Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108016Visninger
AA

96. 95

Skammen. Det var alt, hvad hun mærkede. Den ulidelige skam, kriblende, som lange fingre med skarpe kløer, der trommede imod hendes skulderblade og rygparti. Skammen var alt, hvad hun mærkede, da hendes snit var færdige, og hun blot stod i bruseren, hvis stråle nu var blevet slukket, og betragtede de dybrøde striber med det svulmende blod, der serievist, i en organisk stregkode, trak sig henover toppen af de bløde bryster. Hendes fingre knugede stadigvæk om skaftet på barberskraberen, og hun fornemmede blodet, tykt, klistret og køligt, der rejste ned mellem brystkløften og delte sig over navlen og kildrede langs flankerne, mod hoften. Blodet, der burde have fremkaldt friheden, men ikke gjorde det. Den lyserøde sky af velvære var blevet kvalt af gråden, og derefter den skarpe sviden, der blev ved med at brænde i snittene, som hun havde påført over venstre armhule, sidenhen den højre og til sidst på oversiden af begge bryster. Den var blevet kvalt og erstattet af den stikkende skam, kold og ond, der klamrede sig til hende, hægtede sig fast til hendes sind og nægtede at forlade hende.

   Jeg lover at jeg ikke gør det igen mor.

   Det havde hun lovet. At hun ikke ville gøre det igen. Det havde hun lovet. Og nu stod hun her, med den blødende barberskraber, blødende, fordi hun havde gjort det igen, cuttet, hun havde gjort det igen, selvom hun havde lovet ikke at gøre det, så havde hun fandeme gjort det. Igen. Brudt et løfte og cuttet, som den syge kost hun var, hun havde brudt et løfte og gjort det igen.

   Skammen prikkede, og den prikkede hårdere og prikkede koldere.

   (Jeg lover at jeg ikke gør det igen mor jeg lover det jeg lover det jeg lover jeg lover jeg lover)

   Hun blev opmærksom på barberskraberens hårde skaft, der strammede sig ind i grebet, og (du har brudt et løfte din syge kost) hun vendte blikket ned, betragtede det sortligt mørkerøde, der dækkede barberbladet, det sortligt mørkerøde, som var hendes blod, fra de sår, hun havde påført sig selv, fordi hun havde brudt et løfte (din syge kost) og snittet barberbladet ind i sin egen krop, hun havde brudt et løfte (syyyyyge kost), fordi hun var syg i hovedet (få fat på en psykiater), fucking syg i hovedet, hun havde brudt et løfte, som hun ikke skulle have brudt, hun havde brudt et løfte, og skammen gled sine kolde, døde hænder fra ryggen og henover hendes flanker, op til hendes maveparti, hvor de herefter begyndte at presse, og Anna kastede barberskraberen fra sig. Den ramte ind i væggen, og gled ned i hjørnet, hvor den lagde sig til hvile, med det blodsmurte skær pegende opad, mod lyset og mod hende, som om den prøvede at minde hende om det, hun havde gjort og som hun nu skammede sig over. Hun begyndte at fryse, selvom den varme kondens fra bruserregnen fyldte badeværelset, tæt og fugtigt, så begyndte hun at fryse, og de små hår på hendes arme rejste sig i ulækre kuldegysninger, hun begyndte at fryse, og klemte armene ind til sig. De brændende, mørkerøde snit, der stregede sig over hendes bryster, dunkede, og mere blod svulmede, mere blod, mere blod, og det dryppede ned fra hendes armhuleparti, klattede ned på gulvet, hvor der stadig lå vand. Hun strammede armene tæt ind til kroppen, indover maven, og hun bakkede tilbage, til hendes bare skulderblade ramte væggen. Hvad havde hun dog gjort, hvad havde hun dog gjort, hvorfor gjorde hun det, hvorfor gjorde hun det dog, hvorfor, hvorfor, hvorfor, og hendes ansigt svulmede og hun begyndte at græde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...