Dane: Høvdingens flugt

Dette her er første kapitel og starten på det hele. Jeg ved ikke hvornår resten af kapitlerne vil udkomme. Hvis jeg har tid, vil jeg skrive videre på den. Læs også min anden novelle. Husk at like =)
-Annon-

1Likes
0Kommentarer
398Visninger
AA

1. "Jeg skal nok få dig, Tavier"

18. oktober, 2010, klokken 12:04, Iran.


En falk flyver forbi det store glasvindue. Vandet i akvariet løber igennem den lille rensningsmotor, radioen spiller Debussy, Clair de lune. Ellers er der helt stille.
Jeg sidder på mit kontor i havnebyen Bushehr og spiser frokost: Grønsagssuppe og omelet, en ret der må spises hurtigt da jeg skal til møde om halvanden time med en gammel ven. Men jeg overvejer at aflyse det. Hvorfor ikke nyde stilheden når den er der?
Dagen starter ganske normalt. Solen skinner bag et tyndt lag af skyer og de tågede gaderne summer af liv. Men denne dag skulle gå hen og blive den værste i mit liv.
Kontorbygningen jeg befinder mig i hedder Tavier, opkaldt efter mig: Mustaffa Tavier, den mest magtfulde mand i det sydlige Iran. Jeg bliver for det meste omtalt som Høvding Tavier, selvom jeg egentlig var en form for minister. En vigtig person for min landsby. Jeg har i løbet af mine 4 år som høvding givet dem frihed og demokrati og beskyttet dem mod den tidligere diktator Qazzar’s onde gerninger. Den mand hader mig.
Jeg lægger sølvbestikket på den tomme tallerken og rejser mig fra bordet, netop som min mobiltelefon ringer. Mine to sekretærer plejer ellers til at tage telefonen, og der er kun ganske få personer, der har nummeret til min private telefon. Så det må være vigtigt. Det er anonymt nummer, men jeg trykker alligevel på knappen og tager den op til øret.
”…Ja?” spørger jeg nervøst.

”Tavier…” siger en kold tonløs stemme. Min krop stivner. Jeg genkender stemmen med det samme og et ton billeder vælter rundt i hovedet på mig. Qazzar. Den mand... jeg begynder at svede. Jeg tør ikke svare.
”Jeg skal nok få dig.”

 Så lægger han på.
Jeg står på midten af mit kontor med mobilen i hånden, som jeg langsomt lader dumpe ned på det fine guldtæppe. Mine hænder ryster. Jeg rækker op mod det halssmykke jeg har gået med i 4 år. En guldkæde med en lille sølvkolibri med en diamant på brystet. Det er den Qazzar er ude efter. Hvad skal jeg gøre? Jeg får ikke lang tid til at tænke over situationen.

