvilede i nakken på hans næste mål. Han havde skygget ham i nogle dage, ledt efter det helt rigtige tidspunkt til at fuldføre opgaven, som han havde fået pengene for.

      Det hele blev dog ændret, da en pige et par år yngre end ham selv højst sandsynligt, kom til at støde ind i ham, og hun faldt ned på jorden lige så lang, som hun var med favnen fuld af bøger. Hans koncentration var blevet brudt, og i det korte øjeblik han havde set væk, var hans mål forsvundet. Et let irriteret suk løb over hans læber, hvorefter han satte sig på hug og gik i gang med at hjælpe den fortvivlede pige på den fugtige forårs jord med at få samlet bøgerne op, inden de led skade.

      ”Det må De altså undskylde… Det var ikke min mening…”

      Hun stammede sig igennem den ene undskyldning efter den anden, mens hun febrilsk samlede bøgerne op i sin favn igen. Joon kunne ikke andet end at trække på smilebåndene over denne pige. Da de havde fået samlet bøgerne sammen hjalp han hende på benene, men bemærkede dog at hun ikke støttede på den ene fod.

      ”Har De slået foden?”

      Han kunne se, hvordan hendes kinder stille begyndte at bluse efter kort at have skævet ned til sin fod, hvorefter hun så op på ham igen og sendte ham et smil, han sent ville glemme. Han havde faktisk ikke givet sig til at betragte hende før det øjeblik, og hendes skønhed slog ham, som havde han fået en potteplante i hovedet, ligesom man ser på tegnefilm. Han kunne ganske simpelt ikke tage øjnene fra hende.

      ”Nej, jeg har det fint… men tak for hjælpen med bøgerne.”

      Hun bukkede høfligt for ham, hvorefter hun vendte sig om for at gå videre. Normalt ville Joon blot have vendt enhver anden pige ryggen, men noget ved hende fik ham til at gå efter hende og lægge en hånd på hendes skulder, så hun var nødt til at stoppe op – lettere forskrækket.

      ”De er ikke okay… De burde tage på skadestuen.”

      Hun trak hurtigt sin skulder til sig og så på ham med et stædigt blik.

      ”Jeg har det fint, har jeg jo sagt… Så, hvis De vil have mig undskyldt..”

      Hun skulle lige til at gå væk igen, da han hurtigt greb fat i hende, og fik svunget hende op i sine arme. Utroligt nok tabte hun ikke en eneste bog, selvom hun hvinede kort og så op på ham med store øjne, mens hun stædigt gik i gang med at beordre ham til at sætte hende ned. Han havde dog blot ignoreret det, og boret hende af sted igennem de travle gader, mens folk så underligt efter dem i tvivl, om de skulle hjælpe hende eller ej.

      Han fik hende hen til hospitalet, og hendes fod blev undersøgt. Selvom han blot kunne have gået sin vej, blev han alligevel stående og ventede pænt på, at hun kom ud på krykker med sin fod forbundet, fordi den var forstuvet. Uden at ville lade sig kue af hendes indvendinger bar Joon hendes bøger, mens de i stilhed begav sig ned ad fortovet på vej hjem til hende. Han havde tit ladet sit blik glide over på hende, og sommetider tog han også hende i at kigge på ham, og de så hurtigt væk begge to.

      Først da de nåede den store villa med alle overvågningskameraerne, det høje hegn og porten ude foran stoppede de op og så på hinanden.

      ”Det er godt nok stort..” Joon så på huset med forundring, hvorefter han lod sit blik glide op og ned ad pigen, der ikke bar nogle synlige tegn på, at skulle bo hos en rig familie… og dog.. guld armbåndet om hendes håndled var simpelt, men designet var stadig i Tiffany’s stil.

      ”Ja.. Nå men.. tak fordi du fulgte mig hjem.. og fik min fod undersøgt… Jeg havde nok ikke klaret gåturen hjem alene, når det kommer til stykket.”

      Smilet hun sendte ham, fik hans hjerte til at galopere af sted og han måtte synke en klump, for at kunne trække vejret igen.

      ”Det var så lidt… men du kan jo gøre det godt igen, ved at byde på en kop kaffe én dag?”

      Han stod med hænderne i lommerne og sagde det lettere uskyldigt, selvom et let skævt smil spillede på hans læber. Alligevel frygtede han hendes afvisning, frygtede at hun ville stikke ham en flad for det… men han tog fejl. Hun smilede blot af det og nikkede, hvorefter hun fandt sin mobiltelefon frem og rakte ham den, så han kunne taste sit nummer. Det trak uundgåeligt i hans mundviger, og han tastede hurtigt sit nummer ind og gav hende telefonen igen.

      ”Hvad hedder du egentlig?”

      ”Sun Sey, og dig?”

      ”Lee Joon..”

      Et let suk forlod hans læber ved mindet om deres første møde. Han mærkede, hvordan hans hjerteslag gjorde ondt, når han så på hendes let forpinte ansigt nu, når hun burde se fredfyldt ud i sin søvn.

      Han knyttede sin ene næve lidt, hvorefter han skævede rundt i rummet. Han vidste, hvad han måtte gøre, selvom han ikke var videre glad for det… Han havde ikke lyst til at forlade hende, men hvis han ikke gjorde, ville hun ikke være i sikkerhed… og hvis han kunne stole på, at der var nogen, som ville tage sig af hende i hans fravær, så var det Thunder… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...