Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108342Visninger
AA

132. Efterskrift

Ja alle. Jeg ved godt, at det at slutte en historie med en efterskrift, efterhånden er pænt kliché, og det er på ingen måde noget, jeg gør ved ret mange af mine historier - Har faktisk kun gjort det ved Insanity, Et Helvede i Paradiset og så denne her, og regner heller ikke med at lave en efterskrift i det næste lange stykke tid. Men lige her, tror jeg faktisk at en efterskrift er ret nødvendig. 

Først og fremmest, vil jeg gerne sige til jer, at jeg er så taknemmelig for, at I har valgt at læse den her historie, og at I har været så tålmodige at følge med helt fra begyndelsen og helt indtil nu, for jeg har på sidelinjen haft koloenormt - lol, fedt ord, egentlig, forstår ikke, hvorfor der ikke er flere der bruger det xD - travlt med skole, samt research til min Sci-Fi/Thriller, Dødens Søvn (som jeg rigtig vil gå i gang med fra enten i morgen eller onsdag, og som I da også gerne må tage et kig på, men det er kun, hvis I har lyst, selvfølgelig), så der har været nogle uger, hvor tid til skrivning desværre har været begrænset. Ja, selvfølgelig kunne jeg jo bare have skrevet den om aftenen, men jeg er en person, hvis psykiske sundhed afhænger af, at jeg får den søvn, jeg har brug for, og hvis min søvn bliver ødelagt, for eksempel ved at jeg skriver til langt ud på natten, så får jeg det rigtig dårligt psykisk. Det skyldes lidt en skade, jeg har fået for to år siden, efter at jeg simpelthent ikke fik sovet nok i en rigtig lang periode, og der skete et eller andet med min hjerne, så jeg fik det virkelig, virkelig dårligt mentalt, og lige siden dengang får jeg det dårligt psykisk, hvis jeg ikke får min fornødne søvn. Så derfor har der været de her perioder, hvor jeg ikke har kunnet skrive så meget, som jeg ville, og det er også derfor det betyder så sindssygt meget, at I har været så tålmodige læsere, at I har kunnet vente den tid, det krævede, før der kom et nyt kapitel, og at I ikke bare har unfavet. Det er noget, jeg sætter kæmpe stor pris på. 

   Nu er der sikkert mange af jer, der nok ligger inde med store spørgsmål om, hvorvidt det her er noget, jeg selv er gennemgået. Og nej, bare rolig, alt, hvad Anna bliver udsat for, er ikke noget, jeg personligt har oplevet på egen krop, men dette er ikke ens betydende med, at jeg ikke kender folk, der i en eller anden grad har prøvet det samme som Anna, for det gør jeg, og har også læst om folk, der har gennemgået rigtig meget lignene. Jeg tror, at den største grund til, at jeg kan sætte mig så godt ind i en så speciel person som Anna er, at jeg - ligesom hende - har en autismeforstyrrelse. Mange af de særheder, som Anna udviser op igennem historien - for eksempel det med, at hun hele tiden kopierer folk omkring sig, for at få en illusion om at passe ind, at der er noget bestemt tøj, hun ikke kan lide at gå i, at hun bliver ramt af 'besættelser' og ekstreme interesser, der på samme tid er en smule unormale, og at hun, særligt, har svært ved at læse og tolke andres følelser og intentioner, og derfor nemt kan komme til at fremstå som både egocentreret og forkælet -, for at nævne blot nogle af dem, er særheder, der er ekstremt typiske for folk med en autisme-diagnose. Det, der er vigtigt at forstå når vi snakker autisme er, at der ikke er én person med autisme, der er ens. Mens mange med autisme deler fællestræk på nogle områder, er der på ligeså mange områder, hvor vi er forskellige. Den måde, Annas autisme påvirker ligepræcis hende, er en måde, der er mere typisk for piger, med autisme - Særligt den del med, at hun retter det indad, mod sig selv, hvor mange drenges symptomer oftest fremstår meget tydeligere, fordi de bliver rettet udad mod andre. Hvis man stiller en dreng med autisme sammen med en pige med autisme, vil det i mange tilfælde - men absolut ikke alle, for igen, folk er forskellige - være drengen, man vil mistænke for at have autismen, hvorimod at pigen, ved første øjekast, kan virke normal. Det skyldes deriblandt også, at piger generelt er bedre til at 'imiterer' den virkelighed, der omgiver dem, og derved gå i et med flokken, hvorimod at drenge, som udgangspunkt, har sværere ved dette. Det her kommer dog også an på rigtig mange forskellige ting og faktorer, og også hvilken type autisme det er, man lider af. En anden ting, der også er vigtigt at forstå, når man snakker autisme er, at autisme ikke er en hjerneskade eller en sygdom. Autistiske hjerner fungerer som de skal - Det, der er så specielt ved dem er, at de er skruet anderledes sammen, end normale menneskers hjerner. Hvis man har en hjerneskade, er dette ikke tilfældet - Når man er hjerneskadet, er der noget i hjernen, der slet ikke fungerer. Det samme gælder psykiske sygdomme som for eksempel depression og ADHD. Her er det fordi, at der er noget i hjernen, der ikke virker korrekt, noget kemisk, som er gået galt, men dette er heller ikke tilfældet hos folk, med autisme. Her virker alt i hjernen optimalt, det virker bare på en helt anden måde, end det gør hos "neurotypiske" (ikke-autistiske) mennesker. Autisme er måske mere en form for afvigelse i personligheden, end en reel sygdom. 