Pludselig lyder en lille eksplosion udenfor. Jeg kigger ud af vinduet og ser en røgsky i den anden ende af byen. Folk er stoppet op og kigger i den samme retning. Derefter kan jeg høre sirenerne hyle. Den uhyggelige skingre lyd fylder gaderne og folk bliver straks grebet af panik. Få sekunder efter åbner døren til mit kontor sig og min sikkerhedsvagt, Hammid, træder ind i lokalet med en skudsikker vest på, en automatpistol i hånden og et bekymret blik.
”Høvding Tavier, jeg…” han når ikke at gøre sætningen færdig før endnu en eksplosion lyder, denne gang tættere på. Derefter kan jeg høre skydevåben og skrig nede på gaden.
”Tavier, vi er under angreb!” råber Hammid. ”Du bliver nød til at forlade bygningen, de er kommet efter dig!”
Han griber min arm og trækker mig ud af kontoret, sekundet før endnu et højt brag lyder, og får et af vinduerne til at smadre.
Turen ned af trappen går stærkt. Hammid har stadig fat om min arm med den ene hånd og pistolen i den anden. Hvor er resten af min security? Jeg har 4 livvagter i alt, men Hammid er den eneste til at beskytte mig nu. Da vi når ned for enden af bygningen, ser jeg mine to sekretærer, den ene livløs liggende på gulvet med blod omkring sig, den anden ved hendes side med tårer i øjnene. Der er stadig skudkamp ude på gaden. Skrigende mænd og kvinder, der forsøger at søge ly.
”Vi bliver nød til at tage bagudgangen, Høvding. Det er for farligt at benytte hovedindgangen!”
Der er ligeså meget panik bagved bygningen som foran. Mennesker strømmer frem og tilbage mellem husene for at søge ly for angrebet. Det er som om angriberne er usynlige i mængden. Det er umuligt at afgøre hvor skuddene kommer fra, men de er over det hele. En mand ved siden af mig bliver ramt i brystet og falder om ved siden af andre sårede og døde. Et par børn holder hinanden i hånden og råber desperat efter deres familie.
Midt i menneskemængden, ser jeg et ansigt fuld af rædsel. Et ansigt jeg har lægtes efter at se i mange år. En kvinde med lys hud, gyldent mørkt hår og guldøreringe i ørerne. Øreringe, som jeg har givet hende i gave for et år siden. Mayin. Den smukkeste kvinde i verden. Hun har også fået øje på mig. Og hun råber mit navn. Jeg prøver at løbe hen til hende, men menneskemængden skiller os ad. Hammid har stadig hans stramme greb om min arm, for ikke at miste mig, mens han i den anden hånd har pistolen knyttet tæt ind til sig.
Der lyder endnu et par skudsalver og flere skrig, men de bliver overdøvet af en eksplosion fra en granat tyve meter fra os, der sender en støvsky ud i luften. Jeg vender ansigtet den anden vej, mens jeg bliver trukket videre frem mod den parkerede Volvo, som er vores flugtbil.  Da jeg kigger tilbage igen er Mayin væk.
Hammid sætter farten op og jeg bliver nød til at følge med. Jeg har ikke set nogen af angriberne endnu. Det er som om de er over det hele, men samtidig også usynlige i den enorme menneskemængde. Men de er her et eller andet sted. Vi er få meter fra bilen, da et par skud rammer kølerhjælmen og praler af. Hammid åbner bagdøren og smider mig ind på bagsædet, hvorefter han smækker døren i, og selv hopper ind på forsædet ved siden af chaufføren.
Jeg husker tydeligt chaufførens ansigt. Skægstubbe, mørke solbriller, en brækket næse, for ikke at tale om tatoveringen på hans kind. En drage med 3 hoveder.
I betragtningen af situationen, virker chaufføren helt rolig og kold. Som om det blot er endnu en dag på arbejdet. Han accelererer og sætter fart mod et højt træstakit ud til markerne. Endnu to skud flyver igennem de tonede sideruder, men chaufføren stopper ikke. Han kører med fuld fart igennem den voldsomme kaos af mennesker mod træstakittet. En mand står i vejen, og før han får sprunget til siden, får bilen ramt ham, og han flyver over kølerhjælmen med et skrig og falder til jorden med et bump.
Volvoen brager igennem træhegnet og ud på rismarkerne, hvor den forsætter turen ud mod skoven. Jeg kigger ud af bagruden mod den engang så smukke provinsby, som nu et rent kaos af blod og røg. Deres mål er mig, men jeg er sluppet væk. Jeg har ladt min landsby i stikken og stukket halen mellem benene, for at rede min egen røv.
