Himlen har alt for mange engle.. [One Shot]

"Kræft kan bekæmpes, hvis du når det i tide, men husk; Lige meget hvad, så er det guds valg."

28Likes
14Kommentarer
1813Visninger
AA

2. Jeg har brug for dig her..

Din hånd er i min, far. Selvom jeg holder din hånd, for at du skal føle dig tryg, så er jeg sikker på, at jeg føler mig mere tryg end du burde gøre. Far, jeg har talt dagene. Du har kæmpet mod kræften i 432 dage, men de sidste 32 dage, har du ikke haft det så godt, far. Det ved du også selv.

Hvorfor gør du det her imod mig? Og lillesøster? Da jeg spurgte dig for én måned siden, sagde du, at det ikke var din skyld - Det var guds valg. Du sagde, at det var guds valg, men jeg forstår det ikke. Siden da, har jeg spekuleret på det, du sagde. Jeg troede, at gud ville os det bedste? Hvorfor tager han så livet af dig, far? Hvorfor kan du ikke svarer på det? Kan du ikke vågne fra din søvn og kigge på mig, fortælle mig, at alt bliver godt igen - At du bliver rask, mor kommer ud af fængsel, og at lillesøster skal ud af plejehjemmet og hjem til os igen.

Far, jeg tror ikke, at jeg kan bo hos farmor og farfar. Jeg elsker dem, men det er ikke det samme. Vil du blive sur, hvis jeg løb hjemmefra? Jeg har nemlig hørt, at når nogen forlader dig, så kigger de på dig fra himlen. Vil du kigge på mig, far? Vil du sørge for, at alle onde mennesker holder afstand fra mig? Hvorfor vågner du ikke på fra din søvn og lover mig det?

Hvorfor, gud? Hvorfor min far? Hvorfor kan du ikke tage de dumme mænd - Som terrorister? Hvorfor tager du en uskyldig mand, der bare vil forsøge sin familie? Har han gjort noget dumt? Nej, det tror jeg ikke min far kunne finde på. Min far er en engel i forvejen - Og jeg er sikker på, at himlen har alt for mange engle.

"Far?" hvisker jeg med en grødet stemme, efter du strammede min hånd. "Hører du mig?" spørger jeg med en lidt tydelig tone. Du har stadig dine øjne lukket, men din hånd strammer stadig min. Du er bange, ikk' far? Jeg forstår dig godt. Du kan ikke andet end at vente på døden.

Jeg kan huske, hvordan lægerne blev ved med at give mig håb. De sagde, at der stadig var en chance for, du kunne overleve. De sagde, at intet er præcist endnu. Selvom jeg kun er en lille pige på 15 år, så vidste jeg, at de selv havde mistet håbet. Deres øjne var blanke. Det lille håb der var i dem, var der heller ikke længere.

"Jeg lover dig, far; Jeg skal nok fortsætte med at gå i skole. Jeg vil få en uddannelse og blive lykkelig gift. Jeg vil have børn og fortælle dem om dig. Jeg vil gøre alt for, at gøre dig stolt, far. Jeg vil få dig til at smile på skyerne. Det lover jeg dig.. Lillefingers-løfte," hvisker jeg og kærtegner din hånd med min lillefinger. Jeg kigger ud af vinduet. Endnu et visnet blad falder fra træet. De visner også..

Minutterne går, og jeg bliver ved med at holde blikket på dig. Du ligger så fredfyldt med lukkede øjne og venter. Venter på det grusomme. Intet håb, intet held. Langsomt pibler en tåre ud af dine øjne og løber ned af din kind. Mit hjerte begynder hurtigt med at slå hurtigere. Lige pludselig bliver alt sort for mig. Er det nu?

"Far, er det nu?" spørger jeg og strammer din hånd til det værste. Det eneste svar, jeg får, er maskinen der begynder at bippe. Det er nu. Med det samme kommer læger og sygeplejesker løbende ind. Den unge sygeplejerske med røde læber og en fin knold, tager stille fat om min arm og trækker mig væk.

"Jeg vil ikke," hvisker jeg og river mig fra hendes greb. Jeg løber over til dig. "Ikke nu, far. Jeg er ikke klar til et nyt liv. Jeg er ikke klar til at leve uden dig." Jeg krammer dig hårdt, og det bliver jeg ved med, selvom lægerne river fat i mig. "Gud, jeg beder dig, lad min far leve. Tag en terrorist. Tag en dum mand. Ikke min far. Han fortjener det ikke," hvisker jeg i dit øre, inden jeg bliver trukket ud af rummet.

Hvis bare jeg kunne krybe ind og fjerne al' din cancer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...