Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

218Likes
1143Kommentarer
113519Visninger
AA

97. 96

 

 

Det ville ikke holde op med at bløde. Da hun stod foran vægspejlet, og febrilsk tørrede papir henover de friske sår, indtil papirerne blev mørknet og gennemvædet, var det som om, at blødningen vedblev, som om den ikke ville stoppe, uanset hvad hun gjorde, det fortsatte med at svulme frem, tykt og mørkt og alt for klistret, svulmede op fra brysterne og fra skulderpartiet, det svulmede og det løb og desperationen begyndte at bide sig frem i svælget.

   Desperationen kom, fordi beviset skulle fjernes, det skulle bare fjernes, og hun flænsede flere papirstykker løs, og lod de brugte dumpe ned i vasken. Blodet skulle fjernes, før hun tog tøj på, blodet skulle fjernes, hun ville ikke have at det var der, det skulle bare fjernes, beviset på hendes syge ugerning, og beviset på, at hun havde brudt et løfte, som hun ikke ville bryde, skulle bare fjernes. Mor måtte ikke vide noget, behøvede ikke at vide noget, behøvede ikke at vide, at hun havde brudt løftet, der var ikke nogen, der behøvede at vide det, det var okay, helt okay, bare blodet forsvandt, og bare sårene ville stoppe med at dunke og brænde så ulideligt, og stoppe med at bløde sådan, så hun bare kunne få lov til at glemme, og ikke tænke på den omklamrende, mørke skam.

   Mere blod svulmede.

   Hun fortsatte med at tørre, som hendes kæber spændtes og tænderne blev blottet mellem de tilbagevegne læber. Øjnene spejlede af en brændende fugtighed, der begyndte at presse sig frem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...