En tåre glider ned af min kind. Jeg har mistet Mayin. Jeg har mistet min landsby. Jeg har mistet alt. Mine hænder falmer nervøst efter mit halssmykke. Det sidder der stadig.
Hammid, der sidder på forsædet med blod på skjorten, spørger chaufføren, hvor han kører os hen.
”Et sikkert sted.” svarer han med en dyb, tonløs stemme.
Vi fortsætter igennem den ujævne skovsti, længere og længere ind mod skoven. Hvor skal vi hen? Jeg bliver en smule urolig. Pludselig kan jeg se to andre biler og en truck, der holder stille et stykke længere inde i skoven. Der står nogle mennesker, 10-12 stykker, ude foran bilerne. De har uniform på. De er bevæbnede.
”Hvad i…” begynder Hammid, men før han når at udtale det sidste ord, har chaufføren taget hånden ind i sin jakkelomme, hevet en pistol frem, og taget den op til hovedet på Hammid, som ikke engang når så meget som at blinke, før chaufføren trykker på aftrækkeren efterfulgt af et brag. Hammid falder om på instrumentbrættet, med blod omkring sig, og jeg sidder chokeret på bagsædet med hjertet helt oppe i halsen. Jeg prøver at åbne dørhåndtaget, men bilen er låst. Chaufføren retter pistolen mod mig og tager solbrillerne af og afslører hans mørke, sindssyge øjne i bakspejlet.
”Hvis du prøver på noget, dræber jeg dig.”
Bilen stopper ved siden af trucken, og en bevæbnet mand, med fuldskæg åbner døren til bagsædet og hiver mig brutalt ud og kaster mig til jorden med et bump. To mænd samler mig op, og holder stramt fast i mine arme. Det er nytteløst at gøre modstand.
Døren til den forreste bil, en Range Rover, åbner sig, og en ældre mand med en gylden stok og i militæruniform træder ud og jeg genkender ham med det samme.
Qazzar. Vesteuropas mest modbydelige mand.  Den Iranske mafiakonge. Har i mange år smuglet hans hjemmelavede våben ind og ud af landet. Berygtet for hans dårlige vane med at slå folk og deres familier ihjel, hvis han ikke kan lide dem. Han humper sig langsomt hen til mig med sin stok mens et smil breder sig om hans blodrøde læber.
"Tavier!" udbryder han med hans hæse, toneløse stemme, mens han kommer nærmere.
"Høvding Tavier, manden der redede Iran..." Hans sarkasme bliver pludselig til bragende alvor og han løfter staven fra jorden.
 "...mod den modbydelige onde Qazzar!" råber han, mens han svinger stokket ind i siden af hovedet på mig, så jeg falder ned på jorden igen. Et par dråber blod fra min næse rammer jorden. Qazzar sætter sig på hug ved siden af mig.
"Prinsen på den hvide hest..." hvisker han til mig, mens han slikker sig om sine røde læber.
"... Tilintetgøre den onde, onde konge..." Han tager en dyb indånding. "... og redder prinsessen." sukker han.
"Mayin..." stønner jeg. Kvinden, jeg elsker.
"Åh, Mayin?" siger Qazzar, mens han rejser sig op igen. De to soldater tager mig i skuldrene og hiver mig op.
"Hun er nok død, Tavier." nogle af mændene griner lavt. "Sørgeligt, sørgeligt." siger han sarkastisk. "ligesom resten af din lille landsby."
Jeg kniber øjnene sammen. Det er rigtigt det han siger. Min landsby er netop blevet stormet, og jeg er flygtet som en kujon. Jeg skulle være blevet og kæmpet, selvom jeg med sikkerhed ville blive dræbt.
Qazzars hænder rækker ud mod min hals og mæsker på sølvkolibrien.
"Der er den jo." siger han og smiler. "Nøglen til Iran."
"Du rører den ikke." hvæser jeg. Han kigger mig dybt i øjnene og skal til at sige noget, men bliver afbrudt af nogle mænd der råber, og jeg kan høre skudsalver bag os.
"Nå, vi har ikke meget tid, min ven." siger han og tager et lommetørklæde og en lille blå flaske frem og drypper et par dråber på tørklædet.
 Kloroform.
"Nu skal vi ud på en lille køretur." siger han og tager tørklædet hen mod min næse. Jeg prøver at stritte imod, men de to soldater har hårdt fat om mine skuldre. Jeg prøver at holde vejret, men stanken fra tørklædet siver langsomt ind i min næsebor og bedøver mig. Mine ben bliver som gummi. Mine øjne lukker sig.
Så falder jeg om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...