Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

212Likes
1145Kommentarer
107490Visninger
AA

99. 98

Skammen vedblev med at omslutte Annas skuldre, tungt og pressende, forfulgte hende i den sorte sky, der fik det onde, som hun ikke kunne se men som hun vidste var sammen med hende, til at le ondt og hånligt, le fordi det hadede hende. Skammen over, at hun havde gjort det, som hun havde lovet ikke at gøre, og selvom blødningen var stoppet – efter et tidsrum, der varede meget længere, end Anna brød sig om – hjalp det ikke. Det hjalp overhovedet ikke, for hun havde stadigvæk gjort det, selvom hun bare ville glemme, så kunne hun ikke glemme, for hun havde gjort det, hun ikke skulle gøre, havde gjort det fordi hun var syg i hovedet.

  Da hun satte sig på sengekanten, kiggede annA nesraL på hende fra skabsspejlet, og Anna blev næsten sikker på, at blikket, der dækkede de identiske grønblå øjne, var et blik af fordømmelse, udelukkende fordømmelse, et blik, der sagde hvad har du dog gjort, din klamme syge kost, se dog hvad du har gjort, hvad er det dog du har GJORT, og hun kunne ikke længere lide at spejlet hang der, det skulle væk, eller gemmes, for annA nesraL måtte ikke se hende, fordi hun vidste, og hun fordømte det, hun vidste, ligesom psykologen og ligesom sygeplejerskerne på skadestuen og personerne i skadestuens venteværelse, så og vidste og fordømte. Anna rejste sig op, og gik hen til spejlet. I den reflekterende spejldimension foretog annA nesraL sig det samme. Hun strakte armen frem, da hun nåede skabslågen, så noget af ærmet gled tilbage og blottede den lyse hud frem, med de krydsende og vridende sår under håndleddet. annA nesraL havde de samme sår, de vendte bare modsat, men det var de samme. Anna greb lågen, og åbnede, så spejlet vendte sig bort, mod vinduet og ikke længere mod sengen. I stedet for en tvilling, der levede i den identiske spejlverden (syge kost), der måske befandt sig bag de sorte huller, på den anden side ad det evige univers, i den femte eller sjette eller syvende dimension, så hun i stedet skufferne med T-shirts og trusser og bh’er samt det åbne skabsrum over skufferne, hvor hendes trøjer og jakker hang i grupperede ordninger. Disse døde genstande så intet og vidste intet og fordømte intet. Annas fingre knugede sig stramt om skabslågens kant, inden hun flimrede øjnene i. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...