   Den type autisme, der er med i denne historie, er Aspergers Syndrom, selvom det dog også kan ligne den atypiske autisme en helt del. Aspergers Syndrom - der nu ikke længere hedder dette, men blot "mild autismeforstyrrelse" eller noget i den retning - påvirker som regel ens personlighed meget mere, end den påvirker ens funktionalitet, og derfor er der mange, piger såvel som drenge, med Aspergers, der udadtil er meget normaltfungerende og normaltbegavede, men som har afvigelser i deres måde at tænke på, fortolke verden på (hvilket man også kan se på Annas måde at opfatte verden omkring sig) og også på sociale områder, som for eksempel det med at aflæse andre eller det med, at man ikke altid forstår, hvad der sårer andre mennesker. Mange med Aspergers kan derfor nemt virke som egoistiske snobber, der ikke har respekt for andres følelser, selvom dette langtfra er tilfældet. Som Aspergers har man respekt for andre menneskers følelser og tanker - Problemet er, at man har problemer med at forstå og aflæse andre menneskers følelser og tanker, og derfor kan virke respektløs og uopdragen, selvom man ikke er det. Hvilket også er grunden til, at mange med Aspergers - ligesom Anna - bliver udsat for mobning eller psykologisk terrorisering, fordi folk - ikke overraskende - ikke kan forstå, hvorfor folk med Aspergers tænker, reagerer og opfører sig, som de gør. 

   Derfor håber jeg, at den her historie har fået jer til at tænke. Og at I fortsat vil tænke over, hvad det rent faktisk er, I lige har siddet og læst - Ikke blot at det er et indblik i et autistisk verdensbillede, men også ligeså meget en fortælling om, hvorfor det er så farligt og så forkert at dømme og hade andre mennesker, fordi man faktisk sjældent ved, hvad der ligger til grund for, at andre mennesker er som de er. Så derfor håber jeg virkelig, at I vil tænke over den her historie, når I har læst den, og ikke bare se på det som enhver anden historie, men virkelig tager den til jer og funderer over den, for jeg tror faktisk, at I vil kunne lærer noget af det.

   Og til sidst er der vel kun at sige, at I allesammen må have det rigtig godt - Nu skriver jeg godt nok det her op ad eksamenstiden, men til jer, der læser det her senere på året, eller i begyndelsen af året eller i sommerferien eller hvad pokker end ellers, og som ikke lige har udsigt til eksamener lige nu, eller som er færdige med dem, vil jeg bare sige, tak fordi at I læste og må I fortsat gå en vidunderlig tid i møde. Og det her gælder også alle jer andre.

   Kærlig Hilsen den meget skøre forfatter af denne historie, Marcel Bülow. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...